Jan Larsen: De fatale dage og uger Kina dækkede over coronavirus

i Kina/Politik & Samfund af
CORONAKRISE // ANALYSE – Verden over kræver lande en uvildig undersøgelse af, hvad der egentlig skete i Kina i starten af coronaepidemien. Jan Larsen har undersøgt og analyseret de mange dunkle punkter, som Vesten vil have klarhed over. Tilsammen tegner de et billede af et rystende forløb med dystre perspektiver, fordi mange af de alvorlige fejl bunder i grundlæggende skævheder i den kinesiske magtstruktur. Og betyder, at en ny pandemi meget vel kan blive gentaget i fremtiden.

Jeg tror aldrig Kina vil give verden mulighed for at få den fulde sandhed om de 28 dage, hvor landet undertrykte information om coronavirus, slettede spor, truede læger og kilder og løj overfor sin egen befolkning og verdenssamfundet.

Men løbende kommer der trods alt dybdeborende artikler, åbenhjertige interviews med modige kinesere, både fagfolk og borgere fra epicentret i Wuhan. Tilsammen giver de nu mulighed for at sammenstykke et forløb, der nok vil overraske de fleste.

Ligheder mellem SARS og covid-19

Den nye coronavirus er på mange måder en gentagelse af en tidligere epidemi, SARS-udbruddet i Kina i 2002-3. Her var der også tale om en coronavirus. Begge lungesygdomme har et væsentligt lighedspunkt i oprindelsen, formentlig fra dyr af flagermusgruppen, der via skældyr og desmerdyr har bragt vira videre til mennesker, der igen kan smitte hinanden.

Tidl. WHO-chef Gro Harlem Brundtland pegede allerede i 2003 på Kinas handel med vilde dyr som et kæmpeproblem. Resultatet ser vi med covid-19

I begge tilfælde peger eksperterne på de traditionelle, såkaldte vådmarkeder, som sandsynlige oprindelsessteder. I Wuhan blev over tusinde boder på Huanan Seafood Wholesale Market lukket, da markedet blev udpeget som arnestedet for den aktuelle covid-19.

De fleste byer i Kina har den slags markeder, der sælger fisk og skaldyr, friske udskæringer af svin, kylling og oksekød. Men indimellem er der bure med levende dyrearter som bambusrotter, flagermus, skældyr, ræve, bjørnearter og mange af de eksotiske dyrearter, som kinesiske forbrugere spiser af lyst eller fordi de har helbredende eller opkvikkende virkning ifølge traditionel kinesisk medicin (TCM).

Masser af advarsler til Kina

Siden Kina efter otte måneders kamp fejrede udryddelsen af SARS i 2003, har verdenssundhedsorganisationen WHO gentagne gange peget på, at nye former for coronavirus vil kunne dukke op på netop disse markeder. Daværende generalsekretær i WHO, Gro Harlem Brundtland, nærmest tryglede medlemslandene om at opspore og fjerne disse markeder, fordi de kunne sprede vira fra dyr til mennesker.

Salg af vilde dyr på vådmarkeder er almindeligt i Kina og Sydøstasien, og blev af WHO allerede efter SARS udpeget som et stort problem. I Kina har det udviklet sig til en milliardindustri og er formentlig endnu en gang årsag til en livsfarlig epidemi. Foto: Wikipedia Commons

Specifikt pegede hun på Kinas vådmarkeder, og en videnskabelig rapport beskrev i 2007 forholdene i Kina som en ”tidsindstillet bombe”, fordi landets hastige urbanisering, store udbud af eksotiske dyr og manglende kontrol med handel med vilde dyr, var en dødelig cocktail.

I 2015 blev coronavirus føjet til listen med topprioritering for research i forhold til pandemi-fare, og så sent som i 2018 blev dette gentaget på WHO’s liste over prioriterede sygdomme.

Hvorfor blev de ikke forbudt

Men lovede Kina ikke allerede efter SARS-epidemien at fjerne handelen med vilde dyr på disse markeder? Og hvorfor skal virologer som Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet, her 17 år efter SARS (plus fugleinfluenza og andre vira) konstatere, at ”hvis man denne gang formår at presse kineserne til at højne deres fødevarehygiejne drastisk og lukke ned for salg af vilde dyr på disse markeder, vil det helt klart nedsætte risikoen for, at en ny dødelig coronavirus spreder sig”?

