
SAMFUND // ANALYSE – Canada kunne i oktober fejre 50-års jubilæum for den officielle multikulturelle politik. Canada beskrives som det første post-nationale land i verden, men er det en smeltedigel eller en salatskål? Landet vil modtage mere end 1,2 millioner nye indvandrere i 2021-23, og et seriøst projekt foreslår en befolkningsforøgelse fra 38,5 millioner i dag til 100 millioner i år 2100.
“Canadiernes forskellighed er et fundamentalt træk ved vores arv og identitet. I generationer er der kommet nye mennesker til landet fra hele verden med alle slags baggrunde, etnicitet, tro, kulturer og sprog. De er kommet til Canada i håbet om at gøre landet til deres nye hjem. I dag er der ud over de oprindelige folk – First Nations, Metis og Inuitter – mere end 250 etniske grupper, der kalder Canada deres hjem og fejrer deres kulturelle identitet med stolthed – de er kernen i vores succes som et levende, velstående og progressivt land”.
Denne selvbevidste og stolte fanfare var en del af den officielle regeringserklæring i starten af oktober i år fra premierminister Justin Trudeau. Erklæringen var med til at markere 50-års jubilæet for den officielle multikulturelle politik – en politik, der blev lanceret i 1971, i øvrigt af premierminister Pierre Elliot Trudeau, far til den nuværende premierminister.
Fordomme, diskrimination og systemisk racisme forekommer, og der eksisterer barrierer af social og økonomisk art for nogle grupper
På trods af, at Canadas model inspirerer folk og lande rundt om i verden, erkender Justin Trudeau i samme erklæring, at det canadiske multikulturelle samfund fortsat er “a work in progress”.
Fordomme, diskrimination og systemisk racisme forekommer, og der eksisterer barrierer af social og økonomisk art for nogle grupper. Han nævner konkret diskrimination af sorte og de oprindelige folk. “(Men) ved at anerkende vore forskelle som en ressource for styrke og modstandskraft kan vi bygge et samfund, der er reelt inklusivt, levende og multikulturelt”, slutter erklæringen optimistisk.
Opgivelsen af den hvide indvandringspolitik
Canada var op til 1960’erne et land domineret af de hvide befolkningsgrupper. Ligesom indvandrerlandet Australien var immigrationspolitikken og den økonomiske udvikling i høj grad baseret på tilførsel af flere hvide immigranter. Det var ikke meget anderledes end Sydafrikas indvandringspolitik. Den racistiske politik kan føres tilbage til Canadas første premierminister, John A. Macdonald. Ifølge ham ville fri adgang for kinesisk indvandring være ødelæggende “for et samfund, der bygger på den ariske race og ariske principper”.
Racismen har rod i de dominerende hvide-protestantiske, første indvandrergrupper fra hovedsageligt England, Skotland og Irland og i den fransksprogede katolske Quebec-provins. De 15.000 kinesiske jernbanearbejdere, der blev importeret til at bygge den trans-canadiske jernbane sidst i det 19. århundrede og de japanske landarbejdere, der fik lov at komme, blev behandlet som andenrangsborgere, ligesom de sorte grupper, der vandrede nordpå for at undgå slaveriet i USA.
Men hvis landet ville fortsætte med at modtage kvalificerede indvandrere til sikring af den økonomisk udvikling, så var man nødt til at acceptere indvandrere uden for Europa, for de gunstige økonomiske tider i Europa gjorde, at færre og færre fra de traditionelle europæiske emigrant-lande var interesseret i at udvandre til Canada.
Derfor blev der gradvist åbnet op for emigration fra Commonwealth-landene i Asien, Afrika og Caribien, der havde stor arbejdsløshed. Den hidtidige apartheid-lignende politik spillede i øvrigt heller ikke godt sammen med premierminister Lester Pearsons forsøg på at give Canada en høj cigarføring mht. det humanitære område og menneskerettigheder i det internationale samarbejde i FN og andre internationale organisationer.

