SLACK-CHAT – Sebastian Cordes (SC) Emilie Kellberg (EK) og Frederik Bové (FB) har set Max Kestners QEDA på CPH:PIX, hvor en katastrofal voice-over var cockblocker i et mørkt sci-fi-portræt af Københavns enten oversvømmede eller komplet tørlagte gader. Læs med i deres slap-chat nedenfor og find ud af, hvorfor dansk film ikke bør lade sig afskrække fra science fiction.
FB: Velkommen tilbage til Sebastian Cordes og Emilie Kellberg! Vi har været inde og se endnu en ny dansk film, Max Kestners QEDA, som vi i vores intro vist alle havde ret store forventninger til. Så ganske hurtigt: Blev forventningerne indfriet?
SC: Jeg vil indledningsvis sige at jeg ikke er den store sci-fi connaisseur, så jeg føler mig lidt inviteret ind på fremmed grund. Jeg kender meget til Max Kestner ellers, altså hans dokumentarfilm, og bruger tit hans film i foredrags – eller undervisningssammenhæng.
EK: Og jeg er lige omvendt – svært begejstret for science fiction, mens QEDA er mit første bekendtskab med Kestner. Forhåbentlig kan vi supplere hinanden.
SC: Jeg følte lidt, at jeg blev kastet ind i et univers, der burde være blevet bygget op for mig langsomt. Som om jeg manglede en forhistorie, eller så en 2’er.
FB: Det er ofte sådan, jeg har det med min yndlings-scifi. Fornemmelsen af at bygge et univers op af bitte små detaljer. De har alle kinesiske navne, og så kan jeg fundere over, hvad der er sket. Men jeg forstod ikke helt de interne regler i det her univers.
SC: Det er rigtigt, de interne regler blev ikke helt klare for mig heller. Fang rung, Yin, QEDA, men så foregår den i København.
EK: Jeg kan ligesom Frederik godt lide at blive kastet ind i et univers og selv forbinde trådene i det. Men jeg er helt enig i, at der var en lidt uheldig balance mellem filmens store, uspecificerede ideer (forskning, der kan redde hele verden) og de små, meget specifikke (de kinesiske navne).
FB: Jeg tror idéen er, at kinesiske navne er blevet så populære at alle bruger dem. Jeg bliver ved med at tro ‘Rung’ er et dansk efternavn, ligesom komponisten Henrik Rung, der skrev ‘I Danmark er jeg Født’. Og jeg kunne lidt godt lide, at da Rung rejser tilbage til nutiden, og skal vælge et nutidigt navn, kalder han sig Gordon Thomas. Kinesisk er i fremtiden ved at overtage pladsen fra engelsk.
SC: Måske er det mig, der ikke er genre-vant, men det fangede jeg slet ikke.
EK: Det bliver under alle omstændigheder ikke en idé, der flyder organisk sammen med filmens øvrige idéer, som er tidsrejse med nogle flydende sorte dimser og verdensfrelsende videnskab, der vistnok har noget med krill at gøre.
FB: I gode scifis er der masser af plads til at lege med detaljerne i sit hoved 🙂 I dårlige rammer man en eller anden mur, når man prøver at tænke videre. Og ja, de manglende forbindelser gør det lidt svært at lege med. Jeg har f.eks. virkelig svært ved at foretille mig, at Danmark overhovedet overlever, når havene stiger. Vi ligger ikke ret højt oppe over vandoverfladen…
SC: Vi er vel rige nok til at bygge en eller anden form for dæmning. “Er der stemning for en dæmning?” som Niels Hausgaard synger.
EK: Og flot så det i hvert fald ud, synes jeg – det dystopiske Københavns enten oversvømmede eller komplet tørlagte gader. Samtidig med at jeg faktisk synes, det lykkedes filmen næsten at underliggøre København i 2017, som Carsten Bjørnlunds karakter(er) besøger.
