#METOO // KOMMENTAR – Komiker Brian Mørk skældte ud på feministerne i Danmark for at være ligeglade med overgreb på drenge og mænd i sidste uges Weekendavisen. Men feministernes kamp mod patriarkatet kommer i den grad også drenge og mænd til gode, skriver Frejamay November, der peger på, at mandlige ofre bliver taget langt mere alvorligt nu end for blot få år siden. Det kan vi alle takke #MeToo-bevægelsen for, siger hun og hjælper gerne Brian Mørk, der har spurgt, hvad han skal gøre anderledes. Læs de gode råd til komikeren nederst i kommentaren.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
#MeToo har ændret på mange ting i verden. Jeg mærker det personligt, og jeg ser det ude i verden bl.a. i kommentarspor på sociale medier, hvor mange flere mænd udtaler sig og støtter op om ofrenes fortællinger, end det var tilfældet før i tiden.
Vi har fået et (begyndende) offentligt sprog for overgreb, som ofre for overgreb kan bruge. Vi ser destruktive kulturer nedbrydes samt ofre, der får får taletid – og dødstrusler, men den tager vi en anden dag. Alt i alt er der bare ting, der på ingen måde er okay mere. Thank God for det.
Det er også blevet en lillebitte smule mindre umuligt at stå frem, at anmelde (takket være samtykkeloven blandt andet), og der arbejdes på at skabe mere tryghed på arbejdspladser, så vi får en anden kultur, hvor vi i fællesskab siger fra over for adfærd, der krænker andre mennesker.
Noget, der stadig er enormt tabubelagt, er overgreb på drenge og mænd. I de senere år er flere og flere mænd stået frem og har modigt fortalt om overgreb, de har været udsat for.
Det er præcis alle, der vinder – i øvrigt også Brian Mørk – når vi sammen får vendt skuden. Men det er fucking hårdt arbejde
Det var ikke muligt for bare få år siden, for det, der nemlig sker, når mænd deler overgrebshistorier, er, at de rammes af den dybt skadelige “giftige maskulinitet” – toxic masculinity er en maskulinitetsform, som bl.a. er karakteriseret ved misogyni og homofobi, og der er ikke tale om mænd, der er ’giftige’, men derimod specifikke maskulinitetsnormer, som også er giftige for mændene selv.
De normer holder mænd fast i nogle låste roller og adfærdsmønstre, der gør det svært for dem at handle anderledes og søge andre veje, end hvad “en rigtig mand” (ifølge normerne) bør. Ofrene hånes, latterliggøres, udstilles og udskammes. Præcis ligesom kvinder gør, bare langt værre, fordi de er mænd.
Jeg glemmer aldrig den sag om lærlingen, som blev mishandlet på sin arbejdsplads med et kosteskaft. En ung fyr, som er i gang med en uddannelse, han tager på arbejde hver dag, måske kunne han være din eller min søn, og så ender han med at blive mishandlet groft af sine kolleger, der skal passe på ham.
Det var jo “en god historie”, og man kunne dengang næsten læse, at journalisterne, der skrev artiklen, måtte tage sig sammen for ikke at bryde sammen af grin. Kommentarspor flød over med grine- og håne-smileys og “tag det som en mand” og “tag en tudekiks”. Det var totalt destruktivt og modbydeligt at være vidne til.
Du er på vildspor
Men tingene har forandret sig. Når der nu (heldigvis) er faldet dom i sagen om psykopathooliganen, der har mishandlet og voldtaget unge mænd og drenge i 1300 tilfælde, er vi kommet til et tidspunkt, hvor de fleste af os er enige om, at det er fuldstændig forfærdeligt, hvad der er sket. Vi griner ikke længere ad de drenge, det er gået ud over. Det har vi fattet.
Men vi er ikke i mål – langt langt fra. Og jeg kan konstatere, at komiker Brian Mørk ér sjov, når han helt gratis og uden at løfte en lillefinger selv langer ud efter feministerne i sidste uges udgave af Weekendavisen for ikke at “gøre noget”. I indlægget med titlen “Pludseligt tavse feminister” (kan ikke læses udenfor betalingsmur, så kræver abonnement, red.) og undertitlen “Hvor er MeToo-bevægelsen henne, når fodbolddrenge fra Vestegnen udsættes for overgreb?” fremgår det, at Mørk har bildt sig selv ind, at feminister kun gider ændre forhold for kvinder, drenge er de røvhamrende ligeglade med.
For det kan ikke være andet end satire, når han i Weekendavisen tuder over, at nogen andre ikke gør noget, han i øvrigt heller ikke selv gør og aldrig har gjort: arbejdet for at ændre forholdene til det bedre for alle.