Den korte forklaring er, at salget af vilde dyr på vådmarkederne (navnet stammer fra, at dyreaffald, rester og ekskrementer bliver spulet væk fra gulvene med vand) er en vigtig del af kinesisk fødevarekultur. Under Mao fik de stor betydning, fordi hungersnøden, både under Kulturrevolutionen og Det store Spring Fremad, tvang kineserne til at finde nye former for føde. På landet blev salg af f.eks. rotter, flagermus, desmerkatte og skældyr almindeligt. I 1970’erne blev det ligefrem sat i system, og siden er opdræt af vilde dyr blevet en milliardindustri, der også lovmæssigt har beskyttet dem, der handler og opdrætter dem. Eksempelvis har Kina stadig ingen dyrevelfærdslov.

De 1000 boder på Huanan vådmarkedet i Wuhan blev lukket og afspærret 1. januar. For ikke at forurolige befolkningen var forklaringen ”rengøring” – og ikke de mange coronatilfælde blandt stadeholderne. Foto: Wikipedia Commons

Og jo, vådmarkederne fik udstedt et forbud under SARS-epidemien. Men det blev hurtigt og i stilhed ophævet, samtidig med at SARS blev inddæmmet. I forbindelse med den nye coronavirus har Kina oplyst, at der siden 24. februar 2020 har været forbud mod illegal handel og forbrug af vilde dyr på vådmarkeder. Det er dog svært at få rede på, hvad der konkret bliver gjort, og hvilken lovgivning der er på vej.

Også andre teorier

Det er bare det første af mange væsentlige spørgsmål, som en grundig og uvildig undersøgelse skulle svare på om forløbet fra starten af december 2019 til storbyen Wuhan blev lukket ned 23. januar

Der er også andre teorier om, hvordan covid-19 er opstået. USA’s præsident Trump har påstået, at virussen – bevidst eller ubevidst – er sluppet ud fra det virologiske laboratorie (WIV) i Wuhan, mens talsmanden for det kinesiske udenrigsministerium, Zhao Lijian, påstår, at det var amerikanske atleter, der deltog i de Wuhan Militære Verdens Lege i oktober, som bragte smitten med til Kina.

Mange krav om en undersøgelse

Derfor er det meget forståeligt, at overalt i verden spørger fagfolk, politikere og borgere, hvordan covid-19 pandemien opstod og hvorfor den spredte sig med den fart og det omfang, vi kender i dag.

Australien, USA og EU-lande kræver undersøgelser, der giver svar på spørgsmålene. Den australske premierminister, Scott Morrison, argumenterede:

”This is a virus that has taken more than 200,000 lives across the world and has shut down the global economy. Now it would seem entirely reasonable and sensible that the world would want to have an independent assessment of how all this occurred, so we can learn the lessons and prevent it from happening again.”

Kina har hidtil konsekvent nægtet at gøre det muligt at lave uvildige undersøgelser i Kina. De betegner kravene fra de vestlige lande som udelukkende politisk motiverede.

Tidslinjer

Gennem lang tid har jeg samlet avisartikler, videnskabelige rapporter og fået oversat interviews og beretninger fra sundhedspersonale og journalister i Wuhan. Jeg har også adgang til kilder i Kina, der har været tæt på begivenhederne, så det tilsammen er muligt at give et billede af, hvad der skete i de afgørende dage.

Til brug for et overblik med tidslinjer, kan jeg henvise til f.eks. BBC, CNN eller Axios. For overblikkets skyld bruger jeg også kronologien, men har ellers valgt at koncentrere mig om enkelte af de begivenheder og beslutninger, der har haft afgørende betydning for hele forløbet.

Den klassiske kinesiske ”sygdom”

Kina har dog lært en lektie fra SARS. Siden 2004 har sundhedssystemet nemlig brugt mange kræfter på at opbygge et landsdækkende rapporteringssystem over infektionssygdomme, der både kunne opdage nye sygdomme hurtigt – og tage højde for at undgå enhver form for politisk indblanding. For det var en anden lære fra SARS, at rapportering om sygdommen gik alt for langsomt og var mildest talt mangelfuld, fordi de lokale embedsmænd og politikere var meget tilbageholdende med at sende dårlige nyheder til topledelsen i Beijing. Det forsinkede regeringens indsats mod sygdommen markant.

