FODBOLD // ESSAY – Det virker stadig fjernt at kunne gå til fodbold på et fyldt stadion. Skribenten nåede lige akkurat et besøg for at følge traditionsklubbens Leeds Uniteds vej tilbage til den bedste engelske række Premier League, inden coronapandemien nåede vore breddegrader.
“Virkelig. Jeg vidste ikke engang, at Leeds havde udenlandske fans”. Min airbnb-værtinde er overrasket over mit ærinde i byen. At udlændinge støtter hold, som ikke nødvendigvis hedder Liverpool, Chelsea eller Manchester United, kommer bag på hende.
Hvis man er indbygger i Leeds og uden den helt store interesse for spillet, vil man muligvis forbinde byens fodboldstolthed med bristede forhåbninger, svingende resultater, protester og negativ omtale i lokale medier. Men der er udenlandsk interesse. Især fra en noget ældre generation end min egen, men vi er også nogle stykker i den yngre generation, og der kan komme flere til.
Det er slutningen af februar 2020. Coronaen er noget, der spøger en smule, men der er endnu ingen danske eller engelske smittede, og virussen er i det hele taget ikke noget, jeg eller andre tager særlig alvorligt. Hvad jeg derimod tager meget alvorligt er, at jeg forhåbentlig skal opleve Leeds United tage et godt skridt mod et comeback i den bedste engelske liga efter 16 års fravær.
Jeg meldte mig ind i den danske fangruppe på Facebook og blev fascineret af klubbens historie, op- og nedture og af, hvordan danske fans kunne holde dampen oppe efter så lang tids dårlige resultater. Både med håb for fremtiden, men også med nostalgi og youtube-klip fra glorværdige tider
Jeg skal se klubben live for første gang, og jeg har planlagt nogle dages ophold i Leeds med en afstikker til Middlesbrough en times tid med tog nordøst for byen. Jeg skal se Leeds hjemme mod Reading og ude mod førnævnte. Siden træneren Marcelo Bielsa kom til i sommeren 2018 har optimismen været enorm med gode resultater og offensivt og underholdende spil. Længe lignede det en oprykning allerede i Bielsas første sæson, men den glippede til sidst. Pres? Nervøsitet? Træthed efter en hårdt spillet sæson? Det kan diskuteres, og det er der mange, der gør.
Hvad alle dog er enige om er, at i år skal det være. Glipper oprykningen igen, vil Bielsa smutte, de bedste spillere blive solgt, og det vil tage lang tid før et lige så stærkt kollektiv kan blive bygget op og sammenspillet.
Det har også set godt ud indtil nytår, men januar har været en måned med svingende resultater, målmandsdrop og nervøsitet. Går det nu galt igen?
”I Skandinaver, I er de bedste fans!”
Dagen inden hjemmekampen mod Reading er jeg på en klassisk stadionrundvisning på Leeds hjemmebane, Elland Road. Adgang til omklædningsrum, VIP-lounger, spillertunnel, udskiftningsbænkene.
Guiden er en flink ældre herre, som er fremme med roserne, da han hører, at jeg er fra Danmark. Muligvis af høflighed, men der kan også være noget om snakken. For Leeds United og engelsk fodbold generelt ligger dybt i mange skandinavers bevidsthed. Hvor den globale interesse for engelsk fodbold og Premier League ikke har meget mere end 20-25 år på bagen, har den i Skandinavien været fremme siden 60’erne, hvor den årlige FA Cup finale og siden ugentlige tipskampe blev vist i TV.
Da den ugentlige tipskamp blev indført på TV i vintermånederne i de skandinaviske lande i 1969, var Leeds netop blevet engelsk mester for første gang. Manageren Don Revie havde gjort et jævnt 2. divisionshold til et af Europas bedste, og succesen fortsatte op gennem halvfjerdserne. Mange nuværende fans fik deres første fodboldminde, da de så Leeds tabe til Chelsea i FA Cup-finalen 1970, vinde den over Arsenal i 1972 og tabe finalen i Europa Cup’en for Mesterhold til Bayern München i 1975. Mange Leeds-fans af den ældre generation er stadig bitre over at være blevet snydt for et straffespark i den kamp.
Mange fans holder ved, selvom der er sket meget i fodbolden, hvor de bedste spillere i verden ikke længere ”kun” tjener et par millioner om året, men om ugen. Men både den ældre generation og yngre tilkomne fans har det fælles, at man, når man får lov at gå gennem spillertunnelen og sætte sig på udskiftningsbænken, bliver en lille skoleknægt igen og drømmer sig tilbage til den mørke vintereftermiddag, hvor den engelske fodboldbacille smittede en.
LUSCOS (Leeds United Supporters Club Of Scandinavia) har længe ligget med et medlemstal på omkring 4000 personer. P.t. er der 7202. Foreningen er norsk domineret, og nordmændene er i virkeligheden endnu vildere med engelsk fodbold, end vi er herhjemme. Hvor der i sydlige Danmark i halvfjerdserne var en vis konkurrence fra tysk fodbold, hvor det fx var muligt at følge Allan Simonsen for Borussia Münchengladbach, var det i Norge kun det engelske, der gjaldt. Og foruden mig er der da også en nordmand med på turen.
