FILM // FESTIVAL – CPH:DOX er stedet, hvor man kan få øje på tendenser og udviklinger i danske dokumentarfilm. For tiden laves der rigtig mange dokumentarfilm om traumer, så Frederik Bojer Bové har kastet sig over tre af dem: En fantastisk familie, Hvis jeg dør i dag og Faderen, Sønnerne og Helligånden.
Der laves rigtig mange danske film om traumer i disse år. Mange af dem er fremragende – Fuld af kærlighed og Min evige sommer som to nylige strålende eksempler – men sidste år på CPH:DOX var jeg alligevel lidt ved at drukne i danske film om mørke familiehistorier og forsøg på heling.
På trods af originale film som Roja Pakaris The Son and the Moon – der er lavet, mens den kræftsyge instruktør frygtede, den skulle bruges til at hele hendes søns fremtidige traume over hendes død – så blev det alligevel næsten for meget.
Et år er gået. Og der er næsten bare endnu flere film om familietraumer i år. Så jeg hiver kritiker-hatten på og kaster mig over et emne, der tydeligvis spiller en helt central film i dansk dokumentar i år.
CPH:DOX 1: En fantastisk familie (Nicoline Skotte)
Nicoline Skottes En fantastisk familie indeholder endda det element, som jeg er allermest træt af i danske traume-dokumentar-film: Det tvungne arrangerede møde, hvor familien skal gøre et eller andet, som gerne skulle hjælpe lidt på traumerne.
Så i En forsinket begravelse (Julie Bezerra Madsen, 2024) skal familien lave en begravelses-ceremoni for at komme videre fra morens død seks år tidligere, mens brødrene i The Mountains (Christian Einshøj, 2023) tager superheltekostumer på og hopper rundt i bjergene, fordi …
Idéen om, at man kommer videre fra traumer ved hjælp af den slags ceremonier/ritualer, fungerer formentlig godt som filmisk hook, til at få de her film til at virke som om de skiller sig ud, men paradoksalt nok kommer de nu alle sammen til at ligne hinanden, fordi de bygger op til samme slags klimaks. Og derudover er det jo heller ikke sådan traumer fungerer, altså.
Så jeg blev lidt træt, da jeg så Nicoline og hendes mor Annette stå i et farvestrålende studie, hvor de skal mødes med Nicolines far Kim, 27 år efter Kim og Annettes forhold gik i stykker under traumatiske omstændigheder. Men så ringer Kim og meddeler, at han bliver forsinket, for han er kørt forkert, og så blev jeg meget mindre træt igen.
Filmen bliver et psykoanalytisk stykke arbejde, hvor vi langsomt kredser rundt om det sorte hul og ser, om vi på den ene eller den anden måde kan forstå lidt mere
Det næste lange stræk af filmen er virkelig fornem dokumentarisme. Egentlig er det helt simpelt, mestendels bare interviews med mor og far om deres forhold tilbage i firserne, samt i ny og næ med venner og familier. Centralt står, hvad der egentlig skete, dengang Annette fortalte Kim, at hun ville skilles. Der er to meget forskellige udgaver af den dag. Ingen af dem tegner Kim i et særligt sympatisk lys, men Annettes historie er alligevel unægtelig meget værre, og Nicoline er selv så mærket af den dag, at hun simpelthen ikke kan huske detaljer.
Nicoline har tydeligvis fortrængt, hvad der skete den dag. Har Annette eller Kim gjort det samme? Filmen bliver et psykoanalytisk stykke arbejde, hvor vi langsomt kredser rundt om det sorte hul og ser, om vi på den ene eller den anden måde kan forstå lidt mere. Så vi hører om Annettes opvækst hos Jehovas Vidner, møder hendes familie, og forstår hende en del bedre. Der virker ikke på samme måde til at være nogen, der rigtig kender Kim, hvilket måske også forklarer en del?
Og så dukker Kim alligevel op i studiet. Og det er da også meget fint, det varer heldigvis ikke så lang tid, det kunne da være meget værre. Men jeg tror ikke, det forløser ret meget hos hverken publikum eller medvirkende.
Men der er ingen hurtige løsninger, når det kommer til traumer. Det er et hårdt sejt træk. Og der er ingen garanti for, at det kommer til at gå godt. Den pointe leverer Nicoline Skottes film faktisk rigtig fint, og går dermed også fra at være den postulerede film, jeg frygtede det ville være, til at være et virkelig stærkt og eftertænksomt familieportræt.
CPH:DOX 2: Hvis jeg dør i dag (Camilla Arlien)
Man kan også se, hvor svært det er at overvinde traumer i Camilla Arliens hjerteskærende Hvis jeg dør i dag, hendes portræt af en ung mands forsøg på at komme videre efter fem års fængsel. En film hvor vi fra start af får at vide, at det nok ikke kommer til at gå så godt for stakkels Jannik.
Jannik var blot 18 år, da han kom i fængsel for drabsforsøg. Han fortæller ganske reflekteret om, hvad det var han gjorde, samt om forskellige forfærdelige ting der skete, mens han sad i fængsel. Han fortæller faktisk både reflekteret og karismatisk om det meste, så godt at han rejser rundt og fortæller unge om hans liv. Ja, han er endda i stand til at omsætte sin livshistorie til hiphop, som han håber på at kunne komme til at leve af en dag.
