
INTERVIEW // #CPHPRIDE – Så længe ikke alle accepterer og behandler LGBT+-personer med respekt og tolerance, så længe vil der være brug for at holde Pride, som en slags kampdag for retten til at være den, man er. Sådan siger skuespilleren Anders Bilberg i forbindelse med årets Copenhagen Pride Week. I løbet af ugen er Rådhuspladsen centrum for koncerter, debatter, underholdning og events, inden selve Pride-optoget foregår på lørdag.
Sidst Anders Bilberg optrådte på scenen var i foråret, hvor han spillede titelrollen i The Rocky Horror Show på Aarhus Teater. Under Priden vil Anders Bilberg, som er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole, optræde to gange med sit alter ego, draggen Betty Bitschlap. POV’s Ole Blegvad har talt med Anders Bilberg om drags, udklædning, seksualitet og den fortsatte nødvendighed af at have en fest, som hylder mangfoldigheden, bidrager til inklusion, respekterer forskelligheden og jubler over kærligheden.
Hvorfor skal den måde, vi går klædt på og vores seksualitet overhovedet blandes ind i, hvad vi laver? Jeg gad da godt leve i en verden, hvor en kærlig heteroseksuel ægtemand og familiefar kunne klæde sig ud i dametøj, når han havde lyst
Hvem er Betty Bitschlap?
“Betty Bitschlap er trashy, men fashy. Hun ligner en model, men opfører sig som en hanearbejder. Dualitet, og at gå imod forventninger, er vigtig at lege med for mig, så folk aldrig ved, hvad de får fra Betty. Man kan dog altid regne med at få noget.
Så er hun meget direkte, meget fræk og meget for meget. Lidt som din fulde tante, der fortsætter efter festen er sluttet.
Betty Bitschlap blev født på et tysk krydstogtskib, hvor jeg arbejdede som entertainer, og siden har hun været at finde på tv. (For eksempel på Kanal 5s ‘All Together Now’ og TV 2 Zulus ‘Den Værste Dag I Mit Liv’), i forskellige teaterforestillinger og som model. Men hun brænder mest af alt for – og der findes hun oftest – at stå på scenen til drag shows, hvor hun synger live.”
Hvorfor har du lavet sådan en figur?
“Jeg vendte retur til Danmark i 2017 efter et par år i udlandet, og mit kreative netværk var derfor meget lille. Det betød, at jeg havde svært ved at få scenejobs. Jeg savnede et kreativt outlet. Jeg så et dragshow på VEGA, blev inspireret og tænkte: Det kan jeg gøre på min måde.
Så jeg begyndte at optræde netop på VEGA, det var fantastisk befriende at få lov til både at stå på scenen og producere. Jeg laver kostumer, redigerer musik, koreograferer osv. Jeg var hooked! Og folk synes åbenbart, det var sjovere at følge med i, hvad jeg laver som drag end som Anders. Så hvorfor stoppe? Det er også bare enormt befriende at gå i alle de kjoler og tage make up på – lige som jeg har lyst til.”

Kan du forklare sammenhængen drag, gay, LGBT+, køn, identitet?
“For mig har drag absolut intet med køn og seksualitet at gøre. Alle burde kunne være drag, hvis de har lyst. Det er en kanon mærkelig ting, vi har kørende i samfundet med, at alle skal se ud på én bestemt måde, der passer til det, man nu laver. For eksempel ser alle politikere nærmest ens ud. Håndværkere ser ens ud og så videre. Hvorfor skal den måde, vi går klædt på og vores seksualitet overhovedet blandes ind i, hvad vi laver? Jeg gad da godt leve i en verden, hvor en kærlig heteroseksuel ægtemand og familiefar kunne klæde sig ud i dametøj, når han havde lyst. Det skal ikke definere, hvor sej han er som bankmand, eller hvor nice han er derhjemme.”
Hvorfor er Pride vigtigt i 2019?
