Coronakrise: sort humor minder os om, at livet er og morsomt

Frank Emil Larsen 05.04.2020

CORONAKRISE // KOMMENTAR – De moralske og autoritetstro har kronede dage under de nærmest daglige pressebombardementer af alvor, der udgår fra DR og regeringen. Det kan synes som mangel på samfundssind at kradse i autoriteternes, magtens og mediernes fernis og udstille det absurde i krisen, i dækningen af den og den tilværelse og det liv, krisen uundgåeligt sætter i relief. Så – det lader vi bare helt være med, ikke?

Sort humor og bidende sarkasme synes ikke at være i høj kurs, når samfundet på et øjeblik er gået fra at være frit, socialt, aktivt og festligt til at lukke næsten helt ned i frygt og usikkerhed for konsekvenserne af coronapandemien. Den skal, kan vi forstå på daglige pressemøder, hvor vores højeste autoriteter har deres ansigter i de mest alvorlige, udtryksløse folder, tages alvorligt, hele tiden. For virus kan smitte gennem den mindste sprække af uopmærksomhed og uansvarlighed. Aprilsnarren er aflyst flere steder, for der er ikke noget at grine af.

Som vanligt er de sociale medier – som rigtigt mange pludseligt har rigtigt meget tid til – en højborg for moralisme, bedreviden, talmagi og misinformation, og der er nærmest ingen ende på de moralske panikker, der kan bygges oven på den almindelige coronapanik med en rask video, som spredes uendeligt meget hurtigere end coronavirus.

Amerikanske unge på spring break, Trump, engelske turister i Spanien, overbebyrdede læger i Norditalien og selvfølgelig vores naboland Sverige, hvor man har formastet sig til (endnu) ikke at lukke samfundet helt ned, hvordan kan det dog ikke gå?

DR er blevet til en del informations- og sandhedsministerium og en del ungdomsleflende og enkeltpersonfixeret følelsespornoleverandør – satire samt skæve og/eller kritiske synspunkter er det så som så med

Bekymringen er kolossal, antallet af coronadødsfald opdateres i realtime, folk dør faktisk – det er åbenbart noget nyt – og de endnu levende mister familiemedlemmer og venner. Og døden, den skal tages alvorligt, helst så alvorligt, at den nævnes som enten abstrakte tal eller i følelsesmættede personhistorier. Men grine af den – det er upassende.

Briternes yndlingsgravskrift

“I told you I was ill” står der på den legendariske engelsk-irske komiker (og meget andet) Spike Milligans gravsten. Det står på irsk – Dúirt mé leat go raibh mé breoite – da stiftet i hvilket Milligan skulle begraves ikke ville acceptere, at dette hans eget ønske blev opfyldt på engelsk – derfor det i sig selv komiske kompromis. Milligan er nok ikke så kendt i Danmark, men han var hovedforfatteren bag radioshowet The Goon Show, som lagde Storbrittanien øde i 50’erne – og gav Peter Sellers, som de fleste nok kender som skuespiller fra f.eks. Den lyserøde panter-filmene, sit gennembrud.

Den viltre kreativitet og forvrængede logik i det absurde og surrealistiske show lagde grundstenen til den moderne udgave af den berømmede britiske sorte humor, som med Monty Python (som betragtede Spike Milligan som guddommelig og gav ham roller i flere af deres film) blev udbredt til hele verden.

The Beatles og mange andre af tressernes koryfæer lyttede også med i 50’erne, og den – meget nutidige og aktive – Eddie Izzard betegner Milligan som “The Godfather of alternative comedy“. Således er der rigeligt med tråde fra The Goon Show til nutidens satire og komik.

“I told you I was ill” blev sidenhen, i 2012, valgt til briternes yndlingsgravskrift, i forbindelse med en kampagne med formålet at få briterne til at tale mere åbent om døden. Død, sygdom og vold indgår i rigt mål i de sorthumoristiske sketches. Monty Python havde f.eks. i 1998 – tilsyneladende – den afdøde Graham Chapmans urne med på scenen for derefter at spilde asken ved et uheld.

Spike Milligan deltog og blev såret i anden verdenskrig, og har blandt andet udtalt, at han aldrig kunne have skabt de komiske absurditeter, han gennem en menneskealder var garant for, hvis ikke han havde oplevet dette. Monty Python, Beatles, alle disse babyboomere voksede op i efterkrigstidens England, hvor alle havde mistet nogen eller kendte nogen, der havde mistet venner og familiemedlemmer under krigen.

Døden var således en langt mere velkendt – og måske i det enkelte menneskes sind anerkendt – størrelse, og nu, til påske, som markerer Jesu korsfæstelse og opstandelse i skyggen af corona, kan vi passende fløjte med på Always Look On The Bright Side Of Life, som også rummer opfordringen Always look on the bright side of death – just before you draw your terminal breath.

Sort, brutal humor er også en ventil for de fortrængte tanker og følelser, mange af os går rundt med, måske særligt i denne tid. For det kaos og den usikkerhed, de nuancer, de fleste voksne mennesker godt ved, virkeligheden udgøres af

Sammenlignet med de katastrofer, der – selvpålagt eller fra naturen – tidligere har ramt menneskeheden – virker corona overkommelig, men til gengæld har panikken og moralismen kronede dage i det klikhungrende og forstoppede sociale mediebillede, hvor DR er blevet til én del informations- og sandhedsministerium og én del ungdomsleflende og enkeltpersonfixeret følelsespornoleverandør – satire samt skæve og/eller kritiske synspunkter er det så som så med.