FB: Ja, underliggørelsen af 2017 var klart min favorit-ting. Steder jeg passerer næsten dagligt virkede helt mærkelige.
SC: Enig. Der var nogle enkelte skud, der var helt eminentetil det formål. Langebro havde virkelig en følelse af unheimlichkeit for mig.
EK: Og regnen. Den søde, friske regn, som man næsten kunne smage.
SC: Men så forskelllige var de heller ikke, de to verdener. Jeg ‘følte’ ingen kæmpe forskel udover de par skud der afslører hvor vi er, lidt regn og så filmens voice over der forklarer, hvordan alt hænger sammen. Modsat The Desert Bride som vi så i starten af festivalen.
FB: Jeg battler din ‘unheimlichkeit’ med et russisk ‘ostranenie’, Sebastian 😉 Jeg elsker når kunst gør den slags. Også frugterne, dyrene. Sprinkleren. Jeg behøvede næsten ikke fremtidsverdenen.
SC: Touché. Russisk er altid mere elitært.
EK: Den manglende forskel på de to verdener skyldtes nok filmens ambition om indimellem at snyde publikum til at tro, de var i 2095, selvom de var i 2016. Fordi Carsten Bjørnlunds karakter er delt i to og derfor deler bevidsthed
Det havde jeg faktisk håbet på, den ville lege meget mere med.
SC: Det er præcis det jeg mener. Lad mig forklare det lidt. Der hvor filmen foregår mest, i rum med samtaler, hvor det er lidt mørkt, er for ens synes jeg. De gange vi i fortiden kommer ud i regnen, med sprinkleren, på Langebro – eller i fremtiden med den knastørre ørkenstorm (en scene jeg er ret vild med) – fungerer det hele ret godt.
EK: Jeg tror, jeg var for distraheret af den katastrofale voice-over til at at lade det visuelle lade gå mig rigtig på.
Eller sagt med andre ord: Voice-overen fungerede flere gange som en massiv cockblocker i forhold til min indlevelse i filmen.
SC: På den måde er det en gedigen film, men det blev en sikker mellemting for mig. Der er nærmest ingen nærbilleder, der mangler sensibilitet over for karaktererne, og der er (for mig) for få pauser til følelser eller etablering af miljø. Jeg kunne sagtens have set den være meget længere, dvæle ved den verden vi bliver sat i. Og ikke forklare det hele med den voice-over dér. Som var der alt, alt for meget.
“Voice-overen som cockblocker” er et afsnit i en lærebog om filmisk fortælleform jeg godt gad læse.
Kestner bruger jo ofte voice-over, og især i hans måske mest kendte dokumentarfilm ”Rejsen på ophavet” er det humorfyldt, og sofistikeret samtidig. Han har en distinkt stemme selv, og en måde at levere på der er helt unik. Det ser jeg ikke i den her. Ikke at man skal det, det var blot en biografisk strøtanke.
FB: Jeg vil sige det sådan: Kestner er efter min mening en af vores største dokumentarister, men her er der for meget plot, for megen handling, for meget der skal forklares, til at hans ret distinkte blik kommer til sin ret. Jeg har en idé om, at dansk film skal reddes af dokumentarismen, men her er det snarere fiktionen, der har skadet en dokumentarist 🙁 Forhåbentlig næste gang.
SC: Det er også interessant, at han netop har lavet et dokumentaristisk hovedværk om København før. Men ja, Kestners stil ser jeg ikke så meget i filmen. Det menneskelige nærværende eller det helt stilliserede er ikke til stede, og resultatet ender på en sær midtervariant..
Det er ellers Rasmus Videbæk, der er fotograf på den – en de helt tunge drenge. Det er Nikolaj Arcels faste fotograf, og det sidste han lavede var Dark Tower. Og han har også skudt En Kongelig Affære, De Fortabte Sjæles Ø etc. – det burde egentlig være et godt match.