“Alt for mange er meget forudindtaget, i Danmark. For at komme de fordomme til livs er det godt med Priden. Stikker vi lidt dybere, tror jeg på, at alle minoriteter er nødt til at blive ved med at presse på, kæmpe for lige rettigheder og gøre sig bemærket. Det være LGBTQ+, POC eller kvinder. Verden kan åbenbart godt lide at holde minoriteter nede, det har historien vist os gang på gang. Så selv når times are getting better, er det vigtigt, vi holder fast og gør opmærksom på, at life is life, og at vi alle skal behandles med præcis samme respekt.
Vi skal ikke længere væk end Polen, hvor en stor avis netop har lanceret nogle klistermærker, hvor der står “LGBT FREE”, som man så kan putte på sin bil, sin restaurant eller hvor man synes og vise, at hér er LGBTQ+-personer ikke velkomne. Avisen er støttet af staten. Det er jo skræmmende med et land, som er med i EU, og som ligger så tæt på Danmark.”
Hvad er der at kæmpe for i DK?
“Der er alt for lidt tolerance i Danmark. Mange flere mennesker kan måske godt acceptere homoseksuelle, og andre måder at leve sit liv på end før, men der er stadig meget at kæmpe for, fordi en del stadig har fordomme overfor LBGTQ+-folk. Vi skal holde Pride indtil det er ligegyldigt, hvordan man ser ud og ligegyldigt, hvilken seksualitet man har.”
Hvad er der at kæmpe for i verden?
“Life is life. Mennesker – alle mennesker – har så meget fantastisk at byde på, hvis alle forsøger at forbedre det, man selv er, og i stedet for at hade andre, dræbe andre, nedbryde andre ville vi kunne ændre verden og nå længere, end vi troede muligt.
Jeg mener, lad være med at råbe ad homoseksuelle på gaden, men øv dig i at bage en kage, male et maleri, danse, spille musik, spille computerspil eller hvad du har lyst til. Nyd livet, bliv bedre, tilføj noget godt til dit liv og til verden i stedet for at nedbryde. Det er måske lidt kliché, men hold op det kunne være rart at spilde mindre tid på at bryde ned og i stedet bruge mere tid på at bygge op.”
Hvis jeg har lavet en catchy popsang med en topfed video til, er det så ikke ligemeget, om jeg er straight, homo, mand, kvinde eller drag? Jo, det er! Bare lyt og nyd og glem alt det andet”
Når ikke LGBT-personer siger “Hvorfor en Pride, vi går da heller ikke i hetero-optog, hvad siger du så?
“Så længe mennesker ser LGBTQ+-personer som noget andet, end hvad vi er – personer, mennesker – så har vi brug for et optog. Indtil den dag, hvor det er komplet ligegyldigt, hvor man er født, hvad man identificerer sig som, hvilken seksualitet man har og hvordan man udtrykker sig, så har vi brug for et frirum. En kampdag, hvor vi kan minde hinanden om, at vi skal være stolte af, hvem vi er; mennesker der tør stå ved os selv. Vi skal være mega stolte.”
Kan en sang, som din hjælpe på forståelsen??
“Det håber jeg. Om ikke andet er den skabt med det ene formål, at sprede lidt lys, latter og glæde. Måske den kan fremme netop forståelsen af, at det er ligegyldigt, hvordan man ser ud, hvilket køn man er og hvilken seksualitet man har. Hvis jeg har lavet en catchy popsang med en topfed video til, er det så ikke ligemeget, om jeg er straight, homo, mand, kvinde eller drag? Jo, det er! Bare lyt og nyd og glem alt det andet.”
Man kan opleve Anders Bilberg som Betty Bitschlap både fredag og lørdag til Priden. Begge dage på Rådhuspladsen. Fredag aften til DRAGNIGHT i den “klassiske” dragtradition med lipsync. Lørdag aften til releasekoncert klokken 18.45, hvor den nye single ‘Hot Dog’ bliver spillet. Se hele ugens Pride-program her.
Foto: PR.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her