CORONAHÅNDTERING // KRONIK – Med en klar strategi og psykologisk indsigt kunne regeringen og folketinget have håndteret coronakrisen bedre. Perfektion er umuligt, men det er ansvarsfralæggelse og skadeligt at påstå, at vi ikke har haft bedre forudsætninger for at agere klogt, omsorgsfuldt og forudseende. Den utilstrækkelige coronahåndtering er gået ud over folks trivsel og helbred, vurderer psykolog Joël C. Boukris, som skriver, at regeringen har forsømt borgerne og samfundet, fordi de ikke har forstået at føre en egentlig krisehåndtering.
Regeringen og de fleste folketingspartier har mandag den 22. marts 2021 landet en aftale om fremtiden.
377 dage skulle der gå, fra at Mette Frederiksen stillede sig på talerstolen for at fortælle, at samfundet ville blive lukket ned, til man fandt frem til noget, der minder om en strategi.
En af grundene til, at det har været muligt at forsømme det mentale, er, at man er lykkedes med at skabe en fortælling om corona som ”ukendt land”
Det allermest basale i enhver krisehåndtering er etablering af en strategi, der giver struktur og sikkerhed i en situation, hvor de vante rammer er rystede eller væk. På den måde beskytter man folks helbred og trivsel, noget som samfundets beslutningstagere desværre har forsømt til ikke uvæsentlig skade for borgerne og samfundet.
Skal vi have mere psykologi?
Den 2. marts kunne man til Folketingets spørgetime høre Pia Olsen Dyhr spørge Mette Frederiksen, om ikke hun ville tilføre ressourcer til den offentlige psykologordning for at afhjælpe de psykiske vanskeligheder, der er opstået som følge af coronahåndteringen. Frederiksens svar var, at hun tvivlede på, at ”psykologer er løsningen på så meget, som psykologer ofte kommer til at fremstå som en løsning på”.
Interessen for de psykiske konsekvenser af coronahåndteringen er tiltaget her i foråret 2021, hvor vi begynder at kunne registrere en forøget mistrivsel, og derfor giver det god mening at rejse spørgsmålet: hvordan dette skal håndteres?
Pia Olsen Dyhrs spørgmål er dog begrænset til at handle om mere adgang til terapi for dem, som måtte have det svært.
Psykologien tilbyder dog hjælp på flere og andre måder end lige netop terapi. Det kunne bl.a. være inden for krisehåndtering. Derfor vil jeg gerne henlede Mette Frederiksen og de resterende politikeres opmærksomhed på, at psykologien måske har flere løsninger, end de forestiller sig, og at man allerede har forspildt gode muligheder for at mindske skadevirkningerne af coronahåndteringen.
Truslen mod både soma og psyke
Det siges, at der hele tiden har været et fokus på belastningen af borgernes psykiske velbefindende under coronaepidemien. På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan man læse de 11 råd om, hvordan man kan passe på sit mentale helbred inklusiv det sidste råd, som er: ”Pas på dig selv”.
Kritik vokser i volumen og styrke, når man ikke lytter til den. Derimod er det afvæbnende at blive lyttet til og at blive taget seriøst
Men myndighederne har slet ikke levet op til deres ansvar for at kompensere for de negative følgevirkninger af coronahåndteringen. Måden, man har grebet dette ekstremt vigtige område an på, har været og er på niveau med de råd, man kan finde i diverse magasiner og ugeblade.
Generelt er der desværre en tendens til at undervurdere betydningen af dårlig mental trivsel, selvom netop dette område har kæmpe betydning for livskvalitet, kan koste liv, nedsætter levealderen generelt – og selvom psykisk sygdom allerede inden corona var den største og dyreste folkesygdom i Danmark.
De fleste anser alligevel stadig somatiske trusler eller handicap som en adskilt og vigtigere størrelse end det mentale, også selvom det, der definerer betydningen af truslen eller handicappet, netop er en mental proces.
Tager man eksempelvis personer ramt af kræft, ser man ofte, hvordan sygdommen og situationen fortolkes forskelligt, selvom der er tale om samme sygdom på samme stadie. Det kan f.eks. være i forhold til troen på, at man overlever sygdommen – altså trusselsvurderingen – og den fortolkning har selvsagt betydning for trivslen. Det samme gør sig gældende i forhold til Covid-19.
Hastværk er lastværk
En af grundene til, at det har været muligt at forsømme det mentale, er, at man er lykkedes med at skabe en fortælling om corona som ”ukendt land”. Vi har fået fortalt, at vi lægger skinnerne, mens vi kører. Mange tror, at de ansvarlige for håndteringen gør deres bedste, at det er umuligt at vide, ‘hvad der er bedst’, og at vi er fulde af forståelse over for udsagnet om, at ”vi kommer til at begå fejl”; at man bare er bagklog, når man påpeger det, der er gjort galt.
