I Chipaya skal der graves en ny brønd hver anden måned

Chipaya-kulturens boliger lidt midt i et landskab med dramatisk vandmangel.

Wara Vargas 21.12.2023

BOLIVIA // FOTOREPORTAGE – Klimakrisen truer en af Latinamerikas ældste indianske kulturer i Bolivia. Ved byen Chipaya er livet blevet en daglig kamp for overlevelse i det barske og tørre landskab. I denne fotoreportage kommer vi helt tæt på, hvordan klimakrisen påvirker hverdagen i Chipaya.

Tekst: Lise Josefsen Hermann

CHIPAYA – Floderne er tørret ud. Der er salt i vinden, og derfor salter de nygravede brønde til. På den bolivianske højslette, i knap fire kilometers højde, ligger døde får og lamaer. En ræv spiser ét af fårene.

Er det naturens gang? Ikke kun. Den menneskeskabte klimakrise slår dyr ihjel på den bolivianske højslette og fordriver indianske kulturer. Den truer deres eksistens.

Den kvindelige borgmester i byen Chipaya, Flora Mamani Felipe, er bekymret over situationen for sit folk.

“På grund af klimakrisen, som vi oplever nu, er der ikke mere vand, fordi det regner så lidt. Husdyr, lamaer og får er vores levebrød. Det, der påvirker os mest og gør mest ondt på os, er at se vores kvæg, som er familiens levebrød, dø. Vi mister 50-60 procent af vores husdyr, det påvirker os virkelig meget. Vi forsøger at overleve på dette salte sted, men det er derfor, at nogle emigrerer, de fleste af dem til Chile.”

Den indianske leder Andrés Quispe Lazaro viser, hvor flodlejet, som blev dannet af Barras-flodens overløb, plejede at være. De bifloder, der forsyner Chipaya-området med vand.

“Det er trist med den historie, vi har. Vi er en af de ældste levende indianske kulturer, men vi er blevet glemt her,” siger Flora Mamani Felipe.

Chipaya-folket flygter fra Bolivia

Chipaya ligger i den østlige del af Bolivia omkring 50 kilometer fra grænsen til Chile. Netop Chile er stedet, hvor mange fra Chipaya-folket har søgt hen, nu hvor levevilkårene i deres hjemegn er blevet alt for barske, og vandmanglen er blevet for hård at leve med.

En af de kvinder, der stadig holder stand i Chipaya, er Eulalia Copa López, 54 år gammel. Hver morgen klokken syv står hun op for at fodre sine 50 får i den tørre tid. Quinua-høsten, som de ellers sælger i nabobyen Oruro, slog fejl i år. Den blomstrede ikke, som den skulle. Så nu bruges den som fårefoder i dette års tørre tid.

Den indianske leder Leticia Quispe kigger på en lama, der er død på grund af vandmangel.

Eulalia tilhører folkeslaget Uru Chipaya, som ifølge antropologer stammer fra 2500 år før Kristus og er én af de ældste indianske kulturer i Amerika.

Vi taler i hele verden om masseudryddelse af arter og insekter, truet biodiversitet og smeltende gletsjere. Men er klimakrisen nu også ved at udrydde oprindelige folks kulturer?

Eulalia har født otte børn, fem af dem er i Chile – ligesom de fleste andre fra landsbyen. Tørken fordriver dem. Kun hendes yngste søn Emanuel, 13 år, bor med sin mor i Chipaya.

Tilsaltede brønde er et vidnedbyrd om den alvorlige situation for en af verdens ældste levende indianske kulturer.

“Der er kun vand i regntiden. Resten af året, september, oktober, november, december, er her ingenting. Der bliver gravet brønde, men de holder kun et par måneder, så salter de til. Det regnede mere, da jeg var barn. Min mor havde får, og jeg hjalp hende med at passe dem. Dengang var der vand i floden. Andre havde grise – det er her ikke længere, for de har brug for fugt og vand. Det bliver værre og værre år for år, tørrere og tørrere. Og når det endelig regner, så er her oversvømmelser,” fortæller Eulalia, som lever med det ekstreme klima hver eneste dag.