Der skulle gå to uger, før verden blev bekendt med virussen og over tre uger, før de kinesiske myndigheder bekræftede, at den kunne spredes blandt mennesker

Rapporteringssystemet klar

Efter 15 års forarbejde var det direkte rapporteringssystem om smitsomme sygdomme på plads. Ironisk nok var de ledende eksperter og sundhedspersonale fra hele Hubei-provinsen kaldt sammen så sent som i starten af december 2019, for at blive helt fortrolige med systemet.

Allerede på det tidspunkt var der de første tegn på en ny coronavirus. Og det skulle snart vise sig, at de gode intentioner med at holde lokale politiske interesser ude fra det sundhedsfaglige kom på prøve. Det blev desværre en gentagelse af det tragiske SARS-forløb.

I femten år havde Kina opbygget et system, så smitsomme sygdomme blev meldt til Beijing. Alligevel lykkedes det (som ved SARS) de lokale sundhedsmyndigheder, at kortslutte systemet og dække over covid-19’s omfang. Foto: Flickr

Da lægerne på Wuhans hospitaler i december kunne se et mønster af indlæggelser med en ”mystisk influenza”, skulle rapporteringen automatisk være begyndt til det Nationale Center for Smitsomme Sygdomme i Beijing. Men den udbredte frygt for repressalier blandt læger og ledelserne på hospitalerne, fik den konsekvens, som New York Times har dokumenteret, at hospitalerne ikke turde andet end at lade de lokale sundhedsmyndigheder i Wuhan og Hubei-provinsen tage sig af problemet.

Og med deres indbyggede politiske aversion mod at viderebringe dårlige nyheder, så blev den potentielle farlige og epidemiske sygdom nedprioriteret til en almindelig influenza, lokal og kortvarig, som de har fortalt til magasinet Caixin.

Det betød, at begyndelsen til epidemien ikke blev rapporteret til Beijing. En kinesisk politolog fra Universitetet i Chicago, Dali Yang, siger ”de lokale sundhedsmyndigheder valgte at løse problemet lokalt i Hubei”.

Teoretisk set kunne eller burde lægerne have rapporteret infektionstilfælde til Beijing. Men hospitalerne i Kina er også underlagt kommunistpartiets bureaukrati (hvor partigrupper sidder med i ledelsen), og for at undgå at komme i konflikt med eller ydmyge de lokale partiledere, vælger hospitalerne i Wuhan at overlade rapporteringen til de lokale sundhedsmyndigheder.

Interessekonflikter

Konflikten mellem nationale og provinsinteresser var også tydelig i starten af januar, da de nationale sundhedsmyndigheder i Beijing sendte to eksperthold til Wuhan for at få mere at vide om den nye virus. Det første hold afviste 6. januar faren og fandt ingen tegn på smitte fra menneske-til-menneske. Heller ikke det andet hold kunne to dage efter komme til anden konklusion. En videnskabelig artikel kunne ellers efterfølgende afsløre, at f.eks. syv læger og sygeplejersker allerede på det tidspunktvar blevet smittet med covid-19.

Og i tidsskriftet Caijing afslørede en af deltagerne, at ”Beijing-eksperternes arbejde blev alvorligt hindret af Wuhan-provinsens sundhedskommission”.

Beijing var således mere eller mindre uvidende om udbruddet i starten af december. Hvornår og af hvem det nationale center for sygdomskontrol fik besked, står ikke helt klart. Men det er først i slutningen af december, Beijing reagerer.

Den bekymrede sygehuslæge

Det er åbenbart rygter og lækkede dokumenter, der 31. december får Kinas svar på sundhedsstyrelsen, National Health Commission, til første gang at advare om udbruddet – og også informere verdenssundhedsorganisationens kontor i Beijing.

Lækket stammer formentlig fra hospitalsansatte, bl.a. en gruppe yngre læger, der i decembers sidste dage udvekslede viden og bekymring i et lukket forum på det sociale medie WeChat. Blandt lægerne er den 34-årige Li Wenliang, der arbejdede på Wuhan Central hospital og var blandt de første, der advarede mod den nye sygdom – og tragisk nok, også døde af den fem uger efter.

Dr. Li Wenliang blev for millioner af kinesere en folkehelt, som trodsede myndighedernes censur og fortalte om den livsfarlige sygdom. Med truslen om langvarig fængselsstraf måtte han i et politiforhør skrive under på, at hans gerning var ulovlig. Fotos fra WeChat

Dr. Li er blevet personificeringen af, hvordan myndighederne undertrykker borgernes krav om at få reel information. I den lukkede WeChat gruppe delte han de chokerende oplysninger fra laboratoriet CapitalBio og bad kollegerne være opmærksomme på den SARS-lignende sygdom og beskytte sig selv og kolleger mod infektionsfare.

