NY BOG // ANMELDELSE – I sin bog “Broderismen” kortlægger den franske antropolog Florence Bergeaud-Blackler Det Muslimske Broderskabs udbredelse i vesten. Mange af hendes resultater er kontroversielle, men bogen giver et tankevækkende indblik i en fundamentalistisk bevægelse, skriver Hans Henrik Fafner.
Det sker ikke så ofte, at en forfatter må have politibeskyttelse som følge af en udgivelse. Men netop det overgik den franske antropolog Florence Bergeaud-Blackler, da hendes polemiske bog om Det Muslimske Broderskab udkom sidste år.
Hun skriver om broderismen (Le Frérisme) som det særlige ideologiske udslag af den islamiske bevægelse, der opstod i Egypten i 1928. Oprindeligt var det en islamisk baseret folkelig protest mod den europæiske kolonialisme, der dengang sad benhårdt på Egypten og store dele af den arabiske verden.
I det moderne Egypten lever Det Muslimske Broderskab stadig, om end næppe i bedste velgående, da Sisi-regimet er på nakken af brødrene med fængslinger og brutal undertrykkelse. Men i de mange mellemliggende år har bevægelsen samtidig knopskudt og bredt sig ud i regionen. Hamas på Gazastriben er således en direkte ideologisk aflægger, og hvad Europa angår, er tilstedeværelsen ifølge Bergeaud-Blackler ikke mindst i Frankrig massiv, selv om det umiddelbart ikke er så nemt at få øje på.
Det er dette særlige europæiske fænomen, forfatteren kalder broderismen, og den rører virkelig ved nogle meget ømme franske ligtorne. Forfatteren selv understreger, at hun ikke har noget personligt udestående med hverken muslimer eller islamister, men at hun gennem sin bog søger at kortlægge broderismens uforenelighed med vestens demokratiske tradition.
Bogen er nu udkommet på dansk, og det kan man kun værdsætte. Mange af hendes resultater er kontroversielle, og det kan man naturligvis bryde sig om eller ej. Men hvordan man end vender og drejer det, byder bogen på et indblik i et fundamentalistisk miljø, og dermed bliver den et tankevækkende indspark i en debat, der har stor relevans, både i forfatterens franske hjemland og herhjemme.
Kun én kultur – den islamiske
Broderismen begyndte at tage omfang på vestlige universiteter i slutningen af 1970’erne. Bogen beskriver, hvordan opfattelsen blandt muslimske studerende grundlæggende delte sig i to lejre. Den ene mente, at man efter endt uddannelse skulle vende hjem, og de argumenterede med, at store islamiske foregangsmænd som Sayyed Qutb og Abu Ala al-Mawdudi rejste tilbage til deres respektive hjemlande – Egypten og Pakistan – for at deltage i opbygningen af en national islamisk bevidsthed.
Dette får det nok til at løbe koldt ned ad ryggen på mange vesterlændinge, og man skal ikke lade sig besnære til at opfatte Mawdudi som en slags islamisk version af Gandhi
Den anden hovedgruppe foretrak at blive permanent i Europa og Nordamerika. De argumenterede med, at da Profeten Muhammed i år 622 havde forladt Mekka for at slå sig ned blandt fremmede i Medina, var det blevet et formål i sig selv at kalde til islam der, hvor der ikke fandtes en muslimsk tradition. For de muslimske studerende i moderne tid var der dog også et praktisk forhold, idet en del af dem ikke kunne vende hjem af frygt for at blive anholdt, så derfor gik mange i gang med at finde en teologisk begrundelse for at blive.
Endemålet er det islamiske samfund, eller kalifatet, om man vil. Det kan i deres øjne godt lade sig gøre i Europa, og her deler den teoretiske tilgang sig så mellem netop Qutb og Mawdudi. Qutb er teoretikeren bag jihad, mens Mawdudi er ingeniøren, der udvikler tankerne om en metodisk og systematisk ændring af samfundet. Det er Mawdudi, der er nøglepersonen i Bergeaud-Blacklers forklaringsmodel, og hans afsæt er grunden til, at hun betegner broderisterne som kamikazekrigere i slowmotion.
Ifølge denne tankegang lever vi i jâhilîya. Ordet oversættes normalt til uvidenhed, og i den arabiske verden bruges det til at beskrive den før-islamiske tid. Men idet islams lov ifølge Mawdudi er evig og skal gælde for alle, kommer det som en logisk følge, at de vestlige samfund fortsat lever i jâhilîya. Islam har ikke et afgrænset territorium. Dens love, regler og adfærd gælder for alle, overalt. Det mawdudianske system afskaffer idéen om kultur. Der kan kun være én universel kultur – og den er islamisk.
Saudiske penge
Dette får det nok til at løbe koldt ned ad ryggen på mange vesterlændinge, og man skal ikke lade sig besnære til at opfatte Mawdudi som en slags islamisk version af Gandhi. Selv om han ikke formelt bruger krigerisk retorik, er han så afgjort ikke fredelig eller pacifistisk, og han er i dag en vedvarende reference for jihadister.
