POV BUSINESS // PORTRÆT – Patricia Mweene står bag det danske smykkefirma Inonge Zita, som producerer og sælger en smuk kombination af skandinavisk design og ædelstene fra zambiske miner. Drømmen er at skabe bæredygtige forsyningskæder. Selvom CSR er oppe i tiden, er det sværere, end hun havde forestillet sig.
Patricia Mweene introducer sig selv som “Miss Naive,” når hun fortæller om sit ædelstensprojekt i Zambia i det sydlige centrale Afrika.
Hun er selv vokset op nær en enorm smaragd-mine i landet, hvor internationale minefirmaer tjener milliardbeløb på at udvinde de ædle stene. I Zambia findes også ametyst, citrin, turmalin, akvamarin og andre stene af høj kvalitet samt guld og kobber.
Da Patricia var ung, mødte hun en dansk mand, flyttede til Danmark og fik øje på dansk design. Det virkede derfor naturligt at etablere et smykkefirma med det bedste fra hendes to verdener.
Smykkerne fra Inonge Zita er derfor en smuk kombination af skandinavisk design og zambiske ædelstene.
Som kandidatstuderende på De Montfort University i Leicester i Storbritannien researchede og skrev Patricia om, hvordan Design Thinking-metoden kan bruges til at skabe bæredygtige forsyningskæder i fremstillingen af smykker.
Hun har selv lært at lave smykker i London, hvor hun også gik på togt efter ædelstene. En lille bitte ametyst, der kostede over 600 kroner, satte gang i tankerne: ”Sådan en lille en sten kan jeg få billigere fra min fars landsby.”
”For ti år siden besluttede jeg, at jeg ville etablere en bæredygtig forsyningskæde, hvor en del af overskuddet skulle blive i Zambia.
De rå smaragder fra minen nær mit barndomshjem er af meget høj kvalitet. I området er der også mennesker, der er uddannede i at forarbejde de rå ædelstene,” fortæller hun.
”Jeg tænkte, at det ville være en nem opgave, men oh boy – jeg tog fejl.”
Dengang som nu forarbejdes de færreste ædelstene dér, hvor de stammer fra. I stedet sendes de til Indien, som har en kæmpe forarbejdningsindustri. Derfra sendes de forarbejdede sten videre til Europa og USA.
En forsvindende lille del af overskuddet fra Zambias naturressourcer ender i Zambia, hvor hele 58 procent af befolkningen lever for mindre end 12,80 kroner om dagen
Mineejerne er også sjældent fra Zambia. Derfor ender en forsvindende lille del af overskuddet fra Zambias naturressourcer i Zambia, hvor hele 58 procent af befolkningen lever for mindre end 12,80 kroner om dagen.
Patricia siger, at ”95 procent af Zambias smaragder sendes til Indien. Det giver jo ikke mening. Der skal altså også være et positivt udbytte, der hvor stenene kommer fra.”
Hun forklarer, at nabolandet Botswana er et af Afrikas mest velstående lande. Det skyldes blandt andet, at man her har valgt selv at forarbejde landets naturressourcer og sælge dem uden mellemmænd.
”Det er en slående kontrast, når man krydser grænsen fra Zambia til Botswana. Levevilkårene er så meget bedre i Botswana. De har brugt diamanter til at gøre alle i landet rigere.”
Hun er godt klar over, at der selvfølgelig er flere grunde til, at det går langsomt med fremskridtene i Zambia.
En egenrådig regering og strømudfald påvirker leveringssikkerheden. Mangel på maskineri går ud over kvaliteten af de ædelsten, som faktisk er blevet forarbejdet i landet.
Men Patricia er ikke bare naiv. Hun er også med egne ord bundstædig.
”I år har jeg indgået et partnerskab med to veninder og en juvelér, som har købt en maskine. Jeg tænkte, at NU er den hjemme. Men danske juvelérer vil stadig have deres ædelstene forarbejdet i Indien,” siger Patricia med et suk.