Vandet fra brønden er kun drikkeligt i en måned, så bliver det for salt. Og så må de i gang med at grave de fire-fem meter igen

Chipaya ligger også nær saltsletten Coipasa, og det er derfor, området er så saltholdigt. Med nok vand kan Uru Chipaya-folket holde saltet i skak – men regnen er standset, og den vigtige flod Lauca er tørret ud.

Ud over klimakrisen skyldes det også, at nabolandet Chile for over 60 år siden omdirigerede store dele af flodens vand, så det ikke længere når til Chipaya. En tidlig forsmag på klimakrisens konsekvenser og konflikter – som venter lige om hjørnet. Klimaflygtninge og konflikter mellem lande om adgang til den eftertragtende mangelressource, vand.

Ifølge den seneste folketælling fra 2012 har Chipaya 2003 indbyggere. Men ifølge borgmesteren er størstedelen i dag emigreret til Chile – og endnu flere er sikkert på vej.

De tilbageværende indbyggere – som Eulalia – graver brønde, men nærmest forgæves. Vandet fra brønden er kun drikkeligt i en måned, så bliver det for salt. Og så må de i gang med at grave de fire-fem meter igen.

Eulalia leder efter lammene for at hjælpe dem med at drikke deres mors mælk.

Eulalias får går i en indhegning af ler. Hun finder de små lam og sørger for, at de får mælk – så de ikke dør. Der dør mange lam her i den tørre tid. Hun sætter et hvidt får til at få mælk fra et sort får, hvis to lam lige er døde, fåremoderen har stadig mælk. Eulalia fortæller, at det er normalt, at mellem fem og ti af fårene dør hvert år i den tørre periode, fordi der ikke er mad til dyrene på grund af tørken.

Håb om hjælp fra myndighederne

Honorio Chino Mamani er parlamentsmedlem i Bolivia. Han er repræsentant for Chipaya. Han har netop besøgt forskellige ministerier i den administrative hovedstad La Paz for at gøre opmærksom på den kritiske situation for Uru Chipaya folket.

“I takt med at varmen stiger, får vores dyr oftere fnat, og virus udvikler sig hurtigere. Vi har brug for hjælp til at lave dybere brønde, flere af landsbyerne har ikke noget vand. Vi kræver af de regionale og nationale myndigheder, at der erklæres naturkatastrofe, vi har brug for hjælp,” fortæller den bekymrede politiker midt på det tørre og solrige højland.

Elever fra skolen i byen Chipaya, klædt i Uru Chipaya folkets traditionelle klædedragter.

Klimakrisen er på den måde også blevet en del af ordforrådet helt herude i den allermest øde del af det østlige Bolivia. Krisens ofre er Eulalia og de andre fra Uru Chipaya folket, der bare vil leve i fred og ro med deres lamaer, får og quinua.

Lise Josefsen Hermann blev forelsket i Latinamerika og journalistik, da hun som 17-årig besøgte Bolivia og interviewede oprindelige folk, der blokerede landeveje i protest mod en ny vandlov. Ti år senere vendte kun tilbage til kontinentet, hvor hun har boet lige siden – først i Mexico, så i Bolivia, Colombia, og nu i Ecuador. Som freelancejournalist arbejder Lise fra Latinamerika for medier som Angular, BBC, Danwatch, DDRN, DR, DW, El País, Information, Panorama Nyheter, Politiken og POV International.

Denne artikel publiceres i samarbejde med DDRN (Danish Development Research Network) med støtte fra OpEn, Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje

Wara Vargas

Wara Vargas er boliviansk fotograf. Hun er opvokset i et hjem, hvor begge forældrene var billedkunstnere, og hun har en passion for at fortælle historier gennem billeder. Hun har arbejdet for en række forskellige bolivianske medier, og lige nu giver et legat fra National Geographic hende ro til at arbejde.