KUNST // KOMMENTAR – I ”bustesagen” var der ikke tale om, at destruktionen havde et kunstnerisk formål: Målet var politisk. Det har stået klart fra start, skriver Christian Tangø, men Katrine Dirckinck-Holmfelds tyveri og destruktion af en buste fra Kunstakademiets festsal er nu blevet godkendt som et kunstværk af Akademiraadet. Det er et forsøg på at påvirke retssagen mod hende i 11. time.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Her, få uger før retssagen indledes mod den tidligere lektor på Kunstakademiet Katrine Dirckinck-Holmfeld for tyveri og destruktion af en buste af Kunstakademiets grundlægger Frederik V i oktober 2020, skriver Akademiraadet følgende i en pressemeddelelse: ”Akademiraadet har anerkendt og anerkender bustehappeningen som et kunstværk, i overensstemmelse med alment anerkendte kunstbegreber inden for international samtidskunst.”
Lad mig om et øjeblik vende tilbage til, hvorfor den udtalelse er af ren akademisk karakter, og intet reelt sagligt eller fagligt indhold har, men kort sagt har Akademiraadet ”indgået forlig” med Katrine Dirckinck-Holmfeld, der skal betale 44.350 kr., hvilket svarer til et professionelt tilbud på, hvad det vil koste at støbe en ny.
”Akademiraadet har orienteret anklagemyndigheden om det indgåede forlig, samt at Akademiraadet dermed betragter sagen vedrørende busten som løst og afsluttet,” står der i pressemeddelelsen.
Det er en ren akademisk finte, som Akademiraadet hælder i hovedet på journalister og offentligheden, velvidende, at meget, meget få journalister eller læsere er i stand til at gennemskue fakta
Først skal jeg lige resumere sagen: Katrine Dirckinck-Holmfeld fjerner i 2020 sammen med et antal elever en buste fra Akademiets festsal. Det er, hvad man i normalt politisprog betegner som tyveri fra en arbejdsplads.
Dernæst smider gruppen af elever busten i havnen og optager en video af handlingen. Busten bjærges senere, men har naturligvis lidt uoprettelig skade. Det er, hvad man normalt kalder hærværk eller destruktion.
Efter at være blevet afsløret i Weekendavisen erkender Katrine Dirckinck-Holmfeld i Deadline og Politiken, at det er hende, der står bag. For nu at resumere sagen kort beskriver Dirckinck-Holmfeld handlingen som en politisk happening, der skal gøre opmærksom på Danmarks koloniale fortid.
Sagen om busten i havnen førte blandt andet til den daværende rektors afgang, som man læse af DR’s gennemgang af sagen her.
Kunst vs. hærværk
Som jeg forklarer i min seneste bog, Mærkelige fænomener, er selve kunstbegrebet tæt knyttet til en række netop underlige eller forskudte opfattelser af virkeligheden.
Således kunne Jens Jørgen Thorsen i sin tid slippe afsted med at lave ballade på Det Kongelige Teater og kalde sin afbrydelse af en forestilling for en ”performance”. Når han sammen med Jørgen Nash delvist lykkedes med den påstand, skyldes det stort set udelukkende, at Ekstra Bladet – repræsenteret ved Bent Falbert – dækkede sagen intensivt. Det var altså en form for politisk teater, der muligvis havde et mere sympatisk sigte: nemlig at gøre opmærksom på, at de fattige betaler for de riges teateroplevelser.
Nu kan man i en vis forstand tale om, at et improviseret teaterstykke opført af Jens Jørgen Thorsen med følge i en teatersal på samme tid beriger publikums oplevelse og samtidig spolerer den konkrete forestilling.
Men Katrine Dirckinck-Holmfeld og hendes uidentificerede elevgruppe opførte ikke nogen forestilling i noget teater. Hun stjal derimod en buste og destruerede den. Først efterfølgende hed det sig, at der var tale om en ”performance”. I mere normal forstand ville man naturligvis tale om tyveri, hærværk og politisk aktivisme.
Normale mennesker ødelægger ikke kunstværker, og kunstnere ødelægger ikke andre kunstneres værker. Ødelæggelse af kunstværker er ikke kunst
Lad mig illustrere, hvordan man kunne have skabt et ret tilsvarende scenarie, men i egentlig teatralsk forstand: Man kunne have instrueret de studerende i, hvordan man skaber en gipsafstøbing, lavet en kopi af busten, opført et skuespil i pressen, ”som om” man havde stjålet og destrueret busten – og dernæst afsløret sagen som netop ”et teaterstykke”.
Det havde haft sine kunstneriske kvaliteter. Så kunne man så holdningsmæssigt have brudt sig om teaterstykkets indhold og budskab eller lade være.
Sådan var og er virkeligheden som bekendt ikke.
Destruktion er ikke kunst
I ethvert normalt tænkende menneskes bevidsthed er der således ingen forbindelse mellem kunst som noget, der handler om kreativ skabelse af genstande, og bustesagen. Kun den ekstremt abstrakte forbindelse mellem et akademi, hvor der undervises i kunst og så den konkrete hændelse, der er udført af studerende og en lærer ved akademiet, er reel.
I virkelighedens verden kunne man lige så godt have indsamlet brugt toiletpapir fra Akademiets toiletter, smidt det i kloakken, og påstået, at der var tale om politisk kunst. Eller kastet brosten ind gennem Akademiets vinduer og kaldt den handling for kunst.
