Islamofobi Grundtvig

Menneske først og islamofob så

i Liv & Mennesker/Minoriteter af
ISLAMOFOBI // KOMMENTAR – N.F.S. Grundtvigs vers ”Menneske først og Christen saa”, har jeg personligt altid opfattet som en fin måde at beskrive det noble og universelle ved det at være et menneske. En tanke som i øvrigt ikke stemmer overens med tidsåndens islamofobiske diskurs, skriver Dino Copelj.

Dette indlæg er udtryk for debattørens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


En undersøgelse lavet af Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet i samarbejde med Mandag Morgen i 2019, viste, at hele 28 procent danskere erklærer sig enige i synspunktet om, at muslimske indvandrere bør sendes ud af landet. Undersøgelsen viste, at en betydelig andel af danskere fordømte muslimer.

For mig selv, der har oplevet at blive deporteret som 15-årig i 1993 fra byen Trebinje i Bosnien-Hercegovina sammen med familien, alene fordi vi var muslimer, vækker den genkendelige islamofobiske klang en stærk bekymring og undren

Omfanget af islamofobi i Danmark, som bl.a. den politiske elite har et stort ansvar for, var ikke til at tage fejl af.

For mig selv, der har oplevet at blive deporteret som 15-årig i 1993 fra byen Trebinje i Bosnien-Hercegovina sammen med familien, alene fordi vi var muslimer, vækker den genkendelige islamofobiske klang en stærk bekymring og undren.

Den islamofobiske diskurs ser bort fra historiske, socioøkonomiske, kulturelle og andre kontekster og reducerer det enkelte menneske til vedkommendes religion.

Konstruerede fordomme legimiterer angreb på muslimer

Under dække af bl.a. “islamkritik” og brugen af begreber som ikke eksisterer i virkeligheden, som f.eks. “muslimsk miljø”, “muslimsk kultur”, “muslimsk baggrund” i en negativ kontekst, sammenblanding af begreber som “islamisk” og “islamistisk” i forbindelse med f.eks. terrorangreb, spreder den mishag, frygt for eller had imod islam, hvilket bruges til at konstruere fordomme og narrativer, som legitimerer angreb på og diskrimination af muslimer.

Den er som udgangspunkt både dæmoniserende og dehumaniserende, for det enkelte menneske bliver reduceret til en andens persons og magtelitens fortolkning og opfattelse af islam.

For det enkelte menneske, som bliver ramt af den islamofobiske diskurs, handler det ikke længere om hypotetiske spørgsmål… Den er virkelig, håndgribelig, den opleves og sætter sig på rygmarven

Dermed bliver den enkelte muslim diskrimineret og stillet til ansvar for en andens persons holdninger og opfattelser, der præsenteres som objektive og saglige, ud fra den logiske fejlslutning, at “hvis islam er sådan og sådan, så må personen, som bekendtgør sig til islam også være sådan og sådan.”

For det enkelte menneske, som bliver ramt af den islamofobiske diskurs, handler det ikke længere om hypotetiske spørgsmål og abstrakte akademiske diskussioner pyntet med et par kander kaffe og kagen fra bageren.

Den er virkelig, håndgribelig, den opleves og sætter sig på rygmarven.

Misvisende stereotyper

Jeg har utallige gange mødt personer, som ikke kendte mig, men som mente, at de vidste alt om min person, alene på baggrund af min religion.

De så ud til at vide alt om mine holdninger, syn på forskellige af livets aspekter, hvad jeg bør eller ikke bør gøre og hvordan jeg lever og skal leve mit liv.

Jeg blev f.eks. dømt til ikke at være en muslim, fordi jeg drak alkohol samt for at være yderligtgående, fordi jeg nægtede at spise svinekød. Jeg blev endda betegnet for at være hyklerisk, for den person, som jeg i virkeligheden er, ikke stemte overens med en bestemt opfattelse af, hvilken person jeg bør være, som om personlighed og ens holdninger intet havde med et menneskes spiritualitet og fri vilje at gøre.

Til jobsamtaler blev jeg spurgt, om jeg troede på Gud, om mit ægteskab var arrangeret, om min kone gik med tørklæde, samt hvordan jeg havde det med kvinder, som om det var et ganske naturligt og relevant samtaleemne.

De har heller aldrig talt med mig og gjort en indsats for at forstå, at jeg også er et barn af Kierkegaards frihed og Grundtvigs fællesskab

Og da jeg ikke gad være med til en leg på andres præmisser, præget af en grundlæggende antagelse, at jeg burde forklare mig ud fra en betragtning, at jeg havde en omvendt bevisbyrde at (be)vise, at jeg var god nok, fik jeg at vide, at i Danmark havde man ikke tabuer, og at man kunne diskutere alt.