I de største engelske klubber er der daglige stadionrundvisninger, men i Leeds er det indtil videre kun på kampdage, hvor det typisk er tilrejsende fans, der deltager. I denne uge er der dog skoleferie i England, og derfor er udbuddet udvidet og flere lokale familier er taget på udflugt.
En syvårig knægt kan udpege flere spillere på billeder af gamle mesterhold, som jeg kun kender af navn. Moderen indrømmer også lidt forlegent, at hun ”har opdraget ham godt”. Byen støtter generelt deres hold i medgang og modgang, men ret skal være ret – der har ikke været udsolgt til sidste plads på det knap 38.000 pladser store stadion i den lange, dårlige periode.
Gennemsnittet har dog heller aldrig været under 20.000 og med de sidste par års fremgang, bliver der nu lynhurtigt udsolgt.
Hvorfor dog Leeds United?
Bedst som det i slutningen af halvfemserne gik op for mig, at Tipslørdag ikke bare var noget med 1X2 og lottotal inden Fjernsyn for dig, havde DR netop mistet rettighederne til den bedste engelske fodbold, og der kom efterhånden flere og flere penge i sporten. Uden adgang til betalingskanaler var det således ikke mange fodboldkampe, det var muligt at se. Måske lidt FA Cup, UEFA Cup, landskampe og slutrunder, men der var målkavalkader i sportsnyhederne og omtale i aviserne. Henry bombede for Arsenal, Van Nistelrooy for Manchester United, men der var også Mark Viduka i Leeds.
Klubben oplevede sin anden storhedstid. Den havde været i den næstbedste række gennem firserne, men var vendt tilbage med et mesterskab i ’92, og omkring årtusindskiftet lå den i toppen. Det blev til semifinaler i både UEFA Cup’en og Champions League, men så gik det også hurtigt ned af bakke. Overforbrug og misset kvalifikation til Champions League, fra hvilken der var kalkuleret med store indtægter, sendte klubben ned i tredjebedste række kun 6 år efter Champions League semifinalen.
Jeg fulgte siden sporadisk med i årene, der fulgte, men indrømmet; det er svært at holde interessen oppe, når klubben efter nytår ligger midt i den 24 hold store Championship-række uden rigtig at være i fare for hverken at rykke op eller ned
For mit eget vedkommende genfandt jeg efter nogle års pause min gamle interesse for engelsk fodbold. Jeg holdt ikke rigtig med noget hold og opdagede, at Leeds United nu var i den næstbedste række The Championship efter at have været helt nede at vende.
Jeg meldte mig ind i den danske fangruppe på Facebook og blev fascineret af klubbens historie, op- og nedture og af, hvordan danske fans kunne holde dampen oppe efter så lang tids dårlige resultater. Både med håb for fremtiden, men også med nostalgi og youtube-klip fra glorværdige tider.
Jeg fulgte siden sporadisk med i årene efter, men indrømmet; det er svært at holde interessen oppe, når klubben efter nytår ligger midt i den 24 hold store Championship-række uden rigtig at være i fare for hverken at rykke op eller ned. Omvendt har man hele tiden vidst, at skulle det ske, altså skulle holdet spille med om oprykning til det sidste, ville hypen blive stor. Leeds er en stor by, der er mange fans, og klubben kaldes populært ”en slumrende kæmpe”. Samtidig elsker mange andre holds fans også at hade Leeds United, der havde ry for at være ”Dirty Leeds” selv i en tid, hvor spillet generelt var hårdere. Nu har der været fremgang i et stykke tid, og jeg får taget mig sammen til at rejse en tur til det nordlige England for forhåbentlig at suge til mig af stemningen.
Denne lørdag ender godt. Reading er lidt svære at kæmpe ned, men det ender med en 1-0 sejr på mål af den populære spanske offensive midtbanespiller Pablo Hernandez, der tidligere spillede for Michael Laudrup i både Getafe og Swansea. Fansene hylder Hernandez med en omskrevet udgave af La Bamba, og efter den anden sejr i træk og pointtab til konkurrenterne er stemningen i top. Men der er lang vej igen.
Mod det nordøstlige England
Et par dage senere går turen med Trans Pennine Express mod Middlesbrough halvanden time nordøst for Leeds. Hjemmeholdet har ikke en helt lige så succesfuld fortid som Leeds United, men har dog kendt bedre dage end i februar 2020, hvor holdet er i stor fare for at rykke ned i tredjebedste række.
På min rundvisning på Elland Road faldt jeg i snak med en lokal familiefar og fortalte, at jeg også skulle til Middlesbrough. ”Hvordan har du dog fået billetter til det?”, undrede han sig, og jeg måtte indrømme, at jeg havde købt billet til hjemmeafsnittet. Der bliver kun tildelt et par tusind billetter til udeholdets fans, og for Leeds vedkommende (og også mange andre klubber) skal man være sæsonkortholder og have høj anciennitet for at komme i betragtning. Det betyder også, at udefansene er blandt de mest dedikerede og syngende.
