POV SPORT // ANMELDELSE – Seværdig Netflix-dokumentar om fodboldspilleren og fænomenet David Beckham.
Hvis VAR (Video Assistant Referee) havde eksisteret under VM i fodbold i 1998, var det aldrig kommet så vidt. Så havde den danske dommer Kim Milton Nielsen aldrig nogensinde stanget det røde kort ud til David Beckham to minutter inde i anden halvleg af ottendedelsfinalen mellem England og Argentina.
I forvejen den ultimative sportslige hadets kamp efter Argentinas politisk betonede Falklands-gengældssejr i kvartfinalen over England ved VM 12 år forinden i Mexico med Diego Maradonas geniale sololøbsscoring og seneres forbudte sejrsmål med en langstrakt knytnæve, Guds Hånd, der fik lov til at stå. Den havde VAR så heller ikke ladet passere.
Det var dommerens skøn, og et sådant skal man foretage under gigantisk pres på et splitsekund ud fra det, man har observeret i et flash af en spilsituation
Tilbage til 1998, da David Beckham gik ind i en duel med Argentinas notoriske bisse på græs, Diego Simeone, der jorder det engelske wonderkid, som samtidig fremprovokerede den lille bevægelse, hævnaktens automatreaktion, der i flere vinkler på tv-skærmen knap nok andet end markerer intentionen og blot snitter Simeones læg. Men nok til at give selvsamme Simeone muligheden for den teatralske filmscene og Kim Milton muligheden for den fumlende søgen efter det røde kort i lommen.
England i choktilstand
Og nej, det var såmænd ikke Kim Miltons skyld. Det var dommerens skøn, og et sådant skal man foretage under gigantisk pres på et splitsekund ud fra det, man har observeret i et flash af en spilsituation. Selvom Milton stod tæt på episoden, kan den sagtens have taget sig ud som en grov hævnaktion, der på decideret ulovlig vis fældede Diego Simeone i den danske dommers briller og ikke mindst vinkel.
Havde han vidst, hvilken personlig konsekvens kendelsen ville få for David Beckham, om end følelser ikke skal have indflydelse på den slags, havde han måske endda tyet til gult. Havde han haft adgang til VAR, havde Simeone fået sit gule kort for frisparket eller film. End of story.
Den tidligere Tottenham-stjerne, som Beckham så op til og langt hen ad vejen forsøgte at kopiere i spillestil, forsvandt fra Beckhams stjernehimmel.
Da Kim Milton rakte det røde kort op i den franske aftenhimmel, gik England i apatisk tavshed. Så stille, at man i et kort moment over det ganske land kunne høre en bold ramme jorden ovre på kontinentet.
En nations måben i målløshed. Og derefter reaktionen, der i den grad blev forstærket af, at England i sidste ende tabte til Argentina, naturligvis efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.
Landstræner Glen Hoddle, der i forvejen havde forvirret både nation og ”Becks” ved til alles forundring at starte de første to gruppekampe med yndlingen på bænken, fordi træneren ikke mente, at en smasknyforelsket David Beckham var fokuseret nok, smed sin spiller under bussen. Som synderen, der havde dummet sig, at den slags ikke måtte ske, og at han fremover måtte lære af sine fejl.
Han lod lavinen gå sin gang, alt imens hans kæreste og senere kone, Spice Girl-popstjernen, Victoria, i afmagt kunne iagttage sin kommende mand glide ind i, hvad hun i Netflix-dokumentaren ”Beckham” kalder en klinisk depression
Den tidligere Tottenham-stjerne, som Beckham så op til og langt hen ad vejen forsøgte at kopiere i spillestil, forsvandt fra Beckhams stjernehimmel. Men han gav aldrig udtryk for det offentligt. Lod Hoddle være Hoddle og bed smerten i sig. Lod lavinen gå sin gang, alt imens hans kæreste og senere kone, Spice Girl-popstjernen, Victoria, i afmagt kunne iagttage sin kommende mand glide ind i, hvad hun i Netflix-dokumentaren Beckham kalder en klinisk depression.
Nok herskede der en massiv kritik af Kim Miltons beslutning i britiske medier og befolkning. Jeg så ham for nylig under en gallapremiere på Brøndby Stadion til en fanproduceret film om Brøndbys historie og tænkte, at han lignede sig selv. Så meget, at jeg nok stadig den dag i dag ville tænke mig godt om eller hyre en bodyguard, hvis jeg havde Miltons ansigt og navn og gik med planer om en weekendtur til Manchester. Eller England i det hele taget.
Kritikken var dog nærmest en sidebemærkning i forhold til reaktionen i den engelske tabloidpresse og klubfansgrupperinger, der på bestialsk vis forfulgte David Beckham i månedsvis derefter. Med smædesange og overskrifter over temaet ”Du svigtede dit land” og ”Du skulle skamme dig”, som sammen med Glen Hoddle gjorde Beckham til eneansvarlig for Englands VM-exit.
En buhende dæmon, der satte sig på skulderen af Beckham og her 25 år efter fremdeles lader konturerne fremstå i en 48-årigs smertefulde genfortælling af den tid, som han næsten ikke kan tale om. Eller Victorias version, der har været fortrængt så længe, at hun ikke kan bære at røre rundt i gryden og huske fansmædesange rettet mod hende a la: ”Posh Spice takes it up the arse”. Den del har hun dog også selv skrevet om i sin selvbiografi.
Manchester United-familien lukkede sig om sig selv i forsvaret af David Beckham
Den svinske udgave af en britisk paparazzi-tabloidpresse i decideret blodrus i jagten på et bytte langt ind på bagsæderne af biler og forældre omringet af zoomkanoner, som var England i krig. I et dødsspiralmønster, der blot et år tidligere havde kostet Lady Diana livet. Og som opildnede britiske fodboldfans til randen af dødstrusler mod David Beckham.
