CPH:DOX 2.2 – 10 bud på det, du skal se

i Featured/Kultur & Medier af

KINOK – Danmarks store dokumentarfilmfestival CPH:DOX – der er en af verdens bedste – løber af stablen frem til 25. marts. 11 dage med film, konkurrencer, seminarer, kunstudstillinger og meget andet. Frederik Bové guider dig igennem, men stiller også spørgsmålet: Hvad stiller genren op i en tid med fake news og politisk kaos? Han håber på at opleve det tankevækkende, øjenåbnende og underholdende, og her er ti bud på hvor man forhåbentlig kan finde det henne.

DOX er et mærkeligt sted i år, År 2 efter den store omvæltning. Indtil 2015 lå festivalen i efteråret, men for ikke at falde sammen med den hollandske dokumentarfilmfestival IDFA, blev det besluttet at flytte festivalen frem til foråret. At det så også betød, at spillefilmsfestivalen CPH:PIX måtte flytte, fortæller noget om styrkeforholdet mellem de to festivaler.

Flytningen betød store forandringer på sidste års festival; der var både nye serier, nye priser og et fokus på verdenspremierer. I år har alle film i hovedkonkurrencen DOX:AWARD enten verdens- eller international premiere på festivalen, inklusive store navne som Karim Aïnouz, hvis Central Airport THF netop har vundet en pris på Berlin-festivalen, og Robert Greene, der har fået stor opmærksomhed i USA med film som Actress og Kate Plays Christine. Det tyder på, at strategien virker, og at CPH:DOX kan tiltrække ret store premierer.

NEXT:WAVE kastede det ene mesterværk efter det andet af mærkværdig og overraskende hybrid-film af sig

Netop på grund af omvæltningerne brugte jeg størstedelen af sidste års festival på at lære de nye regler at kende. Jeg måtte fx erkende, at jeg ikke var så interesseret i DOX:AWARD-konkurrencen som jeg plejede at være: de skæve film, der prægede konkurrencen, før fokus skiftede, manglede simpelthen. I stedet dyrkede jeg den nystartede konkurrence NEXT:WAVE, der i min optik kastede det ene mesterværk efter det andet af mærkværdig og overraskende hybrid-film af sig, præcis den slags eksperimenter som ingen andre festivaler end DOX præsenterer herhjemme.

Men er et enkelt år nok til at vide, hvordan ting plejer at være? Ud fra sidste års erfaringer ville jeg sige, den største opfordring skulle være bare at se alt du kan komme til fra NEXT:WAVE – det er der, hvor filmens fremtid præsenteres.

Men måske var det bare et lykketræf, at sidste års konkurrence var så god?

Mit arbejde som festivalkritiker er derfor så kedeligt, som det overhovedet kan være: At tjekke efter om sidste års store overraskelser også er der i år. CPH:DOX skal i år for alvor finde sin fremtidige faste form, det er en stor opgave, men samtidig nok også virkelig kedsommelig at læse om. Så jeg skal nok spare jer for flere ord om det.

Dokumentarismen er i svare problemer

I stedet vil jeg bruge et par ord på en anden grund til, at DOX synes at stå ved et vadested: I en verden af fake news og stigende politisk urolighed er der dels mere brug for den gode dokumentarfilm end nogensinde før, men samtidig kan den også virke frustrerende utilstrækkelig.

Sidste år gik DOX:AWARD til Feras Fayyad og Steen Johannessens De Sidste Mænd i Aleppo, som såmænd også fik en Oscar-nominering. Det er en virkelig stærk dokumentar om krigsforbrydelserne under Bashar al-Assads grusomme generobring af Aleppo, men her står vi et år efter, og nu kunne man i stedet lave De Sidste Mænd i Ghouta. Selvfølgelig kan en film ikke redde verden, men det er alligevel svært ikke at føle et misforhold mellem fejringen af den modige dokumentar, og genrens komplette impotens i forhold til trumpisme, autokrati og generel dumhed.

“Dokumania” bliver, som navnet antyder, en sindstilstand, et brand, et narcissistisk klap på egen skulder, fordi man er den slags person, der ser Dokumentar

Det er en frustration, der kan blive forstærket jo mere strømlinet og professionel hele dokumentarfilmverdenen bliver. En god del af årets film vil senere blive præsenteret på DR2s forfærdelige Dokumania-serie, hvor de ofte vil blive klippet i smadder og få påduttet en absolut intetsigende dansk titel som Børnene i den låste lejlighed (der gik i danske biografer som The Wolfpack) eller Manden der ville henrettes (DOX Publikums-vinder The Fear of 13). Med fuldstændig ligegyldighed over for værket og en bizar lyst til at præsentere det så simplistisk og overfladisk som muligt dræbes enhver egenart og opfordring til selvstændig tankegang til fordel for dokumentar på samlebånd.