Til gengæld er Brian Mørk ikke sen til at melde ud, at “kvinder bare skal lære selvforsvar, så de ikke havner i sådan nogle forfærdelige situationer”. Eller som han konkret sagde på Twitter: “De sidder bare og tager imod og lader idioten tro, at det er ok at være klam. Kan vi træne vores døtre til at være klare i spyttet? Der er rovdyr derude, og det hjælper ikke at spille død.”
Også til Weekendavisen uddybede han sidste år, at kvinder fra naturens hånd er “pleasere”, og at “naturen er ligeglad med samtykke”.
Men Mørk er (igen) fuldkommen galt afmarcheret – ingen mener, at de her drenge “bare skulle have lært sig selvforsvar”, fordi vi alle sammen godt ved, at selvforsvar intet har med overgreb at gøre. Selvforsvar er fint, men selvforsvar er ikke løsningen på noget som helst, når det kommer til #MeToo.
Men for at vide det er du nødt til at forstå, hvad overgreb handler om, og det kræver, at man sætter sig ind i psykologien, i magtstrukturer og magtspil, i ulighed, og hvornår mennesker er udsatte, og hvorfor folk “ikke bare siger fra”.
Du kan bruge din stemme til at råbe politikere på området op, så der er mere hjælp til ofre for seksuelle overgreb
Det Brian Mørk gør, har jeg oplevet så mange gange før. Da jeg samlede ind til Lesbos, kunne jeg fodre svin med “hvad så med de hjemløse”-beskeder og “hvorfor gør du ikke noget for dem her så”.
Og hver gang jeg bad om et link til deres egen indsamling til hjemløse, blev der helt stille. Jeg har også senere fået beskeder om, hvorfor jeg ikke hjælper dem her, når nu jeg hjalp på Lesbos.
Og det forstår jeg godt. Det ér nemlig bare meget nemmere at sidde i et lille flyverskjul og pege fingre ad, hvad alle andre skulle have gjort. Især når man ikke gider sætte sig ind i, at #MeToo faktisk også er medvirkende til, at det nu er mindre umuligt for mænd og drenge at stå frem og fortælle om overgreb.
Det er præcis den samme kamp. Det er præcis alle, der vinder – i øvrigt også Brian Mørk – når vi sammen får vendt skuden. Men det er fucking hårdt arbejde.
Her er, hvad du kan gøre
Brian Mørk spurgte i sidste uge i en tråd, hvad han så skulle have gjort i stedet for at skrive sit indlæg i Weekendavisen.
Og jeg vil gerne være konstruktiv – jeg vil gerne hjælpe ham.
Så her er, hvad du kan gøre, Brian Mørk:
- Du kan bruge din kanal til at give taletid til ofre for overgreb, voldtægter og sexisme.
- Du kan støtte Everyday Sexism Project Denmarks fantastiske arbejde, både økonomisk og ved at dele deres tekster.
- Du kan lave en temadag om seksuel vold mod drenge og mænd og bruge dit netværk til at skabe hype omkring temadagen.
- Du kan bruge din stemme til at råbe politikere på området op, så der er mere hjælp til ofre for seksuelle overgreb og især hjælp til, at samfundet bliver bedre til at forstå senfølger i voksenlivet efter overgreb i barndommen. Der er brug for massive indsatser!
- Du kan stoppe med at modarbejde dem, der rent faktisk arbejder på det her hver dag, og stille dig til rådighed, deltage i møder, snakke med ofre og udvide din forståelse for, hvad det vil sige at have været udsat for voldtægt.
- Du kan dele andres arbejde, nemlig de mange som arbejder målrettet for at få fokus på netop overgreb på børn og unge, senfølger, eller melde dig som talsperson for eksempelvis DareGender eller Kvisten, Spor, Landsorganisation mod seksuelle overgreb (LMSO), Center for seksuelt misbrugte (CSM), Levudenvold.
- Når man googler “voldtægt mænd”, vil Google automatisk gerne ændre til “voldtægtsmand” … måske skulle man starte med at kigge på, hvorfor Google egentlig gør det? For ligesom der er magt og afmagt i sproget, er der det også i søgemaskiner.
- Der er så mange steder at starte: Støt de ofre, der deler deres historier. Både i artikler, i kommentarspor og i direkte beskeder.
- Gør det mere sikkert at dele historierne. Det er dem, der skaber mere og mere mod til, at andre kan gøre det. Jeg deler selv mine historier fra tid til anden, og hver gang jeg gør det, skriver nye mennesker til mig om forfærdelige ting, de har oplevet.
Vi skal ændre verden et menneske ad gangen, og der er bare ikke tid nok, så vi har brug for alle. Også dig, Brian Mørk. Sæt i gang!
Læs artikler i POV om foreningen Everyday Sexism Project Denmarks arbejde her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her