KULTUR // ANMELDELSE – Kan et langdistanceforhold fungere på længere sigt? Også hvis din kæreste beslutter at flytte til Mars for aldrig at vende tilbage? Det er præmissen for Min kæreste på Mars af canadiske Deborah Willis, der med en humoristisk og samtidsspiddende pen viser, at god litteratur sagtens kan være voldsomt underholdende.
Hvad gør man, når man er en selvbevidst millennial og et inkarneret konkurrencemenneske, hvis olympiske ambitioner på grund af en skulderskade ikke længere kan indfries? Når man har taget en kandidatgrad i miljøvidenskab, men ikke kan finde andet arbejde end som receptionist og er træt af at dyrke pot i gæsteværelset for at supplere indtægterne?
Svaret er ligetil: Man filmer en video med sig selv i sit køkken, hvor man skruer op for charmen, og indsender den som ansøgning til et reality-tv-koncept, der planlægger at sende den første bemandede mission til Mars. Og forventer, at kæresten glæder sig på ens vegne, når man bliver udtaget til at medvirke i programmet der, hvis alt går vel, kommer til at sende en ud i atmosfæren og beyond for at starte forfra på en mindre apokalypse-truet planet sammen med en anden mand.
“Kan du gøre noget for mig?” Amber lagde hænderne om mit hoved. “Kan du prøve at være glad på mine vegne? Bare i, sådan, et sekund? For jeg er allerede nået til tredje runde, og det er faktisk lidt en stor ting for mig.”
det er sandsynligvis kun et spørgsmål om tid, før ”vi” kan sende det første menneske til Mars
Selvom der måske ikke er mange par i din omgangskreds, der kæmper med samme problematik som det unge par i romanen Min kæreste på Mars, så er det sandsynligvis kun et spørgsmål om tid, før ”vi” kan sende det første menneske til Mars.
NASA spår, at det vil ske allerede i begyndelsen af 2030’erne mens SpaceX-grundlægger Elon Musk, ifølge The New York Times, kækt hælder til, at det nok snarere vil ske om tre-fire år. Desuden er det hans erklærede plan, at han med SpaceX vil kolonisere Mars og bruge planeten som et springbræt til at gøre menneskeheden interplanetarisk.
I denne bog er det ”douchebag-milliardæren” Geoff Task (der leder tankerne i retning af en fusion af Bill Gates/Elon Musk/Jeff Bezos), som med titanic’sk overmod-agtig står bag MarsNow-missionen; et realityprogram, ”der bedst kunne beskrives som en sammensmeltning af Robinson og Star Trek”, og som gennem en tv-dækket udskillelsesproces med prøvelser på locations fra Nicaragua til Skotland vil sende to heldige deltagere, en mand og en kvinde, til Mars. Vel at mærke – for evigt. For man kommer nemlig ikke sådan uden videre hjem igen, når først man er landet på den røde planet. Man skal være committed. Og vigtigst af alt – publikum skal underholdes.
”Ingen bliver sendt hjem i aften, fordi den første episode er vores mulighed for at lære deltagerne at kende. Næste uge får vi glæden af at se to af dem – en mand og en kvinde – få deres drømme knust.”
Utroskab og knuste fremtidsdrømme
Vi følger kæresteparret Amber og Kevin, begge i starten af 30’erne og derfor ifølge denne planets tidsånd et par klimaangste millennials i deres bedste alder. Ligesom forfatteren Deborah Willis selv, der er født i 1982.
Og så er der jo ikke andet at gøre end at forlade planeten
De har været kærester i fjorten år og bor sammen i en kælderlejlighed i Vancouver. Amber er den i forholdet, der ”har bukserne på” og som med sit tv-egnede udseende og tårnhøje ambitionsniveau snor den potrygende og desillusionerede forfatterspire Kevin om sin lillefinger.
Hun har tendens til utroskab og hendes selvtillid opretholdes (ifølge Kevin) af the male gaze, men han har elsket hende dybt og inderligt, siden hun en skoledag for længe siden lokkede ham til at pjække og dermed fik ham skubbet ud i verden. Efter en skade i skulderen knuser hendes olympiske drømme og en lovende fremtid som elitegymnast, er hun med et ikke længere sin religiøse fars ”lille vinder”, hans atletiske wunderkind.
Og så er der jo ikke andet at gøre end at forlade planeten.
For i en verden, der hærges af klimakatastrofer, og hvor Gud i bedste fald er midlertidig fraværende, i værste fald død, bliver Elon Musk-agtige typer – med grandiose planer – en art Messias for fortabte sjæle og påvirkelige millennials. Men hvis kærligheden ikke kan overleve i sådan en verden, kan den så overleve på Mars?