I 1871, fire år efter Canadas skabelse, udgjorde folk med britisk baggrund 60,5 pct. og folk med franske rødder 31,1 pct. Der var indvandrere fra cirka 20 forskellige lande. Ved folketællingen i 2016 var 20 pct. af befolkningen født uden for landet. 32,5 pct. angav at have britiske rødder, 13,6 pct. franske rødder, og 41,1 pct. angav at have flere nationale rødder, og der var indvandrere fra 250 lande.
Siden 1970’erne har nye immigranter i overvældende grad været af ikke-europæisk afstamning. Ved folketællingen i 2016 tilhørte 52 pct. af befolkningen i storbyen Toronto “visible minorities”, mens tallet for Montreal var mere end 34 pct.
Multikulturalismen overhalede bikulturalismen
Med øget indvandring af andre etniske grupper voksede potentialet for konflikter. Nogle var mere lige end andre. Lanceringen i 1971 af den politiske multikulturalisme i Canada startede med en erklæring i parlamentet af daværende premierminister fra Det Liberale Parti, Pierre Elliott Trudeau.
Initiativet kom på baggrund af en rapport fra Royal Commission on Biculturalism and Bilinguism, som havde til formål at skabe mere faste rammer for en fredelig sameksistens mellem de to “grundlæggere” af det moderne Canada, den hovedsageligt britiske, protestantiske befolkning og den katolske, fransktalende Quebec-provins.
Trudeau havde også i længere tid været under pres fra andre, nyere indvandrergrupper, der fandt, at de ikke blev respekteret, når der alene blev talt om de engelske og franske kulturer. Særligt ihærdig var den stærke ukrainske minoritet
I 1960’erne havde der været en voksende selvstændighedsbevægelse i Quebec-provinsen. Berømt er den daværende franske præsident De Gaulles støtte med “Vive le Québec libre”-talen under sit besøg i Quebec i 1967.
Men Pierre E. Trudeau havde ingen sympati for Quebecs selvstændighedsønsker. Han så Canadas fremtid som en multikulturel stat, hvor diversitet gav styrke til det moderne Canada. I sin tale i parlamentet i 1971 understregede han, at “ingen enkelt kultur kan definere Canada, og regeringen accepterer indvendingen fra andre kulturer om, at også de bidrager til landets udvikling”. Ingen tog ordet og talte imod. Man ville nødigt forbindes med diskrimination.
Men hurtigt indså de, der talte for Quebecs unikke status, at man med erklæringen blot ville blive én kultur blandt mange. Trudeaus initiativ blev set som et forsøg på at svække det fransksprogede Canadas særlige status. Og fra Quebec lanceredes et “mod-begreb”, interkulturalismen. Man var fortaler for diversitet, så længe minoritetsgrupper accepterede at fungere inden for rammerne af den franske kultur og det franske sprog.
Men Trudeau havde også i længere tid været under pres fra andre, nyere indvandrergrupper, der fandt, at de ikke blev respekteret, når der alene blev talt om de engelske og franske kulturer. Særligt ihærdig var den stærke ukrainske minoritet, der havde vokset sig større over årene og skabt betydelig politisk indflydelse. De ville også sidde med ved bordet.
Multikulturalismen cementeres lovmæssigt
I 1982 blev multikulturalismen som politik og ideologi yderligere institutionaliseret, da der blev refereret hertil i det canadiske Charter for Freedoms and Rights, der ses som et tillæg til den canadiske forfatning, der omsider blev “hjemført” fra England. Sektion 27 siger: “This Charter shall be interpreted in a manner consistent with the preservation and enhancement of the multicultural heritage of Canadians”.
I 1988 kom så den endelige formelle cementering af multikulturalismen med en lov, der bl.a. fastslår, at Canada er et multikulturelt land, hvor alle kulturer formelt sidestilles, og man “anerkender retten for alle medlemmer af det canadiske samfund til at bevare, udbygge og dele deres kulturelle arv… Multikulturalismen er et fundamentalt træk ved den canadiske karakter og identitet, og at den udgør en uvurderlig ressource til at forme Canadas fremtid”.
Interessant er, at formaliseringen ikke sker under en liberal regering, men under den konservative premierminister Brian Mulroney.
