DOKUMENTARFILM // ANMELDELSE – Gennem de seneste mange år har CPH:DOX vist film efter film om krigene i blandt andet Ukraine og Syrien. Efterhånden har konflikterne varet så længe, at også de filmiske skildringer begynder at strække sig over mange år. Det er der kommet tre virkelig interessante film ud af på årets program, skriver Frederik Bojer Bové. Mariinka og Little Sinner er i hovedkonkurrencen DOX:AWARD, mens To Hold a Mountain vises i serien Highlights.
Vi lever i interessante tider. Der går snart ikke en måned uden en ny krise: Grønland, så Venezuela, Iran og måske Cuba, inden festivalen er ovre. Men visse kriser og krige har efterhånden også stået på i mange år. CPH:DOX har i årevis vist film om Ukraine, om Syrien, om mange andre krige. I år er der en række film, hvor man virkelig mærker, hvor længe de her konflikter har stået på. Og hvor meget de har influeret resten af verden, langt ud over selve konfliktområderne.
Mariinka
Mest mærker man tyngden af tid i årets åbningsfilm: Pieter-Jan De Pues monumentale Mariinka. Her følger vi en række unge mennesker fra byen Mariinka, der engang lå tæt på fronten i det østlige Ukraine, men som siden Ruslands fulde invasion i 2022 er blevet til en ruinhob. De Pues har filmet med 16mm-kameraer i området siden 2017, inkluderer desuden langt ældre optagelser, og da Rusland invaderede, blev projektet meget større. Resultatet er kæmpestort. Men også en anelse uhåndterligt.
Oprindeligt hed projektet Four Brothers, og handlede om fire brødre fra børnehjemmet i Mariinka. De to ældste, Mark og Ruslan, sluttede sig til henholdsvis Ukraine og separatisterne i krigens første fase, mens den tredje blev paralyseret i en ulykke. Den fjerde, Daniil, blev adopteret af en amerikansk familie, som kaldte ham Samuel. Allerede her har vi et meget stort drama på flere kontinenter, men da Rusland for alvor invaderede, øgede De Pue fokus på to unge kvinder, han også havde mødt: Natasha, der bliver militærlæge, og Angela, der smugler varer på sin cykel frem og tilbage over frontlinjen.
Det er absurd imponerende, at De Pue har fået lov til at filme på begge sider af konflikten, og han kommer virkelig tæt på
Natasha bliver filmens centrale karakter. Vi ser hende, før hun blev soldat, da hun var et ungt boksetalent, der elskede at danse i gallakjoler, og følger hende nu i uniform omgivet af lidelse og død. Men det er næsten Angela med sin cykel, der tavst rejser gennem natten, oplyst af skud og eksplosioner, som er filmens bedste karakter.
Filmen har ændret sig undervejs, og den er blevet en anelse uformelig. Der er rigtig mange karakterer, og de har ikke alle sammen lige interessante fortællinger. Det er absurd imponerende, at De Pue har fået lov til at filme på begge sider af konflikten, og han kommer virkelig tæt på, men særligt Ruslan har sjældent meget andet at sige end den russiske propaganda, han har hørt.
Grebene med Natasha, der trasker rundt i ruinerne af sin barndomsby, er til tider virkelig stærke, men bliver også lidt meget. Og man kan godt blive noget træt af den konstante vekslen mellem intense slagscener og stille refleksive passager, når man ikke rigtig har noget overblik over krigens udvikling.
Problemet er nok, at filmen ikke har ét samlet filmisk greb. Der er en masse æstetiske ting: bjerge vi ser igen og igen, personer der filmes samme sted over mange år, men det samler sig ikke til et hele. Der er klip fra parader i Ukraine såvel som Rusland, hvor propagandaen er til at skære sig på, og billeder fra slagene ved fronten, hvor man konstant forundres over, hvor tæt De Pue er kommet på, men det forbliver dog æstetisk utroligt spraglet.
Men uha, så er der helt uforglemmelige øjeblikke. Daniil/Samuel er nok ét plot for meget, men hans opvækst i Mississippi er på sin egen vis noget af det mest lavmælt foruroligende i filmen, præget af religion og mobning. Og i et sent opkald mellem Daniil og Ruslan, hvor Daniil fortæller om sine egne ambitioner om at blive soldat, lyder Ruslan endelig som et menneske og kommer med en ekstrem mørk og tragisk formaning.
Mariinka er en virkelig stærk film. Et logisk valg, som åbner af festivalen. Men forhåbentlig ikke konkurrencens stærkeste film.
Little Sinner
Også Daro Hansen og Thomas Papapetros’ Little Sinner er i hovedkonkurrencen, men jeg tror nu heller ikke, at den vinder. Dertil er den for personlig, for meget båret af sin historie. Men det er nu en virkelig stærk og overraskende historie, hvor krigen smelter sammen med tidligere voldelige traumer, og hvor normalitet næsten bliver det vanskeligste at overkomme.
Daro Hansen er født og opvokset i Syrien, men mødte i 2007 den danske udvekslingsstuderende Toke, som hun blev kærester med. Da sladderen begyndte at gå, overbeviste hendes familie hende dog om at indgå en pro forma-forlovelse med en syrisk mand. Det udviklede sig dog bare til et voldeligt ægteskab, hvorfra Daro flygtede til Danmark i 2010 sammen med Toke. Da Syrien kort efter ramler sammen i en borgerkrig, engagerer Daro sig i at arbejde med syriske flygtninge, blandt andet i filmprojekter sammen med Thomas Papapetros. Men gør hun det rent faktisk for at gøre noget godt, eller forsøger hun at flygte fra sin egen fortid sammen med sine endnu mere traumatiserede landsmænd?