Rammer tidsånden klokkerent
Som i den amerikanske forfatter Dave Eggers’ romaner The Circle og The Every, der beskæftiger sig med techgiganternes magt og konsekvenserne for menneskelige relationer, er der også dystopiske toner i Min kæreste på Mars. Den er bare så humoristisk skrevet, at man næsten glemmer alvoren.
Som når der opstår romantik mellem Amber og den israelske MarsNow-deltager med det bibelske navn Adam, og de får at vide af produktionsholdet, at hvis de har tænkt sig at skændes, skal de fortælle det på forhånd, så de snurrende kameraer ikke misser et sekund. Eller når en politirazzia hos Kevin i hashreden (deres fælles hjem) ender som ”standard-GIF’en for desperat optimisme i mødet med den rene håbløshed”.
Vi forstår, at vi er fanget, ikke blot på en klimatruet planet, men på de sociale medier
Bagsiden af en online-popularitet, der kan ramme og forsvinde med lige så stor hastighed som en rumraket, beskrives kvalmende realistisk, når Amber går fra at have over to hundrede tusind Instagram-følgere, der hylder hendes udseende og personlighed, til, på grund af et meget offentligt fejltrin, at blive den mest hadede kvinde i verden og emnet for ondskabsfulde tråde på Reddit. Forfatteren Deborah Willis formår at ramme tidsånden helt rent i al sin Instagram-redigerede gru.
Vi forstår, at vi er fanget, ikke blot på en klimatruet planet, men på de sociale medier, hvor popularitet er eneste gangbar mønt, og hvor folkestemninger kan vende på et splitsekund. Ingen kan vide sig sikre uagtet høje følgertal på TikTok og Instagram. Selv ikke dem, der sidder på en raket på vej til at blive de første kærester på Mars.
Amber Kivinen som vor tids Daisy Buchanan?
Der løber smukke modsætningsforhold gennem romanen: Ambers astronomiske ambitionsniveau overfor Kevins agorafobi (han tør dårligt forlade sin lejlighed, alt imens han prøver at genlæse The Great Gatsby, da det ”er min form for rom-com”, og ængsteligt og besat følger MarsNow-missionen fra sin sofa, som oftest i en ordentlig koger).
Som Daisy Buchanan i klassikeren The Great Gatsby skal også Amber i sidste ende vælge mellem to mænd, hvor meget millennials-generationen end hader at vælge på grund af FOMO: fejlbarlige Kevin, porten til hendes barndom, og den næsten lidt for perfekte tv-deltager Adam, FirstMan34, der som hende higer efter at forlade planeten Jorden, det gamle bras, hurtigst muligt
Jorden er en mishandlet planet overfor uberørte Mars, der, indtil videre, er fri af menneskelig forurening og stråler med rustrødt potentiale. Den gudløse algoritme-styrede verden, der skildres så realistisk i romanen, overfor de mange referencer til Gud og især Johannes’ Åbenbaring. Den sidste del af Bibelen, der beskriver kampen mellem det gode og det onde, Gud og Satan, Dyrets mærke, Armageddon. Højpotent stof om verdens ende.
Og så er der MarsNow-seernes higen efter at få indblik i slibrige detaljer om deltagerne versus det ægte intime rum, den autentiske relation mellem to mennesker, der aldrig kan rokkes af seertal, likes eller skandaler. Eller kan den?
Som Daisy Buchanan i klassikeren The Great Gatsby skal også Amber i sidste ende vælge mellem to mænd, hvor meget millennials-generationen end hader at vælge på grund af FOMO: fejlbarlige Kevin, porten til hendes barndom, og den næsten lidt for perfekte tv-deltager Adam, FirstMan34, der som hende higer efter at forlade planeten Jorden, det gamle bras, hurtigst muligt.
Hvor meget vil du ofre for likes?
Skærer man igennem den dystopiske tone, Mars-missionen og den skarpe samfundssatire i romanen, står der et eviggyldigt menneskeligt dilemma tilbage. Hvor meget vil du ofre for at modtage likes fra fremmede på internettet? Er al den lir mere værd end kærlighed, den ægte af slagsen?
Der er noget filmmanuskript over romanen. Måske med Taylor Swift i rollen som den perfekte Amber, der én gang for alle med sit tandpastasmil skal skære det ud i pap for os alle sammen, at der ikke findes nogen Planet B
Min kæreste på Mars er som her beskrevet en kærlighedshistorie med klimaangst, rumraketter og reality-drama som ramme. Det er morsomt og ret skræmmende, og denne læser er begejstret.
Eneste anke er dialogen mellem karaktererne, der nogle gange bliver lige lovlig Netflix-manuskript-agtige. Hvem taler sådan? Det gør muligvis de yngre digitalt indfødte, men det virker stadig lidt for poleret. Der er noget filmmanuskript over romanen. Måske med Taylor Swift i rollen som den perfekte Amber, der én gang for alle med sit tandpastasmil skal skære det ud i pap for os alle sammen, at der ikke findes nogen Planet B.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og