Claus Agø Hansen: Litteratur, der minder os om vores skrøbelighed

i Kultur/Bøger af
BØGER // ANBEFALINGER – For den friske, ikke-ramte, som har tid til overs, kan litteraturen udgøre et fint mellemspil, inden livet igen normaliseres. Bøgerne kan fylde tomrummet mellem mennesker ud, i al fald for en stund. Her følger en række forslag til forfattere og værker, der har behandlet livets store spørgsmål.

Coronaepidemien er over os. Den sender os i isolation, og den fratager os de normale sociale relationer. Værst af alt, så afslører den for os, hvor skrøbelig tilværelsen er. Vi gyser og erkender, at eksistensen hviler på et fragilt fundament, både for hver enkelt af os og som sociale væsener og grupper. Der er kommet fysisk afstand imellem os. Og hvad angår de sociale og mentale tilstande er vi alle del af et stort eksperiment.

Nu står påsken for døren, årets vigtigste kristne højtid. Sammenhængende dage, hvor vi plejer at feste sammen og selv de kulturkristne mindes om, at det er i nærværet med Den anden, at livets sandeste kerne findes. Påsken bliver anderledes i år, mindre social, men ikke nødvendigvis mindre åndfuld.

For den friske, ikke-ramte, som har tid til overs, kan litteraturen udgøre et fint mellemspil, inden livet igen normaliseres. Bøgerne kan fylde tomrummet mellem mennesker ud, i al fald for en stund.

Gode romaner tilbyder os nemlig livtag med de store spørgsmål, der former os livet igennem, og med de udfordringer vi ofte møder hver for sig. Desuden kan litteraturen vise os, hvad der sker, når de sociale strukturer udfordres til bristepunktet.

Her er en række forslag til forfattere og værker, der har behandlet disse spørgsmål på mindeværdig vis. Læs dem, og du vil måske føle dig mindre alene og som bonus få sat coronatruslen i perspektiv.

Thomas Mann: Trolddomsbjerget

Er man højpandet og har man mod på en mursten af en roman, så er den store epidemiroman par excellence Trolddomsbjerget af Thomas Mann. Det er samtidig en af verdenshistoriens helt store klassikere.

Den foregår i årene op til 1. verdenskrig på et lungesanatorium højt oppe i de schweiziske bjerge. Tuberkulosen er udbredt, og her samles de rige, de unge og smukke og de beåndede for at blive raske. Det bliver imidlertid ingen af dem. De dør en efter en, alt imens der udspiller sig en makaber dødedans, hvor den ene bizarre situation følger den anden. Tilsammen repræsenterer patienterne samtidens åndelige strømninger, socialisme og livsfilosofiske retninger, hos de adelige den forgangne feudalismes æresbegreber, hos andre den dekadente nydelse af sansernes vellystighed. Intet af det rummer kraften til at overleve.

Som ensomme pupper isoleres patienterne hver eftermiddag på hver deres terrasse, sammensnørede i sovesække, for ubevægelige at indånde den tørre, helende alpeluft. Eller de vandrer sammen på bjergstierne, hvor de forsøger at motionere deres forpinte lunger raske, alt sammen til ingen nytte. Midt i tragikken er det komisk, og Mann kan sætte billeder på nethinden, der brænder sig fast.

Hovedpersonen, den unge Hans Castorp, som har fremtiden for sig, kommer på et kort patientbesøg, men viser sig som de andre at være tuberkuløs og må blive på sanatoriet. Hans bliver modsat de andre rask og forlader sanatoriet efter otte år. Blot for at gå til grunde i første verdenskrigs skyttegrave og meningsløshed.

Trolddomsbjerget er et samtidsbillede af en verden der styrter i grus. En verden, der aldrig bliver den samme igen. Hvor fremskridtstroen dør efter en periode med velstandsstigninger, stigende international handel og fravær af krige.

Thomas Mann blev i en periode efter 1.verdenskrig i tvivl om demokratiets lyksaligheder og mente, at Tyskland burde finde en tredje vej mellem kommunismen og det liberale demokrati. Fremkomsten af nazismen fik ham dog på andre tanker, og han var resten af livet overbevist demokrat.

Ligesom mellemkrigstiden havde sine skeptikere i forhold til demokratiets evne til at løse samfundskriser, så har et stigende antal samfundsanalytikere og -observatører spurgt, om demokratiet er egnet til at føre verden gennem coronakrisen. Om den effektive, men ikke-demokratiske kinesiske samfundsmodel i virkeligheden har fremtiden mere for sig, end vi har gået og troet i vesten.