Det er indlysende, at perfektion er umuligt, men det er ansvarsfralæggelse og skadeligt at påstå, at vi ikke har haft bedre forudsætninger for at agere klogt, omsorgsfuldt og forudseende. Kriser er ikke noget nyt fænomen, og at man rent faktisk kunne lave en strategi er blevet påvist nu, hvor folketinget (minus Ny Borgerlige) har besluttet sig for én – også selvom den kunne laves endnu bedre.
Strategi og struktur har været den største mangel i den coronahåndtering, der er blevet ført. Beslutninger er kommet tre dage før, de blev implementeret
En håndtering, der omtales som at lægge skinnerne, mens man kører, er skadelig. Den karakteriseres nemlig ved, at være en reaktiv styring, hvilket vil sige, at man billedligt talt styrer et helt samfund som en speedbåd, der navigerer efter hvert bølgeskvulp i stedet for som et kæmpe tankskib, som situationen mere retvisende kan sammenlignes med.
Med denne håndtering bliver alt lavet som uforudsigelige hastemanøvrer. Skoler og butikker, der på få dage skal åbne eller lukke. Midler og kompensationer, som man har meget kort tid til at søge eller ikke ved, om de kommer, og dermed introducerer yderligere usikkerhed. Lovgivning, der bliver lavet og vedtaget så hurtigt, at der følger konsekvenser med, som ingen ønsker osv. Hurtige omstillinger kan fremstå enormt handlekraftige og imponerer tit, fordi de er mere dramatiske, end når man handler mere langsigtet og langsommeligt.
Udover at hastemanøvrer faktisk oftest er en ineffektiv tilgang, kræver det meget mere energi og omstillingskraft, og det tærer på folks mentale kræfter. Man kan sammenligne det med, at når vi spurter, så bliver vi hurtigere trætte, end hvis vi jogger i jævnt tempo.
At Søren Brostrøm blev tegnet som en action figure, er et meget godt billede på, at denne måde at håndtere tingene på øger dramaet. Diverse katastrofe- og spændingsfilm bruger samme narrativ, hvor man kæmper mod uret, og de hurtige beslutninger vender slagets gang. Det er fint og medrivende, når det er en film. Det er skadeligt og ineffektivt, når det er virkelighed.
I krisen har vi brug for at kunne genkende noget i morgen
En krisesituation er karakteriseret ved, at der er sket noget, som overgår vores umiddelbare forudsætninger. Der er en trussel og et tab af kontrol og forudsigelighed, og samtidig er situationen af en sådan karakter, at vi føler os tvungne til at handle impulsivt for at afværge truslen. Uden behersket og gennemtænkt styring er der i en sådan situation stor risiko for kaos og deraf efterfølgende yderligere skadevirkninger. Det er derfor et mål for krisehåndteringen at skabe en eller anden form for sikker base, så vidt muligt.
Forudsigelighed er et mål i sig selv, når vi skal krisehåndtere. Det er et centralt værktøj i at bevæge os fra usikkerhed mod en fornemmelse af sikkerhed
Forudsigelighed er fundamental. For eksempel vil det være mere værdifuldt og beskyttende for helbred og trivsel at vide, at der er lock down i fire uger, sammenlignet med en situation hvor man ikke ved, hvornår lock down’en slutter, selvom den så ender med at slutte før. Forudsigelighed er med andre ord et mål i sig selv, når vi skal krisehåndtere. Det er et centralt værktøj i at bevæge os fra usikkerhed mod en fornemmelse af sikkerhed.
Når det drejer sig om individer, der er i krise, kan struktur være små ting som muligheden for at drikke kaffe på et bestemt tidspunkt, ligesom det kan være mødetider, traditioner med venner og alt andet, som vi har det med at gentage, og som på en positiv måde gør, at vi nemt kan navigere i vores liv.
Med en kriseplan støbes en struktur, der erstatter den, vi har tabt, ligesom når der bygges et afstivende stillads til en bygning, der ikke længere kan stå selv. Det er vigtigt at forstå, at det først er en struktur, hvis det er noget, vi kan læne os op ad i længere tid, og allerhelst indtil vi er i sikkerhed igen.
Uden struktur øges presset
Strategi og struktur har været den største mangel i den coronahåndtering, der er blevet ført. Beslutninger er kommet tre dage før, de blev implementeret; indsatser og regler er blevet indført efter nogle principper, man har fundet og effektueret på farlig kort tid.
Jeg har set denne adfærd før i masser af organisationer. At ledere tyer til rå handlekraft og reagerer på hver enkelt lille begivenhed eller oplysning, som om det krævede akut handling, selvom der ville komme langt bedre resultater, hvis man tog den nødvendige tid til at samle og vurdere alle tilgængelige og relevante oplysninger.
