CROP TOPS // KOMMENTAR – “Jeg tror, at voksne larmer for meget på vegne af de unge. Derved bliver det ikke de unges eget teenageoprør, hvor de unge, som de jo altid har gjort, sætter det tillærte normsæt på prøve. Det bliver i stedet de voksnes værdikamp”, skriver familievejleder og foredragsholder Lola Jensen, der gerne vil udfordre os på normsæt, teenagere, deres forældre og generationskulturer.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Inden du begynder at læse, så har jeg et håb om, at du læser færdigt, og måske lige summer lidt over, hvad jeg vil med dette indlæg, før du ryger til tasterne, og giver mig til genmæle.
Jeg tror, at jeg med dette skriv stikker fingrene i en hvepserede, men jeg vil gerne risikere at blive stukket, for der er også en anden vinkel at tage op i den nystartede debat omkring pigers ret til at have bar mave i skoletiden.
Derved bliver maverne seksualiserede, og det må ikke ske
Og inden du bliver vred på mig over, at jeg supplerer med denne anden vinkel i debatten, håber jeg også, at jeg får sagt højt nok her indledningsvis: Jeg er enig i den aktuelle #DetErBareMaver-debat så langt, at det er SÅ ærgerligt, at debatten er blusset op på grund af en skoleleders forbud mod bare maver på sin skole, med det argument at pigernes bare maver skulle forstyrre drengene og gøre dem ukoncentrerede.
Derved bliver maverne seksualiserede, og det må ikke ske.
Jeg vil gerne se det fra en anden vinkel: Jeg synes, at der er en tendens til, at hele normsættet – eller mangel herpå – i denne tid drejer rundt således, at det er ALLE andre, der som en selvfølge skal tage hensyn til den enkeltes individuelle valg.
Normer, hensyn og generationskulturer
For blot en generation siden lærte den enkelte at tage et hensyn til andre ud fra et fælles tillært normsæt. Man nøjedes med at spille sin musik i offentligt rum ved en lydstyrke således, at man tog hensyn til folk omkring sig.
Jeg mødte en familie i sommer på hovedstrøget i en større provinsby langt fra stranden, hvor de slentrede ind og ud ad butikkerne. Manden i bar mave, og kvinden med den mindste g-strengsbikini, man næsten kan forestille sig
I dag tager den enkelte sig retten til at spille så højt, man vedkommende lyster, og så må omgivelserne ellers indrette sig på det.
For en generation siden var der en fuldstændig afslappet holdning til bar overkrop for både kvinder og mænd på stranden. Men både mænd og kvinder tog en t-shirt på, hvis de skulle op til den lille købmand på Strandvejen for at handle.
I dag demonstrerer folk “bryster og bar mave”-retten ved at gå, som de vil, og hvor de vil.
Jeg mødte en familie i sommer på hovedstrøget i en større provinsby langt fra stranden, hvor de slentrede ind og ud ad butikkerne. Manden i bar mave, og kvinden med den mindste g-strengsbikini, man næsten kan forestille sig.
Du behøver ikke foreslå mig, at jeg bare kan kigge den anden vej og få mig et liv. Det kan jeg selv finde ud af at få, og jeg kan personligt nemt tænke “dem om det”.
Jeg låner blot mit møde med denne familie som eksempel på en normændring, og jeg tror ikke, at retten til individuelt at bestemme eget normsæt, herunder hvordan man går klædt i offentligt rum, gør fællesskabet lettere ‘menneske og menneske imellem’.
Med den hæklede tissemand dinglende mellem benene delte han fisk, salat og brød ud til os turister på stranden. Ingen gjorde stads af det
Jeg husker en rejse med Spies Rejser til Mallorca tilbage i 1970’erne. Den store, høje danske guide, der styrede den traditionelle bådtur med fisk over bål på stranden, og alt hvad dertil hører.
Han tog alt tøjet af, da vi nåede stranden, på nær det hæklede tornyster i to små snore, der dækkede hans tissemand. Jeg har et billede i et album, ikke af ham men af fælleskabet på stranden hvor han er med. Du må selv danne dit eget billede af hans påklædning ud fra min beskrivelse, og derefter tænke ok eller ikke-ok. Du bestemmer jo selv.
Med den hæklede tissemand dinglende mellem benene delte han fisk, salat og brød ud til os turister på stranden. Ingen gjorde stads af det. Vi var såmænd ikke engang forargede, men talte dog indbyrdes om, at han manglede situationsfornemmelse og ikke helt tænkte hensyn til os andre ind i sin påklædning.