Et screenshot af advarslen bliver lækket, og politiet opsøger Dr. Li, der beskyldes for at sprede rygter. 3. januar blev han indkaldt til forhør på den lokale politistation og tvunget til at skrive under på en erklæring om, at han forstyrrede den sociale orden og bevidst havde spredt falske rygter. Overtrædelse ville føre til anklage (med en strafferamme op til 10 års fængsel). Dr Li skrev under, og fortalte senere til Caixin-magasinet, at ”i et sundt samfund er der brug for mere end blot én stemme”. En sætning der ved hans død 7. februar blev sat på millioner af online-kondolencer.

Nedtoner faren

Myndighederne forsøger herefter at fastholde en linje, hvor man ved enhver lejlighed nedtoner faren ved den nye sygdom. Det er til en vis grad forståeligt, at man ville undgå at opskræmme befolkningen. Men gang på gang viser det sig, at nedtoningen gik dybere, og at midlerne til nedtoningen gik over grænsen, f. eks. ved at ødelægge eller fjerne materiale og beviser.

To dage senere kommer en ordre fra den nationale sundhedskommission (NHC) om, at ingen i sundhedsvæsenet må offentliggøre information om den ukendte sygdom – og med en generel opfordring til laboratorier at destruere tidligere tests og blodprøver.

På det tidspunkt lige før årsskiftet pegede al viden på, at det var en farlig SARS-lignende virus. Men der skulle gå to uger, før verden blev bekendt med virussens struktur – og endnu værre – hele tre uger, før de kinesiske myndigheder offentligt bekræftede, at virussen kunne spredes blandt mennesker.

Status ved årsskiftet

Tilbage ved årsskiftet kommer de første tegn på, at der skal sættes forebyggende ind mod lungesygdommen.

1. januar bliver det formodede smittecenter, Huanan vådmarkedet, lukket. Rigtig mange af de indlagte på hospitalerne har tilknytning til markedet, men der er også et stigende antal tilfælde uden tilknytning til markedet, med hvad der næsten kun kan være menneske-til-menneske smitte. Offentligheden får dog ikke at vide, at lukningen af markedet har med den nye sygdom at gøre. Den officielle begrundelse er en ”regulær rengøring”.

Den kommende tid viser sig at være rigtig dårlig timing i forhold til virusudbruddet. Det kinesiske nytår var forestående. En begivenhed hvor en tredjedel af befolkningen rejser tilbage til deres hjemby og fejrer nytår med familien i nogle uger. Det er verdens største migration og derfor farlig i forbindelse med en meget smitsom virus.

For det andet var det begyndelsen af den politiske højsæson. Det betyder, at eetpartistatens politiske parti, Kommunistpartiet, i løbet af to måneder markerer sin position, magt og viser sit værd. Det sker gennem en lang række forberedende møder og arbejdsgrupper, i kongressen og til konferencer i alle magtenheder og geografiske områder, i kommuner, store byer, hele provinser (flere af Kinas provinser har befolkninger på størrelse med Italien og Frankrig).

Og det hele skulle kulminere med de 10 dages møde i den Nationale Folkekongres i Folkets Store Hal i Beijing i starten af marts (som senere pga. af pandemien er udskudt til 22. maj). Det betyder, at ingen andre emner i de censurerede medier må forstyrre den politiske dagsorden. Heller ikke en dødelig virus.

De afgørende uger

Netop de første tre uger af 2020 kom på alle måder til at blive præget af dette politiske univers og den nulfejlskultur, som gør, at så meget i Kina bliver så ufleksibelt og præget af, at alle beslutninger er topstyrede og foregår uden åben debat. Denne gang var konsekvenserne fatale, ikke kun for kineserne, men for hele verden.

Strategien strammes yderligere i januar, censuren bliver øget og politiet går efter kritikere af partiets indsats og whistleblowere som Dr. Li og hans lægekolleger. På det i forvejen stærkt kontrollerede internet bliver opslag om virusudbruddet fjernet – og forbudslisten øges med 45 ord og søgesætninger som ”ukendt Wuhan lungebetændelse” eller ”Wuhan vådmarked”, der ender blindt ved søgning.