Canadierne er mere optagede af tillid til institutioner, og tillid mellem personer og forståelse for gensidighed
Sideløbende med udbygningen af det lovmæssige grundlag oprettes statslige politiske organer, der skal sikre gennemførelsen. I 1991 etableres det første ministerium, der skal tage sig af en gennemførelse og sikring af politikken og loven.
Multikulturalismen blev bredt accepteret i årene der fulgte. Og i højere og højere grad afspejler befolkningssammensætningen det politiske initiativ fra 1971. I 1991 udgjorde “visible minorities” 9,4 % af befolkningen. En stigning på næsten 50 pct. i forhold til 1986, hvor tallet var 6,3 pct.
Men i de næsten 10 år mellem 2006 og 2015, hvor den konservative Stephen Harper var ved magten, blev multikulturalismen dog nedprioriteret. Han afskaffede en særlig minister for området og lagde det ind under kulturministeriet. Men immigrationen fortsatte på et højt niveau.
Canada – den første post-nationale stat i verden
Med Justin Trudeau har multikulturalismen imidlertid fået nyt liv. Kort efter at have indtaget premierministerposten i 2015 definerede han, i et interview til New York Times Magazine, Canadas nye identitet. “There is no core identity, no mainstream in Canada”, erklærede globalisten Justin Trudeau. Ifølge ham er de fælles værdier “åbenhed, respekt, kompassion, vilje til at arbejde hårdt, til at hjælpe hverandre, at søge lighed og retfærdighed. Those qualities are what make us the first postnational state.
Men spørgsmålet er, om det er den officielle politik om multikulturalisme, der er årsag til Canadas relative succes mht. at have så mange etniske grupper til at leve sammen side om side?
“Den officielle multikulturalisme har siden 1971 udviklet sig til at blive en internaliseret kollektiv værdi. Canadierne begyndte at definere sig selv som borgere i et multietnisk, multireligiøst samfund”, skrev lederskribenten i den konservative, nationale avis, Globe and Mail, i 2016.
Hvor kommer sammenhængskraften fra?
Og hvad er det så, canadierne har til fælles? Det spørgsmål har jeg stillet mange forskellige canadiere, siden jeg selv for to år siden begyndte processen med at blive “permanent resident”, efter at min canadiske hustru havde dikteret Canada som vores nuværende hjemland.
Svarene har været mange og gået i forskellige retninger. Alligevel er der en kerne af værdier, der går igen. Der henvises ofte til de universelle værdier med demokrati og respekt for menneskerettigheder. Og så tilføjes der nogle mere person-orienterede værdier, som har stort sammenfald med dem, som Justin Trudeau opregnede i 2015: tolerance over for anderledeshed, respekt (for loven), høflighed…

Canadierne er mere optagede af tillid til institutioner og tillid mellem personer og forståelse for gensidighed. Siden 1997 er der løbende lavet undersøgelser af den sociale sammenhængskraft. Den er mindre følelsesbestemt end i de gamle nationer, hvor flaget og nationalsangen og andre symboler kan få følelserne frem. I IPSOS-Social Cohesion Index 2020 drejer det sig om tillid til det politiske systems fairness, tillid til andre mennesker, respekt for loven, og beskeden korruption.
Men spørgsmålet er, om det er den officielle politik om multikulturalisme, der er årsag til Canadas relative succes mht. at have så mange etniske grupper til at leve sammen side om side?
Det spurgte jeg den canadiske journalist Susan Korah om tidligt i november. Hun tilhører en af de nok mindste minoriteter i Canada, gruppen af syrisk-ortodokse kristne fra delstaten Kerala i Indien. Susan Korah kom til Canada som ung kvinde i 1978 efter at have levet med sin indiske diplomat-familie i mange lande, herunder i England.
Susan fik sin universitets- og journalistuddannelse i Canada, og hun trives fint i landet, selv om hun er del af en “synlig”, ikke-hvid, minoritet. Men hun mener, “at den canadiske sammenhængskraft måske mere kan henføres til andre forhold end den formelle multikulturalisme-politik”. I stedet peger hun på en række socioøkonomiske faktorer.