Igen, implicit, blev jeg betragtet, som om jeg ikke var en del af Danmark, og som et menneske, der
havde pligt til at svare på andres spørgsmål vedrørende religion samt skulle tilpasse sig en
bestemt livsanskuelse, selvom man intet anede om mine inderste tanker.

Mennesker, som tydeligt var præget af generaliserende diskurs og fordomme, udelukkede mig fra at være dansk og tilskrev mig bestemte egenskaber, uden at forholde sig til spørgsmålet, om jeg i virkeligheden var dansk eller om jeg ønskede at være det.

Barn af Kierkegaards frihed

“Samtalepartnere” havde åbenbart aldrig forsøgt at betragte mig som et menneske først eller lære mig at kende f.eks. via mine digte, hvor jeg bl.a. skriver:

Er du dansk eller bosnisk, hvem er du dog?”
Jeg er hverken eller, jeg er både og!
Prøver ikke at fremstå som trodsig og sej,
jeg er et stykke Danmark, og Danmark er en del af mig.
JEG ER den jeg er og vil aldrig bytte,
Danmark er mit hjem, som jeg vil beskytte.
Sådan er jeg, et menneske blot,
der elsker frihed og vil andre godt.”

De har heller aldrig talt med mig og gjort en indsats for at forstå, at jeg også er et barn af Kierkegaards frihed og Grundtvigs fællesskab.

Man må meget gerne udfordre måden, hvorpå nogle mennesker skaber deres egen identitet ved at tilskrive andethed til dem, som de ønsker at afgrænse sig fra

Eller hvorfor jeg griner højt, når jeg læser P. A. Heibergs “De Vonner og Vanner” – særligt den del, hvor der står “Ordener hænger man paa Idioter“…

Og det er måske også fint nok, så længe vi alle er enige om én ting – alle har ret til deres holdninger og meninger, men alle også har ret til selv at bestemme, hvad de vil bruge eller ikke bruge andres holdninger og meninger til. Alle har ret til selv at vurdere, hvor gyldige de forskellige holdninger er og udfordre præmissen, der danner grundlaget til et bestemt menneskesyn.

Man må meget gerne udfordre måden, hvorpå nogle mennesker skaber deres egen identitet ved at tilskrive andethed til dem, som de ønsker at afgrænse sig fra.

Jeg nægter at blive deporteret igen

For mit vedkommende må jeg indrømme, at de islamofobiske og stigmatiserende holdninger ikke kan bruges til ret meget udover at skabe yderligere forvirring og misforståelser hos almindelige mennesker.

Man kan selvfølgeligt vælge at konfrontere mig med disse. Hvordan jeg kommer til at agere og hvordan jeg svarer, skal min åndsfrihed selv bestemme.

jeg nægter at blive deporteret igen

Men jeg nægter at acceptere racialisering og magtelitens “sandheder” som den objektive virkelighed. Jeg nægter at acceptere islamofobi. Jeg nægter at acceptere andet- og fremmedgørelse, for jeg er ikke noget andet, end det jeg selv er. Jeg er!

Og jeg nægter at blive deporteret igen.

Afslutningsvis vil jeg afsløre, at min yndlingspoet er den store sufi-mystiker Mevlana Jalaluddin Muhammed Rumi.

Særligt disse vers holder jeg meget af:

“Hinsides ideerne om rigtigt og forkert er der en mark. Jeg vil møde dig der.”


LÆS ALLE DINO COPELJS ARTIKLER HER


Foto: Den Store Danske, Lex.dk

What do you want to do ?

New mail

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Forfatter, født i 1977 i byen Trebinje, Bosnien-Hercegovina.

Sammen med familien oplevede Dino Copelj etnisk udrensning på tætteste hold. Krigens grusomheder i 90'erne førte til, at han kom til Danmark i 1993 som flygtning.

I en særlig følsom periode i livet, teenageår, havde Dino enten status som undermenneske i byen Trebinje under krigen eller som flygtning i bl.a. flygtningelejre i Danmark, hvor han sad i uvished i tre år.

Er uddannet som diplom i offentlig forvaltning og administration.

Seneste artikler om Liv & Mennesker

terror

Den blinde terrorvinkel

TERROR // MEDIEKRITIK – Siden 11. september 2001 har både medier, efterretningstjenester