
FILM – ‘Auteurisme’ har været den herskende ideologi i cineastiske kredse siden halvtredserne. I sin mest ekstreme udgave er opfattelsen, at auteur-instruktører er de eneste filmmagere, der er værd at bruge tid på – også når deres film er dårlige. Tre film fra tre auteurs viser på hver sin vis, hvorfor det i nogen grad er sandt.
I Do Not Care If We Go Down In History as Barbarians (Radu Jude)
Rumænske Radu Judes nye film er en helt speciel type auteur-film: Meta-filmen, der implicit diskuterer instruktørens egen praksis. En ung instruktør ved navn Mariana Marin har sat sig for at opføre en ‘reenactment’ af slaget om Odessa i 1941, inklusive den rumænske hærs massakre på tusindvis af jøder. Det er naturligvis ret så kontroversielt. Vi følger arbejdet med at gendanne en historisk begivenhed, med rekvisitter, kostumer og statister. Og så fylder diskussionerne om censur, kunstnerisk mod, og hvad der egentlig er historisk virkelighed rigtig meget.
Radu Jude er på meget kort tid endt i auteur-kategorien, markeret på årets PIX ved at han er blevet placeret i serien ‘Masters of Cinema’. Det er kun tre år siden han først for alvor markerede sig, da hans film Aferim! vandt prisen for ‘Bedste Instruktør’ i Berlin. Derefter har han lavet en film om året, Scarred Hearts i 2016, dokumentaren The Dead Nation i 2017, og så altså I Do Not Care If We Go Down In History as Barbarians, der vandt hovedprisen på Karlovy Vary festivalen tidligere i sommers.
Jeg opfatter også først og fremmest Judes brug af litterære elementer som en insisteren på, at en kunstnerisk bearbejdning af historien aldrig kan blive ren dokumentarisk sandhed, altid bliver filtreret igennem tidligere subjektive beskrivelser.
Der er mange store rumænske instruktører for tiden, men Jude har et helt unikt blik på rumænsk historie. Aferim! rejste helt tilbage til 1800-tallet, fra før Rumænien overhovedet blev en nation, med en westernagtig historie om jagten på en undvegen slave. Scarred Hearts beskæftigede sig også Rumæniens historie under Anden Verdenskrig, omend kun implicit, med historien om en tuberkulose-ramt jødisk digter der forsøgte at restituere på et sanatorium mens samfundet udenfor bevægede sig tættere på katastrofen.
Hovedpersonen i Scarred Hearts var baseret på den rumænske forfatter Max Blecher, fyldt med citater fra hans forfatterskab, omend karaktererne i filmen var frit opfundne. Dialogen i Aferim! var i høj grad stykket sammen af citater fra rumænsk litteratur. Navnet på hovedpersonen i den nye film, Mariana Marin, er også navnet på en rumænsk digter, der skrev censurerede værker i firserne og døde i 2003. Jude er med andre ord en kunstner der virkelig trækker på referencer i hans værk på en måde der kan være ret overvældende. Jeg genkendte ikke et eneste citat fra Aferim! og har kun læst mig til at der var noget. Og har heller aldrig hørt om Mariana Marin, så kan ikke udtale mig om brugen af hendes navn.
Men jeg opfatter også først og fremmest Judes brug af litterære elementer som en insisteren på, at en kunstnerisk bearbejdning af historien aldrig kan blive ren dokumentarisk sandhed, altid bliver filtreret igennem tidligere subjektive beskrivelser. Jude er en eminent stilist, der f.eks. bruger sort/hvid eller farve-filtre til at efterligne den måder datidens billedsprog så ud, og hvis brug af kostumer og kulisser føles ægte, også selvom de sjældent er historisk korrekte. Men det føles som om virkelig mennesker er til stede.
https://www.youtube.com/watch?v=69yIM8D-jdQ
Derfor er det også så interessant, at hans karakter i I Do Not Care If We Go Down In History as Barbarians føles anderledes end ham selv. Hun forsøger at tackle rumænske krigsforbrydelser ligepå, ved en dokumentarisk og udpenslende opvisning, uden at pakke det ind i referencer og meta-lag. Hun insisterer på at vise en upopulær historisk sandhed på en måde der trækker folk til (i stedet for at lave en abstrakt film på næsten to en halv time) og mener ret idealistisk at det vil kunne ændre noget. Filmen er ikke helt overbevist, men den afsluttende reenactment sekvens er et æstetisk coup, i et helt andet filmsprog end hvad vi kender fra Judes side.