Susan Korah fremhæver, at den canadiske immigrationspolitik i mange år har været særdeles strømlinet. “Langt den største gruppe af nye indvandrere udvælges via et points-system, som blev lanceret i 1967. Det anvendes til at klassificere og rangordne potentielle immigranter. I det system lægges der stor vægt på evnen til at blive hurtigt integreret på arbejdsmarkedet, bl.a. ved uddannelsesniveau og -område, sproglige færdigheder og generelt personligt drive. De fleste immigranter er topmotiverede”, understreger Susan Korah.
“De mange nye indvandrere vil derfor være lette at finde arbejde til og er ikke hæmmet af sprogbarrierer for at orientere sig i det nye samfund. De nye canadiere vil typisk også komme i den offentlige skole, som er kendt for sin kvalitet, og hvor man også møder canadiere med mange forskellige baggrunde”.
Susan Korah anerkender, at når det gælder flygtninge, så er det typisk en mere sammensat og kompliceret gruppe. Det gjaldt for eksempel de 25.000 syrere, som Justin Trudeau-regeringen accepterede umiddelbart efter den kom til magten i 2015. Og det vil gælde de, først 20.000 og senere 40.000, afghanere, Trudeau-regeringen meldte ud at ville tage umiddelbart efter Talebans indtagelse af Kabul. Tallet blev meldt ud under valgkampen til parlamentet i september, uden at det blev genstand for videre debat, bortset fra protest fra det nye ekstreme højreparti, Canada’s People Party.
Susan Korahs henvisninger til Canadas strømlinede immigrationssystem bekræftes i en OECD-rapport om tilstanden i Canada i 2019. “60 pct. af Canadas befolkning født uden for landet er højtuddannede, det højeste niveau i OECD-landene. Kernen i Canadas succes er ikke alene det veludviklede udvælgelsessystem, men også den fortsatte fornyelse af det og de institutionelle rammer om det”, konkluderer rapporten.
Lidt meltingpot og lidt salad bowl
Mens vi nød en Beavertail, den berømte canadiske sukkerfyldte dessert, og varmede os ved en kop te med ahornsirup, spurgte jeg John T. Holmes, pensioneret canadisk ambassadør af irsk oprindelse, gammel kollega fra min tid i Manila, om, hvad den canadiske identitet er for en størrelse.
“Der findes måske ikke nogen egentlig canadisk identitet. Vi er snarere et land af forskellige grupper, som er forenet uden nationalistiske årsager”, svarede han.
Men hvad er så limen i det canadiske samfund, spurgte jeg.
“Det er et eksistentielt og udfordrende spørgsmål. Vi har fundet sammen af mange forskellige mærkelige grunde, for eksempel for at undgå at blive opslugt af USA”, sagde han, idet han henviste til de første europæiske bosættere fra England og Frankrig og efterfølgende bølger af immigranter.
“Over tid forstod de alle, at ingen gruppe kunne dominere de andre og fuldt ud kontrollere landet. Hvis dette skøre projekt skulle overleve, måtte vi lave kompromisser for at overvinde enorme udfordringer ved at give rum for andre og langsomt opbygge en kollektiv enhed, som accepterede forskelle og i sidste ende hilste diversiteten velkommen.
Det startede med de oprindelige folk og de engelske og franske nybyggere, som lavede aftaler, som desværre ofte blev svigtet. Senere var det englænderne, der gav rettigheder til de franske i Quebec. Vittigheden om den canadiske karakter – at canadiere altid undskylder og er så venlige – fortæller faktisk en reel sandhed.
Jeg vil være canadier uden bindestreg
forfatter Neil Bissoondath
Vi var nødt til at blive sådan, for ellers ville landet være slået fejl. Kompromisser og tilpasning førte til nationale sociale programmer, officiel bi-linguisme, multikulturalisme og i dag større fokus på de oprindelige folk og BIPOC (Blacks, Indigenous Peoples and other Colours). Der er mange eksempler på, at canadiske regeringer har handlet forkert, mishandlet oprindelige folk, asiatiske og jødiske immigranter… men i sidste ende har vi erkendt disse fejl , undskyldt og arbejdet for at eliminere effekterne af vores fejl”.