Dokumania bliver, som navnet antyder, en sindstilstand, et brand, et narcissistisk klap på egen skulder, fordi man er den slags person, der ser Dokumentar. Hvis bare man får det gennemtygget og kørt ind med skeer, så alle knaster er fjernet først.

Dokumania er dokumentarfilmen som rendyrket indhold, hvor idéen så blot er, at fordi man bruger halvanden time på det, så er man så også et bedre menneske. Den præsentation af filmene dræber enhver form for diskussion af film som form. Som film. Som kunst. Den debat bliver så meget desto mere vigtig i en tid, hvor den traditionelle dokumentarfilm virker så impotent.

For mig har det seneste års vigtigste dokumentariske værk været en tv-serie som faktisk overhovedet ikke er dokumentarisk. Det er satireserien Documentary Now, hvor Bill Hader og Fred Armisen fra Saturday Night Live laver satire over en ny dokumentarfilm. Til tider kærligt men til andre tider med så spids kant, at det nærmest gør ondt, som når, hvad der før virkede som personlige stilvalg minder mere om selvoptaget mannerisme.

CPH:DOX er kendt for at have fokus på alle de forskellige former en dokumentarfilm kan antage og har præsenteret sit publikum for nye genrer på nærmest årlig basis. Men måske er det også på tide, at vi som publikum tænker lidt alvorligere over, hvilke stilgreb der reelt gør en forskel, og hvilke som blot er tom stilisme. Dokumentarfilm laves for ikke mange penge, og et succesfuldt greb kan hurtigt blive kopieret til døde.

Men det er samtidig også det hurtige, det personlige, de mange stilistiske eksperimenter som gør dokumentarismen så kunstnerisk potent. Det er svært at forestille sig, at der ikke igen i år skulle blive præsenteret filmiske idéer, som vi aldrig har set før. Der er grobund for en god debat om god og dårlig stil, for der skal nok være ekstreme eksempler på begge dele.

Danmarks dokumentarister

Debatten om kunstnerisk kvalitet er ekstra vigtig i Danmark, eftersom dansk dokumentar er særskilt kunstnerisk stærk. Og indflydelsesrig!

Blandt de nye debutfilm, der satte dagsordenen sidste år, var både Team Hurricane og Wolf and Sheep fra produktionsselskabet Adomeit Film tydeligt inspireret af dokumentarismen, og også Vinterbrødre lignede til tider mest af alt et etnografisk portræt af et kalkbrud.

CPH:DOX er virkelig gode til at sætte fokus på yngre danske dokumentarister, der forsøger at finde nye måder at skildre både Danmark og omverdenen på, men som har svært ved at få hul igennem både til biografer og til fjernsynet. Det er måske først og fremmest her festivalen har sit formål i 2018.

CPH:DOX er alt andet lige en gave til den danske filmverden. At tænke sig, at en af verdens bedste og mest eksperimenterende dokumentarfilmfestivaler ligger lige her i København. Og heldigvis også har fokus på at brede dem ud i landet! Vi er et lille land med en lille filmindustri, der som i så mange andre lande har store økonomiske problemer i en sparetid. Men vi har et af verdens bedste vinduer til den nyeste, skæveste og største filmkunst.

Må de næste to uger byde på det tankevækkende, øjenåbnende og underholdende. Her er ti bud på hvor man forhåbentlig kan finde det henne.

Visitor (Sebastian Cordes)

Vi må starte med en film, der har en smule at gøre med POV’s eget univers. Sebastian Cordes har skrevet flere glimrende ting for POV og lavede slackchats sammen med undertegnede på sidste års CPH:PIX. Vigtigere er han en fortaler for langsommelighed og sågar kedsomhed i filmkunsten. Jeg synes faktisk ikke, hans film er så kedelige, men der er bestemt plads til fordybelse i det smukke og stilfærdige portræt af den græske ø Chios, hvor en strøm af migranter er blevet fanget.

Entrance to the End (Maria von Hauswolff & Anne Gry Kristensen)

Det er svært at anbefale enkelte film fra NEXT:WAVE, da instruktørerne er forholdsvis ukendte. Men danske Maria von Hauswolff burde de fleste danske filmfans være opmærksomme på, hun har netop vundet en Robert for fotograferingen af Vinterbrødre. En halv times 16 mm billeder fra Panama af måske Danmarks bedste unge fotograf…. Lyder da som et must, gør det ikke?

