
NYHED // POV OVERBLIK – Der har været heftige israelske angreb på Iran og Libanon igen i nat. Der er tale om den 14. angrebsbølge på syv dage oplyser militæret til BBC. Beboere i Teheran oplyser til BBC Persian, at natten har været den værste indtil nu. Samtidig advarer den amerikanske forsvarsminister om, at bombardementerne snart vil ”stige dramatisk”.
Det var især hovedstæderne Teheran og Beirut, der tidligt i morges blev ramt af israelske missiler. Militæret oplyser, at det går efter ”regimets infrastruktur” i Iran, hvor flere andre byer også er ramt. I Libanon går israelerne efter at ødelægge ”Hizbollahs infrastruktur”. Libaneserne flygter i stor stil fra deres hjem i forsøg på at komme i sikkerhed. AP skriver, at der er kø på de store veje.
Ifølge BBC oplyser israelsk militær også, at dets angreb er ”synkroniseret” med amerikanerne i, hvad hærchefen, Eyal Zamir kalder for et ”historisk samarbejde”.
Amerikansk militær fokuserede i nat sine kræfter på at lamme den iranske flåde, og har senest ramt et krigsskib, der bruges til at affyre droner. Det skriver AP.
Den amerikanske forsvarsminister Pete Hegseth advarede sent i går aftes på et pressemøde sammen med blandt andre præsident Donald Trump om, at slagstyrken og de angreb, som begyndte natten til lørdag for en uge siden, vil tage til i styrke. Og allerede for et par dage siden sagde han på X, at “vi er kun lige begyndt”.
Briterne har netop tilladt amerikanerne at bruge deres Diego Garcia militærbase, som ligger på Chagosøerne i Det Indiske Ocean og i dag hører til Mauritius. Det ærgrer Hegseth, at briterne ikke gav den tilladelse med det samme, fordi det ville have hjulpet USA med at intensivere deres angreb.
Den britiske premierminister Keir Starmer siger til BBC, at amerikanerne har fået lov til at bruge basen til at gennemføre forsvarsoperationer.
Iranerne svarer igen og skyder især på Israel men også på amerikanske mål i de omliggende arabiske lande. Der er affyret missiler og droner mod Kuwait, Qatar, Saudi Arabien og Bahrain, som alle har amerikanske baser. Der er ingen meldinger om dræbte, skriver AP.
Azerbaijan, som støder op til Irans nordvestlige grænse og ofte samarbejder med iranerne hen over grænsen, har bedt om en officiel forklaring fra Teheran på et droneangreb i går.
I et interview med flere medier, sagde Præsident Trump i går, at USA skal være med til at vælge Irans næste leder. Han tvivler på, at det bliver storayatollah Ali Khameneis søn, skriver Reuters. Ayatollahen blev dræbt i det første store angreb i lørdags, og hans søn er blandt de navne, der cirkulerer til at tage over.
Præsidenten er ikke meget for at tale om de stigende oliepriser, som er fulgt i kølvandet på de sidste syv dages krig. ”Jeg er ikke bekymret over det”, siger han.
Det samme kan man ikke sige om europæerne. I dag samles højtstående EU-embedsmænd i Bruxelles for at diskutere energiudgifternes himmelflugt. Der er angiveligt forslag nok til, hvordan man skal løse problemet, men ifølge POLITICO, er der ingen af dem, som dur. Enten er de ”politisk sprængfarlige, upraktiske eller de vil ikke gøre en hurtig forskel”, hedder det.
Trump sagde også, at det ville være ”vidunderligt”, hvis iransk-kurdiske styrker, som opererer fra nabolandet Irak ville krydse grænsen og indlede angreb på iranske sikkerhedsstyrker.
Krigen har foreløbig kostet mindst 1230 mennesker livet i Iran, og i Libanon er dødstallet opgjort til over 120. Seks amerikanske soldater er døde.
Læs Reuters, BBC, og AP
Se Hegseths opslag om krigen på X. På det sociale medie kalder forsvarsministeren sig for krigsminister.
Læs også Michael Seidelins analyse af reaktionerne i EU på USA’s og Israels krig mod Iran.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og