For John T. Holmes er Canada både lidt “melting pot” som i USA og “salad bowl”, hvor de forskellige komponenter er synlige. “Jeg tror”, fortsætter han, “at i dag er mange immigranter allerede integreret i anden eller tredje generation. Nogle har måske problemer med integration pga. manglende uddannelse, kulturelle forskelle eller af religiøse årsager f.eks. visse afarter af dogmatisk islam”.
På spørgsmål om risiko for, at Canada kan falde fra hinanden, ser John T. Holmes kun en risiko i Quebec. “Quebec er klart et samfund for sig (distinct society) inden for Canada. Politikere i Quebec – både de velmenende og de skruppelløse – vil altid udnytte forskelle og puste til selvstændighedsilden. Heldigvis har alle canadiske regeringer anerkendt udfordringen og arbejdet for at finde tilstrækkelig imødekommelse af kravene fra Quebec”.
To immigranter bliver borgmestre for millionbyer
Sidst i oktober vandt to immigranter borgmesterstolen i henholdsvis Alberta-provinsens hovedstad Edmonton og i Calgary, det økonomiske kraftcenter i samme provins. Begge er millionbyer. Den konservative, nationale avis Globe and Mail omtaler 30. oktober lokalvalget i avisens leder og nævner de to personers racemæssige baggrund. “Ikke fordi, race-baggrunden var et spørgsmål under valgkampen, men fordi det netop ikke var! Begge er født i Indien og tilhører en etnisk gruppe af personer fra Sydasien, som udgør en tiendedel af vælgergrundlaget i de to byer”, understreger lederen.
Avisen bruger eksemplet til at hylde multikulturalismen i Canada. “Canadiere er ikke helgener”, siger avisen, og erkender, at landet har døjet med mange sekteriske konflikter, “men Canada har en lang og accelererende historie mht. at udvide definitionen af “os” til mennesker, der i mange andre lande ville tilhøre gruppen “dem”.
Avisen understreger, at denne evne/vilje til at se bort fra biologiske og trosmæssige forskelle vil der være endnu mere brug for i fremtiden, for landet er ved at blive “a majority-minority nation”, en nation hvor ingen etnisk baggrund eller race dominerer. “Hvis en canadier er defineret ved alt det, vi har til fælles, på trods af forskelle, så vil alle være en del af flertallet”, slutter lederen håbefuldt.
Kritik af multikulturalismen
“Det er den multikulturelles verdens ironi, at i takt med, at verden bliver mere mangfoldig, så stiger fristelsen til at påtvinge uniformitet”. Sådan skrev nu afdøde canadiske sociolog Anthony H. Richmond i en artikel i 1997. “De tidligere dominerende befolkningsgrupper frygter at miste deres indflydelse og vil udelukke folk og ideer, der truer deres sikkerhed. Og nye grupper, der får mere magt, ønsker at påtvinge deres egen dagsorden, f.eks. nye læseplaner i skolerne og andre menuer i kantinerne.”
Ifølge Richmond angribes den politiske multikulturalisme fra flere sider. En kalder han den radikale kritik. Mål og midler i den officielle politik er gode nok. Der er bare for lidt af det hele. De nye indvandrere og minoriteter har brug for meget mere offentlig bistand for at blive integreret.
Lad os være canadiere uden bindestreg
En anden kritik kalder Richmond den liberale eller den humanistiske kritik. Den repræsenteres i særlig grad af forfatteren Neil Bissoondath, der er af indisk afstamning og indvandrede fra Trinidad i 1973. Han har bl.a. skrevet bogen Selling Illusions – The Cult of Multiculturalism in Canada (Penguin, 1994).
I en senere artikel fra 1998 kritiserer han Pierre E. Trudeau for at have baseret hans “social engineering” på to forkerte præmisser. For det første at kultur kan overføres til et andet geografisk område og er statisk. For det andet, at de nye indvandrere ønskede at tage deres gamle kulturer med til Canada.