Egentlig er det ikke tilladt at købe billet til hjemmeafsnittet som udetilhænger, men det er meget normalt for tilrejsende danske fans. Vi kommer ikke med en fed, afslørende Leeds-dialekt, men kan agere neutrale tilskuere. Familiefaderen råder mig til ikke at juble for meget, men det er jeg naturligvis klar over. Det er dog første gang, at jeg skal beherske mig på et fodboldstadion, og selvom jeg ikke hører til blandt de mest udadreagerende fans, er det ufattelig svært ikke at reagere med jubel og glæde, da den polske midtbanespiller Mateusz Klich bringer Leeds i front.
Der skal også mere kapital til, hvis drømmen om at blande sig helt oppe i toppen skal indfries, men det hele kan også falde fra hinanden igen og gå den anden vej. Det er jo Leeds
Vreden og skældsordene fyger omkring mig, mens jeg selv ikke kan undgå at trække stort på smilebåndet. Jeg har valgt at købe billet forholdsvis tæt på Leeds-tilhængernes afsnit. Og da der bliver fløjtet af, bliver udefansene holdt tilbage, mens de skuffede Middlesbrough-tilhængere forlader stadion. Jeg bliver hængende en smule for lige at få det sidste af stemningen med og nyde synet af de festende udefans.
Det er der bare også andre, der gør. Og de taler dansk. På det danske fanforum har en anden dansk fan, Emil Sørensen, skrevet, at han er til stede på Riverside Stadium i Middlesbrough. Nærmere tænker jeg ikke over det, men da jeg hører danske stemmer passere mig på tilskuerrækkerne, går det op for mig, at Emil har fået samme ide med at placere sig tæt på udeholdets fans. Da kampen fløjtes af og de fleste hjemmefans er væk, kan Emil heller ikke nære sig. Han får sine venner til at tage et par triumferende billeder med ryggen mod banen og armene i vejret.
Jeg falder i snak med danskerne. Emil, hans kæreste og to venner har lejet en bil i Manchester for at tage til Middlesbrough. Dagen efter skal de til Glasgow for at se FCK’s Europa League-kamp mod Celtic. (Det bliver i øvrigt også en fest, da FCK slår Celtic og går videre til 1/8-finalen) Gruppen er FCK-fans, mens stoppet i Middlesbrough tydeligvis mest er for Emils skyld.
Han er på alder med mig, men noget mere dedikeret. Han har LUFC tatoveret på knoerne og er primusmotor i at samle københavnske Leeds-fans til kampe på baren Southern Cross. Men som med så mange yngre Leeds-fans kommer engagementet ikke fra fremmede.
Emils far blev fan i 1972, da han så Leeds slå Southampton 7-0, og indoktrineringen startede tidligt. Hans første klare minde med Leeds var i 2000, da Leeds slog Roma ud af UEFA Cup’en, og første første livekamp var halvandet år senere, da han i samme turnering så Leeds vinde 4-2 over franske Troyes.
Siden da har han holdt fanen højt med gentagne besøg i England. Han skyder på endda at have været til 8-10 kampe over de tre sæsoner, hvor Leeds spillede i den tredjebedste række. Og selv den periode var fyldt med gode oplevelser med fyldte udebaneafsnit og sjove busture.
Comeback
Leeds vinder de to næste kampe, det ser virkelig godt ud, men så kommer coronaen. Da sæsonen bliver genoptaget i midten af juni, er der nu kun få bump på vejen, selvom ingen Leeds-fans tør sælge skindet. Man er for vant til, at tingene går galt i sidste øjeblik.
Comebacket i Premier League efter de 16 års pause har også været en succes. Man ligger på en fin plads i midten af ligaen og spiller underholdende, måske naiv, fodbold. Man vinder gerne 5-0 den ene uge for at tabe 6-2 den næste. Men så længe træneren er Bielsa, ændrer det sig næppe. Til sommer har han dog været i klubben i tre år, og det er allerede længere end han plejer at blive i samme klub.
Der kunne sagtens komme til at ske nye ting snart. Der skal også mere kapital til, hvis drømmen om at blande sig helt oppe i toppen skal indfries, men det hele kan også falde fra hinanden igen og gå den anden vej. Det er jo Leeds. Men lige nu er det med Emils ord ”en fryd at være Leeds-fan”.
Leeds er ikke kun fodbold. Der er også imponerede shopping-arkader fra omkring år 1900 (til venstre), The Royal Armouries Museum (i midten) og ruinerne af cisterciencerklostret Kirkstall Abbey (til højre). Foto: Rasmus Friis Effersøe.
Topfoto: Emil Sørensen (med kasketten, forrest) i selskab med andre københavnske Leeds-fans under en af sommerens afgørende kampe om oprykning til Premier League. Foto: Jesper Henriksen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
