EUROPAS MINDRETAL #19 // SPANIEN – Den spanske koalitionsregering hænger ved med det yderste af neglene, og de catalanske nationalister benytter sig af deres parlamentariske position i kampen for øget selvstændighed. Oppositionen og de øvrige regioner beklager sig, men historien viser, at afhængigheden af regionale nationalister snarere er reglen end undtagelsen i spansk politik.
MADRID – Det er en råkold mandag morgen i januar i VIP-terminalen i Madrids Adolfo Suárez lufthavn. I kontrollen hilser en lille midaldrende, tætbygget og kortklippet mand med en rygsæk på skulderen bekendt på sikkerhedsvagterne på sin vej til den ventende Falcon-jet.
Manden er Santos Cerdán. Han er partisekretær, intern indpisker og tredje mand i hierarkiet i det spanske socialistparti. Han er dermed også en af partilederen Pedro Sánchez’ mest betroede problemknusere. Dagens tur går til Genève, hvor en delegation fra det catalanske nationalistparti, Junts, venter.
Junts har flere gange truet med at vælte regeringen, og end ikke regeringens argument om, at de to parter tjener hinandens sag, har fået de catalanske nationalister til at ryste på hånden
Det kan umiddelbart virke bemærkelsesværdigt, at parterne har sat hinanden stævne over 1.000 kilometer fra den spanske hovedstad. Det særprægede set-up skyldes, at Junts’ leder, Carlos Puigdemont, stadig har en udestående arrestordre hos de spanske myndigheder. Den forhenværende catalanske præsident førte an, da det catalanske parlament i efteråret 2017 egenrådigt besluttede at afholde en folkeafstemning og efterfølgende proklamerede Cataloniens uafhængighed.
Da de spanske myndigheder greb ind, tog Puigdemont flugten, og til trods for de sidste par års politiske bestræbelser på at slå en streg over balladen med amnestier, så har Puigdemont stadig en del juridiske hængepartier. Det betyder derfor, at han i de seneste syv år har svinget taktstokken fra sit eksil i Waterloo uden for Bruxelles.
Catalansk som officielt sprog
Det er dog ikke en omstændighed, som ubetinget har svækket partiet. Efter det seneste valg til det spanske parlament i sommeren 2023 faldt brikkerne således, at fortsættelsen af en socialistisk ledet regering ville kræve opbakning fra alle parlamentets mindre partier, inklusive Junts, som repræsenterer Cataloniens nationalistiske højrefløj. Catalanerne ligger solidt til højre for midten og kæmper en indædt kamp for et selvstændigt Catalonien.
Den spanske regering ledes af det socialdemokratiske PSOE med støtte fra Sumar, en alliance af flere mindre partier, som ideologisk set hører til en tak længere til venstre. Junts har syv mandater i det 350 mand store spanske parlament og er ikke umiddelbart et naturligt støtteparti, men snarere regeringens diametrale modsætning.
Men parterne kan hjælpe hinanden. Regeringen har brug for Junts’ stemmer, og Junts har som tungen på den berømte vægtskål (se grafik) vurderet, at deres dagsorden i større omfang ville blive tilgodeset med den socialdemokratiske leder Pedro Sánchez ved bordenden.
Regeringen bliver konstant udfordret, og selvom Junts måske nok råber højest, er det ikke det eneste parti, der kæmper catalanernes kamp i Madrid
Junts lægger således regelmæssigt stemmer til den spanske regerings politik, men har gjort det klart, at de på ingen måde har udstedt en blancocheck. Regeringen skal derfor forbi Junts for at få deres initiativer igennem i det spanske parlament. Junts lægger ikke skjul på, at partiet udelukkende arbejder på at fremme de catalanske interesser. De har ingen videre interesse i den spanske regerings politiske initiativer, men har sat pris på deres stemmer og fremsætter krav om kompensation i form af kompetenceoverførsler og politiske indrømmelser.
Det seneste halvandet år har vist, at Junts’ stemmer til tider har været dyrt købte. Junts har flere gange truet med at vælte regeringen, og end ikke regeringens argument om, at de to parter tjener hinandens sag, har fået de catalanske nationalister til at ryste på hånden. Således har Junts ved flere lejligheder bidraget til at nedstemme regeringens forslag, og det har jævnligt ført til højspændte situationer, som efterhånden har sendt Cerdán til Alperne en halv snes gange i jagten på forlig.
De catalanske krav har ikke nødvendigvis nogen direkte forbindelse til de fremlagte forslag. Et eksempel herpå er PSOE’s bestræbelser på at få valgt deres kandidat til formand for det spanske parlament. Junts’ stemmer var betinget af en anerkendelse af catalansk, baskisk og galicisk som officielle sprog i det spanske parlament.
Samtidig fik det spanske diplomati i Bruxelles til opgave at få catalansk godkendt som officielt sprog i EU. Kravet er ikke nyt, men Europa stritter imod, blandt andet med henvisning til, at det ville bane vejen for anerkendelsen af mere end 80 officielle sprog, en administrativ byrde, som ville være uoverskuelig.
