ANMELDELSE // LYRIK – Det hører til sjældenhederne, at ny indisk lyrik udkommer på dansk, men den fremragende indisk-amerikanske lyriker og romanforfatter Tishani Doshis seneste digtsamling, Piger kommer ud af skovene, er netop blevet oversat. Jakob Brønnum har læst den. Og fået livsmodet tilbage.
Det er lige lovlig tungt for tiden. Den grovkornede umenneskelighed, eller måske bare den glemte menneskelighed, angriber én fra alle hjørner af verden. Som jeg skriver det her, er Tesfaye citeret i The Guardian for at sige om syriske flygtninge som sendes hjem, ”vores politik virker”. Overalt glemmer man, at der er mennesker involveret.
De politikere, der melder sig syge med stress, er dem, der er under anklage for diverse overtrædelser, mens dem, der forsvarer menneskeværdet, bare bryder sammen lige så stille under populismens ondskabsfuldhed, som Pernille Skipper for et par dage siden. Over hele Skandinavien kommer voldtægtsanklagede mænd i tv og interviewes af mænd om, hvor strengt det er.
Her kan man få livsmodet tilbage, fordi hun som lyriker viser, at ordene er levende og skældsordene døde. Fordi hun viser, at mennesket har ånd, som overstiger vores destruktive digitale dæmoni. Og at den ånd ikke kan gå til
De sociale medier er simpelthen en fejl, ligesom rygning. Det er virkelig behageligt i små doser, men man går til grunde af for meget, og der ligger i det, at man ikke kan vælge mellem lidt eller meget; man bliver suget ind i det med sin menneskelighed.
Man kan genfinde medmenneskelighed ved at forlade medierne, de sociale og de andre, men det er jo heller ingen løsning. What to do? Lige præcis i den situation har jeg nu tre gange oplevet, at der er sket noget uventet, selvom det er det samme, der er sket. Håbet er kommet tilbage i store hvide skyer, sejlende gennem bevidstheden.
Kaur, Gorman, Doshi
Første gang var, da jeg så min teenagerdatter sidde og læse Rupi Kaur, den canadiske digter, der er en vegetarisk udgave af Emily Dickinson for det 21. århundrede. Anden gang var, da jeg hørte Amanda Gorman ved præsidentindsættelsen, klart den største livelyrik-oplevelse, jeg har haft (og hvilken hån, at den lille bitte danske kulturelites smagsdommere stiller spørgsmål ved, om Gormans tekst er poesi).
Tredje gang var, da jeg læste Tishani Doshi, den indisk-amerikanske romanforfatter og lyriker. Hun er netop kommet på dansk i Claus Ankersens glimrende oversættelse. Her kan man få livsmodet tilbage, fordi hun som lyriker (ligesom de to andre) viser, at ordene er levende og skældsordene døde. Fordi hun viser, at mennesket har ånd, som overstiger vores destruktive digitale dæmoni. Og at den ånd ikke kan gå til.
Midt i al ragelset finder vi mindelser om et liv, der viser os, at livet i sig selv ikke er fragmenteret, men altid helt, uanset hvad øjeblikket måtte vise os
Hun sætter det i digtsamlingen Piger kommer ud af skovene ind i grundoplevelser, man som inder har i den almindelige dagligdag. Som i digtet om Hvad havet skyllede op, på side 20. Enhver der har stået ved kysten i et tredjeverdensland ved, hvad hun taler om. Midt i al ragelset finder vi mindelser om et liv, der viser os, at livet i sig selv ikke er fragmenteret, men altid helt, uanset hvad øjeblikket måtte vise os:
Koste, bh’er, tomme flasker
sprut. Spidsen af min brors
manglende pegefinger. Elpærer, tandpastatubehætter,
hygiejneartikler. Kastanjer,
kokosnøddeskaller, krager, krabber.
Tre døende fisk, fire døde bedsteforældre.
Sandaler af enhver slags: gummi, læder,
rexine, filt. Reb, bløddyr, barder, skum.
To spøgelsesbørn sankende sig hjemad.
