FESTIVAL // FOTOREPORTAGE – Det er da muligt, at der er gået hygge, sommermarked, øl-høvling og ‘ih, hvor er metalfans høflige’ i Copenhell. Det er også muligt, at metalfundamentalister og formpurister føler at denne festival er stukket af og er blevet folkelig og ofret på den gode stemnings alter, men som absolute beginner i Copenhell bliver jeg nødt til at indrømme, at jeg blev løbet fuldstændig over ende i sidste uge på Refshaleøen i mødet med festivalens gæster.
Dette er anden del af fotograf Jens Ulrichs ord og billeder fra Copenhell 2019.
Begyndelsen.
Der kom en mail om, at jeg var blevet akkrediteret som fotograf på Copenhell 2019, og at jeg kunne hente mit armbånd osv. i Pumpehuset i København. Jeg troppede op på kontoret og stillede mig i kø bag en ung kvinde, der også skulle have et armbånd. Manden, der udleverede armbåndene, var to meter på alle leder med langt hår, skæg og tatoveringer alle vegne.
Tak for alle indtryk og smil, tak for imødekommenhed, og sidst men ikke mindst, tak til alle kunstnere og musikere for musikken og alle oplevelser
Han kunne have skræmt mig en mørk aften på en stille villavej. Da han skulle sætte armbåndet på den unge kvinde, stillede han et meget betænksomt spørgsmål: “Hvilken hånd bruger du, når du har været på wc?” Hun svarede højre, og han sagde, at så skulle stofarmbåndet sidde på venstre håndled, for ellers kunne man risikere, at det blev noget slemt griseri efter fire dage. Praktisk og klog rådgivning givet af en official med forståelse og humor. På alle måder en flink mand.
På plads foran scenen.
Der er sindssygt mange tatoveringer alle vegne. Arme, ben, halse, overkroppe (og formentlig underkroppe, men det kunne jeg ikke se), hænder og fingre er livligt dekorerede, skægget er langt, håret er længere. T-shirts med bandnavne, dødningehoveder, bål og brand, veste med emblemer, og tøjet er sort, sort, sort. Ligesom man i sluttresserne og halvfjerdserne kunne kende flipperne på tøjet, kan man kende metalfans på deres påklædning – i hvert fald på Copenhell. Uniformering er en del af samhørigheden, og så det obligatoriske plastikglas med øl. Gotherne er et kapitel for sig. De er udsprunget af punkbevægelsen og kan kendes på de lange sorte frakker.
Venligheden slog mig. Jeg mødte den overalt. Glade smil og imødekommenhed når jeg spurgte, om jeg må tage billeder. Et ‘undskyld’ hvis nogen stødte ind i mig. Fra scenekunstnerne lød der omsorgsfulde opfordringer til publikum: “Hvis nu nogen bliver dårlige eller syge, så sørg for at de får hjælp. Husk at passe godt på hinanden.” Køkulturen og tålmodigheden.
Jeg er novice i Copenhell-universet, men min opfattelse er, at man er samlet om musikken og ritualerne. Det er muligt, at Politikens anmelder mener, at der mangler kant, men det var den fine stemning, der gjorde at jeg nød at fotografere.
Måske kommer aggressionerne ud gennem den fysisk aktive måde, man deltager i musikken på – med headbangeri, dans, håndtegn og syngen med på numrene, hvad ved jeg? En far, der havde sin søn med på ni år, sagde, at Copenhell var for både knægten, for ham selv og for mig på 70 år og sagde, at moralen var, at ‘få aggressionerne ud med musikken og opfør dig ordenligt!’
I hvert fald var jeg mild og god efter hver dag på festivalen.
Ligesom man i sluttresserne og halvfjerdserne kunne kende flipperne på tøjet, kan man kende metalfans på deres påklædning – i hvert fald på Copenhell
Hele sceneriet var fascinerende, madboderne, ølboderne, merchandise, hele udenomsværket, demolition-området, hvor man smadrede biler (hvad det så har med musikken at gøre), scenerne og musikerne og musikken, men det der virkelig fangede mig var ansigterne med de tusind detaljer, unge ansigter, halvgamle ansigter, gamle ansigter, glade ansigter, ekstatiske ansigter, en verden af udtryk.
Tak for alle indtryk og smil, tak for imødekommenhed, og sidst men ikke mindst, tak til alle kunstnere og musikere for musikken og alle oplevelser.
Copenhell, vi ses næste år.
Alle fotos af Jens Ulrich, www.dizzybild.dk.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