Journalister på magasinet WIRED tog i årets første måneder screenshots af coronarelaterede artikler, så snart de blev lagt op, fordi de typisk blev fjernet fra nettet få timer efter.

Censuren fjernede især de mediereportager, der afslørede myndighedernes fejl og mangler og enkeltpersoners oplevelser og erfaringer. Eksempelvis når en læge skriver, at ”vi blev forbudt at gå med beskyttelsesdragter, fordi det kunne skabe frygt”.

Censur og bureaukrati

Den skærpede censur og myndighedernes nedtoning af faren ved den ukendte sygdom betød, at borgerne i epicentret i Wuhan blev holdt hen i uvidenhed, og viden om, hvor farlig den nye virus er, bliver undertrykt. Allerede 5. januar har det statslige laboratorie i Shanghai genkodet virussen og konstateret, at det smitter gennem luftvejene.

Ifølge en lækket rapport fra Wuhan Central Hospital var smittetallene lave, fordi der blev indført nye bureaukratiske regler om, at alle sygdomstilfælde først skulle bekræftes af tilsynsførende fra byens og provinsens myndigheder.

En videnskabelige rapport har regnet ud, at hvis der virkelig var blevet sat ind imod sygdommen på dette tidspunkt – med information og fokus på smittefaren og værnemidler – så kunne et sted mellem 66-95 pct. af  smittetilfældene i Kina være undgået, og covid-19 var formentlig aldrig blevet en pandemi.

Fire spørgsmål

Der er fire elementer i perioden fra 14. til 20. januar, jeg vil fremhæve som illustration af det forløb, som hele verden gerne vil have en nærmere forklaring på.

En lukket konference, hvor det blev afsløret, hvor livsfarlig covid-19 var. Men hvorfor skulle der gå en uge før offentligheden blev informeret om faren? Hvorfor blev der afholdt verdens største nytårsbuffet med 40.000 familier, mens smitten var på vej mod et højdepunkt?

Hvorfor kunne omkring en million indbyggere i Wuhan nå, uden at blive testet, at flygte ud af byen før nedlukningen 23. januar. Og hvorfor kunne et femdages politisk møde være årsag til, at myndighederne undlod at offentliggøre nye coronatilfælde i næsten to uger?

Telekonferencen

Kina har hele tiden fastholdt, at de ikke har undertrykt oplysninger. ”Beskyldninger om et cover up eller mangel på gennemsigtighed er grundløse”, ifølge Udenrigsministeriet.

Dén udtalelse har nyhedsbureauet Associated Press (AP) gjort helt til skamme i en baggrundsrapport, hvor kilder i sundhedsvæsenet fortæller, at myndighederne hemmeligholdt faren ved covid-19 på det allermest kritiske tidspunkt. Et afgørende punkt er skildringen af en intern telekonference 14. januar, hvor den kinesiske Sundhedsstyrelse (NHC) orienterer de ledende sundhedsmedarbejdere fra alle landets provinser.

Chefen for styrelsen, Ma Xiaowei, tegner et dystert billede, der kan udvikle sig til, hvad han betegner ”a major public health event”. Han bekræfter, at smitten kan overføres fra menneske-til-menneske og advarer mod risikoen for spredning, der er stor i forbindelse med rejseaktiviteten op til det kinesiske nytår – og at man skal forberede sig på en pandemi. Det sidste var blevet højaktuelt, fordi dagen før var det første tilfælde af covid-19 udenfor Kina registreret, i Thailand.

Tavshed udadtil

Alle alarmklokker var således gået i gang. Men udadtil var der tavshed eller i bedste fald kun beroligende nyt. I Wuhan havde myndighederne ikke meldt om nye virusramte de første uger af januar. Mærkværdigt, konkluderer AP, ”for i det tidsrum, fra 5. til 17. januar, blev hundredvis af patienter bragt til hospitaler, ikke kun i Wuhan, men over hele Kina”.

14. januar kan Associated Press afsløre, at hele den politiske og sundhedsfaglige top i Kina var vidende om, at coronavirus smitter fra menneske til menneske. Alligevel skulle der gå en uge før offentligheden fik det at vide. Foto: Flickr

Telekonferencen var lukket og dens papirer kategoriseret ”interne”, så ingen spredte dem til offentligheden eller på internettet. Af Ma’s udredning fremgik det også, at topledelsen med Xi Jinping i spidsen var orienteret om situationens alvor. Ifølge BBC var den kinesiske topledelse, Xi Jinping og de seks andre mænd i topledelsen, Politbureauets Stående Komite, blevet orienteret allerede 7. januar.