Hun er vidunderlig, det er som at læse Lorca-på-speed, hvis det ikke var, at det ikke er kunstigt fremkaldt, det er tingen selv. Livet. Man kan ikke blive færdig med det, fordi det sproglige mesterskab er så tæt vævet sammen med den flimrende, materialistiske, eksistentielle virkelighed. Alting skifter hele tiden, ligesom lyset i april.
Den fugtige sommer i Madras
Det er ikke mildt, melankolsk og søgende som Kaur og ikke storslået og samfundsmæssigt håbefuldt som Gorman. Det er knivskarpt, brutalt, det er bevidst litteratur, der også står i samklang med traditionen med f. eks. et digt om den store amerikanske 20. århundredes digter Elisabeth Bishop (s. 70).
Det er overvældende billedtæt og tropisk varmt, fugtigt – som åbningsdigtet Sommer i Madras, Doshis hjemby, her i sin helhed:
Alle i huset er døende.
Mor i et værelse med aircondition
kan ikke høre mens floder bryder deres dæmninger
imod hendes nerver. Far går hvileløst fra veranda til veranda
og falbyder små stykker hud til rækken af skrigende skarlagensrøde
flammetræer. Ægtefælle forsøger at pacificere fortidens fremrykkende
styrker ved at stoppe sine ører fulde af tørrede mango-frøskaller. Og bror?
Bror er den mest åndsforladte af dem alle. Han åbner døren. Tager dødens
paraply. Slår den let ned her og der. Synger.
Det virker, som om Doshi opfatter livet fuldstændig som undertegnede tilfældigvis også gør, som grundlæggende set et stof, vi alle sammen har hele tiden og altid deler.
Medmenneskelighed, remember? Hun er utroligt god til at lade det få basalt eksistentielt perspektiv, og hun kan tilmed skrive om dets undergang, uden at det forsvinder:
Luk ikke øjnene. Fang en fisk.
Knus dens hoved og betragt livet gispe
ud af den. Spyt benene ud i sand.
Forær dine knogler til en eller anden. (S. 21)
Sådan bliver man lykkelig
Citatet er fra digtet Sådan bliver man lykkelig på 101 dage. Mens man læser, tror man et øjeblik, det er fiskens knogler, selvom den netop ikke har nogen, og der sikkert står bones på engelsk. Hvad der end står, er det en glidende overgang mellem fiskens liv og dit liv, vel at mærke under det perspektiv, at I begge kan miste det, og du var ansvarlig for, at den mistede sit, men at din fortsatte baksen med det viser dets uforgængelighed.
Titeldigtet Piger kommer ud af skovene har været trykt i verdens førende lyrik tidsskrift, det amerikanske Poetry. Det fortæller poetisk om noget, vi normalt blot møder i nyhederne som oprørende tragisk:
Piger kommer ud af skovene,
hyldet i kapper og hætter,
de bærer jernstænger og stearinlys
og et væld af ar, indsamlet
på umodne græsmarker og i by-
busser, i templer og i barer. Piger
kommer ud af skovene
med trusser bundet om læberne,
og larmer så meget, det er umuligt
at høre. Løfter verden også stemmen?
Her kan man høre hende selv læse digtet. Inger Christensen har ikke levet forgæves.
Køb den her bog, og glem den ikke nogen steder, som politikerne glemmer menneskeligheden, som nettroldene bevidst undertrykker den, så vi andre glemmer den og som dagligdagens virkelighed forsøger at få dig væk fra dens ødelæggelse for øjnene af os, gennem altid at stimulere dig til at ville købe dig et andet sted hen.
Det er lige her, det sker.
Tishani Doshi er født 1975 i Madras med walisisk mor og indisk far. Hun har en kandidatgrad i Creative Writing fra Johns Hopkins University. Piger kommer ud af skovene er udgivet internationalt på toneangivende lyrikforlag, i England (Blood Axe Press, hvor Tafdrup også kommer) og USA (Copper Canyon).
Doshi har fået flere priser. Hendes første bog, Countries of the Body (2006), vandt en pris for bedste debutdigtsamling. Doshis første roman, The Pleasure Seekers (2010), var shortlistet til Hindu Best Fiction Award.
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER
Tishani Doshi: Piger kommer ud af skovene
Oversat af Claus Ankersen
Det Poetiske Bureaus Forlag 2021
Foto: Instagram/Carlo Pizzato.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