Kunstværker er naturligvis ikke i den forstand hellige. De er ”hellige” i den sociale forstand, at enkelte individer eller mindre grupper ikke selvbestaltet kan fjerne dem, destruere dem eller omskabe dem. Men samfundet kan, efter længere processer, eventuelt gribe ind, hvis samme samfund synes, at et kunstværk fungerer ”dårligt” som kunst.
Elisabeth Toubros Vanddrage på Torvet i Aarhus har været et sådant eksempel på, at et kunstværk i det offentlige rum over længere tid har vist sig at fungere dårligt og derfor er blevet fjernet. Andre steder er stærkt symbolsk ladede kunstværker blevet fjernet. Men af politiske årsager, som politiske handlinger.
Man ødelægger simpelthen ikke kunstværker og kalder en sådan ødelæggelse for ”kunst”. Naturligvis kan man altid finde et eller andet sygt grænsetilfælde, som tilsyneladende modbeviser den her fremsatte påstand. Men stadig: Normale mennesker ødelægger ikke kunstværker, og kunstnere ødelægger ikke andre kunstneres værker. Ødelæggelse af kunstværker er ikke kunst.
Formålet var politisk
Lad mig erindre om, at der engang blæste andre vinde. Da Wilhelm Freddie i sin tid malede en penis på en kommercielt fremstillet buste som et provokerende værk, ja da fordømte Akademiraadet Freddies handling som hærværk.
Kunst er, må vi altså forstå, hvad det til enhver tid siddende Akademiraad beslutter er kunst.
Hvordan kan man have tillid til Akademiraadet som et organ, der består af kunsteksperter, efter denne udtalelse?
Lad mig lige tilføje en vigtig pointe: I bustesagen er der ikke tale om, at destruktionen har et kunstnerisk formål. Den har et politisk formål, og det har stået klart fra starten af.
Ingen kan hævde, at det er en kunstnerisk skabende handling at tage en gipsbuste – der allerede er erklæret for et kunstnerisk værk – og destruere den, således at ”et nyt abstrakt kunstværk opstår”. Følger man den tanke, kunne man naturligvis omskabe fx rytterstatuen på Amalienborg til en abstrakt skulptur ved at montere og detonere et antal nøje udvalgte dynamitstænger.
At Akademiraadet, der formelt set er Danmarks øverste organ for kunstnerisk rådgivning, kan godkende bustedestruktionen som et kunstværk og – Gud Hjælpe Kongen har sendt sin pressemeddelelse til anklagemyndigheden og herigennem prøver at påvirke den lovgivningsmæssige proces forud for retssagen – er så absurd, at man kun kan spørge: Hvordan kan man have tillid til Akademiraadet som et organ, der består af kunsteksperter, efter denne udtalelse? Hvilket politisk partis kulturordfører kan bakke om den pressemeddelelse?
Det passer ikke
Hermed så tilbage til udtalelsen fra Akademiraadet om, at bustehappeningen er et kunstværk efter ”alment anerkendte kunstbegreber inden for international samtidskunst”. Det passer simpelthen ikke.
Der findes ikke en sådan facitliste at slå op i. Tværtimod kan man ikke finde et eneste eksempel på, at et tyveri af et kunstværk kombineret med destruktion af samme kunstværk har noget som helst med kunst at gøre.
Der eksisterer ganske enkelt ingen facitliste over kunst, og slet ikke nogen, der kan rumme en så grotesk situation, som at tyveri og destruktion af et kunstværk skulle være kunst
Akademiraadet synger den gamle sang om, at ”hvis kunstnerne kalder noget for kunst, så er det kunst”. Under normale forhold kan den genvejsforståelse give rimeligt god mening. Når fx Jens Haaning og Kunsten i Aalborg er enige om, at lave et stort skuespil i pressen om, at et bedrageri til 500.000 kroner er kunst, så er det svært at argumentere imod. Det er naturligvis et PR-kunstværk, kan man indvende, og det har intet med rigtig billedkunst at gøre. Men det er ikke på samme måde anti-kunst, som når man stjæler og destruerer et værk.
Når man overmaler en Jorn eller destruerer en buste, så begår man hærværk. Hærværk imod et kunstværk. Det er præcis det modsatte af en skabelsesakt, og dermed i enhver naturlig forstand i modstrid med den skabende virksomhed – det ”kreative geniale” – som vi forbinder med kunst.
Jeg har forsøgt at indhente en kommentar fra Akademiraadets forperson, rådsleder Peter Holst-Henckel, der imidlertid henviser til at sende en mail til sekretariatet. Men jeg kan oplyse, at tidligere henvendelser om præcist samme kunstteoretiske formulering ikke har givet resultat.
Der eksisterer ganske enkelt ingen facitliste over kunst, og slet ikke nogen, der kan rumme en så grotesk situation, som at tyveri og destruktion af et kunstværk skulle være kunst. Det er en ren akademisk finte, som Akademiraadet hælder i hovedet på journalister og offentligheden, velvidende at meget, meget få journalister eller læsere er i stand til at gennemskue fakta.
Når jeg i overskriften kalder Akademiraadets afgørelse og pressemeddelelse for kammerateri, er det naturligvis i forlængelse af, at flere end 1000 mennesker skrev under på en protest mod bortvisningen af Katrine Dirckinck-Holmfeld.
Den eneste logiske forklaring på, at Akademiraadet støtter Katrine Dirckinck-Holmfelds senere og påklistrede forklaring om, at der var tale om et kunstværk, må være, at institutionen beskytter institutionens aktører.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her