Det ville kunne føles som om Mariana Marin blot var en marionet-dukke, hvis ikke hun var så levende en karakter. Som i hans historiske film er der en omhu i personskabelsen, inklusive kostumer og kulisser, der får tingene til at føles ægte. Marins lejlighed føles som et sted et virkeligt menneske har indrettet og bebor, og hun selv føles som et rigtigt menneske.
Hendes konstante kamp for at blive taget seriøst sætter også spørgsmålstegn ved en ting omkring auteurismen: Hvem er det hvis visioner bliver taget seriøst? Hvem får lov til at tage andre valg end de gængse, når det kommer til spørgsmål om historie og kunst? Mariana skal konstant forsvare sig selv, fra anklager om at hun ikke har læst op på den historiske situation som hun er absurd velbevandret i, til angreb på ethvert kunstnerisk valg der afviger fra hvad de medvirkende er vant til. Og ganske ofte ender de her skænderier naturligvis med at være eksplicit kønnede.
Jude er en eminent stilist, der f.eks. bruger sort/hvid eller farve-filtre til at efterligne den måder datidens billedsprog så ud, og hvis brug af kostumer og kulisser føles ægte, også selvom de sjældent er historisk korrekte
Det er ikke tilfældigt, at alle tre instruktører jeg her behandler er mænd. Der findes naturligvis kvinder der kan lave film som Radu Jude gør – mange af dem er på PIX – men der er ikke nogen af dem der kan skaffe penge til at lave fire film på fire år. ‘Auteurisme’ har fra sin fødsel handlet om at udnytte systemet indefra til at lave kunst. Dets begreb handler om instruktøren som kunstner, der får hele produktions-mekanikken formet efter hans geniale evner. Og som filmen her også viser, så er produktions-mekanikken mindre villig til at lade sig forme når der står en kvinde klar. Det lader sig gøre, men det kræver kampe. Og de kampe tærer og tager tid.
Jeg tror også Radu Jude forstår det ansvar han har. I Do Not Care If We Go Down In History As Barbarians er netop en film der stopper op, og undersøger tidligere praksis. Det er en film der i bedste auteur-stil tilføjer endnu et lag til instruktørens samlede ouvre, zoomer ind og behandler en enkelt del af tidligere praksis. Det er interessant, men måske også lidt nørdet og indadvendt. Det er en lang film, med meget lange diskussioner, der måske nok mest er interessante hvis man er interesseret i forvejen. Og den ikke helt så æstetisk vild som Aferim! og Scarred Hearts. Men den gør en god filmografi bedre.
Grass (Hong Sang-soo)
Hong Sang-soo skiller fårene fra bukkene. Da jeg var i Berlin tidligere på året var der overlap mellem pressevisningerne af Grass, den fjerde film på et år fra den produktive auteur, og Wes Anderssons længe ventede Isle of Dogs. Hvis man var en rigtig cineast så man naturligvis Grass.
Jeg så Isle of Dogs, også selvom jeg elsker den koreanske filmskaber lige så højt som de fleste af mine kolleger. Hvert år jeg har været på PIX har der været en ny Hong, og hvert år har jeg set og nydt dem. Jeg skrev også om ham sidste år i forbindelse med The Day After, hvor jeg fortalte det meste af historien: At han laver film i en lind strøm, som regel om filminstruktører der forsøger at have affærer med unge kvinder, og at han pludselig endte i skandale og skilsmisse da han havde en affære med skuespillerinden Kim Min-hee under indspilningen af Right Now, Wrong Then, hvorefter hans film pludselig blev meget mere mørke og seriøse.
Endnu et år, endnu en film, endnu en anmeldelse. Er der virkelig efterhånden mere at sige? Det føles virkelig som om Hong Sang-soo stiller samme spørgsmål, en af karakterne i Grass er en skuespiller / manuskriptforfatter der kæmper med at komme ud over sig selv og føler han er gået i stå i en række af gentagelser. Er det et selvportræt?
