
NYHED // OVERBLIK – Antallet af forsvundne i Mexico er steget med over 200 procent på ti år, og mere end 130.000 mennesker er i dag registreret som forsvundet eller savnet. Det fremgår af en ny analyse fra den uafhængige tænketank México Evalúa. Udviklingen viser ifølge analysen, at forsvindinger i stigende grad er blevet en del af det samlede voldslandskab i landet – og at problemet ikke kan aflæses alene i drabsstatistikkerne.
Samtidig advarer både FN og internationale menneskerettighedsorganisationer om, at omfanget af forsvindinger, den udbredte straffrihed og den manglende beskyttelse af pårørende udgør en alvorlig og vedvarende menneskerettighedskrise. Ifølge FN er titusindvis af familier fanget i en situation præget af usikkerhed og mangelfuld efterforskning
México Evalúa oplyser, at antallet af registrerede forsvindinger og personer, der ikke er blevet lokaliseret, er vokset med 212,9 procent siden 2015. Samtidig er den samlede dødelige vold – målt gennem en samlet indikator, der inkluderer forsætlige drab, uagtsomme drab, forsvindinger og andre forbrydelser mod livet – steget med 68,2 procent i samme periode. Ifølge tænketanken viser tallene, at selv om regeringen fremhæver et fald i drabstal i 2025, giver drab alene ikke et retvisende billede af voldens omfang.
Sikkerhedsanalytiker Armando Vargas fra México Evalúa siger til The Guardian, at forsvindingerne “er et problem, der er blevet ukontrollabelt på nationalt plan”. Han peger på, at kriminelle grupper har udvidet deres territoriale kontrol og aktiviteter, herunder tvangsrekruttering, menneskesmugling og andre former for organiseret kriminalitet. Ifølge Vargas bidrager forsvindinger til at skjule den reelle vold, fordi lig ofte begraves i uofficielle grave, brændes eller på anden måde fjernes.
Ifølge FN’s højkommissariat for menneskerettigheder er omkring 115.000 personer i dag officielt registreret som forsvundne. FN peger på udbredt straffrihed, utilstrækkelige institutionelle kapaciteter og mangelfuld koordinering mellem myndigheder som centrale udfordringer. “Fraværet af en menneskerettighedsbaseret sikkerhedspolitik er en af de største udfordringer”, siger Jesús Peña Palacios, vicechef for FN’s menneskerettighedskontor i Mexico. FN fremhæver desuden en omfattende retsmedicinsk krise, hvor titusindvis af lig endnu ikke er identificeret.
Amnesty International retter i en rapport fra juli 2025 fokus mod de kvindelige eftersøgningskollektiver, de såkaldte “buscadoras”. Organisationen har interviewet 600 kvinder og oplyser, at 97 procent har oplevet vold eller alvorlige krænkelser i forbindelse med deres eftersøgning. De mest udbredte risici omfatter trusler, afpresning, angreb, tvangsfordrivelse og i nogle tilfælde bortførelser og drab. “I Mexico er det kvinderne selv, der leder efter de forsvundne, med deres egne hænder”, siger Amnesty Mexicos direktør Edith Olivares Ferreto.
Rapporten beskriver også manglende tillid til myndighederne. Kun 17 procent af de adspurgte kvinder henvender sig til myndighederne for at anmelde overgreb eller bede om støtte. Flere peger på oplevet samarbejde mellem lokale embedsmænd og organiseret kriminalitet samt manglende opfølgning på anmeldelser.
Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) understreger, at systematisk registrering og oprettelse af efterforskningsmapper er afgørende for at finde savnede. Ifølge organisationen skal der oprettes en efterforskningsmappe ved hver anmeldelse om forsvinding. “En sag er ikke bare papirarbejde, det er det bankende hjerte i eftersøgningen”, siger María Elizondo, juridisk rådgiver for ICRC i Mexico. Organisationen fremhæver, at tæt koordinering mellem anklagemyndigheder og eftersøgningsenheder er afgørende for at undgå forsinkelser og overlappende indsatser.
Samlet peger analyser fra civilsamfund og internationale organisationer på, at forsvindinger fortsat er en central del af Mexicos sikkerhedskrise, og at udviklingen over det seneste årti har været markant.
Læs mere hos The Guardian
Læs Amnestys rapport om “Las Buscadoras”
Læs analysen fra tænketanken Mexico Evalúa
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og