
POV BUSINESS // KOMMENTAR – Danmark er et land fyldt med kloge hoveder, innovative løsninger og fremsynede borgere. Derfor har danske virksomheder i generationer bidraget til at gøre hverdagen lettere, miljøet grønnere og samfundet rigere. For danske virksomheder er den grønne omstilling ikke en byrde, der skal modarbejdes, men en mulighed, der skal gribes, siger Brian Mikkelsen, adm. direktør for Dansk Erhverv.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For at vi alle får gavn af den grønne omstilling, er det vigtigt, at vi lytter, lærer og giver plads til hinanden. Det er i samarbejdet, at vi finder de varige og gode løsninger.
I Danmark har vi formået at skalere grønne løsninger såsom vindmøller, termostater og pumper. Nu har vi behov for at understøtte den viden, som kan blive det næste grønne eksporteventyr
Verden bliver ikke et grønnere, mere velstående eller innovativt sted ved at neddrosle flyrejser, sætte kvoter på oksekød eller beskatte borgere og virksomheder fra deres levebrød. Vi skal tænke smart og udvikle nye teknologier.
Her spiller iværksættere og startups en vigtig rolle, for det er ikke kun de store etablerede spillere i erhvervslivet, der kan gøre en forskel for den grønne omstilling.
Iværksættere har mulighed for at starte fra bunden og bygge en forretning op ud fra nye grønne teknologier – hvad end de vokser ud af eksisterende virksomheder, kommer fra universiteter eller et tredje sted.
I Danmark har vi formået at skalere grønne løsninger såsom vindmøller, termostater og pumper. Nu har vi behov for at understøtte den viden, som kan blive det næste grønne eksporteventyr.
Ingen kender morgendagen. Derfor handler det om at skabe gode muligheder for en markedsbaseret grøn omstilling ved at gøre det mere attraktivt for virksomheder at investere i forskning- og udvikling.
Derfor er det glædeligt, at der netop er kommet en midlertidig forhøjelse af fradraget for investeringer i forskning og udvikling fra 110 pct. til 130 pct. Det er den rette vej at gå og bør kombineres med en forhøjelse af skattekreditordningen, der særligt gavner grønne iværksættere, ved at belønne investeringer i blandt andet grøn forskning.
Vi skal have mere fokus på digitale løsninger, som ifølge World Economic Forum kan reducere op til 15 pct. af verdens samlede CO2-udledning
Vi har brug for at tænke nyt og på tværs. Vi skal for eksempel have mere fokus på digitale løsninger, som ifølge World Economic Forum kan reducere op til 15 pct. af verdens samlede CO2-udledning.
Det kunne være flere Smart City-løsninger som via sensorer, digitalisering og anvendelse af kunstig intelligens kan optimere transporten og reducere forbruget af vand, elektricitet og varme.
Verden er større end Danmark
Vi løser kun klimakrisen ved at udvikle og skalere de grønne løsninger til verdensmarkedet, som uden tvivl er de sorte løsninger overlegne. Både økonomisk og miljømæssigt. Hvis Danmark skal være foregangsland, skal vi vise verden, at grøn omstilling bedst gennemføres i samspil med vækst i økonomi og beskæftigelse.
Tænk bare på vindenergi. Vi kender alle historien om den danske klimaløsning, der fik finansiering, fokus og rammevilkår til at vokse sig stor. Vi tænker måske ikke så meget på det, men fordi vind har erstattet kul verden over, så er CO2-udledningen nedsat på globalt plan med over 600 mio. ton.
Den danske CO2-udledning er 50 mio. ton. Altså har vind nedsat CO2-udledningen med, hvad der svarer til over 10 gange de samlede danske udledninger.
Innovation, idéer og iværksættere er en del af opskriften på, hvordan vi skal udvikle de næste grønne eksporteventyr
Den historie skal gentages i andre brancher. Innovation, idéer og iværksættere er en del af opskriften på, hvordan vi skal udvikle de næste grønne eksporteventyr.
Faldende CO2 og faldende skattetryk
Staten skal sikre ordentlige rammer for, at danske virksomheder kan bidrage til den grønne omstilling. Her har Dansk Erhverv spillet aktivt ind i arbejdet i regeringens 13 klimapartnerskaber, hvoraf vi selv var sekretariat for fire, samt været med til at facilitere et 14. klimapartnerskab målrettet de grønne iværksættere.
Her kom der bud på, hvordan man for fremtiden kan indrette måden, hvorpå det offentlige køber ind, tildeler økonomisk støtte, regulerer erhvervslivet og beskatter på.
For Dansk Erhverv er det afgørende, at det både skal være dyrere at udlede CO2 og samtidig billigere at drive virksomhed og være dansker. Derfor går vi positivt ind i debatten om en flad CO2-afgift
Et af de store fokusområder for efteråret er forhandlinger af en grøn skattereform.
For Dansk Erhverv er det afgørende, at det både skal være dyrere at udlede CO2 og samtidig billigere at drive virksomhed og være dansker. Derfor går vi positivt ind i debatten om en flad CO2-afgift, som er anbefalet af både økonomer, internationale organisationer og partier på tværs af Folketinget.
At sætte en pris på CO2, som er ens på tværs af sektorer, kan være med til at lette andre erhvervsskatter, så konkurrencekraften bevares, og der skabes en fair og sund konkurrence. Omstillingskraften sættes fri, og der kommer et marked for nye produkter, der udleder mindre CO2, samtidig med at danske virksomheder bevarer deres konkurrencekraft.
De danske virksomheder er klar – og vil inddrages i processen. Lad os sammen bruge handlekraften for et grønnere og mere velstående Danmark.
LÆS MERE OM GRØN OMSTILLING I POV HER
Topfoto: Brian Mikkelsen, adm. direktør Dansk Erhverv.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.