En streg over gælden
Regeringen bliver konstant udfordret, og selvom Junts måske nok råber højest, er det ikke det eneste parti, der kæmper catalanernes kamp i Madrid. Esquerra Republicana de Catalunya (ERC) – Cataloniens Republikanske Venstre – repræsenterer den socialdemokratiske variant af den catalanske nationalisme. Partiet er, ligesom Junts, repræsenteret med syv mandater i Madrid, men i modsætning til Junts er ERC en naturlig samarbejdspartner for regeringen.
ERC agerer støtteparti for den regionale regering ledet af de catalanske socialdemokrater i Catalonien. Partiet er derfor bundet og vil ikke trække tæppet væk under den siddende regering. Partiet har stadig et behov for at gøre sig synligt og konkurrerer med Junts om, hvem der kan forhandle de bedste aftaler igennem til Catalonien.
Under regeringsforhandlingerne i efteråret 2023 lovede Pedro Sánchez ERC at slå en streg over en gæld på 17 mia. euro (ca. 127 mia. kroner) til den likviditetsfond, som den spanske stat oprettede i kølvandet på den finansielle krise i 2012 og endvidere brugte til at finansiere corona-krisen i 2020.
Et ensidigt løfte om eftergivelsen af et betragteligt beløb blev genstand for en voldsom kritik. For ikke at bryde løftet og samtidig minimere forskelsbehandlingen og gøre forslaget spiseligt for de øvrige regioner tilbød regeringen derfor at overtage alle likviditetsfondens udestående lån med de spanske regioner, i alt 82,3 mia. euro (knap 615 mia. kroner). Det er ikke en løsning, som har udløst uddelt begejstring. Ganske vist giver det luft i de regionale budgetter, men gælden skal betales, og regeringen har ikke forklaret, hvordan man forventer at afvikle gælden.
En generel kritik på gaden er, at de regionale partier har en indflydelse på spansk politik, som ikke står mål med deres reelle opbakning
De nationalistiske partier i Catalonien kører solo og lægger ikke skjul på det, og det har fået de øvrige regioner til at appellere til det solidaritetsprincip, som også er et af de grundlæggende principper i den spanske grundlov. Et eksempel herpå er De Kanariske Øer, som i disse måneder er målet for tusindvis af flygtninge fra det vestlige Afrika.
Antallet af flygtninge står ikke mål med ressourcerne, og øgruppen i Atlanterhavet har appeleret til både centralregeringen og de øvrige spanske regioner i bestræbelserne på at finde en løsning, der fordeler flygtningene nogenlunde proportionalt i hele Spanien. Centralregeringen tog efterfølgende initiativ til at fordele 4.400 mindreårige flygtninge, hvilket resulterede i, at Catalonien i løbet af 2025 vil tage imod 20-30 personer, mens eksempelvis Madrid har fået pålagt at tage imod 700 personer.
På nogenlunde samme tid forhandlede Junts og PSOE en aftale på plads, som vil overføre alle immigrationsrelaterede kompetencer til Catalonien. Det betyder blandt andet, at arbejds- og opholdstilladelser fremover vil blive udstedt af regionale myndigheder i Catalonien.
Aftalen fulgte i kølvandet på en udmelding få uger forinden, hvor den catalanske ”indenrigsminister” forklarede, at Catalonien ville overtage administrationen af al grænsekontrol, samt sikkerhed i havne og lufthavne. De øgede beføjelser betyder blandet andet også, at catalanernes eget politikorps (Mossos d’Esquadra) i de næste år kan se frem til en vækst på ca. 40 pct. fra 19.000 til 26.800 for at kunne løfte opgaven.
For både catalanske og baskiske nationalister er kampen for selvstændighed et permanent anliggende, som har stået på i årtier
Aftalen er blevet mødt med kritik, og oppositionen anført af Partido Popular (Folkepartiet, PP) har påpeget, at en række af kompetenceoverførslerne er i strid med den spanske grundlov. Regeringen tager til genmæle og har forklaret, at der reelt set ikke er tale om en overdragelse af beføjelserne, men en (midlertidig, forstås) uddelegering af kompetencer.
Kompromisløs kamp for selvstændighed
Den politiske kamp for en stadig større grad af selvstændighed gør sig ikke kun gældende i Catalonien. I Baskerlandet er opbakningen til de nationalistiske partier omend mere markant, end det er tilfældet i Catalonien. Ved det seneste regionalvalg i 2024 stemte to ud af tre baskere på en af de to regional-nationalistiske lister, Partido Nacionalista Vasco (PNV) og EH Bildu. Det historiske resultat gav hvert af de to partier 27 mandater i det 75 mand store baskiske parlament.