FB: Ja, det er lidt overraskende. Men måske er det blevet for meget Videbæk, for lidt Kestner, til min smag. Jeg har det udmærket med meget af det som Videbæk har fotograferet, men jeg ved ikke om det var hvad denne film havde brug for.
FB: Sebastian, hvor længe siden er det du har set Amateurs in Space, Kestners dokumentar-film om Peter Madsen? For jeg så den for nylig, og havde meget svært ved at abstrahere fra den…
SC: Den har jeg desværre ikke set. Jeg var på IDFA med min egen film samtidig med den sidste år, men jeg fik desværre ikke set den. Hvordan havde du svært ved at abstrahere?
FB: Mest af alt bare fordi Amateurs in Space ufrivilligt er blevet en af de mest creepy danske film nogensinde. Men der er også noget med den her videnskabelighed. De heroiske forskere, der ikke får funding selvom deres idéer kan redde verden. Kvantemekanikken og Einstein-Bose felter, der skal kurere den globale opvarmning, under næsen på politikkerne. Det er et kerne-element i science fiction, men jeg tror bare jeg får myrekryb af det i de her måneder.
SC: Jeg tror ikke jeg havde tænkt over det, før du nævnte det, men kan godt se trækkene. Selvom jeg, som du siger, tænker det er et narrativt træk ved genren og de fleste ‘normalt’ strukturerede film: den lille mand mod systemet.
FB: Det er ret normalt ved ‘hård’ scifi, men det giver mig stadigvæk myrekryb. Elon Musk, Silicon Valley, al den slags. Dog er det værd at bemærke, at alle forskere i QEDA er kvinder. Det skal forhåbentlig nok irritere alle de James Damore typer, der mener, de personligt har forsket sig frem til, at kvinder er for dumme til STEM, fordi de har læst en klumme af Hans Bonde.
EK: De er forskere, ja, men de får sigende nok ikke noget at lave. De sidder med nøglen til verdens frelse – både i fortiden, hvor Sofia Helins karakter har gjort den nødvendige opdagelse, og i fremtiden, hvor Marijana Jankovic kan bruge den. Alligevel er det på en eller anden måde Carsten Bjørnlund, der får lov efter eget udsagn “at redde verden”. Fordi selvfølgelig er det det.
FB: Unægtelig. Den store mand er på vej for at redde dagen.
SC: Ja det er klart.
EK: Men altså, det generede mig egentlig ikke. Kvinderne var på skærmen (mange faktisk!), og de fik lov at sige noget. Kunne dog godt have ønsket mig en Mette Lindberg-cameo lige så langt væk som voice-overen.
SC: Men at klimaet til gengæld er selve rammefortællingen siger også noget om tiden. Det er stærkt.
Var hun sangeren, der pludselig kom ind? Ellers en ret fed scene! Meget Lynch over den, det kunne jeg godt have brugt mere af må jeg indrømme. Der var blikke og pauser der fik mig ind i rummet og verdenen.
EK: Virkelig? Det var den eneste scene, der rent faktisk fik mig til at fare lidt sammen i sædet.
FB: Ja, jeg brød mig heller ikke ret meget om den. For villet mærkelig, hvor jeg hellere bare ville se Carsten Bjørnlund spise endnu et æble.
SC: Jeg var ret vild med den scene. Det var noget andet end ‘bare’ samtaler. Lidt digression fra plottet. Men jeg er helt på bølgelængde med dig, Frederik, Carsten Bjørnlund er fandme god til at spise frugt i filmen. Og dufte til det.
EK: Jeg håber heller ikke, at dansk film lader sig afskrække fra science fiction-genren med den her film. Der var nogle virkelig fine elementer, og jeg nægter at tro på, at et land, der er så dygtige til krimi-melankoli og formørkede billeder ikke kan finde ud af at bringe samme ind i en science fiction-film.
Mere frugt og mindre voice-over, synes at være konklusionen!
QEDA får premiere i hele landet 16/11 2017
Fotocredit: CPH:PIX og kino.dk
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