Indere har forarbejdet store mængder ædelstene fra hele verden i årevis – ofte under elendige arbejdsforhold, med meget lave lønninger og i en del år også med massivt brug af børne- og ungarbejdere
Formentlig skyldes det, at det er dyrere at få forarbejdet ædelstene i Zambia, som ikke kan konkurrere med den veletablerede, indiske industri.
Indere har forarbejdet store mængder ædelstene fra hele verden i årevis – ofte under elendige arbejdsforhold, med meget lave lønninger og i en del år også med massivt brug af børne- og ungarbejdere.
Råvarerne skal gavne lokalsamfundet
Patricias drøm er at have et fuldt udstyret ædelstenssliberi med maskiner til at beskære, pudse og bore huller i stenene i Zambia.
Målet er at udvikle kompetencerne og skabe jobs lokalt. Hvis råvarerne ikke kommer lokalsamfundet til gavn, kan man ikke tale om en bæredygtig forsyningskæde.
Den slags tales der meget om for tiden, og alle større firmaer har efterhånden corporate social responsibility-strategier, der beskriver deres arbejde med at integrere sociale og miljømæssige hensyn i deres forretningsaktiviteter og i deres interaktion med interessenterne.
Det gælder også minefirmaer fra Europa og USA, som tjener milliarder på Zambias naturressourcer.
Der er så meget fokus på CSR og FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling, og det kan gøre rigtig meget godt, hvis det sker på den rigtige måde. Desværre mangler der tit en kobling mellem, hvad man tager, og hvad man giver tilbage
– Patricia Mweene
For eksempel får schweiziske Glencore kobber fra Zambias miner, mens britiske Gemfields henter smaragder i landet.
”Der er så meget fokus på CSR og FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling, og det kan gøre rigtig meget godt, hvis det sker på den rigtige måde.
Desværre mangler der tit en kobling mellem, hvad man tager, og hvad man giver tilbage. Hvordan kan det for eksempel være, at området omkring den enorme smaragd-mine Lufwanyama nær min barndomsby Ndola har den højeste fattigdomsrate i hele Zambia?” spørger Patricia.
”Fattige lokalsamfund genererer milliarder af dollars til personer udefra. Internationale organisationer og firmaer siger, at de ønsker at støtte de fattige, men de ser ikke altid på, hvad der reelt er brug for.
Zambia har selv en uddannelsesinstitution, hvor man kan lære at slibe og tilskære ædelstene. Mere end 400 mennesker er uddannet i faget, men de fleste er arbejdsløse. I den situation er det simpelthen ikke nok, at et firma eller en organisation bygger en skole eller en klinik,” konstaterer hun.
”Jeg vil så gerne bidrage til at gøre situationen bedre. Men som det er nu, kan jeg ikke købe smaragder fra Zambia til en fornuftig pris til mit eget firma, og jeg kan ikke konkurrere med inderne.”
En ny fortælling om afrikanere
Patricia har også en anden drøm: ”Jeg vil ændre fortællingen om, hvad afrikanere kan.”
Derfor rejser hun verden rundt for at deltage i konferencer og seminarer for at påvirke situationen.
”Jeg kunne jo i princippet bare beslutte mig for at give op og tage til Indien for at hente ædelsten til min smykkevirksomhed, men det giver simpelthen ikke mening,” siger hun og viser to ametyster frem:
”De her har været på to meget forskellige rejser. Den ene kommer direkte fra Zambia. Den anden har været ude på en ganske anden rejse. Fra Zambia til Indien til Tyskland og så til Danmark. Tænk på CO2-aftrykket.”
Det handler stadig om udnyttelse. Man køber billigt, tilføjer værdi og sælger det dyrt. Og CSR? I sidste ende handler det kun om omsætning
– Patricia Mweene
Hun konstaterer samtidig, at det stadig er en meget kolonialistisk måde, forretningsverdenen fungerer på.
”Det handler stadig om udnyttelse. Man køber billigt, tilføjer værdi og sælger det dyrt. Og CSR? I sidste ende handler det kun om omsætning.”
Topfoto: Patricia Mweene med øreringe fra eget firma, Lotte Ladegaard
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