Nu er rejseguider så kommet i den helt anden grøft, nærmest med uniform på. Et sted midt i mellem, med shorts og t-shirt, vil være så fint for mig.
Min hensigt med dette indlæg er, at vi hver især overvejer og tager stilling til, hvilken dannelse vi vil give vores børn og unge? Skal vi værne om hensynet til hinanden i det offentlige rum, eller lade den enkelte individuelt sætte sit eget normsæt?
Herfra kommer et ønske om fortsat tækkelig påklædning fra bankrådgiver, bibliotekar og betjent, pædagog, pedel og postbud, skolelærer, sagsbehandler og sygehuspersonale, med mange flere.
Jeg har faktisk selv været medhjælper i en daginstitution i midt-70’erne, hvor nogle af pædagogerne var topløse. Jeg husker forældrenes flakkende blikke, når de fik rakt deres lille vuggestuebarn fra armene på den topløse pædagog.
Normsæt: Et fælles eller frit fald?
Somme tider holder jeg et oplæg for en personalegruppe, hvor et par af de yngre mænd har kasketten på og sidder med hovedet i en vinkel, så jeg på intet tidspunkt kan se deres ansigt. Måske keder de sig. Jeg ved det ikke, for jeg kan ikke se ansigtet.
Hvis jeg igen kunne få øjenkontakt med dem, som for en generation siden, kunne jeg som minimum forsøge at komme deres kedsomhed i møde. Jeg siger aldrig noget, jeg lader folk have deres eget normsæt.
Jeg bruger det som eksempel her, som illustration af min pointe. Hvor og hvordan definerer vi et fælles normsæt omkring dette og lignende områder? Og skal der være et fælles normsæt?
Da jeg for en generation siden var i den dannende forældrerolle med mine egne børn, prøvede jeg at lære dem, at de havde friheden til at gøre det de ville, være dem de gerne ville være, når blot de først tænkte hensynet til omgivelserne ind.
Hvor går grænsen, og skrider den for meget, hvis fællesskabets normsæt går i frit fald? Er det godt nok som nu, eller kan mindre fælles normsæt give os en bedre hverdag sammen?
Jeg ser – gennem min optik og derfor mit normsæt – et stigende antal af grupper af børn, unge og voksne, der slider på omgivelsernes tolerance ved at gøre noget, som ingen nogensinde har fortalt dem faktisk er en “mig, mig” handling. Uden hensyn til andre – igen i min optik.
Placerer vi bare maver i skoletiden under dette tema? Måske, måske ikke. Det bestemmer den enkeltes normsæt jo, som det nu engang er tillært i barndommen.
Men hvor går grænsen, og skrider den for meget, hvis fællesskabets normsæt går i frit fald? Er det godt nok som nu, eller kan mindre fælles normsæt give os en bedre hverdag sammen?
Det må den enkelte tage stilling til. Jeg ønsker med dette indlæg blot, at vi alle tager stilling, og gør det i tide.
Billedet af benene på bordet er taget for nylig i restauranten på en færge. Kun den pågældende person kan genkende sig selv. Så det går vel an at bruge det som illustration i denne artikel.
Netop sådan kan jeg godt finde på at sidde med benene hjemme hos mig selv, når vi ikke spiser og kun er os selv.
Men det fælles normsæt har lært mig, at det kan jeg ikke tillade mig på en restaurant, uanset hvor meget mine trætte køreben trænger til hvile. For jeg har lært, at der skal tages hensyn til folk omkring mig, og hensyn til dem der skal sidde ved bordet efter mig.
Hvis mine børnebørn tager benene op på sædet med sko på, siger jeg altid: “I kan vælge at tage skoene af eller benene ned, for der kommer nogen efter os med deres pæne tøj på”. Måske skal jeg fra nu af tænke: Det er jo bare ben!
Ungdomsoprør eller de voksnes værdikamp?
Jeg tror, at voksne larmer for meget på vegne af de unge. Derved bliver det ikke de unges eget teenageoprør, hvor de unge, som de jo altid har gjort, sætter det tillærte normsæt på prøve. Det bliver i stedet de voksnes værdikamp.
Og så må de unge finde nye veje at gå for at få deres eget naturlige ungdomsoprør. Måske er det derfor, at vi ikke har set meget “ungdomsoprør” de sidste mange år fra de unge selv. Måske fordi de voksne simpelthen har overtaget det. Bare en tanke.
Læs mere om Lola Jensen her.
LÆS MERE OM BØRN OG UNGE HER
LÆS OM #METOO OG BØRNEOPDRAGELSE HER
Topfoto: Creative Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