Jeg tror måske Grass er en fejlagtig oversættelse. Vi vender konstant tilbage til en klynge af potter udenfor den lille café hvor det meste af filmen udspiller sig, men det er ikke så meget græs som det er spirer, eller planteskud. Spores havde måske været en mere præcis titel, men jeg ved ikke om det lyder for grimt. Det er en hel masse små ting, som ikke rigtig er noget endnu, men måske en dag bliver til noget.
Sådan føles også Grass, i hvert fald i mine øjne. Der er ikke rigtig noget plot, ikke nogen sammenhængende form, heller ikke nogen samlende æstetisk idé, i stedet er det en masse små samtaler bundet sammen, filmet på en hel masse forskellige måder, heriblandt mange som jeg aldrig har set hos Hong Sang-soo før. Der er én hvor vi aldrig ser andet en mandens ryg, mens han uretfærdigt skælder en ung kvinde ud. Der er en mærkelig scene hvor en kvinde løber op og ned ad en trappe, filmet helt skævt. Der er tematiske spor om selvmord, på et tidspunkt overvejede jeg om nogle af karaktererne skulle forestille at være døde.
Og så er der konturerne af nogle helt nye følelser. Der er vennegrupper, folk som tager sig af hinanden. En filmarbejder tager sig af en ældre kollega, og på et tidspunkt formår han at tale til en ung kvinde uden at lægge an på hende! Jeg har set 10+ film af Hong Sang-soo, og jeg kan faktisk ikke huske at have set en sådan fornemmelse af afslappet væren. Hans karakterer vil altid gøre noget, de vil altid lave film, finde kærester, drikke sig fulde. Her slapper de pludselig helt af.
Af de mange, mange billeder jeg har set de seneste dage har få gjort mig så glad som billedet jeg så i Grass.
Og så er der billedet. Kim Min-hee er også med i filmen, og sent går hendes karakter uden for caféen og ryger en cigaret. Og kameraet indfanger hende på en måde som Hong ellers aldrig gør, ligepå, i midten af billedet, hun indtager rummet som en filmstjerne. Hong Sang-soo har lavet film i tyve år, og han har altid skiftet skuespillere ud mens de æstetiske strategier forblev de samme med små variationer, kameraet gjorde det samme, handlingerne var variationer over tema, de var klippet ret ens, selv rulleteksterne var som regel holdt i samme stil.
Nu bryder han alle hans egne regler for at forsøge at finde nye. Og lader Kim træde i centrum. Som om han vil sige det ikke længere blot kan være hans egen joke. Vi skal videre.
Grass er en bagatel. 63 minutter lang, filmisk famlende, og sikkert kun interessant hvis man interesserer sig for instruktøren i forvejen. Men af de mange, mange billeder jeg har set de seneste dage har få gjort mig så glad som billedet jeg så i Grass. I sidste ende er det også derfor så mange filmfans er auteurister, fordi man kan blive så vanvittigt glad i låget af det.
Our Time (Carlos Reygadas)
Og så nogle gange kan auteurisme føles som hårdt arbejde, som når den driver én til at sidde og se en tre timer lang abstrakt meditation om hvor svært det er for mænd at acceptere kvinder også er mennesker, fordi instruktøren har vundet en masse priser i store konkurrencer… Og jeg plejede endda ikke engang at kunne lide Carlos Reygadas.
Jeg har haft det meget frem og tilbage med Reygadas. Jeg plejede at synes, han var nærmest indbegrebet af hvad der var galt med moderne kunstfilm, fyldt med tomme provokationer – eksplicit sex, vold og død – æstetiske tricks hentet fra andre film, og tømt for personlighed og følelser. Japon, Battle in Heaven og Stille Lys fik megen ros, men jeg brød mig ikke meget om det.
Så kom Post Tenebras Lux, og den slog ret meget benene væk under mig. Mig og mange andre. Pludselig var der personlighed, en æstetik som føltes unik, og en historie der virkelig føltes som om den gjorde ondt. Og sådan er verden så mærkelig, blot én film efter føles det lidt som om jeg har set det meste før.