Men hverken APs dokumenter eller andre kilder kan forklare, hvorfor der skulle gå yderligere seks dage, før Xi Jinping første gang offentligt udtaler sig om covid-19 (20. januar).

Ifølge mine oplysninger ligger forklaringen i, at der skulle skabes ro under det store politiske møde i samme uge, hvor over to tusinde af Hubei-provinsens topfolk fra parti- og regeringsapparatet skulle mødes til kongres. Den vender jeg tilbage til.

AP undrer sig også over, hvorfor såvel lokale embedsfolk i Wuhan som landets toppolitikere har mørkelagt og skjult oplysninger om virussen. Manglende åbenhed og fraværet af en fri presse gør det næsten umuligt at kunne dokumentere den slags i Kina. Og rapporten fra AP peger på et væsentligt forhold: ”Under Xi, China’s most authoritarian leader in decades, increasing political repression has made officials more hesitant to report cases without a clear green light from the top … China’s rigid controls on information, bureaucratic hurdles and a reluctance to send bad news up the chain of command muffled early warnings.

Lader som ingenting

Som det fremgår, så har det været vigtigt, først for det regionale niveau og siden de nationale lag at nedtone, skjule, true eller ligefrem tilintetgøre beviser og viden om den farlige sygdom i de afgørende måneder, december og januar. Men der er også eksempler på det modsatte, at man for alt i verden ville vise, at alt var som det plejer at være, og at der intet var at skjule eller frygte.

Wuhan dækkede over faren ved coronasmitten ved at lade, som om alting var normalt. Det kostede mange menneskeliv

Specielt de lokale partiledere og politikere i Wuhan gjorde meget for at lægge låg på den livstruende sygdom og helt op til den dramatiske nedlukning (23. januar), holde byen kørende, som om der var fred og ingen fare. F.eks. satte turistorganisationen i Wuhan turbo på årets kampagne for at få turister til byen. Med titlen ”Spring Festival Culture Benefitting the People Campaign” delte de 200.000 gratis billetter ud til byens attraktioner for at få turister fra andre provinser til at besøge Wuhan.

Og det sker altså samtidig som sundhedsmyndighederne og landets ledelse er klar over, at landet står foran en potentiel sundhedskatastrofe.

Verdens største nytårsbuffet

Et af de mere spektakulære forsøg på at vise ”normalitet” var bystyrets støtte til bydelen Baibuting, så der 18. januar kunne afholde ikke mindre end verdens største nytårs buffet, en såkaldt Potluck, der endda var anmeldt som rekordforsøg til Guinness.

40.000 – en tredjedel af bydelens indbyggere deltog – både med at lave de mange retter til de store buffeter og selvfølgelig til at være med til at spise den hjemmelavede mad. Ifølge arrangørerne blev der serveret 13.967 retter.

Verdensrekord i kæmpebuffet … og dumhed. 40.000 familier delte 13.967 retter kun få dage, før Wuhan blev lukket totalt ned, da bystyret i Wuhan ville sætte ny Guiness rekord og vise, at alt var normalt i byen. Foto: WeChat

Som det fremgår af billederne fra buffeterne, så har deltagerne ikke tænkt så meget på covid-19. Hvis de havde gjort det, ville de måske have tvivlet på, om buffeten var hensigtsmæssigt – for når man spiser hjemmelavet mad, så bruger hver især sine egne spisepinde til at tage mad fra de fælles skåle.

Men man skal tænke på, at gæsterne ved buffeten faktisk ikke vidste så meget om smittefaren som myndighederne. For i aviser og på TV lød budskabet fra myndigheder og eksperter stadigvæk og som det havde gjort i ugevis, at sygdommen ikke kan spredes blandt mennesker, og at antallet af sygdomsramte ikke steg – og der i øvrigt ikke var grund til frygt. Det passede ikke, men er den slags politisk tilpasset statistik, som jeg for nylig i POV har skrevet om er helt almindelig i Kina.

Efterspil

Virkeligheden – også for beboerne i Baibuting – var, at massevis var blevet smittet under buffeten. Og der gik ikke mange dage, før Baibuting kom med i statistikken. I 57 af bydelens boligblokke blev dørene plastret til med rød tape, som tegn på, at der boede coronapatienter i de såkaldte ”feber bygninger”.

