ELEFANTER // ESSAY – “Elefanterne bevægede sig langsomt rundt, forsigtige med ikke at træde på babyen og skiftedes til nænsomt at røre ved den, som om de prøvede at vække den eller sikre sig, at den virkelig var død,” skriver Birgitte om et møde med en elefantflok i Sydafrika, der udviklede sig til noget ganske andet end forventet. “Det virkede næsten rituelt, som en velsignelse. Det var hjerteskærende.”
For ti år siden læste jeg The Elephant Whisperer, en bog der fortæller historien om en sydafrikaner, Lawrence Anthony, som etablerede et usædvanligt forhold til en flok af vrede elefanter. Siden da har jeg drømt om at se stedet, hvor et usædvanligt drama udspillede sig, da Anthony følte sig nødsaget til at tage kontroversielle metoder i brug for at beskytte elefanterne imod en sikker død.
Det lykkedes mig for nylig.
De uønskede elefanter
Anthony havde erhvervet et vildtreservat, Thula Thula, i Zululand. Kort efter blev han bedt om at overtage en flok elefanter, der blev betragtet som farlige. “Tag dem, ellers bliver de skudt,” var beskeden.
Flere elefanter, lige så ophidsede, kom stormende ned ad bakken og deltog. Det var umuligt at fastslå præcis, hvad der skete
De brød ud af både deres oprindelige reservat og senere Thula Thula, men blev indfanget og bragt tilbage. Herefter, stik imod ekspertråd og sund fornuft, besluttede Anthony at forsøge at skabe en alliance til matriarken Nana for at overbevise hende om, at flokken var sikker i parken og ikke behøvede at flygte. Så usandsynligt som det end måtte lyde, lykkedes det ham, og han opbyggede efterfølgende et solidt forhold til hele flokken. Når han for eksempel havde været bortrejst, kom flokken til hans hus, når han kom hjem. På en eller anden måde registrerede de hans tilstedeværelse.
Men Anthonys intention var, at elefanterne skulle forblive vilde, så ingen andre måtte komme tæt på dem.
Elefanternes sprog
Elefanter er, ikke overraskende, blevet studeret af forskere i årtier. De har vist sig at kunne kommunikere med 50–70 forskellige vokaliseringer – fra høj trompeteren til infralydsrumlen. Forskning tyder på, at de bruger forskellige advarselslyde og måske endda navne til hinanden.
Der er blevet rapporteret, at de kan skelne mellem sproget og lugten af f.eks. Maasai-krigere, der jager dem, og Kamba-bønder, som ikke udgør en trussel.
De kan også kropssprog, og de rører meget ved hinanden. De bruger deres snabler til at hilse på og kærtegne hinanden og til at disciplinere deres unger.
Derudover benytter de semiokemikalier, der udskilles gennem afføring og urin, samt en sekrerende kirtel i tindingen.
Anthonys død
Desværre døde Anthony i 2012.
To dage efter hans død kom flokken, nu bestående af enogtyve elefanter, til hans hus og gik rastløst frem og tilbage, urolig og stresset, åbenbart bevidst om, at han var væk. Som art er de kendt for at sørge over deres egne, og tilsyneladende havde de accepteret Anthony som familiemedlem.
Efterfølgende har Anthonys franske kone, Francoise, trods store udfordringer holdt reservatet kørende.
Heldigt for mig. Jeg fik omsider mulighed for at besøge Thula Thula.
Så tæt på
Det var Anthonys faste overbevisning, som han pointerede i bogen, at ingen andre end han, og det udelukkende som nødløsning, skulle have kontakt med elefanterne.
Med det i tankerne satte jeg mig ind i firehjulstrækkeren for at opleve det, der på hjemmesiden blev beskrevet som “en afslappende eftermiddagssafari”. Jeg var meget spændt på at se elefanterne. På afstand gik jeg ud fra. Jeg var derfor fuldstændig uforberedt, da vores ranger Muzi kørte direkte ind i en flok elefanter, der fouragerede langs vejen. En stor han kom hen til bilen. Muzi slukkede motoren og talte sagte til kæmpen.
“You are beautiful, and I love you!” udbrød jeg, for så at blive beordret af Muzi til at dæmpe stemmen. Han sagde, at elefanten hed Promise. Den enorme skabning fnøs, baskede med sine store ører og rørte ved køretøjet med snablen. “Promise”, sagde Muzi, “opfør dig ordentligt.”
“Hvad laver han?”, spurgte jeg.
“Han vil lege med bilen,” sagde Muzi uanfægtet.
Jeg har været på safari før, hvor en aggressiv hanelefant havde smidt en Land Rover i en sø kort forinden. Var det måske noget lignende, Promise havde tænkt sig?