Ved kun at fokusere på identitet og dermed ignorere de to andre dimensioner (vision og plan), gør de fleste sociologer sig blinde over for Broderskabets særlige natur som noget andet og mere end en blot og bar politisk bevægelse
Florence Bergeaud-Blackler
Men i det daglige er midlerne fredelige og diskrete, og det er bogens anliggende at påvise dette. De store ambitioner hjælpes godt på vej af rundhåndet støtte fra bl.a. Saudi-Arabien. Brødrene tager gladeligt imod, selv om de egentlig ikke bryder sig om oliestaterne, som de finder for eftergivende over for vestlige interesser. Men pengene begyndte at rulle fra slutningen af 1970’erne, og i 2005 var det ifølge CIA løbet op i den nette sum af 90 milliarder dollars.
De vestlige værtslande glædede sig kun over de kulturelle programmer i integrationens og samlivets navn. Det faldt navnlig i god jord, fordi det praktiske arbejde blev udført af islamistiske studenter, som var elegante, belæste og med velplejede skæg – en klar kontrast til 1970’ernes forhutlede fremmedarbejdere, som det hed dengang.
Bogen beskriver minutiøst, hvordan Brødrene ad denne vej lidt efter lidt fik fodfæste i Europa. Første bastion var Det Islamiske Center i Genève, hvorpå fulgte en række franske universiteter og kort efter Tyskland og Storbritannien. Forfatteren henviser her til Gilles Kepel, der som en af Frankrigs fremtrædende islam-forskere giver projektet ekstra akademisk tyngde. Kepel har selv skrevet om navnlig de jihadistiske sider af fænomenet i sin vigtige bog, der i engelsk oversættelse hedder Terror in France (Princeton University Press, 2017).
Medlemmerne eller proselytterne er placeret i et stramt hierarki, hvor den enkelte gradvis kan blive forfremmet, mens mere erfarne brødre holder et vågent øje med processen. Den del af skildringen fremkalder billeder af grupper som Scientology
Det hele er vanskeligt at gennemskue. Forfatteren beskriver, hvordan man intetanende kan melde sig ind i eksempelvis en sportsklub, hvor broderismen viser sig at trives bag kulisserne, så det hele beror på et undersøgende arbejde, der allerede for år tilbage var vanskeligt. Broderskabet gjorde sit for at hemmeligholde aktiviteterne, og for nysgerrige forskere var der stor fare for at blive beskyldt for racisme, hvis man interesserede sig indgående for de fremmede studerendes religion. De fleste undgik at få ørerne i maskinen.
“Ved kun at fokusere på identitet og dermed ignorere de to andre dimensioner (vision og plan), gør de fleste sociologer sig blinde over for Broderskabets særlige natur som noget andet og mere end en blot og bar politisk bevægelse,” skriver hun.
Jagten på kalifatet
Dette lyder vildt og alarmerende, men hun fortsætter ufortrødent med at forklare, at vi har at gøre med et segment, hvor offerrollekulturen er fast forankret. Og dette er i hendes øjne ikke bare en omvendt stigmatisering. Hun er således lodret uenig, når nogle påpeger at broderismens klare fokus på enhed skal ses som et produkt af orientalismen, som islamismen skal være en udløber af:
“Jagten på kalifatet, den røde tråd i islams århundreder gamle historie, er ikke født af det 20. århundredes revanchisme efter kolonialismen.”
Men hvor stort er dette fænomen? Det giver bogen ikke noget klart svar på, og det må da også indrømmes, at det nok vil være umuligt at sætte tal på den slags. Men for at belyse dette skriver forfatteren om det store årlige arrangement i Paris-forstaden Le Bourget.
Rencontre Annuelle des Musulmans de France er en konference med tilknyttet messe, omfattende alt arabisk og/eller islam-relateret mellem himmel og jord. Der kommer hundredtusinder af mennesker, og naturligvis er både salafister og broderister også til stede. Hvad broderisterne angår, er de høflige og slebne, mens de forsikrer besøgende journalister om, at de naturligvis er åbne og samarbejdsvillige.
Dén køber forfatteren ikke. Et andet sted i bogen beskriver hun broderismens indre struktur, som er en integreret del af deres strategi. Medlemmerne eller proselytterne er placeret i et stramt hierarki, hvor den enkelte gradvis kan blive forfremmet, mens mere erfarne brødre holder et vågent øje med processen. Den del af skildringen fremkalder billeder af grupper som Scientology.
Der er næppe nogen grund til at betvivle eksistensen af dette indre apparat i bevægelsen, og det virker i sig selv uhyggeligt, men her ville bogen nok fremstå som mere akademisk og mindre polemisk – mindre øretæveindbydende, hvis den lidt tydeligere relaterede dette til de mange europæiske muslimer, der blot ønsker at leve et godt og ordentligt liv uden for meget jihadisme.
Forlaget Pressto ejes af Bjarke Larsen, som er tilknyttet POV International.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