Et ekstremt forsigtighedsprincip” fodrer usikkerheden i befolkningen, som i et manipulatorisk øjemed kan skabe en følelse af, at “vi er afhængige af dem, som er positioneret med magt og potentiel indsigt”
Dertil skal lægges, at når vi er pressede, så har vi en tendens til at se ret enøjet på ting. En presset hjerne har utroligt svært ved at håndtere kompleksitet. Den forsimpler derfor problemerne for dermed også at gøre det nemmere at handle hurtigt. Derfor er det vigtigt at bevare overblik og en rolig puls.
Fra usikker til sikker
Lad mig give et oprids af, hvordan man kunne have grebet det an. En strategi, som lagde en struktur for danskerne, kunne etableres ved i første omgang at beslutte sig for, hvad målet med strategien skulle være. Der reageres på noget, en sygdom, hvad skal den reaktion have til formål?
Under den allerførste nedlukning i marts 2020 var vi mange, der forstod, at formålet var at sikre hospitalskapacitet og danne sig et overblik. Det ændrede sig sidenhen til noget, der var ukonkret og som diffust fornemmedes at bero på eksperternes/regeringens/sundhedsmyndighedernes følelsesmæssige ”bekymring” samt manglende evne til netop at beslutte sig for et mål og en strategi.
Det blev omtalt som et “ekstremt forsigtighedsprincip”. Med en sådan tilgang fodrer man usikkerheden i befolkningen, som i et manipulatorisk øjemed kan skabe en følelse af, at “vi er afhængige af dem, som er positioneret med magt og potentiel indsigt”. Dette kan sikre stemmer, men det hjælper ikke folk til et bedre funktionsniveau eller bedre trivsel – tværtimod.
Når målsætningen er fastlagt, fortæller krisepsykologien os, at krisestrategien skal indeholde en række overordnede principper: fremsynethed, kommunikation/information, læring, tilpasning og vigtigst af alt: gennemsigtighed.
Det er enormt vigtigt at forsøge at forudse, hvad der ligger forude – det kan også bare være myndighedernes egen beslutning om, hvad der skal ske i en kommende tid. Det muliggør, at man kan annoncere ændringer og udviklinger, og dermed kan man forberede folk på det, der kommer
Lad mig uddybe: Det er enormt vigtigt at forsøge at forudse, hvad der ligger forude – det kan også bare være myndighedernes egen beslutning om, hvad der skal ske i en kommende tid. Det muliggør, at man kan annoncere ændringer og udviklinger, og dermed kan man forberede folk på det, der kommer. Man kan ligeledes her gøre klart, hvilke informationer man mangler for at kunne gøre det, og hvilke kompenserende tiltag man vil tage.
Tilpas strategien løbende, men overvej altid, om et skifte koster mere, end det tjener. Bare det at skifte er i sig selv omkostningsfuldt, fordi vi skal slippe det, vi kender, har lært og forstår og skal inkorporere det, man ændrer til, samt det bærer risikoen for, at man taber troværdighed. Jeg giver et eksempel senere.
Kommunikér gerne i forudsigelige intervaller. Kommunikationen skal også være forståelig og transparent.
Et eksempel er, at det måske (?) har en marginal effekt, at vi går i samme retning og derfor laver nogle ensrettede fortove, men hvis logikken ikke kan opretholdes, fordi de fleste fortove forbliver uden retning, så virker det uforståeligt, hvilket giver grobund for tvivl og manglende overholdelse af reglerne. At være transparent indebærer også at stå til rådighed for alle væsentlige spørgsmål – især de kritiske. Kritik vokser i volumen og styrke, når man ikke lytter til den.
Derimod er det afvæbnende at blive lyttet til og at blive taget seriøst, også selvom man ikke får ret.
De ansvarlige for coronahåndteringen må derfor spørge sig selv, hvorvidt det alene er ”tilfredshed”, som bestemmer, hvorvidt håndteringen er og har været kompetent
Strategien bør også indeholde en løbende læring, hvor viden indhentes og opdyrkes. Viden er afvæbnende for angsten, og kvalificerer strategien. Coronaen ankom med en række ubekendte, som man burde have gjort meget mere for at afdække.
Man kunne f.eks. have opsat en række eksperimenter, som kunne have kvalificeret vores viden om coronaens opførsel og overførbarhed, og dermed belyst hvilke tiltag, der var de mest virksomme. Man kan læse mere herom i denne artikel.
Fordelen ved at lave en tydeligt kommunikeret langsigtet strategi er også, at man meget nemmere kan lave kompenserende tiltag. Et skifte, som de fleste har taget til sig, er at erstatte fysisk kontakt med virtuel.