Begge partier er også repræsenteret i det spanske parlament i Madrid med henholdsvis 5 (PNV) og 6 (EH Bildu) mandater, og for den siddende regering er baskiske stemmer lige så vigtige som de catalanske i deres bestræbelser på at samle et flertal. De baskiske nationalisters partiers politiske fokus ligger langt fra Madrid. De har ligesom catalanerne en klar forventning om at få en række af deres krav indfriet.
For både catalanske og baskiske nationalister er kampen for selvstændighed et permanent anliggende, som har stået på i årtier, og i en lang periode var den baskiske kamp anført af terrorbevægelsen ETA, der trak overskrifterne. For tiden er det de catalanske partier, der tegner en tydligere profil på den politiske scene, ikke mindst takket være Junts’ kompromisløse tilgang, men de vedvarende bestræbelser gavner også baskernes sag.
En ny grundlov?
En generel kritik på gaden er, at de regionale partier har en indflydelse på spansk politik, som ikke står mål med deres reelle opbakning. Ved det seneste valg i 2023 fik Junts 1,6 pct. af de samlede stemmer på landsplan (og knap 10 pct. af stemmerne i Catalonien). Skiftende spanske regeringer har ofte beroet på støtten på mindre regionale partier primært fra Baskerlandet og Catalonien. Siden diktaturets afvikling i midten af 1970’erne har kun fire af i alt femten regeringer kunnet mønstre et flertal uden regionale støttepartier fra Baskerlandet og Catalonien.
Francos død efterlod et samfund med en lang række latente sociale, politiske, økonomiske, kulturelle og religiøse udfordringer
Den nuværende regerings arbejdsbetingelser er dog vanskeligere end nogensinde tidligere. PSOE’s forhold til oppositionspartiet PP er iskoldt, og ingen af de to store partier har nogen interesse i at etablere en konstruktiv dialog. Dermed kræver et flertal opbakning fra alle de nationalistiske stemmer samt Unidas Podemos, som tidligere var en del af regeringspartneren Sumar, men efter intern ballade, står på sidelinen og nu beder om taletid (og indflydelse).
Det er komplicerede arbejdsbetingelser, som blandt andet illustreres af den omstændighed, at regeringen ikke har præsenteret en finanslov for hverken 2024 og 2025, velvidende at den ville blive skudt i sænk.
Francos død efterlod et samfund med en lang række latente sociale, politiske, økonomiske, kulturelle og religiøse udfordringer. Et nyt sæt spilleregler – en ny grundlov – skulle bane vejen for et samfund, der fordrede en fredelig sameksistens. Løsningen blev en forfatning, som på mange måder er et komplekst kludetæppe, der giver et stort råderum på en række områder, i særdeleshed i kompetencefordelingen mellem centralregeringen og de spanske regioner.
Den omstændighed, at skiftende regeringer velvilligt har vekslet stemmer for kompetenceoverførsler i bestræbelserne på at samle flertal for deres politiske tiltag, har givet at de nationalistiske partier en central rolle i spansk politik. Inden for de rammer, der er udstukket af den spanske grundlov, kan de spanske regioner, der arbejder for en større grad af selvstændighed tilskrive sig en lang række af beføjeleser og kompetencer, som reelt har givet dem en betydelig indflydelse over politiske, kulturelle og økonomiske anliggender.
Situationen er således ikke ny, men den aktuelle dynamik og konkrete omstændigheder har givet anledning til en fornyet debat, hvor iagttagere sår tvivl om holdbarheden af den aktuelle grundlov på længere sigt. Det har dog ikke udmøntet sig i konkrete initiativer, og indtil det sker, må Santos Cerdán indstille sig på fortsat at tage flyveren til Genève.
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme, ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvor vidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel at 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Kom til Folkemøde!
Også i år deltager POV med en stand på årets folkemøde på Bornholm, som finder sted fra torsdag den 12. til lørdag den 14. juni.
I direkte forlængelse af forårets store tema om Europas mindretal i en tid med radikalisering og polarisering har vi hele to spændende paneler:
Torsdag 12. juni 12.00 : Er Europas demokrati stadig for alle – også dem på kanten? I en tid hvor både minoriteter og menneskerettigheder er under pres globalt, spørger vi, om Europa stadig kan kalde sig en bastion for demokrati og inklusion.
Fredag 13. juni 10.00 : Kan EU forsvare de vestlige liberale værdier? Siden 2. verdenskrig har den liberale verdensorden, respekt for grænser, menneskerettigheder, retsstat, mangfoldighed være indbegrebet af de såkaldt ’vestlige liberale værdier’, som amerikanerne ikke bare inkarnerede, men også stod op for. Nu hvor Trump-administrationen har tjekket ud af det hele og oven i købet cozyer op med russerne og populistiske bevægelser på den yderste højrefløj i Europa, kan (og vil) EU så overtage rollen? Og hvad er det egentlig USA siger farvel til ved at opgive det liberale projekt?
Kom og deltag i en levende debat om, hvordan vi sikrer, at flertallet ikke overskygger mangfoldigheden. Og naturligvis foregår der en masse andre interessante ting på POV’s stand – så du er hermed inviteret!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og