Nomadebarn: ”Jeg ville til København, og jeg ville væk” – #8

i Politik & Samfund/Danmark af

SAMFUND // SERIE – Hanne B. Stegemüller voksede op i en familie, der konstant var på flugt fra myndighedernes kritiske blik. Ingen voksne greb ind, selvom den lille pige blev udsat for ting, børn aldrig skal opleve. Her er ottende afsnit af serien ”Nomadebarn,” hvor Hanne fortæller om flugten fra barndomshjemmet.

Jeg pakkede en lille kuffert den 31. juli 1980 og blev kørt til Bornholmerbåden af min mor og psykopaten, for jeg ville til København, og jeg ville væk. Jeg var 16 år. Natten ombord på båden tilbragte man dengang på hynder på gulvet.

I gården huserede viceværten med at sparke til kattene, der tog sig en lur i de parkerede barnevogne. Jeg var for alvor kommet til Nørrebro

Søvn blev der ikke meget af, fordi der var megen støj, og lyset ikke blev slukket, men pyt med det – nu skulle jeg være fri. Fri for pligter og fri for overgreb.

Næste morgen stod jeg pludselig på Kongens Nytorv, hvilket var en stor omvæltning, når jeg kom lige fra klippeøen med dens skønhed og var vant til at se drømmende ud over Østersøen fra køkkenvinduet i Svaneke. Jeg husker endnu følelsen af at være som en fugl, der var sluppet ud af sit bur. Det var helt fantastisk.

Jeg skulle ud til Nørrebro, hvor jeg havde lejet et værelse hos psykopatens niece i Dagmarsgade. Turen gik ud ad Nørrebrogade med buslinje 5. Det var overvældende med al den trafik, al den støj og alle de mennesker, men jeg vidste, at jeg gjorde det rette.

Otte kvadratmeter og egen indtægt

Ejendommen var gammel og slidt, og der var toilet på gangen. Vi delte toilettet med naboen, men det var kun var mig, der gjorde rent.

Om vinteren slæbte vi petroleum op til 4. sal i store 10-liters dunke for at holde temperaturen bare rimeligt oppe. Der var hundekoldt, så snart sommeren gik på hæld.

I gården huserede viceværten med at sparke til kattene, der tog sig en lur i de parkerede barnevogne. Jeg var for alvor kommet til Nørrebro. Det var året med slaget om ”Byggeren” i Den sorte firkant, som lå ikke så langt fra os, men vi mærkede ikke noget til det.

Det var hårdt arbejde, men jeg tjente mine egne penge og kunne betale min husleje

Mit værelse var omkring otte kvadratmeter, men det gjorde ikke noget. Det var en del større end det, jeg kom fra. Niecen var vældig imødekommende og ville gerne være venlig. Hun tilbød mig et værelse, og det vil jeg altid være hende taknemmelig for.

Niecen havde også været så sød at skaffe mig et arbejde som rengøringsmedhjælper 20 timer om ugen i De Gamles By, hvor hun selv arbejdede. Da jeg var under 18 år, gik jeg til den allerlaveste takst. Det var hårdt arbejde, men jeg tjente mine egne penge og kunne betale min husleje, som ganske vist var lav. Jeg kunne også betale fragtmanden, da mine ting kom fra Bornholm pr. efterkrav.

Følte ikke noget

Da vi ikke selv havde bad i lejligheden, badede vi efter arbejde i De Gamles By. Det var selvfølgelig lidt upraktisk, men det fungerede. Efter ganske kort tid traf jeg en fyr, Per, der studerede medicin. Jeg tror, jeg mødte ham via niecens søster.

I virkeligheden var det ikke den store kærlighed, men han havde både bad, toilet og varme, og det var bedre, end jeg var vant til, så jeg flyttede delvist ind hos ham. Vi gik i seng med hinanden, som ”man skal,” men jeg følte ikke noget ved det.

Det var, som om den del af mig ikke rigtig fungerede.

Det, at han gik på universitetet, pustede til mine drømme om selv at få en uddannelse. Jeg var ikke klar over, hvad jeg ville være, og i første omgang rakte ambitionerne heller ikke længere end til at få en studentereksamen. Resten kunne jeg altid beslutte mig til. På fiskefabrik skulle jeg i hvert fald ikke.

Der gik et år, som mest bestod af arbejdet og samværet med Per og hans venner, idet jeg ikke havde nogen selv. Kusinen fortæller ganske vist, at jeg også spillede blokfløjte for åbentstående vinduer ud til gården, så hun fik klager fra naboerne.

Cirka en gang om måneden tog jeg til Bornholm, men jeg kan ikke huske, hvordan besøgene var.

Et bekymret menneske

I foråret 1981 skulle jeg søge om plads på et kollegium, og jeg valgte at søge ind på Amagerkollegiet, fordi man der fik sit eget lillebitte køkken og et velfungerende badeværelse. Herudover ligger det naturskønt ud til Kalvebod Fælled.

