Chorus Grant: ”Når lyset er sat på en særlig måde, så mangler jeg et øje”

i Kultur/Musik af

MUSIK // INTERVIEW — Chorus Grant, hvis borgelige navn er Kristian Finne, udgiver sin anden soloplade, Vernacular Music, i dag. POV International mødte ham til en snak om ikke at ville synge på dansk og at sløre handlingen i teksterne.

Der er næsten symbolsk, at Kristian Finne, der benytter sig af kunstnernavnet Chorus Grant, bor i en baggård. Eller rettere: Der er noget symbolsk ved, at Finne selv har foreslået, at vi mødes hjemme hos ham i baggårdslejligheden på Østerbro. Tilbagetrukketheden ikke bare passer Finne fint, han ville føle det nærmest skamfuldt at tale højt om sin musik på en cafe.

”Utilpasheden er for stor, når jeg tænker på, hvad andre på cafeen ville tænke om, at vi to sidder og taler sammen i den anledning, at jeg udgiver en ny plade. Jeg bryder mig heller ikke om at tale i telefon i Netto.”

Finne er vant til at stå på en scene, ikke de store stadioner, men han er en respekteret musiker i indiefamilien i Danmark. Det er noget andet. Der hører det sig til at vise sin musikalske kunnen frem.

På det nye album har jeg skrevet og komponeret ud fra ideen om den sørgmodige dur. Begrebet nordisk melankoli er blevet en floskel, som kan blive helt Disney-agtig kvalm.”

Ikke på en cafe eller i supermarkedet: ”Jeg forbinder det med pli. Det antyder, at man ikke er bevidst om sine omgivelser og ikke forstår en social sammenhæng. Men hvis jeg læste det her interview, og du skrev, at jeg ville føle skam ved, at vi sad på en cafe, tror jeg, at jeg ville tænke: Kom nu, mand! Lad være med at bruge spalteplads på at sige, at jeg er ængstelig ved overhovedet at få spalteplads.”

Den sørgmodige dur og det engelske sprog

At finde det upassende at tale om sin musik på en cafe, er ifølge Finne nok noget dansk eller nordisk. Eftertænksomheden er ikke kun at finde i et nationalt tilhørsforhold, men udspalter sig også i en musisk identitet, som er nøgleakkorden på Finnes guitar: ”På det nye album har jeg skrevet og komponeret ud fra ideen om den sørgmodige dur. Begrebet nordisk melankoli er blevet en floskel, som kan blive helt Disney-agtig kvalm. Jeg kan ikke lide, når melankolien bliver for udtalt og fremhævet. Den sørgmodige dur angiver en lys sindsstemning, der samtidig kan indeholde sørgmodighed og tristesse.”

Derfor kunne det være nærliggende at tro, at Chorus Grant er på engelsk, fordi det beskytter og værner om privatsfæren. Mangt en sangskriver har sagt, at det er nemmere at være hudløs ærlig på dansk, men så kan skamfølelsen også være større, hvis man blotter sig. Men Finne kunne umiddelbart ikke finde på at synge på dansk:

”Jeg har ingen skam over at blotte mine følelser, og ingen skam over det danske sprog, nærmest tværtimod. Men jeg har aldrig overvejet, at mine tekster skulle synges på dansk. Min ambition er at tale direkte og intimt til mennesker på hele kloden, og ikke kun til dem, der taler dansk. Engelsk er mit kunstsprog, ligesom latin engang var kirkens.”

Der er mange kunstnere, hvor det aldrig kommer op at flyve på engelsk, men hvor de i det danske har en god evne til at sproget bliver levende.”

Finne har dog forsøgt sig på modersmålet: ”Jeg har skrevet sange på dansk herhjemme i lejligheden, og også forsøgt mig med danske sange til andre artister.” Han skænker kaffe op og ser på mig med lige dele alvor og glimt i øjet. ”Men når min barndomsven og jeg lå i baghaven og legede med Action Force eller Star Wars-figurer, så foregik det på engelsk. Det knytter sig til legen og fantasien fra min barndom – og derfor er det kunstens og fantasien sprog i en verden, hvor alt kan lade sig gøre.”

Så du bruger engelsk til sangene; det abstrakte og drømmene. Og dansk til dagligdagsting?