Men kan Canada være sikker på – med en fortsat covid-krise – at nå det tilstrækkelige antal immigranter i år, der lever op til de kvalitetskrav, som det berømte point-system definerer?
“Men kultur er noget komplekst noget”, siger Bissoondath, “og den officielle multikulturalismepolitik reducerer kultur til noget simpelt teater. De etniske festivaler, der afholdes, forbliver på “folkloristisk Disneyland niveau”, siger han. “Og politikken er med til at fastfryse grækere altid som Zorbas, ukrainere som kosakker, stereotyperne bliver forstærket… At acceptere den etniske rolle medfører en skånsom marginalisering, og man vil aldrig blive fuldt medlem af samfundet… Der er risiko for, at man forbliver i mentale ghettoer”.
Bissoondath taler også om, at der er en forskel på tolerance og accept. “Tolerance is but a weak sister to acceptance”, siger han. “At tolerere nogle, er at leve med dem baseret på ligegyldighed. Accept er langt mere vanskeligt, for det kræver engagement og forståelse… Tolerance er således overfladisk og måske det højeste mål, man kan forvente af canadisk multikulturalisme”.
Bissoondath uddyber sin kritik og anvender social-politiske undersøgelser, der viser, “at det fremmeste for immigranter i Canada er at blive canadiere og være produktive, ydende medlemmer af samfundet. Folk emigrerer ikke for at bringe deres kultur et andet sted hen. Om jeg bevarer min kultur, er et privat spørgsmål. Det skal staten ikke blande sig i… Jeg vil være canadier uden bindestreg”, understreger han, idet han refererer til den meget brugte anvendelse af angivelse af folks oprindelse, f.eks. Vietnamese-Canadian, Indian-Canadian.
Eliminering af den euro-canadiske kultur
Andre kritikere af multikulturalismen tager afstand fra offentlige støtteprogrammer til nye etniske minoriteter. I stedet skal der lægges mere vægt på pligter og ansvar. Og det er vigtigt, at der er et fælles sprog, engelsk (i Quebec, fransk). Ifølge disse kritikere skal det frie marked sikre rationel anvendelse af ressourcer. Affirmative action-programmer, der giver fortrinsret til minoritetsgrupper, er positiv diskrimination og ødelægger et samfund baseret på meritter. Andre lægger vægt på, at politikken undergraver den vestlige kultur, som var grundlaget for Canada som indvandrerland.
Ricardo Duchesne giver i bogen Canada in Decay – Mass immigration, Diversity, and The Ethnocide of Euro-Canadians (første gang publiceret i 2017) over næsten 400 sider en sønderlemmende kritik af multikulturalismen og henviser til demografiske fremskrivninger, der siger, at i 2031 vil “visible minorities” udgøre 63 pct. af Torontos befolkning. Og i 2106 vil Canada være 20 pct. hvidt, 65 pct. ikke-hvidt og 15 pct. blandet.
Duchesne opregner en lang række mulige konfliktområder mellem de gamle og de nye indvandrere: sprog-regimer, regional autonomi, politisk repræsentation, undervisningsplaner, jord-konflikter, immigrationspolitik, uenighed om nationale symboler som nationalmelodi og offentlige helligdage. Og han fortsætter med at sige, at med de digitale medier holder de nye indvandrere tæt kontakt tilbage til oprindelseslandet og opbygger ikke fuld loyalitet til Canada.
Integrationen virker
Filosoffen Will Kymlicka skrev i sin bog fra 1998 Finding our way: Rethinking Ethnocultural Relations i Canada, at der var bevis for, at multikulturalisme ikke reducerer immigranters integration og ikke fremmer etniske subkulturer. Han havde bl.a. kigget på politisk deltagelse, hvor mange af de nye immigranter, der kan tale et af de to officielle sprog og ægteskab mellem forskellige etniske grupper som indikatorer for integrationen.
Det tredjestørste politiske parti i Canada, det socialdemokratiske NDP, har en leder, Jagmeet Singh, med indiske rødder. Han var som barn sendt tilbage til bedsteorældrene i Punjab, mens forældrene knoklede med at etablere sig i Canada. Senere uddannede han sig til advokat i Canada.