Ventetiden, til svaret kom, føltes meget lang. Ville jeg komme ind på et kollegium? Og hvis ikke, hvad så? Jeg har altid været et bekymret menneske, som måske tager sorgerne lidt på forskud.

Vi havde besøgt hans vældig flinke forældre, der begge var læger, flere gange. Når jeg tænker tilbage på det, må jeg have virket ligesom Maja i Matador, der ”studerede til maskinskrivning”, mens hun var kæreste med Ulrik Varnæs

Det stod klart, at jeg ikke kunne blive boende på værelset hos kusinen. Der var simpelthen for koldt til at studere der, og forholdet til Per var gået i stykker, blandt andet fordi aldersforskellen var for stor. Der var vist seks år imellem os.

Vi havde besøgt hans vældig flinke forældre, der begge var læger, flere gange. Når jeg tænker tilbage på det, må jeg have virket ligesom Maja i Matador, der ”studerede til maskinskrivning”, mens hun var kæreste med Ulrik Varnæs.

På kollegium som 17-årig

Jeg kom faktisk ind på Amagerkollegiet, og jeg kan stadig huske, at jeg flyttede ind den 10. juni 1981. Jeg var da 17 år. Jeg kom til at bo på kollegiet frem til januar 1990, og det var fantastiske år, men den første tid var også svær, for jeg kom med værdier og holdninger, jeg havde taget med hjemmefra uden rigtig at forstå dem.

Det kunne for eksempel være ”indfør dødsstraf nu,” ”lad os få noget atomkraft’,” og ”gør Glistrup til statsminister”. De holdninger fremførte jeg overfor de andre kollegianere, der syntes, at jeg var håbløs, og som begyndte at genopdrage mig.

Der gik ikke så lang tid, før det gik op for mig, at jeg blev nødt til at holde en avis, hvis jeg ville forstå, hvad de talte om. Jeg tegnede abonnement på Dagbladet Information, for den læste alle de andre. Jeg må nok indrømme, at jeg ikke forstod så meget af den de første mange måneder. Men jeg gjorde som de andre.

De første venner

For første gang i mit liv fik jeg venner. De fleste var ganske vist en del ældre end mig, men der var et fantastisk fællesskab på tværs af alder og køn. Mange interesserede sig for at bygge cykler selv, så det gjorde jeg også, og det varede ikke længe, før jeg også havde både en sommercykel og en vintercykel.

Sommercyklen hang over sengen på det 12 kvadratmeter store værelse. Kollegiet var organiseret i gårde med 12-15 værelser pr. gård. I vores gård havde vi John, der var verdensmester i at bygge cykler, så han var med i alles byggeprojekter.

På kollegiet fik jeg en særlig veninde. Vi var der altid for hinanden, vi delte sorger og glæder, vi rejste sammen, og vi tog på Ringe Festival sammen.

Vi drak temmelig mange øl og hyggede os til datidens musik ved bålet på sommeraftener. Her blev jeg introduceret til Dire Straits, Doors, Beatles, Hoola Bandoola Band, og Shit & Chanel.

Ellers var vi ikke specielt kulturelle. Vi af og til så film oppe i det fælles samlingssted Centeret, og engang i mellem gik i et teater på Vesterbro.

På deltid i Irma

Jeg var startet på deltid i en lille nærliggende Irma, hvor jeg fik lov at deltage i alt, hvad der var at lave, selvom det selvfølgelig var mig, der oftest skulle sidde ved kassen. Det var den tjans, der rangerede lavest. Fru Jensen og Fru Larsen var de faste medarbejdere, og de var simpelthen så søde og hjælpsomme.

Jeg vil aldrig glemme, at den ’gule mel’ i tokilos poserne kostede 7,95 kroner

Hvis man fortæller nutidens unge, at man dengang selv skulle slå varernes pris ind på kassen og regne ud, hvad kunden skulle have tilbage, kigger de på en, som om det er en morsomhed. Men det var faktisk sådan, det foregik. Jeg vil aldrig glemme, at den ”gule mel” i tokilos poserne kostede 7,95 kroner.

I august 1981 startede jeg på Statens Kursus til Studentereksamen på nysproglig linje. Jeg valgte kursus frem for det almindelige gymnasium, da jeg var bange for at stifte for meget gæld, så det skulle helst gå stærkt.

Vi havde fremragende lærere, men de var også prægede af tiden. Jeg kan især huske vores historielærer, Bente, der var medlem af Venstresocialisterne, så vi lærte om Latinamerika, Vietnamkrigen og en masse om klassekamp.

Jeg begyndte at se mig selv som individ i et samfund og ikke bare som en enkeltstående søjle uden nogen forbindelse til min omverden

I tysktimerne lærte Jytte os en del om DDR-staten, og vi læste Samuel Brecht. Også både dansk og latin var på et højt niveau, men havde ikke den politiske karakter, idet lærerne var ældre.

Det var, som om pråsen gik op for mig på det tidspunkt. Jeg begyndte at se mig selv som individ i et samfund og ikke bare som en enkeltstående søjle uden nogen forbindelse til min omverden. Studenterkurset kom sammen med kollegiet til at udgøre min politiske skoling. Jeg begyndte at tænke akademisk og solidarisk.