Muzi startede bilen og bakkede nogle meter, for at Promise ikke skulle blive for entusiastisk med “legetøjet”. Muzi var fuldstændig afslappet. Jeg var på én gang euforisk og urolig. Mens jeg følte en dyb taknemmelighed over at være så tæt på verdens største landdyr – var vi ikke lovlig påtrængende?
Det var lidt, som om vi brasede ind i en fremmed persons begravelse. Men elefanterne tog ingen notits af os
Elefanterne fortsatte med at fortære acaciebuske og plukke grene af træer, som om de var persillekviste. De var tydeligvis bevidste om vores tilstedeværelse, men åbenbart ikke generet af det. Promise var spektakulær, up close and personal. Den rynkede hud, de enorme ører, den akrobatiske snabel, de iagttagende øjne. “Jeg mener det,” mumlede jeg. “Jeg er forelsket.”
Jeg kunne have siddet der hele dagen, men Muzi startede bilen og kørte videre.
Fødsel eller fare?
Intet kunne have forberedt mig på det, der skete bagefter. Vi kørte ned ad en bakke og ind i en lysning. Der så vi en ung hunelefant gå rastløst rundt. Hun så ud som om, hun havde ondt. Hun bevægede sig i cirkler med krum ryg.
“Er hun forstoppet, eller er hun i fødsel?” tænkte jeg.
Hunlefantens adfærd tiltrak en anden hun – hendes mor, sagde Muzi – som havde taget et mudderbad. Andre elefanter i nærheden sluttede sig til, og pludselig brød kaos løs. Elefanterne trampede rundt, skubbede til hinanden og omringede den unge hun. De trompeterede og rumlede med maverne, med halerne op i luften og baskende ører. Flere elefanter, lige så ophidsede, kom stormende ned ad bakken og deltog. Det var umuligt at fastslå præcis, hvad der skete, men Muzi så noget falde fra den unge hun.
“Jeg tror, hun fødte,” sagde han og så lige så overrasket ud som os andre.
Sorg
Under næste dags gamedrive stødte vi på en del af flokken flere kilometer fra, hvor fødslen havde fundet sted. Tom, moren, hendes mor E.T., hunnen, der havde kastet babyen, og den store han, Shaka, stod i en cirkel omkring den døde babys krop. Der var ingen agitation, ingen rumlen eller trompeteren. Scenen var fredfyldt og trist.
“De sørger,” sagde Muzi.
Elefanterne bevægede sig langsomt rundt, forsigtige med ikke at træde på babyen og skiftedes til nænsomt at røre ved den, som om de prøvede at vække den eller sikre sig, at den virkelig var død. Shaka holdt den ene fod over den livløse krop og løftede babyens øre med sin snabel. Det virkede næsten rituelt, som en velsignelse. Det var hjerteskærende.
De må have skiftedes til at bære babyen i munden med snablen viklet om dens krop. Jeg var på én gang vantro, taknemmelig og usikker på min ret til at være til stede. Det var lidt, som om vi brasede ind i en fremmed persons begravelse. Men elefanterne tog ingen notits af os. De havde deres egen ceremoni.
Hvor utroligt privilegerede var vi ikke at have mulighed for at opleve et så unikt øjeblik?
Hvad skete der?
Vi vil aldrig vide præcis, hvad der skete. Andrew, den lokale elefantekspert, som har arbejdet med elefanter i 28 år, sagde, at når en dødfødt fødes, er flokken som regel helt stille og sørger med det samme. Han hælder til jalousi-teorien. Francoise er overbevist om, at hunnerne i flokken har et stærkt søsterskab, og at den, der kastede ungen i busken, aldrig bevidst ville have skadet en levende baby.
Jeg er ikke sikker på, at det var deres følelser, jeg kunne mærke, men deres nærvær mindede ikke om noget, jeg har oplevet før
Heldigvis har flokken fået mange sunde kalve gennem årene og er vokset fra de oprindelige syv medlemmer til treogtredive. Der er strenge regler for, hvor mange elefanter der må være inden for et bestemt område for at opretholde et sundt økosystem. Thula Thula dækker nu 5000 hektar, men med elefanternes trivsel og erhvervelsen af en voksen han, Gobisa, måtte bestandskontrol iværksættes.
På grund af bestandshensyn havde reservatet i årevis anvendt prævention blandt hannerne, hvilket forklarede fraværet af fødsler.
Men fem unge hanner brød ind i Thula Thula fra et andet reservat, og en af dem må have gjort Tom gravid.
Deres nærvær
Oplevelsen med elefantbabyens død gjorde et uudsletteligt, nærmest traumatiserende indtryk, men i de følgende dage havde vi mulighed for at observere elefanterne under mere normale omstændigheder.