Hvis jeg dør i dag er så stærk fordi den aldrig forsøger at forsøde den centrale tragedie. At Jannik er væk
Jannik er virkelig en forbløffende karakter. Så charmerende, så morsom, så åben omkring hans problemer. Omend der stadigvæk lader til at være noget, han ikke kan få sig selv til at fortælle. Men nogle gange kommer stærke dokumentarfilm bare af at følge nogle stærke karakterer på deres færd gennem livet. Og eftersom vi ret tydeligt kan fornemme, at Jannik nok i sidste ende vil komme til at dø, så bliver filmen meget stærkere. Når vi så tydeligt fornemmer hans karismatiske nærvær i fortiden, så fornemmer vi ligeså hans fravær i nutiden. Hvilket filmen også til tider understøtter ved spring i tid, og tilbageskuende voice over fra instruktøren.
For eksempel ser vi på et tidspunkt Jannik forestille sig, hvordan han og hans kæreste vil leve om tre år. Og hans fortælling inkluderer, at de har et lille barn sammen. Og så klippes der til kæresten med et lille barn. Men det er ikke Janniks. Kæresten fortæller, hvad der er sket, og Jannik gør det igen senere. Men det indledende klip, Janniks fremtidige liv uden Jannik, skaber noget meget mere sørgeligt.
Hvis jeg dør i dag er en tragisk film om en ung mand, der aldrig fik det liv, han gerne ville have haft. Han ville forhåbentlig have været glad over alligevel at kunne få fortalt sin historie, som måske kan hjælpe andre. Men Hvis jeg dør i dag er så stærk fordi den aldrig forsøger at forsøde den centrale tragedie. At Jannik er væk.
CPH:DOX 3: Faderen, Sønnerne & Helligånden (Christian Sønderby Jepsen)
Tilbage i 2011 skabte Christian Sønderby Jepsen en film, der forenede en fortælling om traumer i fortiden, med et dramatisk plot i nutiden. Testamentet (som jeg for at være ærlig ikke har fået set) fulgte de to brødre Henrik og Christian, der på hver sin måde syntes plaget af en opvækst med en forfærdelig far, samt morens død for egen hånd. Plottet var så, at brødrenes rige morfar pludselig døde, og der dermed var mulighed for at arve en masse millioner.
Det skete dog ikke, og ti år senere gik instruktøren i gang med at lave en ny film om familien. Og det er blevet en film uden stor plotdreven dramatik. Men familiens liv er stadigvæk dramatisk, og fortællingen om den, som efterhånden spreder sig over årtier, fortæller på fornem vis om den evindelig kamp for at holde traumerne væk.
Henrik har det bedst, da filmen starter. Han arbejder ikke, ryger rigtig meget pot, men han er gift, bor i et parcelhus, og sønnen Alexander er ved at være færdig i niende klasse og vil starte på gymnasiet. Broren Christian er mærket af et årelangt misbrug og af at bo på gaden, men har stadigvæk opnået en eller anden form for stabilitet i en lille lejlighed, ny kæreste, og en genoptaget relation til den ene af hans to sønner.
Kontrasten mellem de to brødre er stærk. Henrik har egentlig stabilitet, men så heller ikke mere end det. Han elsker sin familie, men sidder fast i et hashmisbrug, og bruger traumerne i fortiden til at forsvare sig, når han bliver konfronteret med det. Misbruget er i fare for at bredde sig, for både hans kone og hans søn ser også ud til nogle gange at ryge eller drikke mere, end godt er, og særligt for Alexander udgør det en fare for hans fremtid.
Der er intet her, der bliver løst med et snuptag. Men derfor føles sejrene også så meget desto mere velfortjente
Christian, derimod, ser helt fortabt ud. Han er stadigvæk ekstremt vred på sin far (med god grund, lader det til), og sidder fast i destruktive mønstre. Som han kæmper for at komme ud af stofmisbruget, så får han en anden destruktiv idé: Han melder sig ind i en patriotisk organisation, som lader til at være organiseret fra Serbien, og bestå af lige dele ortodoks kristen ekstremisme og uforfalsket fremmedhad. ‘Min nye familie’ kalder han det, og kan ikke forstå, hans gamle familiemedlemmer føler sig enormt frastødt af det.
Hvad Faderen, Sønnerne & Helligånden skildrer virkelig eminent er, hvor hårdt det er at komme videre. Man skal ville det. Virkelig ville det. Og så kan man være så skadet af sin fortid, at de nye idéer man vælger, bare gør tingene værre. Christian er ikke særlig sympatisk, men der er noget tragisk over, hvor forfulgt han føler sig. Han virker vitterlig til at have svært ved at se de huller, han selv graver.
Faderen, Sønnerne & Helligånden indeholder klip fra Testamentet, som ligner en noget sjovere film. Der er nogle helt vidunderlige replikker og en god energi fra de dengang unge hovedkarakterer. Den nye film er kantet. Men den føles også nærmest episk i sin skildring af den lange lange kamp mod traumerne. Der er intet her, der bliver løst med et snuptag. Men derfor føles sejrene også så meget desto mere velfortjente.
Se de enkelte films visninger på CPH:DOX og – for de to første films vedkommende – DOX:DANMARK ved at klikke på titlen i de enkelte overskrifter. Faderen, Sønnerne og Helligånden får desuden regulær biografpremiere d. 27. marts.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