Bad Circumstances (Max Kestner)

Max Kestner er produktiv. For et halvt år siden havde han premiere på fiktionsfilmen QEDA under PIX, og nu er han tilbage med en dokumentar om tre danske polarforskere, der mistede livet i Grønland i starten af forrige århundrede.

Det lyder som en historie der passer til Kestner, som når han er bedst har en grundlæggende nysgerrighed over for vores omverden, så man kan sidde og stirre på et menneske, der spiser et æble. Sørg også for at se eller gense Kestners Drømme i København, der vises som hyldest til komponisten Jóhann Jóhannsson, der døde tidligere i år.

★ (Johann Lurf)

Jeg var selv med til at vise et udvalg af den østrigske instruktør Johann Lurfs kortfilm på Copenhagen Architecture Festival og har gået og ventet på nyt fra den kant i flere år. ★ er hans første langfilm, 500 klip af stjernehimler taget fra film af alle slags. Jeg er en smule overrasket over den udvikling, men glæder mig til at se, hvordan det fungerer.

Rat Film (Theo Anthony)

Noget af det jeg holder mest af ved essay-film er, når de fokuserer på et lille emne men formår at finde den helt store historie deri.

Theo Anthonys film kredser på overfladen om skadedyrsproblemer i Baltimore, men kommer hurtigt til at handle om byer i USA, om problemer og om politik. Og når man snakker byer i USA kan man ikke komme udenom at snakke race og diskrimination.

Et alvorligt emne fra en skæv, kunstnerisk vinkel.

Infinite Football (Corneliu Porumboiu)

Apropos skæve vinkler, så formår Infinite Football at forklare hele verdens politiske tilstand gennem diskussioner om fodbold. Jeg så Infinite Football i Berlin, og skrev om den, så jeg vil ikke sige så meget mere.

Hvis 2018 byder på en bedre film end denne lavmælt vanvittige film om jagten på en bedre udgave af fodboldspillet, så har det været et godt filmår.

Jeg forstår stadig ikke, hvorfor den rent filmisk føles så anderledes, og jeg har tænkt over den i mange timer, siden jeg så den. Dens tanker om innovation, fantasi, anderledeshed og, nå ja, fodbold har virkelig bidt sig fast.

Black Mother (Khalik Allah)

Khalik Allah var en af fotograferne og assisterende instruktør på Beyoncés Lemonade. Behøver jeg at sige mere?

Ok, han brød igennem med Field Niggas, der også blev vist på DOX. Han er garant for afrikansk diasporisk æstetik og visuelle eksperimenter. Og så var han fotograf og assisterende instruktør på Beyoncés Lemonade.

Mrs Fang (Wang Bing)

Kinesiske Wang Bing er en af dem, man anbefaler år efter år, lige siden den ni timer lange West of the Tracks slog hans navn fast i starten af forrige årti og samtidig åbnede døren for en bølge af kinesisk dokumentarfilm. Hans seneste, Mrs Fang, vandt Guldleoparden sidste år i Locarno og er et nært portræt af en døende kvinde.

En af verdens bedste dokumentarister, med hvad der skulle være en af hans bedste film. Must see.

Ex Libris – The New York Public Library (Frederick Wiseman)

Frederick Wiseman anbefaler man ligeledes år ud og år ind, virker det som. Den 88-årige instruktør er stadig forbløffende produktiv, og har næsten hvert år et nyt mastodontværk parat.

I år gælder det tre timer om et bibliotek i New York. Wiseman er fluen på væggen i de institutioner, der lukker ham ind, og man sidder som regel tilbage klogere på filmens emne og fyldt af taknemmelighed over de ildsjæle, der får verden til at fungere.

Faces Places (Agnés Varda & JR)

Mindst ligeså legendarisk som Wiseman, men med en lidt lavere udgivelsesfrekvens de seneste år. Agnés Varda bliver 90 til maj, og den ikoniske franske instruktør, der nærmest opfandt Nouvelle Vague med La Pointe Courte i 1955, og vandt Guldløven i 1985 for En Pige på Drift, tog fejringen på forskud med hendes første Oscar-nominering for denne film, der har udløst begejstrede anmeldelser overalt i verden.

En road movie af en slags, en legende, der fortæller hvordan verden hænger sammen.

Alle fotos: CPH:DOX.

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Featured

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,