Efter murens og Sovjetunionens fald i 1989-91 spåede den amerikanske samfundstænker og senere præsidentrådgiver Francis Fukuyama, at historien havde nået sit endemål. Kommunismen og fascismen var væk, det liberale demokrati havde sejret endeligt. Fukuyama var for tidligt ude, for den autoritære kinesiske samfundsmodel vist sig i stand til at skabe en gigantisk middelklasse og løfte hundredevis af millioner kinesere ud af fattigdom, uden at indføre demokrati og liberale rettigheder i større omfang. Viser det sig nu også, at den kinesiske model er bedre til at hæmme og behandle coronavirusens udbredelse, så kan det blive et ideologisk tilbageslag for en hidtil overlegen, liberal og demokratisk vestlig samfundsmodel.

Efter krisen er vi formentlig stadig demokrater, langt de fleste af os. Fornuften vil sejre. Og de fleste af os overlever selv coronavirussen, så det kommer slet ikke til at gå så galt som i Trolddomsbjerget

Fakta er dog, at coronakrisen har betydet, at den vestlige verden på meget kort tid er blevet ramt af grænselukninger, indskrænkninger af borgernes rettigheder ift. forsamlingsfrihed og alvorlig påtale fra øverste politiske hold om ikke at lade individuelle behov overstråle kollektive hensyn, hvad enten det gælder hamstring af håndsprit og toiletpapir, unødige lægebesøg eller følelsen af opsættelig forlystelsessyge.

Så måske viser demokratierne sig at være langt mere handlekraftige, end man har troet, når truslen mod almenvellet er alvorlig nok. Det går os såmænd nok som Thomas Mann, der også i en kortere periode mistede troen på demokratiet, men så besindede sig. Efter krisen er vi formentlig stadig demokrater, langt de fleste af os. Fornuften vil sejre. Og de fleste af os overlever selv coronavirussen, så det kommer slet ikke til at gå så galt som i Trolddomsbjerget.

Alice Munro: Dødemandshuller

Canadiske Alice Munro er novellens mester. For det har hun modtaget Nobelprisen i litteratur. Hendes noveller omhandler dagligdags aktiviteter og strukturer, hvor et kolossalt drama pludselig udspiller sig. I novellen Dødemandshuller tager en familie på udflugt. De tager ikke i zoologisk have eller til en forlystelsespark som andre familier. I stedet tager de på picnic i et øde landskab, fordi faderen er geolog og har publiceret en forskningsartikel om den særegne undergrund.

Det er et naturskønt område, hvor adgangen imidlertid er lukket til farlige zoner. Det går galt.

Foto: Derek Shapton/Gyldendal.

Sønnen Kent drikker et glas af moderens champagne og i kådhed bevæger han sig ind i det afspærrede område. Som for Eva der bed i æblet fra kundskabens træ, viser det sig nu for familien, at alskens trusler lurer uden for Paradishaven. Der er huller og revner, smalle kløfter i landskabet, og Kent falder i en af dem og får åbent benbrud. Smerter, chok, uvished, rædsel og livsfare viser sig i ét skrækindjagende nu. Faderen viser sig som dagens helt, da han klatrer ned og bjærger sønnen.

Dernæst følger et år med hjemmeundervisning, indtil Kent er rask nok til at genoptage et normalt teenageliv. Sønnen er for evigt taknemmelig over for faderen, men noget har ændret sig, og Kent er ikke længere den samme. Nær-død-oplevelsen betyder, at han ikke længere finder glæde ved de samme aktiviteter som før, og han ser ikke længere mening i de gængse sociale relationer. Da faderen pludseligt dør, trækker sønnen sig tilbage fra familien og det øvrige samfund. Hans kærlighed til moderen og sine søskende synes forsvundet.

Hos Munro bliver den jord, vi har under fødderne til et billede på eksistensens skrøbelighed, fyldt med dødemandshuller. Vi bevæger os ikke på klippegrund, men hver for sig og sammen rundt i strukturer, som på et øjeblik kan ændre sig og forandre vores tilværelse. Vores oplevelse af at være unikke, af at være ovenpå tilværelsen er kun et indbildt øjebliksbillede.

Også vores sociale omgivelser og eksistensgrundlaget er krakeleret, fyldt med faldgruber. Ligeledes er vores psyke sprød, og forbindelsen mellem os og de andre er spinkel, usikker, der skal ikke meget til før kærligheden og empatien dør. Ligesom jorden har sindet sine dødemandshuller.