”Ja! Jeg kan godt forstå, hvis andre er uenige eller uforstående, men det er rigtigt for mig. Min kobling til engelsk har at gøre med, hvordan jeg selv lytter til musik og ser engelsksprogede film. Jeg har brugt så meget tid på at afkode, hvad der ligger indeni i engelsk. I ordene og i talemåderne. For mig er der større fortolkningsmuligheder i engelsk. Der ligger noget hengemt i det engelske – en gåde eller rebus jeg får løst eller opklaret. Det, der rører mig mest, er en engelsk linje, som jeg får afkodet og tolket ind i mit eget liv.”

Mange danske artister, der har sunget på engelsk, begynder at synge på dansk i karrierens efterår, og det kan Finne godt forstå. ”Argumentet er tit, at man har fundet det danske sprog. Jeg beundrer mange, der har skiftet over på dansk, som jeg synes, er bedre på dansk, end de var på engelsk. Der er mange kunstnere, hvor det aldrig kommer op at flyve på engelsk, men hvor de i det danske har en god evne til at sproget bliver levende. Det er den optimistiske brille. Der kan også være en tendens til at sige, at man har prøvet på engelsk i alle de år. Det kunne være mig selv.” Finne slår en latter op. ”Det giver jo god mening, at sange ville falde i bedre jord og bedre ville kunne begå sig på dansk i danske hjem. Men det er også at falde til patten at synge på dansk, bare fordi det er det publikum vil have. Det er den negative brille.”

Er du ikke bange for, at lytteren lytter mere til instrumenterne snarere end dine teksters budskaber, når du synger på engelsk og ikke på dansk?

”Musikken og teksterne hænger uløseligt sammen, og er to sider af samme sag for mig. Jeg kan sagtens genkende det, du siger. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ikke selv har det sådan. Jeg er ikke bange for, at lytteren lytter mere til kompositionerne end til teksternes budskab, men jeg tænker da ind i mellem over, om budskaberne bliver taget alvorligt af lytteren. Jeg ser musikken som et rum eller en rejse – en tilstand, som aldrig må blive en stilstand. Og om det er ordene eller sammensætningen af toner, der får en lytter til at lette, er lige godt for mig.”

Tekstbearbejdning handler om at sløre handlingen

Finne fortæller, at en stor del af tekstbearbejdningen til den nye plade har handlet om at pille den direkte fortælling fra hinanden. ”Når mine tekster er ved at falde på plads, er en del af det kunstneriske arbejde en sløring af det konkrete, men ikke en sløring af budskabet. I mine sange må det ikke blive for entydigt, at jeg arbejder i et supermarked, eller jeg taler om Bornholm, hvor jeg er fra, for nu at give nogle eksempler.”

Det konkrete må ikke blive for tydeligt. Hvis man fortæller det hele, hvad er der så tilbage? Det handler om at skabe plads, så flere kan tage sangen på.”

Finne tænker lidt og fortsætter så: ”Jeg kan godt se, at det er besynderligt, at jeg gør en stor indsats for at gøre det forståeligt og samtidig sløre det, så det bliver fortolkeligt og en rejse fra a til b. Det konkrete må ikke blive for tydeligt. Hvis man fortæller det hele, hvad er der så tilbage? Det handler om at skabe plads, så flere kan tage sangen på.”

Er det mere råt og ærligt, inden du slører det? Og ligger der i sløringsprocessen en kontrol fra din side, fordi du slører det?

”Vi skal hylde det rå og ærlige, hvorimod det kontrollerede og det styrede opfattes som beregnende og dermed negativt. Komposition og det at forfatte er, at man vil gøre sange til en spændende rejse og på en måde løfte musikken niveauet op over hverdagen om end den omhandler hverdagen. Ærligheden og det rå forsvinder ikke ved at sløre. Det er et spørgsmål om lyssætning.” Det er ifølge Finne det væsentlige ved sangskrivningen på Vernacular Music.

”Når lyset er sat på en særlig måde, så mangler jeg et øje. Lyssætningen gør det usynligt, så seeren ikke kan se det hele. Heri ligger spændingen, friheden, dramaet i tilværelsen Jeg vil gerne have, at lytteren ikke får det hele serveret på et sølvfad, fordi jeg ikke selv ønsker det hele serveret på et sølvfad.”


Chorus Grant: Vernacular Music.
Udkom 27.9.2019 på Tambourhinoceros.


Foto: Jakob Steen


 

Lauritz Korfix Schultz, født 1989. Er cand.mag. i dansk og historie og arbejder som gymnasielærer og freelancejournalist.
Kan du lide hvad du læser? Så støt Lauritz' skrivekløe på Mobile Pay 60691117.

Kontakt: lauritzkorfix snabela gmail.com