Men hvad med dem, der primært dyrker motion via holdsport? Det har store sundhedsmæssige konsekvenser, når vi ophører med at dyrke motion, og det er svært for mange bare at sadle om til en løbetur. Men hvem opfinder en god kompenserende løsning, når man ikke ved, hvor længe restriktionen varer?
Der har således været dårlige forudsætninger for at kompensere strukturelt, og dermed er mistrivslen unødigt blevet større.
Et eksempel
Et eksempel fra mit arbejde var en arbejdsplads i sundhedssektoren, som jeg i forsommeren 2020 blev kaldt ud til. Jeg skulle hjælpe dem oven på nogle meget belastende coronaskabte omstændigheder.
De havde overværet, at samfundet var lukket ned, fordi en kæmpe trussel var på vej, men samtidig skulle de møde på arbejde, hvor de fik at vide, hver gang de spurgte, at værnemidler ikke var nødvendige. Verden var på den ene side så farlig, at folk skulle arbejde hjemme, og skoler og butikker lukkede, men på den anden side så ufarlig, at det ikke gjaldt deres arbejde eller deres behov for værnemidler.
Der er ofte brug for en massiv informationsdeling i en krisesituation. Men når den pågår i måneder, og når informationen ikke bibringer sikkerhed, stiger udmattelsen og stressen eksponentielt
Det er klart, at så store forskelle gør det utroligt svært og uigennemskueligt at navigere i, og det aktiverer angst. Dertil kom, at lederen havde forstået, at information var vigtigt, men de fik så mange informationsmails, at de ikke formåede at følge med.
Der er ofte brug for en massiv informationsdeling i en krisesituation. Men når den pågår i måneder, og når informationen ikke bibringer sikkerhed – men mest tjener til at fortælle om endnu en ændring eller et tilfælde af corona på arbejdspladsen eller endnu en ny arbejdsgang, nye restriktioner m.v. – stiger udmattelsen og stressen eksponentielt.
I et stresset miljø har konflikter og klikedannelse gode kår. Der var på arbejdspladsen, ligesom vi også ser det i samfundet nu, opstået en splittelse mellem medarbejderne. Havde lederne f.eks. vidst, at man ville fastholde nedlukningen i flere måneder, kunne de have lagt en mere passende kadence i kommunikationen.
Hvorfor bliver det ikke kritiseret?
I et tidligere arbejde var jeg ansvarlig for kvalitetssikring og kvalitetsudvikling af firmaets psykologydelser. Et af de mere bemærkelsesværdige resultater, som dataene viste, var, at stort set alle klienter var tilfredse med deres psykologer, men at denne tilfredshed ikke var afhængig af, at de havde oplevet et udbytte af terapien.
Det er nemlig svært at være utilfreds med, at et menneske prøver at hjælpe en, også selvom ”hjælpen” ikke hjælper. Dem, der havde været i et uvirksomt terapiforløb, havde det således med at mene, at de nok ikke havde været gode til at følge psykologens rådgivning, eller at de bare ikke stod til at kunne hjælpes. Det var sjældent klientens konklusion, at det var psykologen, som manglede forudsætningerne for at hjælpe netop dem.
Der har selvfølgelig været kritik af coronahåndteringen, men den har enten været længe undervejs eller primært haft med økonomi og frihed at gøre og har ikke fokuseret på, hvordan den corona-relaterede sundhed var på bekostning af rigtig megen anden sundhed.
Politik er muligvis en popularitetskonkurrence, men det bør sundhed ikke være
Pointen er, at vi meget hurtigt er tilfredse, hvis vi oplever at blive hjulpet og passet på, og at mange mangler forudsætningerne for at vurdere, hvorvidt denne hjælp og passen på rent faktisk er den, som vi har brug for, og som er nyttig.
Når bl.a. HOPE-projektet, der forsker i befolkningen under corona, konkluderer, at der er tiltro og opbakning til håndteringen, så er det lige så meget et udtryk for netop dette fænomen, at vi mangler den faglige viden, der kan kvalificere en kritik eller et ønske om noget andet. Det er også mestendels os fagfolk, der har kunnet forudsige og vurdere konsekvenserne.
De ansvarlige for coronahåndteringen må derfor spørge sig selv, hvorvidt det alene er ”tilfredshed”, som bestemmer, hvorvidt håndteringen er og har været kompetent.
Politik er muligvis en popularitetskonkurrence, men det bør sundhed ikke være. Hvis popularitet er grundlaget for, at man har valgt og stillet sig tilfreds med den hidtidige håndtering, så lad mig være ham, der fortæller, at det kandiderer til at være det største helbredsmæssige svigt af den danske befolkning nogensinde.
LÆS MERE I POV OM CORONALIV HER
Topillustration: Mylene2401, Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