Sagen fik et politisk efterspil, da Wuhan borgmesteren, Zhou Xianwang, 21. februar, i det statslige TV tog ansvaret for at tillade den gigantiske fællesspisning. Han forsvarede sig med at tilladelsen var givet på basis af den offentlige vurdering, at faren for menneske-til-menneskespredning var meget begrænset. Han beklagede også de mange forsinkelser i Wuhans rapporteringer af epidemiens udvikling. Men tilføjede, at ifølge loven måtte han som borgmester ikke videregive oplysninger om epidemiens omfang uden at have fået tilladelse fra centralregeringen i Beijing. Og den havde han ikke fået.

Wuhans Borgmester Zhou Xianwang begik mange fejl under krisen. Han tilbød selv at trække sig, men er ikke fyret, som i øvrigt meget få i hele Kina. Færre end ti og alle lokale, herunder partichefen i Hubei, der straks blev udskiftet med én af Xi Jinpings nære medarbejdere. Men ingen højere rangerende partifolk er straffet. Foto fra CCTV

Afsløringen

Situationen i begyndelsen af de afgørende dage, 14.-21. januar var altså, at de centrale myndigheder og topledelsen i Beijing har været orienteret om, hvor galt det stod til. Men hvem skulle afsløre den frygtelige sandhed? Det kunne være landets leder, Xi Jinping. Men han havde faktisk været meget fraværende i coronaforløbet. Så meget at udenlandske kommentatorer bemærkede, at han var væk fra de daglige forsider og TV-reportager mange dage i træk.

Valget faldt på en ældre læge, lungespecialisten Zhong Nanshan, og en af heltene, der var med til at bekæmpe SARS-virussen. Han passede perfekt ind i den nye fortælling, hvor partiets propagandaafdeling lagde op til, at Kina måtte dække over de fatale fejl i starten af forløbet – og symbolsk vise begyndelsen på en krise, som partiet hurtigt og effektivt ville reagere på.

Efter Dr. Zhong på stats-TV 20. januar havde lagt fakta frem til offentligheden, at der vitterlig var tale om en farlig og menneske-smitsom sygdom, kommenterede Xi Jinping dagen efter for første gang sygdommen i Folkets Dagblad og landets aviser – og lagde op til kampen mod virussen og dermed indledningen til den ”fortælling”, som Kina siden har gjort alt for at udbrede.

Politisk møde standsede nye registreringer af syge

Jeg har tidligere påpeget, hvordan store politiske begivenheder påvirker samfundet og nyhedsstrømmen. Den største er de 10-12 dage, som Kinas såkaldte parlament, Folkekongressen, holder hvert år i marts i Beijing. Som i alt der har med magten at gøre i Kina, så er det Kommunistpartiet, der styrer. Det gælder også Folkekongressen, hvor langt over halvdelen af de tre tusinde delegerede er udpeget af partiet.

Men i månederne forud er der i lokale, regionale og på provins-niveau samlinger, som optakt til kongressen i Beijing. Så fra 11. til 17. januar skulle 2.300 delegerede fra Hubei-provinsen mødes i Wuhan og bruge ugen på årets vigtigste politiske begivenhed. Og så ved alle, at medierne skal koncentrere sig om det – og ikke forstyrres af andre nyheder. Slet ikke dårlige nyheder som en smittefarlig og livstruende lungesygdom.

Det var årets topmøde i det såkaldte parlament i provinsen Hubei, der var årsag til at registreringen af nye coronatilfælde stod stille, for at dårlige nyheder ikke skulle ødelægge den politiske ”harmoni”. PR foto

En kilde med indsigt i det politiske liv i Wuhan (der vil være anonym) har skrevet til mig, at i de dage og uger var der kun én prioritet for partifolk og embedsmændene – og det var at skabe ”harmonisk” atmosfære omkring mødet. Og det giver han som den eneste begrundelse for, at i en uge, hvor smittetallet med al sandsynlighed må være steget pænt i Hubei, så er meldingen fra de lokale sundhedsmyndigheder fuldstændig enslydende hver eneste dag i hele ugen. Dag for dag fra 12.-17. januar hedder det, at ”der er ingen nye tilfælde”. En observation der også undrer udenlandske medier. Ikke mindst fordi dagen efter folkekongresmødet var slut, steg smittetallet på bare én dag til 136.