Partiet De Grønne har netop fået en ny (midlertidig leder), Amita Kuttner, efter at have sagt farvel til Annnamie Paul, der første sorte partileder i Canada. Amita Kuttner er af østasiatisk oprindelse. Hun er desuden trans. Og så er hun astrofysiker og ekspert i “sorte huller”.
Synet på immigration og flygtninge
Multikulturalismen har ikke været højt på dagsordenen ved de sidste flere parlamentsvalg – en indikator for, at der i betydeligt omfang, trods kritikken, er fælles politisk fodslag om den demografiske fremtid for Canada (bortset fra kritik fra det nye højreorienterede People’s Party of Canada. Selv om partiet gik væsentligt frem og fik cirka seks procent af stemmerne, fik det ingen mandater pga. valgsystemet).

Det private Environics Institute i samarbejde med Century Initiative foretager årlige analyser af befolkningens syn på immigration. Den seneste blev foretaget i september i år baseret på 2000 telefoninterviews. Konklusionen er klar: “Canadierne fortsætter med i vidt omfang at være positive og støtte politikken for immigranter og flygtninge. Disse vurderes i meget større omfang at ville yde et positivt bidrag til landet end at udgøre en trussel… Et klart flertal støtter niveauet for immigration, ser immigranter som godt for den canadiske økonomi og mener, at de er vigtige for at udviklingen i landets befolkning.”
Selv om der er forskelle mellem provinserne – faldende støtte fra øst til vest – og mellem partierne, hvor de konservative vælgere er de mindst entusiastiske, så konkluderer rapporten, at der er tale om marginaler, og “at immigranter og flygtninge i mindre og mindre omfang kan bruges som et splittende spørgsmål i canadisk politik”.
De canadiske værdier accepteres
“For mange immigranter tager ikke de canadiske værdier til sig”. Reaktionen på det udsagn er blevet målt siden 1993. Dengang var 72 pct. enige heri. I dag er tallet faldet til 48 pct. På spørgsmålet om hvilke grupper, der bør holdes ude af Canada, svarede 2 pct. i 2004, at muslimer skal holdes ude. Tallet var det samme i 2021.
På spørgsmålet stillet i september af Environics om, hvad der gør Canada unikt, var topscoreren multikulturalisme med 48 pct., nummer to var det demokratiske politiske system med 25 pct., mens sociale programmer og økonomiske muligheder scorede lavt med henholdsvis 10 og 5 pct.
Canada scorer højt som immigrantland – tredjestørste nye gruppe er nu nigerianere
Canadas årlige niveau for indtag af immigranter er nu på mere end 1 pct. af befolkningstallet på 38,5 millioner. Der er bred støtte i befolkningen til politikken, og der er en opfattelse af, at de nye canadiere tilpasser sig de canadiske værdier.
Men kan Canada være sikker på – med en fortsat covid-krise – at nå det tilstrækkelige antal immigranter i år, der lever op til de kvalitetskrav, som det berømte point-system definerer? Noget tyder på det. Først i november blev Canada nummer et i en international sammenligning i det såkaldte Nations Brands Index (NBI) foretaget af Anholt-Ipsos, når det gælder immigrationspolitikken og investeringsklima. Og den nyudnævnte immigrationsminister, Sean Fraser, melder, at “we are on track” med henblik på at opfylde målet for i år på 401.000 nye immigranter.
Canada lå også i toppen i internationale sammenligninger de tidligere år. I Migration Integration Policy Index (MIPEX) 2020, udarbejdet af Migration Policy Group, lå Canada nummer fire ud af 52 lande, og i 2019 lå Canada nummer et ud af 101 lande på Gallups Where the World Wants to Work-liste baseret på søgning på Google under søge-termen “how to move abroad”.
Kigger man nærmere på de seneste tal fra det officielle Canada Immigration News i oktober, så ligger indiske immigranter i dag klart nummer et og udgør næsten en fjerdedel af de nye immigranter, mens kinesere kommer ind på en sikker andenplads. Nigerianere er hoppet op fra femtepladsen sidste år og har afløst filippinere på tredjepladsen. De eneste to vestlige lande, der ligger på top-ti-listen i både 2020 og 2021 er USA og Frankrig. Langt hovedparten af immigranterne kommer fra lande i Asien.
