FILM // ANMELDELSE – Så oplever jeg atter at skulle grave oplysninger frem om næsten ukendte nye filminstruktører; engang i tidernes morgen, var jeg en af de første til at skrive om polske Kieslowskj, nu gælder det italienske Pietro Marcello.
”Martin Eden” – Marcellos anden spillefilm blev i 2019 præsenteret i Venedig, og den flotte Luca Marinelli modtog prisen for bedste mandlige hovedrolle; han er godt kendt i italienske film. I 2013 udnævntes han til Shooting Star i Berlin – i 2015 spillede han en superhelt i den populære ”They call me Jeeg” (Gabriele Marinetti), og i 2020 var han en af de udødelige superhelte i Netflix-dramaet ”The old Guard”, der er inspireret af Greg Ruckas sciencefiction comic, og har Charlize Theron i hovedrollen.
”Martin Eden” er dramatisering af Jack Londons roman fra 1909; handlingen er flyttet fra USA til Italien, og tiden er noget usikker … somewhere i første halvdel af 1900-tallet. Martin Eden er havnearbejder i Napoli og undertiden sømand (som i Jack Londons roman). Hans sprog er napolitansk og ikke italiensk, hvilket gør det vanskeligt for ham at komme op i verden og føre sig frem som forfatter. Instruktøren kommer fra Napoli-regionen og insisterede på , at Luca Marinelli talte det lokale sprog i de mange scener, der foregår i Napolis fattigkvarterer.
Martin Eden redder en ung overklassedreng, Arturo Orsini, fra en omgang tæv i havnen og inviteres derfor ind i den rige og ret tolerante Orsini-familie, hvor han falder for datteren Elena. Pietro Marcello blander elegant scener fra Orsini-familiens smukke aristokratiske verden med Martin Edens overbefolkede fattigdomskvarterer, men forvirrer os ved hist og her at tilføje tilsyneladedende uvedkommende sort/hvid-arkivoptagelser fra Europa, som f.eks. en meget smuk skonnert med mange sejl.
Vi lokkes til at tro, at disse dokumentariske filmklip kan gøre os klogere på, hvornår filmen foregår , eller måske kan hjælpe til med at forstå Martins udvikling, men de hjælper os ikke. Instruktøren driller og forvirrer bevist publikum; det er hans individuelle stil, som han tidligere har demonstreret i sine første drama/dokumentarfilm (han kalder dem ”observationsfilm”) og i spillefilmen ”Lost and Beautiful” (2015), som Cinemateket viser den 22 september.
Forunderlig men skuffende
Kærligheden mellem Martin og Elena er stærk og gensidig. Hun skaffer ham en italiensk ordbog, så han kan lære at udtrykke sig korrekt uden at blive til grin i det fornemme selskab hos hendes familie. Han beslutter, at den eneste måde, han kan vinde hende på, er, at blive forfatter. Han læser stakkevis af bøger, køber en skrivemaskine og sender sine mange historier ud til ugeblade og forlag. Der er ikke penge i at være forfatter; alle hans kuverter kommer tilbage, og hans svoger smider ham ud, da han ikke betaler husleje. Han er stræbsom, hårdtarbejdende og lykkelig med Elena.
Deres heftige diskussioner om penge og klasseskel ender med at skille dem. Hans politiske had til overklassen, som han uhæmmet præsenterer ved Orsinis-familiens fine selskaber, bliver for pinligt for hende, der allerede loyalt har ventet på ham i flere år. Den frodige enkemadame Maria og hendes søde børn tager ham til sig, og han læres op i forståelse af medieverdenen af den politske journalist/redaktør Russ Brissenden , der tror på hans evner.
Vi er nu to tredjedel inde i filmen om Martin Edens opstigning fra ilitterær napolitaner til succesfuld politisk/filosofisk forfatter, og har bevidnet mange flot instruerede strejkemøder og voldsomme sammenstød med politiet.
Vi fascineres af hans stil med de gamle underlige arkivklip, men magter ikke helt at elske hans brutalitet overfor fortællingens lineære flow
Jeg er begejstret for filmen, og forstår ikke rigtig, hvorfor ingen har haft lyst til at importere den, MEN så…
Et hårdt og uforståeligt spole/stemningsskift indtræffer pludseligt. Jeg undrer mig: Har operatøren mon misset en spole? Har jeg måske sovet et par minutter? Nej! Instruktøren har ikke haft lyst til at blande sin helt og sin historie ind i Italiens seriøse 20 år med fascisme. Han bringer end ikke arkivklip ind fra disse svære år; han fortrænger dem og præsenterer os for en ældre, ikke mere charmerende, Martin Eden, der nu har opnået den succes som berømt forfatter; han stræbte efter, og har konstateret, at penge ikke gør ham lykkelig.
Elena har for længst forladt ham, men aldrig glemt ham, og han lever sammen med Marguerita, som han i de allerførste dage uforpligtet dansede og elskede med. Han er smaskulykkelig: Den flotte skonnert med de mange sejl synker i havet; endelig fik et af de tidlige dokumentariske klip mening.
Cinemateket præsenterer os 16 + 28 og 19/9 for to af Pietro Marcellos seks tidlige drama/dokumentarfilm – hans ”observationsfilm”: ”The Mouth of the Wolf” og ”Crossing the Line”: dem vender jeg tilbage til snart.
Marcello er en meget utraditionel instruktør, der lader sine skuespillere på indflydelse på dialogen, ”maler” smukke billeder af miljøet omkring Napolibugten, evner at skildre ægte følelser og hele mennesker, men slet ikke tager hensyn til publikums evne til at følge med.
Vi fascineres af hans stil med de gamle underlige arkivklip, men magter ikke helt at elske hans brutalitet overfor fortællingens lineære flow.
En forunderlig, men også skuffende film. Den kan få fire stjerner.
Foto: PR.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her