Our Time har lidt samme plot som Post Tenebras Lux, men for at understrege den personlige forbindelse spilles hovedpersonerne denne gang af Carlos Reygadas selv og hans kone Natalia López. De spiller et ægtepar der er flyttet på en stor ranch, og kæmper med at få et åbent ægteskab til at fungere. Han er naturligvis hyldet kunstner – digter, ikke filminstruktør – men kan ikke håndtere at hans kone ikke blot er et trofæ, men insisterer på at være et individ i sig selv. Jeg ved ikke helt hvor sundt det er for et ægtepar at lave en film som den her, og jeg er helt ærlig ikke sikker på at det er meningen Reygadas-karakterens manglende evne til at forstå hans kone skal sætte sig i filmsproget på den måde som det lidt føles som om at det gør.
Hej hej Freud og Lacan. Det er ikke svært at psykoanalysere og komme frem til at hullet i midten af Reygadas’ billedsprog afspejler umuligheden i centrum af mandens seksualitet.
Rent filmisk føltes det også som om jeg havde set meget i Post Tenebras Lux, men det kunne jeg omvendt meget godt lide. Der var lige pludselig billeder, helt almindelige billeder af tyre, bjerge, træer, ting jeg har set filmet utallige gange, men hvor jeg alligevel tænkte ‘jep, det er Reygadas’. Han har virkelig fundet sit eget æstetiske sprog, og det bliver virkelig dyrket i tre timer.
Reygadas i denne periode handler fuldstændig om fiske-øje-linser, dybdefokus og asymmetrisk blocking. Billederne er let fordrejede som når man ser gennem et nøglehul – det sker hvis man bruger en vidvinkel-linse ‘forkert’, omend det helt klart er med vilje – og kombineret med fokus betyder det at centrum af billedet altid er ekstremt tydeligt til stede. Men fordi Reygadas dyrker asymmetri, er der sjældent noget i det centrum. Det er bare som om, der er et hul, som hele filmen drejer rundt om.
Hej hej Freud og Lacan. Det er ikke svært at psykoanalysere og komme frem til at hullet i midten af Reygadas’ billedsprog afspejler umuligheden i centrum af mandens seksualitet, driften mod at indtage og smelte sammen med et andet menneske, som bare ikke kan lade sig gøre, fordi kvinder insisterer på at være mennesker i sig selv. Den store moderne tragedie, jeg føler jeg har set en milliard film om det. Hannah Gadsby kalder i sit show Nanette den nøgne kvinde i kunsthistorien for ‘flesh-vases for their dick-flowers’, og sådan føles også ofte kvinder i mandlige instruktørers film.
Men hvis jeg har set en milliard film om det, så føles Our Time alligevel som en ny måde at sige præcis det samme på. Og for at være helt ærlig tror jeg det har været ret indflydelsesrigt. Vidvinkel og dybdefokus i Latinamerikansk film er noget vi har diskuteret på POV før og så igen, det går virkelig igen i mange latinamerikanske film for tiden. Film som arbejder med queer-tematik og forsøger at gøre op med machismo-kultur. Jeg er ikke sikker på at Reygadas fatter den slags, det virker bare som om han laver billeder der skal vise hans egne frustrationer. Men det føles virkelig som om han rendyrker dem, og andre tager dem virkelig interessante steder hen.
Når man siger en film er ‘mere vigtig end den er god’ betyder det som regel at intentionen i det mindste var god. Det er jeg ikke sikker på den er med Our Time. Det er ikke en voldsomt intelligent, sofistikeret eller empatisk film. Men den forsøger virkelig at rendyrke én sindstilstand via en æstetisk strategi. Det er den slags man får lov til, når man bliver kaldet auteur. Intet er så skidt at det ikke er godt for noget.
Fotocredits: CPH:PIX
I Do Not Care If We Go Down In History As Barbarians vises igen Mandag 8/10 kl 18:30 i Cinemateket
Grass vises igen Fredag 5/10 kl 16:45 i Cinemateket
Our Time vises igen Fredag 5/10 kl 21:00 i Cinemateket
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.