Student uden hestevognstur

Jeg blev student i 1983. Jeg kan huske, at jeg ikke var med ude at køre med hestevogn, da jeg ikke havde nogen forældre, vi kunne køre hjem til. I stedet holdt Anne og Karl en studentermiddag for mig i deres hjem i Kgs. Lyngby. Det var rigtig sødt af dem.

Anne havde været min adoptivfars ungdomskæreste, og hun og Karl havde taget sig meget af mig i de første to år, jeg boede i København. Jeg opholdt mig hos dem hele weekender ad gangen og sov i deres søns værelse, hvis han ikke var hjemme.

Anne kom og lagde dynen over mig, når hun troede, jeg sov. I virkeligheden lå jeg og ventede på det øjeblik. Det var trygt, og det var et hjem med orden, næsten som hos revisoren. Jeg havde forbindelse til dem, fordi de var kommet hos min mor og psykopaten. Hvad de havde til fælles, ved jeg ikke.

Brev til mor om overgrebene

Lige da jeg var flyttet på kollegiet, skrev jeg et langt brev til min mor, om alt hvad der var foregået, mens jeg boede hjemme. Altså om alle overgrebene. Som en biting skrev jeg, at jeg nok var til piger.

Jeg sendte brevet og forventede en eller anden for reaktion. Da den udeblev, ringede jeg hende op efter en uges tid, men fik psykopaten i røret, der sagde, at den slags svineri ville de ikke have her hos dem.

Det er først for nylig gået op for mig, at det var det, at jeg nok var til piger, de anså som svineriet

Jeg har altid tænkt, at det han hentydede til, var hans egne handlinger, der var noget svineri, og at det var dem, han ikke ville vedstå sig. Det er først for nyligt gået op for mig, at det var det, at jeg nok var til piger, de anså som svineriet. Det har jeg fundet ud af via niecen, der har kontaktet mig.

Min mor og psykopaten mente derfor, at de kunne slå hånden af mig med god grund. Perioden uden kontakt kom til at vare i 22 år.

Et fjumreår uden fjumren

Nu om dage kaldes året mellem studentereksamen og en videregående uddannelse helt officielt for fjumreåret.

Sådan et holdt jeg også, men der var ikke meget fjumre over det. Jeg fik et job i Irma på Søborg Hovedgade som ansvarlig for frugt og grøntafdelingen. Det var en god stilling, når man tænker på, at jeg kun var 19 år.

Der var langt fra Amager til Søborg, så når jeg skulle møde klokken 7, skulle jeg op klokken 5 for at nå derud på cyklen. Det var hårdt arbejde. Jeg flyttede mange kilo kartofler og gulerødder på sådan en morgen.

Den kreative del var sjov: Den gik ud på at se, hvad slagteren havde på tilbud den uge og så bestille de passende grøntsager hjem dertil. Var der lammekølle på tilbud, skulle jeg være sikker på, at der var timian nok. I det hele taget kunne jeg godt lide at bestille varer hjem.

Min knæskade fra barndommen satte desværre en stopper for jobbet hen på foråret

Jeg var ikke alene i butikken om morgenen. Foruden mig var der også Werner, som havde et andet ansvarsområde.

Vi hyggede os vældig godt, for Werner var bøsse, og selv begyndte jeg at gøre mig tanker om min egen seksualitet. Jeg regnede med, at jeg var til piger, men jeg vidste det ikke med sikkerhed.

Min knæskade fra barndommen satte desværre en stopper for jobbet hen på foråret, og jeg gik sygemeldt, indtil jeg startede på universitetet.


Serien Nomadebarn er i 13 afsnit, og den er skrevet i samarbejde med Lotte Ladegaard, som er fast skribent på POV.

Alle navne undtagen Hannes eget, stednavne og navne på skoler og arbejdspladser er ændret af hensyn til nulevende mennesker fra Hannes barndom. Navnene er redaktionen bekendt.


LÆS ALLE TIDLIGERE AFSNIT I SERIEN HER


Foto: Flickr

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Hanne B. Stegemüller er født i 1963 og uddannet cand. jur., men har aldrig brugt paragrafferne. I stedet har hun en god 23-årig karriere med økonomistyring og ledelse af IT-projekter i centraladministrationen bag sig.

Hun fik diagnosen bipolar affektiv sindslidelse (maniodepressiv) i 2014 og diagnosen Aspergers syndrom i 2019. Hun er kendt i - og med - det psykiatriske system og har stor erfaring fra utallige indlæggelser.
Hanne skriver især om psykiatri og ”psykiatripolitik” med udgangspunkt i egne oplevelser. Og der er nok at tage fat på: Den udsultede psykiatri, brugen af ECT (elektrochok), tankerne der kan blive for store, hvordan føles en psykose, og så videre.

Hanne har skrevet til sin egen blog, stegemueller.dk, gennem flere år.

Seneste artikler om Politik & Samfund