At læse Munro kan være gådefuldt gysende, men der er også lys i hendes fortællinger. Et lys der leder os i retning af altid at vælge hinanden, ikke at isolere os og opgive de sociale relationer til fordel for de impulser, der kommer indefra. Vores psyke kan forråde os, for sandheden findes uden for os selv. Jeg forestiller mig, at selvhjælpspsykologen og stoikeren Svend Brinkmann må være en fan af Munro, for de synes at abonnere på samme livssyn.

Læs en af Alice Munros noveller i det tidsrum, du ellers ville bruge på at svede i det nu lukkede fitnesscenter eller drikke cappucino på cafeen. Du vil ikke fortryde din investering. Og når du er ved at gå død i børnenes hjemmeundervisning, så trøst dig ved tanken om, at de nok ikke ender som Kent.

Jose Saramago: En fortælling om blindhed

Er Munro for realistisk tæt på dagligdagen og Mann for højpandet, så er der også gode bud i den magisk realistiske litteratur.

Jose Saramagos En fortælling om blindhed har potentialet til at ændre ens livsopfattelse. Vi befinder os i en by, hvis navn vi ikke kender. Den kunne ligge hvor som helst. En mand holder for rødt lys i sin bil, og pludselig er han blind. Den, som strømmer til for at hjælpe ham, bliver dagen derpå også blind. Øjenlægen, som den første konsulterer, rammes ligeledes. En epidemi er i gang. I takt med at flere bliver ramt stiger forholdsreglerne til et brutalt niveau. De blinde interneres på et nedlagt sindssygehospital. Forsøger man at flygte, bliver man skudt.

En fortælling om blindhed er i den grad en roman, der advarer os om, at når de sociale strukturer bryder sammen, så er den største trussel den umenneskelighed, vi udviser over for hinanden

Blandt de blinde er alle gængse sociale strukturer brudt sammen, og barbariet hersker. Kvinder sælger sig selv, de stærkeste regerer, grupper danner sig og kæmper indbyrdes. Det er et civilisatorisk nulpunkt, der minder om drengene i William Goldings Fluernes herre, der ender på en øde ø, hvor de mest primitive menneskelige træk ender med at dominere.

Det er bizart, det er rædselsvækkende og det virker på samme tid meget realistisk. Hvilket kun fremmer gruen.

En fortælling om blindhed er i den grad en roman, der advarer os om, at når de sociale strukturer bryder sammen, så er den største trussel den umenneskelighed, vi udviser over for hinanden. Samfundets fernis er trukket tyndt, og det er kun i hinanden, i det almenmenneskelige man finder hjælpen og godheden.

Saramago synes at mene, det først er i den ultimative fornedrelse, vi finder ud af, hvad der i virkeligheden har betydning i vores liv. Først der indtræffer en nøgtern klarhed. Vi bliver i stand til at skelne mellem det gode og det onde. Vi lærer at se.

Det kan næsten lyde religiøst, men Saramago var kommunist og ikke-troende. For ham ligger det onde og det umenneskelige ofte i de samfundsskabte strukturer. Det skyldes måske, at han oplevede og levede under et fascistisk diktatur i Portugal.

Saramago er som Munro og Mann nobelpristager. Læs ham før din internerede nabo og bliv mindet om, at mennesket rummer det højeste og det laveste, smukhed, ondskab og godhed. Tilbyd dernæst din nabo at købe ind for ham.

Albert Camus: Pesten

I den filosofiske ende af skalaen har vi den franske Albert Camus’ Pesten. Albert Camus tilhørte de franske eksistentialister, som var præget af den tyske besættelse af Frankrig under 2. verdenskrig og det splittede Frankrig, hvor halvdelen af landet indgik et samarbejde med tyskerne.

Pesten er en lille roman, skrevet for over 70 år siden, og den kan læses på få timer. Lille er den dog kun af omfang, for den kan læses på mange måder og er derfor en sand klassiker. Når man vender den sidste side, får man lyst at læse bogen på ny. Og det var netop Camus målsætning.

Hovedpersonen og fortælleren er lægen Bernard Rieux på 35 år, som står i centrum at et pestudbrud, der viser sig at vare ti måneder.

Bogen har mange mindelser om nutiden, og det er ikke tilfældigt, for Camus havde lavet grundig research om epidemier, før han skrev Pesten.

Hvor sikre skal samfundet være på udbruddets omfang, før det sætter ind med restriktioner for borgerne?

Hvor sikre skal lægerne være, før de isolerer en patient og indleder en behandling?

Det er spørgsmål, der ikke kan besvares entydigt.

