DIGTE // ANMELDELSE – Bue P. Peitersens seneste digtsamling manta er perfekt buet og lækker. Digtene er også en brugsvejledning til overlevelse for slet ikke at tale om kærlighed. Den er således, som den selv påstår, mere end læseværdig.
Bue P. Peitersens seneste digtsamling manta er perfekt buet og lækker. Omslaget er ren størknet fløde med en diskret brun, brun titel i tusch henslængt til en elegant skrånende landing i ”manta på det elfenbensfarvede papir”. Og digtene kredser hele tiden om sansninger, anelser og følelser.
Koncentreret om overfladen, ja det overfladiske og inderligheden for ikke at sige sentimentaliteten og forholdet dem imellem i bestræbelsen på den glimtende skinnende sammensmeltning i det fuldkomne:
Det at du ikke vender vrangen ud på dig selv, betyder ikke nødvendigvis at
du er doven
eller bange
eller talentløs,
eller at din sjæl er et håndklæde,
men måske
bare at det
er sådan du
denne gang
får det der
er derinde
til at skinne
Digtsamlingen stiger op af sminken i sin tunge gule victorianske kjole, og det tomme mørke funkler og funkler, så man får lyst til at springe ud i den fra denne hårde sorte vippe, fordi man tror, at digtene genskaber den hvide, vide verden i en renselse som når man ”trækker et kridhvidt lagen gennem hovedet /og genopstår et sted hvor tingene giver sig selv”.
Et stykke hvidt papir, hvor meningen skriver sig selv i dens uendelige smukke muligheder, som man har lyst til.
Men jeg ”lander så blødt at det næsten ikke er til at holde ud” og opdager, at jeg nok ikke ville gøre det, fordi jegets bindinger og indvikling i verden, skønheden og kærligheden alligevel ophæver dets begrænsning til ensomhed og død:
og jeg lukker mine øjne om dig,
på en meget forstående måde,
kysser jeget forsigtigt godnat.
Godnat.
Bue P. Peitersens nyfortolkning
Æstetikkens funktion er ikke, at den lader os begynde forfra, hver gang fra bunden, og skabe en hvilkensomhelst mening fra det blanke papir, fordi den er, i ligegyldig hvilken form vi sætter på papiret. Formen er ikke indholdet. Mediet er ikke meddelelsen, som McLuhan påstod.
Æstetikkens eller formens funktion er heller ikke klart adskilt fra indholdet, som Aristoteles har defineret det i Poetikkens afsnit om tragedien, så den ’fremstiller handlinger, der er alvorlige, fuldkomne og af et vist omfang (…) idet den fremkalder frygt og medlidenhed og skaber renselse af den slags følelser’.
Æstetikken renser m.a.o. ikke følelsen (Khatarsis) ved at bevirke en overskridelse af den individuelle begrænsning og give en klar, intellektuel indsigt i et hidtil fremmed, ukendt men alligevel alment forhold.
I Bue P. Peitersens tilfælde er det snarere lidt henad en nyfortolkning af Aristoteles’ opfattelse end af McLuhans eller postmodernismens, der slår igennem, men sådan at de farver hinanden.
Renselsen (Khatarsis) forløber hele tiden næsten umærkeligt, fordi den allerede i sine virkemidler er inficeret af samspillet mellem jegets opfattelse og vores omverden, for slet ikke at tale om dagenes skum eller kærligheden, så skønhedens opståen forudsætter vores forskellighed og samklang, jegets fra og med den elskede og omverdenen, som igen negerer tomheden og påviser, at den aldrig har eksisteret i absolut form:
Her er jeget djævelsk luftigt,
et aurafotografi eller
den blomsterguirlande du trækker ud af din mund og kommer ind i min, og
jeget får sit
Gatorade shower.
Som når to lige store cirkler
ligger oven på hinanden
med kun en mys
forskydning
og skinner.
Digtene er en brugsvejledning
En ”manta” er imidlertid en djævlerokke, en stor tropisk saltvandsfisk med to hornagtige finner, der sidder på hver side af hovedet. Den kan opnå et anseeligt vingefang på 6-8 meter og bevæger sig drømmeagtigt dovent, mens den med ’hornene’ dirigerer det omgivende vand igennem sig for at optage næring og overleve:
Præcist så brusende søvnigt og smukt
som at række hånden ind
fra det ene univers
til det andet
for at aflevere sit jordbærpostkort.
Til den der vil overleve og elskes.
En manual i guddommelighed, nem at gå til.
Her viser det sig, at den lækre æstetiks eksistentielle ærinde på bedste Karen Blixensk vis er en stræben efter det fuldkomne og at ophæve isolationen af livets enkelte begivenheder ”død, efterår, ensomhed/håbløshed, sorg og kærlighed” i det guddommelige, helheden som kun glimtvis anes, men på den måde kan opleves med fuld volumen.
Bues æstetik er bare ikke nær så selvhøjtidelig og befinder sig med digtenes vekslende billedplaner (mellem glitter, dagligdags ting, rovdyr, pastelfarver og nære såvel som opløftede følelser) ikke kun i de højere luftlag.
Digtene er også en brugsvejledning til overlevelse for slet ikke at tale om kærlighed. Den er således, som den selv påstår, mere end læseværdig.
LÆS ALLE THORVALD BERTHELSENS TEKSTER HER
Bue P. Peitersen: manta, Digte
Kronstork, 2019
Foto: Holger Anderson/Kronstork.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