Muzi fortalte om deres følsomme hud, deres stærke familiegrupper og de tætte bånd mellem hunner og unger.
Anthony sagde om elefanterne, at han, når han var sammen med dem, mærkede deres følelser snarere end sine egne.
Jeg er ikke sikker på, at det var deres følelser, jeg kunne mærke, men deres nærvær mindede ikke om noget, jeg har oplevet før. Jeg var dybt fascineret og beæret. Der er noget magisk over dem.
Adskillige hundrede mennesker bliver dræbt årligt af elefanter i Afrika, mest grundet HEC (human-elephant conflict). Elefanternes habitat bliver tiltagende reduceret på grund af menneskers indtrængen. Klimakrisen medfører tørke, hvor desperate tørstige elefanter tramper ind i beboede, opdyrkede områder og udgør en trussel mod mennesker og afgrøder. Safarigæster bliver også dræbt undertiden. I sidste måned blev en trofæjæger trampet ihjel i Gabon.
Elefanterne i Thula Thula har nok at spise og drikke og er i et stabilt miljø og derfor mindre tilbøjelige til at blive aggressive. Men de er også specielle. Andrew, eksperten, siger, at de alle kender deres navne. De kender lydene fra de forskellige køretøjer og ved, hvem der kører dem. Det forekommer, at de opsøger menneskelig kontakt og at nyde opmærksomheden. Nogle af dem begynder endda at optræde, når de ser biler med turister, som om de gerne vil underholde deres publikum.
Hvis de ikke vil ses, forsvinder de ind i busken, som det skete på vores sidste dag, hvor vi så dem på afstand og derefter brugte en time på at lede efter dem. De var ingen steder at finde.
Andre gange kommer de lovlig tæt på. Nogle dage havde vi ikke vand, fordi de ødelagde vandrørene og drak af dem i stedet for at drikke vand fra floden.
Kompromis
Ideelt set ville elefanter, som er nomadiske af natur, frit bevæge sig rundt uden elektriske hegn og præventionsinjektioner og kun blive beundret på afstand. Men mennesker har trængt ind i deres habitat i århundreder, og de bliver stadig dræbt for deres stødtænder. Hvis det ikke var for Thula Thula og andre konserveringsprojekter, ville elefanter sandsynligvis være uddøde om tyve år. Vi må beskytte dem mod os selv, deres eneste fjende. Med den, i nogle tilfælde, unaturlige nærkontakt, det indebærer.
Det er fristende at henfalde til frivole antropomorfismer og tilskrive elefanter alle mulige menneskelige følelser. Men mennesker, notorisk arrogante og selvforherligende sidestillet med alle andre væsener, burde føle sig ydmyge og begrænsede i nærværet af disse storslåede væsener.
De synes at have emotionel intelligens. De sørger og ser ud til at vise empati. Men de besidder også instinkter og kommunikationsformer hinsides vores forståelse.
Selvom vi nu ved, hvordan månens bagside ser ud, har homo sapiens som art endnu ikke udarbejdet en mellemfolkelig levedygtig plan for at redde den planet, vi faktisk bebor. Vi opfinder stadig nye måder at skade os selv, miljøet og andre livsformer på. Ingen selvrespekterende elefantmatriark ville gøre det mod sin arts habitat. Selv når elefanter tramper gennem bushen og tilsyneladende efterlader en bræmme af destruktion, skaber de korridorer for andre dyr, ildbælter og mulighed for, at andre planter kan vokse. De lever i harmoni med naturen og andre væsner.
Jeg tror, vi kunne lære meget af dem.
Fakta om elefanter
Snablen – elefantens multiværktøj
-
- Kaldes en muskulær hydrostat
-
- Indeholder over 40.000 muskler og omkring 50.000 motoriske neuroner
-
- Den afrikanske elefant har to fremspring på snabelspidsen, som gør det muligt at gribe selv et græsstrå
-
- Kan samtidig løfte meget tunge genstande
-
- Bruges til at trække vejret, spise, drikke, lugte og kommunikere
-
- Anvendes også til at kærtegne, disciplinere, trompetere og tage mudder- og støvbade
Øvrige fakta
-
- Ligesom mennesker kan elefanter være højre- eller venstredominerede og have en foretrukken stødtand, som bruges mest til fx at skrabe bark af træer
-
- Elefanter kan spise mere end 150 kg føde om dagen
-
- De har en mere avanceret lugtesans end en blodhund og kan lugte vand næsten 20 km væk
-
- Ligesom mennesker kan elefanter være højre- eller venstredominerede og have en foretrukken stødtand, som bruges mest til fx at skrabe bark af træer
Læs flere essays af Birgitte Carlsen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og