
NYHED // OVERBLIK – Britisk politi anholder i gennemsnit 1.000 mistænkte pædofile om måneden, og hver måned bringer myndighederne omkring 1.200 børn i sikkerhed. Tallene kommer fra Storbritanniens nationale kriminalagentur, National Crime Agency (NCA), der advarer om, at seksuelle overgreb mod børn vokser i både omfang og brutalitet, drevet af sociale medier, krypterede tjenester og kunstig intelligens. Myndighederne kalder situationen kritisk og understreger, at truslen findes i alle lokalsamfund.
Ifølge NCA modtager politiet langt flere anmeldelser end tidligere. Antallet af spor om personer med seksuel interesse i børn er tidoblet på ti år. Samtidig registrerer agenturet i gennemsnit 1.700 nye anmeldelser om ugen om mistænkt online misbrug via sin særlige henvisningsenhed.
“Stigningen i alle målinger bekymrer os virkelig”, siger Rob Jones, driftsdirektør i NCA, til The Guardian. Han advarer om, at truslen bliver værre, selv om politiet intensiverer indsatsen. “Truslen bliver større på trods af vores bedste indsats. Der er mere adgang til børn online”, siger han.
Ifølge NCA spiller teknologi en afgørende rolle. Sociale mediers algoritmer fører brugere med seksuel interesse i børn sammen, og i lukkede onlinefora får de at vide, at deres adfærd er “normal”. Rob Jones beskriver en proces, hvor adfærden gradvist bliver retfærdiggjort og opmuntret.
Samtidig udnytter gerningspersoner nye teknologier. Kunstig intelligens bruges til at skabe manipulerede overgrebsbilleder, og udbredelsen af ende-til-ende-kryptering gør det sværere at opdage og stoppe overgreb. Myndighederne ser også en stigning i bestilt livestreamet misbrug, som ifølge NCA kan købes online for helt ned til 20 pund, eller under 200 kroner. Derudover vokser sager om økonomisk motiveret seksuel afpresning, især mod unge drenge.
Den britiske indenrigsminister for beskyttelse og vold mod kvinder og piger, Jess Phillips, kalder omfanget “rædselsvækkende”. “Omfanget af seksuel udnyttelse af børn i dette land er horribelt – hvad enten det sker online, i hjemmet eller i kriminelle netværk”, siger hun og understreger, at regeringen bruger “alle tilgængelige midler” for at bekæmpe forbrydelserne.
Politiet retter samtidig kritik mod teknologivirksomhederne. Ifølge Rob Jones findes teknologien til at identificere og fjerne kendt overgrebsmateriale fra åbne platforme, men den bliver ikke brugt konsekvent.
På trods af de mange anholdelser, 252 på én uge i januar, understreger NCA, at håndhævelse alene ikke kan løse problemet. Myndighederne efterlyser en bredere samfundsindsats med stærkere regulering, forebyggelse og et større ansvar fra techbranchen.
I 2024 modtog det amerikanske center for savnede og udnyttede børn, NCMEC, over 20 millioner anmeldelser om mistænkt online seksuel udnyttelse. Over 19 millioner af dem handlede om fremstilling, besiddelse eller deling af overgrebsmateriale.
Læs The Guardian
Læs rapporten fra NCA
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og