Tiden er til at stå sammen i respekten for autoriteten, som aldrig smiler, personificeret i Mette Frederiksen og hendes alvorstunge ansigt, følge de på en endeløs række af pressemøder udstukne dessiner og nidkært overvåge, at vore medborgere gør det samme.

Sort humor

Sort satire fungerer ofte ved at gøre grin med den absurditet og det kaos, der gemmer sig bag autoriteternes, mediernes og fortællemodellernes overflade af logik og acceptabel formidlings-opførsel. Og ved at fokusere på, at den er medieformidlet, altså med metaperspektiv – “nu laver vi et tv-program”, synlige kameraer og intuitive, associative skift imellem fortællinger etc.

Således er den en afslørende latterliggørelse af medier og autoriteter, som tilmed kan virke brutal og skræmmende på nogle – og åbenbart er det ikke det, regeringen eller diverse medier mener, vi har brug for i denne tid, hvor godt gemte kameraer og overvågningsprogrammer skal være med til at løse den aktuelle krise.

Samfundet lukker ventilerne i disse år, eller gentrificerer dem. Tolerancen over for det anderledes, originale og excentriske falder, alle skal diagnosticeres og sættes i kolonner, og selve normaliteten indskrænkes, så flere og flere kan føle sig udenfor

Der er bare det, at netop sort, brutal humor også er en ventil for de fortrængte tanker og følelser, mange af os går rundt med, måske særligt i denne tid. For det kaos og den usikkerhed, de nuancer, de fleste voksne mennesker godt ved, virkeligheden udgøres af.

Ikke overraskende er sort humor udbredt i det sundhedsvæsen, hvis ansatte i disse dage skal navigere i det administrative og menneskelige kaos, som corona har skabt – som en læge engang fortalte mig: “Det er nok meget godt, der ikke altid er mikrofon på, når vi snakker sammen med kollegerne”.

Mikrofon på, det er der i stigende grad, og i særdeleshed, når man kommunikerer digitalt, som vi nærmest er tvunget til under den nuværende krise. Og når nidkære moralister og identitetspolitiske fanatikere sidder klar ved tastaturet til at dømme de politisk ukorrekte, usmagelige og ikke-autoritetstro, så bliver denne overlevelsesmekanisme – som er min og mange andres – ugleset eller lukket.

Samfundet lukker ventilerne i disse år, eller gentrificerer dem. Tolerancen over for det anderledes, originale og excentriske falder, alle skal diagnosticeres og sættes i kolonner, og selve normaliteten indskrænkes, så flere og flere kan føle sig udenfor.

Så kan man jo glæde sig over – og grine af – at man har POV til at finde ud af, hvilken slags krisepersonlighed, man er – vi mangler faktisk bare en test – som kunne vise at f.eks. jeg er en – let kynisk – analytiker, som efter tilpas mange års social afretning af al magt prøver at holde min indre nihilist nede. Havde jeg været 20 år yngre, havde jeg været en af dem, der bare festede videre. Og for 20 år siden havde jeg hverken mobiltelefon eller sociale medier.

En virus som corona minder os om, at vi skal dø en dag – og at systemet, sundhedsvæsenet eller markedet ikke bare kan fikse det og garantere os et evigt, smertefrit og lykkeligt liv. Dødsbevidsthed skaber notorisk dårlige forbrugere, for hvorfor købe alt muligt bras, hvis man alligevel skal herfra? Vores dronning – men ikke vores statsminister – såvidt vides – har bemærket, at nogle mennesker kommer til at dø af coronavirus. Det har lederne af en del andre europæiske lande også.

I den forbindelse hjælper sort humor os med at huske, at livet er absurd, skønt og morsomt, og næppe ville være det samme, hvis vi for alvor troede på vores egen udødelighed. He [Yossarian, hovedpersonen] had decided to live forever – or die in the attempt hedder det i Joseph Heller’s sorthumoristiske antikrigsklassiker “Catch-22” fra 1961, hvor dødsfald er dagens orden på en amerikansk flyvebase i Italien i krigens sidste år. Bizarre dødsfald, hvor bureaukrati, kynisme og autoritet konsekvent latterliggøres og sættes i relief af begrebet, fra hvilket bogen har sin titel.

Sort humor hjælper os med at huske, at vi bare er mennesker, en livsform på en planet svævende i verdensrummet, eksisterende på en tynd jordskorpe, som flyder på en ildkugle af lava, med en tynd atmosfære over os, som beskytter os mod det lufttomme, uendelige univers.

Og dermed også om, at vi selvfølgelig skal passe på hinanden og forsøge at undgå at sprede virus – men ikke uden at le af den guddommelige komedie, livet også er.

Hvis man er religiøst anlagt, måske for at ære Jesu død og genopstandelse, men ellers, for os andre kættere, for at ære livets mirakel og vores egen og hinandens forgængelighed – og det er der heldigvis også skrevet mindst én god sang – med én bizar video – om.

LÆS ALLE FRANK EMIL LARSENS TEKSTER PÅ POV HER.

Topfoto: Handmade Films.

Frank Emil Larsen

Frank Emil Larsen (f. 1976) er cand. mag., freelanceskribent og har blandt andet været gymnasielærer, tv-journalist og kommunikationsmedarbejder. Frank skriver også digte og fiktion, komponerer musik, er vintage digitalt indfødt og interesserer sig for alt muligt, og du kan læse mere om ham på www.frank-e.dk. Hvis du synes om Franks tekster, kan du donere et beløb på hans Mobile Pay: 50532130.