En million flygter ud af Wuhan

I dagene op til 23. januar, hvor ikke kun Wuhan, men tre andre større byer bliver nedlukket, ser indbyggerne de første tegn på, at Beijing har erkendt, at der må gøres noget. Sundheds- og vagtpersonale måler folks temperatur – og naboprovinserne kræver vejene til og fra Hubei spærret.

Men Hubei blev ikke lukket med vanlig militær præcision, som man kunne forvente i den alvorlige situation. I mange timer efter Wuhan officielt blev nedlukket kl. 2 om natten d. 23. januar var der lange køer af biler på vej ud af Hubei. Nedlukningen havde nemlig først virkning fra kl. 10 om formiddagen. Det gav dem, der havde mulighed, otte timer til at forsvinde ud af Hubei – med bil, tog eller fly. Og uden at blive testet for virus. Det menes, at omkring én million af Wuhans indbyggere slap ud af byen den morgen.

Kina fjerner øjenvidnerne

Med den drakoniske nedlukning af Wuhan og karantæne af de 11 mio. indbyggere, fik verden øje på den nye sygdom, og historien om covid-19 går i Kina over i en nye fase, præget af hårdhændede metoder og store opofrelser. Den del af historien kender vi ikke svaret på.

Nedlukning af storbyen Wuhan Foto: China Perspective

Det gør vi heller ikke på den første del. Og jeg er bange for, at det bliver svært at finde den dokumentation og de vidner, som kan lægge flere brikker til at komme så tæt på hændelser og sammenhænge.

Der er foruroligende mange meldinger om, at sundhedspersonale og forskere, der har arbejdet med det farlige virus, bliver truet til tavshed og til at destruere deres materiale. Nye love begrænser deres kontakt til internationale kolleger og mulighed for at dele viden hurtigt.

Politiet opsøger de vidner, som kan fortælle andre versioner end myndighedernes officielle. Censuren slår ned på enhver form for kritisk rapportering om forløbet i december og januar. Det gælder også de mange privatpersoner, der på sociale medier har eller vil fortælle deres version af, hvad der skete.

Som det fremgår af denne artikel, så er listen lang med fejl, undertrykkelse, løgne og cover-ups. Jeg har gjort meget ud af at pege på de begivenheder, beslutninger og mangel på samme, der efter min mening bunder i en magtstruktur, hvor ingen tør kritisere partiet, hverken udenfor eller indefra.

Det kan ske igen

Eetpartistaten Kina er bygget op på informationskontrol, begrænsninger af civile frihedsrettigheder og kontrol med medierne. Det dur ikke til at bekæmpe virus. Som én af de største kendere af dagens Kina, Informations Martin Gøttske, skrev i en leder:

”Af frygt for at viden om smitten skulle true stabiliteten, og der skulle stilles spørgsmål til styrets handlemåde, var myndighedernes umiddelbare diktatoriske refleks at mørklægge smitten og forhindre livsvigtig information i at nå ud til befolkningen”.

Rent sygdomsmæssigt er der mange ligheder med SARS-udbruddet i 2002-3. Dengang døde knapt 800 mennesker. Det aktuelle covid-19-dødstal er i midten af maj 2020 nået over en kvart million. Det mest nedslående er, at vi sandsynligvis vil se de samme fejl blive begået igen ved et nyt virusudbrud.


LÆS FLERE ANALYSER OG REPORTAGER AF JAN LARSEN HER


Topfoto: Flickr

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Larsen: Journalist og Kina kommentator. DRs korrespondent i Kina fra 2005-11. Har siden beskæftiget sig 100 pct. med Kina - dels som foredragsholder [www.janlarsen.biz] - dels som kommentator i radio og TV. Og nu også som skribent hos POV International. Se alle Kina artikler: pov.international/author/janlarsen/. Efter historiestudier på Københavns Universitet (cand.phil) tog Jan til Australien og fik en journalistisk uddannelse på dagbladet The West Australian i Perth. Korrespondent i Australien for Berlingske og senere free-lance journalist i Sydøstasien.

Hjemvendt til Danmark blev han reporter og studievært på Københavns Radio (DR). Var derefter (1983-2005) ansat på TV Avisen som bl.a. erhvervsjournalist, redaktør og nordisk korrespondent.

Blev DRs første Asien korrespondent med bopæl i Beijing (2005-2011). Sluttede i DR som reporter på udenrigsmagasinet Horisont og har siden 2013 været aktiv som foredragsholder, kursusleder, analytiker og Kina-kommentator – og opholder sig jævnligt i Kina og Sydøstasien.

Seneste artikler om Kina