Der er ingen tryghed længere. Det gør mærkelige ting ved folk, krigsflygtninge såvel som af andre grunde traumatiserede.
Little Sinner bygger på et imponerende arkivmateriale, filmet helt tilbage fra 2007. Alle i filmen ser ud til at filme hele tiden, Daro såvel som Thomas, og selv det, som må være filmet af Toke – som vist ikke har filmerfaring og af ret åbenlyse årsager glider ud af filmen undervejs – er ganske glimrende filmet. Vi følger filmarbejdet med de syriske flygtninge, der insisterer på at bruge projekterne til at bearbejde deres traumer, i stedet for bare at filme noget sjovt, og der er ret dybe samtaler om traumebearbejdning. Men der er også bare hverdagsklip, som ikke altid maler noget pænt billede af Daro Hansen. Hun lader til at have været nogle ret mørke steder efter sit voldelige ægteskab.
Egentlig lader Little Sinner til ‘bare’ at være en arkivfilm. Det virker ikke som om, der er optaget ret meget materiale specifikt til det her filmprojekt, udover en rejse tilbage til Syrien for at se fortiden i øjnene. Der ligger et imponerende klippearbejde bag. Og så er det en fascinerende konstruktion om vold og traumer. Det er hverken Bashar Assad eller nogle af de mange voldelige grupper i Syrien, der knuser Daros liv, det er gamle idéer om social kontrol og kvinders traditionelle rolle (i parentes her heller ikke fra islam, Daros familie er ikke muslimer).
Hendes familie, den verden, hun troede var tryg, braser sammen, derefter gør hele hendes land det samme. Konstant arbejder hun med landsmænd og -kvinder i samme situation, forsøger at komme videre i en tid, hvor man konstant kan få at vide, at den og den nu også er døde. Der er ingen tryghed længere. Det gør mærkelige ting ved folk, krigsflygtninge såvel som af andre grunde traumatiserede, og det skildrer filmen fornemt.
To Hold A Mountain
Biljana Tutorov og Petar Glomazić’s To Hold A Mountain, vinder af årets Grand Jury Prize for dokumentar i Sundance, foregår i periferien af en oprustende verden. Selv oppe i de montenegrinske bjerge kan man ikke komme udenom, at verden ændrer sig, for hæren har tænkt sig at bruge Sinjajevina-plateuet som NATO-øveområde, hvilket vil gå hårdt udover den lokale befolkning af kvæg- og fåreavlere. Så Gara og hendes niece Nada må finde tid til at kæmpe mod deres egen regering, samtidig med at de lever et liv, der på andre områder kan virke helt uændret fra middelalderen. Inklusive igen en god mængde patriarkalsk vold.
Det er kampen mod selveste NATO, der er filmens hook, David mod Goliath, hvor selv den mest inkarnerede forkæmper for oprustning nok må indrømme, at det ikke virker, som om den montenegrinske regering griber sagen an på den mest hensigtsmæssige måde. Men det fylder egentlig meget lidt i filmen, som i stedet mest er et portræt af kvinderne oppe i bjergene. Der bliver hentet køer, der bliver malket, der bliver vasket og lavet mad. Der bliver talt om løst og fast. Udenfor lurer ulve såvel som bjørne. Og engang imellem trænger den moderne verden sig på.
Der er et tidligt klip fra et sublimt bjerglandskab til et closeup af en ko, hvor jeg med ét vidste, at det nok skulle blive godt.
Det er NATO, som kommer og vil ødelægge alting, men Gara og Nadas verden har tydeligvis altid været præget af voldelige mænd. Garas mor forlod familien for at komme væk fra den voldelige far, og vi finder senere ud af, at Nada bor hos sin tante, fordi hendes mor blev myrdet af sin mand. Igen mærker man, at nok lever vi nu i en tid præget af vold og krig og oprustning også i vores del af verden, men for mange mennesker har vold og undertrykkelse og traumer i lang tid været en helt normal del af livet.
To Hold A Mountain er min favorit af de tre film. Den er afdæmpet og tålmodig og lader sine tematikker finde frem i sit eget tempo. Det emotionelle bånd mellem Gara og Nada er enormt rørende. Mest af alt er den fremragende rent æstetisk. Der er et tidligt klip fra et sublimt bjerglandskab til et closeup af en ko, hvor jeg med ét vidste, at det nok skulle blive godt. Og hele vejen igennem bruges landskaberne til at antyde personernes indre liv på en virkelig flot måde.
Men det er også lidt uretfærdigt over for de andre to film. Jeg foretrækker To Hold A Mountain, fordi den er planlagt og velovervejet og afgrænset. Hvorimod Mariinka bliver for spraglet, efterhånden som Putin gør krigen større og større, og Little Sinner føles lidt kaotisk, fordi den fortælles fra den traumatiseredes synspunkt. Med andre ord er To Hold A Mountain bedst, fordi instruktørerne er mindre påvirket af krigen.
Eller sagt på en anden måde er årets krigsportrætter ofte ret så kantede og præget af kaos. Men det gør dem måske bare endnu mere interessante.
Programmet for de tre film kan ses på CPH:DOX’s hjemmeside via disse link:
Læs desuden POV’s anmeldelse af Werner Herzog’s film Ghost Elephants fra festivalens Highlight-serie.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og