Diego Simeone, i dag legendarisk Atletico Madrid-træner, indrømmer med et smil i dokumentaren, som han også har gjort før, at episoden aldrig var til rødt kort, og at han, som man siger på tysk, kørte en svale (schwalbe) på Beckham.
Manchester United-familien lukkede sig om sig selv i forsvaret af David Beckham. Roy Keane tacklede igennem på hans vegne (av for den), hans højrekant-buddy Gary Neville envejssnakkede ham igennem, manager Sir Alex Gaffer Ferguson var mere til ”don’t worry” dig igennem. Han var af gammel skole og kunne nok have brugt en lidt bedre opdateret mental værktøjskasse i den henseende.
Alt imens David Beckham spillede sig igennem. Uden at kigge op. Med en lang måltørke som udgangspunkt, et forløsende mål og Old Trafford, der rørende hele vejen rundt istemte: ”There is only one David Beckham…”
Proportionalt fylder historien om David Beckhams røde kort med en tilsneget dansk vinkel ikke så meget i den fire afsnit lange dokumentar som i denne anmeldelse. Alligevel handler det meste af afsnit 2 over temaet. Afsnit 3 begynder i sagens natur med fortællingen om ”The Treble” som kulmination på sæsonen efter VM i 1998.
I den nok stadig mest mindeværdige Champions League-finale i 1999, hvor David Beckham i spillemæssig forstand for længst var ude af den synlige krise, og også det gladeste tilbageblik med to Beckham-hjørnespark, der afgjorde det hele i tre minutters overtid mod Bayern München i Barcelona.
Beckham og Agassi
1-0, da finalen rundede de 90 minutter og Bayern-generalen Lothar Matthäus sejrssikkert havde ladet sig udskifte med klapsalver op mod de tyske fans, inden Teddy Sheringham og Ole Gunnar Solskjær i løbet af et par minutter omsatte Becks hjørnespark til den historiske tre på stribe-triumf og Peter Schmeichel i jublens kraftspring i Uniteds målfelt.
Jeg blev suget ind i den aldeles velproducerede og nærgående ærlige Beckham på samme vis som verdens bedste sportsbiografi med tennisspilleren Andre Agassi, Open, som jeg først fik læst for nylig. I pixels kan det også lade sig gøre. Også i erkendelsen af, at hvis der ikke er levende billeder på i dagens mediebillede, skete det ikke.
Farens og morens udlægning af en barndom fuld af, nærmest kun udfyldt af, fodbold. David Edward Alan Beckham har 13-1400 kampe på video med sin søn. Han var besat af Manchester United og pacede sønnike hele vejen frem til Alex Fergusons løftede øjenbryn, da David den Yngre var blot 12 år gammel. Og allerede et år senere lod sig indlemme i det, han selv kalder sin familie. Altså, United.
Hans egen af slagsen elsker han tydeligvis, om end baghavetræningens gentagelse ikke altid var lige lystbetonet, så var det fodbolden, han også selv dybtfølt forfulgte.
”Jeg var ikke så meget for skolen. Jeg er ikke så intelligent. Surprise, surprise,” som David Beckham lakonisk konstaterer undervejs. En udlægning, som den franske fodboldartist og United-spiller Eric Cantona skyder ned ved at fremhæve den kunstneriske intelligens, der skal til for at udvikle sig til en spiller af Beckhams kaliber.
Faren fortæller om Davids 92 sejre på stribe som ungdomsspiller. Om mellemnavnet Robert Joseph direkte efter United-ikonet Sir Bobby (Robert) Charlton. Det helt store forbillede for faren, som sønnike ditto ender som en sammenklippet, filmisk kopi af.
Om reservefaderen og altopslugende United-manager Alex Fergusons brutale håndkantslag til David Beckham, da manageren ikke ønskede at gøre brug af ham længere. Også fordi han ikke brød sig om cirkusset omkring sin stjerne. Model, firma, brand eller fodboldboldspiller? Ferguson interesserede sig kun for den sidste del af sin superstjerne, der så sig nødsaget til at skifte til Real Madrid. En tumultarisk familiær tid i verdens største fodboldklub, hvor han dog også beviste sit værd.
Rockstjernetilværelsen med Victoria Beckham, nok især dens bagside, men forsidens frihed i økonomisk forstand i dag i en slags familiær zen med de fire børn i sync med forældrenes fortid. At den kan de i virkeligheden godt glemme alt om at overgå. Og også illustreret i Davids drillende og insisterende spørgsmål til Victoria, da han vender sig om mod hende under et interview, da hun annoncerer, at hun skal på arbejde. Og med ironisk indforståethed får hende til at svare, at arbejdsdagen består af ”en ansigtsbehandling”.
Kæft mand, David Beckham var en god fodboldspiller …
Langdistancens skærmdiagnose på galopperende OCD hviler alene på David Beckhams fremvisning af sin ovenud pertentlige og enorme garderobe. Ej at forglemme hans køkkenrengøringsraseri efter eget kogekoketteri. Han har for vane at klippe vægen til på stearinlysene i huset, så de står snorlige efter brug.
Hans egoistiske beslutninger midt i Victorias redebyggeri op igennem karrieren med lynsmuttur fra Los Angeles Galaxy til AC Milan og senere kontrakt med Paris Saint Germain. Om at vende tilbage til Amerika og overtage Inter Miami og hente Lionel Messi til byen.
Lad dig suge med i en stjernestøvsparade af deltagende med- og modspillere, managere og kampklip.
Og bruge sidstnævnte til at lade dig blive mindet om, hvor god han var. Kæft mand, David Beckham var en god fodboldspiller …
Husk at like og følge POV Sports Facebook-side
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her