Tilbage står den indsigt, at der til tider må handles uden vished, et eksistentielt vilkår i nødsituationer. Jeg ved ikke, om vores statsminister Mette Frederiksen har læst Camus, men hun udtalte netop det på et af sine pressemøder: at vi må handle nu, inden det er for sent. Selv om vi måske begår fejl og overdrivelser hen ad vejen.

Pesten rammer alle, høj og lav. Derfor burde den binde os sammen, få det bedste frem i os. Men den gør det modsatte

I romanen udfører lægen Bernard et sisyfosarbejde. Alligevel giver han aldrig op over for de endeløse udfordringer, overfor et slidsomt dagligt arbejde der oftest ender med patientens død. Da han bliver spurgt, hvorfor han dog slider så hårdt med det uundgåelige, med blot at forsinke den afskyelige pestdød svarer han, at det handler om ”ærlighed og redelighed”. Redelighed er det eneste, vi kan bekæmpe pesten med.

Hos Camus er epidemien demokratisk. Den rammer alle, høj og lav. Derfor burde den binde os sammen, få det bedste frem i os. Men den gør det modsatte. Den indleder alles kamp mod alle, den er begyndelsen på nedværdigende behandling, på egoisme og kulde over for den anden.

Det er en eksistentialistisk roman, der minder os om, at vi bør det moralsk rigtige valg og handle derefter. Den fortæller os, at hver af os bør opføre os redeligt, også når der er tvivl om nytten deraf. Ved romanens slutning får vi at vide, at fortælleren er lægen. Hans personlige lære af pesten er, at der i mennesket trods alt findes mere at beundre end at foragte.

Læs Camus, hvis du vil til fundamentet i menneskets eksistensvilkår under nødsituationer.  Og sprit så dine hænder af, før du ruller indkøbsvognen ud blandt varehylderne.

Daniel Defoe: Robinson Crusoe

Bliver alt dette for tungt, for sygdomsorienteret, og føler du dig meget alene, så er den ægte robinsonade måske noget for dig. Ikke realityprogrammet Robinson, men Daniel Defoes roman Robinson Crusoe fra 1719. Ja, du læste rigtigt, teksten er over 300 år gammel.

Efter et skibsforlis tilbringer Robinson 28 år på en øde ø. Der lærer han, at isolationen handler om de væsentlige ting. At overleve og få hverdagen til at fungere. Samt at finde sjælefred. Det er en roman, der priser håndværksmæssig kunnen og det praktiske arbejde. En hyldest til civilisationens fremskridt, til teknologien og fingerfærdigheden, der gør det muligt at omskabe naturen til en ramme for vores dagligliv.

Stærkest er romanen i sin beskrivelse af, hvordan Robinson affinder sig gradvist med sin skæbne. Han begynder som vandringsmand, men ender som rodfæstet pilgrim. Han indser, at det forjættede land ligger for hans fødder, hvis han er villig til at gøre den nødvendige indsats.

Moralen i historien minder for så vidt om Camus Pesten. Mens vi er isolerede, bange, står vi os bedst ved at gøre det forhåndenværende, og det der er moralsk rigtigt, ved at gøre det ærligt og redeligt.  Håndværk og flid hjælper os på den stenede vej. Det er vel ikke den ringeste morale, i en tid, der kræver afsavn og ofre af os alle.

Hvad man kan lære af Defoes roman er ganske centralt. Coronavirus er ikke det ondes fremkomst på jord, men ”blot” en farlig virusinfektion, der rammer mange af os.

Vi gør klogest i at acceptere vilkåret og fokusere på det, der er tæt på os og muligt under de nuværende begrænsninger. Gøre rent i hjemmet, forkæle børnene og katten, læse en bog.

Det sidste er der hermed givet en række forslag til.


LÆS ALLE CLAUS AGØ HANSENS TEKSTER PÅ POV HER.


Illustration:

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Claus Agø Hansen er cand. scient. i kulturgeografi og har bibeholdt sin interesse for økonomisk geografi og geopolitiske problemstillinger.

Privat har han en forkærlighed for bluegrass, idræt, skak, litteratur og vandringer i de høje bjerge. Han arbejder som uddannelsespolitisk rådgiver i HK/Privat. Dertil er han stifter af den litterære Salon Kapitola, som afholder litterære arrangementer og producerer podcasts med fokus på kulturhistoriske og litterære emner. Han er er desuden skribent og forfatter til kronikker, artikler og fagbøger.

Du kan støtte Claus’ fortællervirksomhed ved at indsætte et beløb på mobile pay 40459528.

Seneste artikler om Kultur