Demografi er skæbne
Flere udtrykker bekymring for stagnation i det canadiske samfund. Den 6.november i år havde John Ibbitson, fast kommentator i den konservative, landsdækkende avis Globe and Mail, en artikel, hvori han råber vagt i gevær over for den demografiske udvikling i Canada.
“Demografi er skæbne”, skriver han, “og skæbnen for dette aldrende samfund ser ikke køn ud”. Og så giver han en række tal, der beskriver den truende udvikling: I 2011 var 14 pct. over 65 år, i 2030 vil det være 23 pct. I 1950 var mediansalderen ca. 28 år, i 2020 er den steget til godt 41. I 2010 var forholdet mellem den arbejdende og den ikke arbejdende del af befolkningen 2,3, i 2030 vil tallet være 1,7. Og fertilitetsraten er styrtdykket fra 3,9 i 1959 til 1,4 i 2020. Uden i sin kommentar at komme nærmere ind på løsningen, så er det klart, at der skal mange flere nye immigranter til for at forhindre den ellers triste skæbne for Canada.
Mere turbo på immigrationen: Canada skal have 100 millioner indbyggere i år 2100
I 2011 blev der lanceret et initiativ, Century Initiative. Det vil sætte yderligere turbo på immigrationen og sikre “a bigger and bolder Canada”, som der står på hjemmesiden centuryinitiative.ca. I stedet for med det nuværende immigrationsindtag at havne i år 2100 med et Canada på omkring 55 millioner indbyggere, så argumenterer initiativtagerne med, at for at sikre en fortsat dynamisk udvikling og udnytte det potentiale, landet har mht. de mange naturressourcer og fastholde Canadas høje internationale position (i dag både G7 og G20 land) og “global relevance and influence”, så skal der mange flere mennesker til.
Der er ikke tale om fantaster bag initiativet, men personer, der beklæder betroede stillinger. En af initiativtagerne var Dominic Barton, tidligere direktør for den amerikanske konsulentgigant McKinsey & Co. I dag er han Canadas ambassadør på den vanskelige post i Beijing. Initiativet støttes af flere højprofilerede personer. Blandt andre Bill Morneau, der var finansminister i den liberale regering indtil 2020, Navdeep Bains, der ind til for nylig var minister for innovation, videnskab og industri. Også Brian Mulroney, den tidligere konservative premierminister, støtter projektet.
“Det usandsynlige land” lever – og har det godt
Den canadiske lingvist Ronald Wardhaugh udgav i 1983 bogen Language and Nationhood: The Canadian Experience. Wardhaugh kaldte Canada “a most improbable country”. Ved jubilæet i 2017 for 150-året for landets skabelse sagde premierminister Trudeau, at der er grund til at fejre, at dette “usandsynlige” land har overlevet.
Her 50 år efter multikulturalismens officielle indførelse vil det være min påstand – baseret på egne erfaringer efter at være kommet og gået til Canada i mere end tredive år, og levet her med min familie i de sidste to år – at Canada ikke bare har overlevet, men at landet trives vel, udvikler sig og er et levende og robust multikulturelt samfund med betydelig sammenhængskraft. Der kan nævnes mange problemer.
Her er situationer med racisme. De oprindelige folks problemer er ikke løst. Der er nu og da mislyde fra provinserne. Men der er ikke tegn på, at Canada vil gå op i limningen efter etniske linjer (måske lige bortset fra Quebec, der bumler videre med sine bestræbelser på at bevare den franske kultur som den dominerende i provinsen).
I april i år satte U.S. News & World Report Canada som nummer ét i sin årlige sammenligning mellem lande, The Best Countries in the World. Rangordningen er baseret på en lang række sociale og økonomiske indikatorer. Der, hvor Canada scorer højest, er mht. social inklusivitet og retfærdighed (#1), livskvalitet (#1), racemæssig lighed (#2), transparens (#2) og dynamik og tilpasningsevne (#3).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.