ASYL // REPORTAGE – Da flygtningefamilier med børn blev flyttet fra Udrejsecenter Sjælsmark regnede de fleste med, at de dermed ville få et bedre liv. Men asylcenter Avnstrup er ikke umiddelbart den forbedring, man havde håbet, skriver Kristian Ejlebæk Nielsen. Da familierne forlod Sjælsmark gled de også ud af danskernes bevidsthed.
Kan du huske børnene fra Sjælsmark? Under valgkampen sidste år blev det heftigt diskuteret, om vi som nation kunne være bekendt at behandle børn så dårligt, at både ombudsmanden, Dansk Institut mod Tortur og en række andre organisationer råbte vagt i gevær. Også selvom deres forældre var afviste asylansøgere.
”Vi kan konkludere, at det ikke hjælper at gøre deres liv så trøstesløst som muligt,” proklamerede udlændinge- og integrationsminister Matthias Tesfaye i forbindelse med beslutningen om at flytte familierne ud af de triste omgivelser i Udrejsecenter Sjælsmark.
Beslutningen kom blandt andet på baggrund af psykologiske undersøgelser foretaget af Røde Kors, der viste, at børnene på Sjælsmark havde dobbelt så høj risiko for psykiske lidelser sammenlignet med nyankomne flygtningebørn. Børnene havde nedsat appetit og svært ved at sove, over halvdelen af de 11- til 17-årige udviste symptomer på PTSD, og hele 80% af børnene kunne sandsynligvis eller muligvis få stillet en psykiatrisk diagnose.
Venstrefløjen og humanitære organisationer jublede, for i beslutningen lå en implicit forventning om, at forholdene for de afviste asylansøgere og deres børn ville blive bedre.
Siden har vi ikke hørt meget om familierne, og de fleste danskere går nok rundt med en forventning om, at det er fordi familierne har det godt. Jeg satte mig for at undersøge, om det er tilfældet.
Asylcenter Avnstrup
Da børnefamilierne blev fjernet fra den tidligere kaserne Sjælsmark med sine store hegn og dystre arkitektur, blev de flyttet til Asylcenter Avnstrup, der ligger i naturskønne omgivelser i Lejre kommune, cirka 15 kilometer fra Roskilde.
Avnstrup blev bygget som hospital i 1937 og består af en 5-etagers hovedbygning og en række mindre huse i traditionelle røde mursten, omringet af skov. Centeret blev tidligere benyttet som tuberkulosesanatorium – nu er det hjem for afviste flygtningefamilier.
På overfladen kan Avnstrup virke som en forbedring i forhold til Sjælsmark. Her er idylliske omgivelser, ingen hegn og flytningen skete med løftet om et mere normalt liv med mulighed for at lave egen mad samt adgang til institutioner for børnene. Men virkeligheden er en anden, når man taler med beboerne.
”I Sjælsmark er der et fysisk hegn – i Avnstrup er der et mentalt hegn. Fordi man konstant skal bekræfte, at man er til stede, går man rundt med et hegn inde i hovedet,” forklarer den 33-årige asylansøger Ayesha. Det er den udvidede meldepligt, hun taler om. På Sjælsmark skulle beboerne kun skrive under på deres tilstedeværelse tre gange om ugen, men på Avnstrup er det to gange om dagen, kl. 10 om morgenen og kl. 22 om aftenen. Alle, jeg taler med, siger det samme: At den daglige meldepligt føles mere kvælende end hegn og pigtråd.
”Vi føler os ikke mere frie her end i Sjælsmark,” fortæller 46-årige Ali. ”På en måde er det værre her, fordi vi er midt ude i skoven. Vi er så isolerede, at der mange steder ikke er telefonsignal. I Sjælsmark var vi i det mindste tæt på København og mødte almindelige danskere. Her ser vi ingen andre end de ansatte og de andre familier på centeret. Vi er blevet placeret her, så Danmark slipper for at forholde sig til os.”
”Næste skridt er Kastrup Lufthavn”
Ali bor sammen med sin familie på 1. sal i hus 12 og byder mig indenfor til instant kaffe.
”Jeg drak ikke kaffe tidligere – kun te – men nu er jeg i Danmark, så jeg prøver at tilpasse mig,” siger han med mild stemme og hælder op til mig. På væggen hænger et kurdisk flag, et kors og billeder af familien. Ali er en lille rund mand med et venligt ansigt. Han snakker godt engelsk og virker som en af de mere ressourcestærke beboere på Avnstrup. Han viser mig stolt udklip fra Politiken og kirkebladet, hvor han tidligere har fortalt sin historie.
Selvom der ligger en dyne af apati over Avnstrup, når man går rundt mellem husene, mærker jeg stadig et desperat ønske om at råbe danskerne op. De beboere, jeg taler med, har ikke den store tiltro til politikerne, men håber, at almindelige danskere kan være med til at skabe forandringer
Ministeren med ansvaret for det hele – Matthias Tesfaye – kender han også. Han har sendt et brev til Tesfaye og mødte ham senere i Sjælsmark, hvor udlændinge- og integrationsministeren lovede, at han nok skulle få dem ud derfra. Ministeren holdt sit løfte til Ali – men også til den del af Socialdemokraternes bagland, som ikke vil slække på den hårde udlændingepolitik, den tidligere regering stod for. I forbindelse med beslutningen om at flytte familierne, udtalte ministeren til DR:
Selvom Ali virker stærkere end mange af de andre, jeg taler med, bliver han med egne ord syg af forholdene. Syg af stress over den uvisse fremtid. Syg af næringsfattig, ensformig kost. Syg af frustration over, at han ikke kan give sin familie det liv, han ønsker for dem. Og selvom han forsøger at skjule sin modløshed overfor sine børn, er det begyndt at smitte af.
Børnene går i en børnehave på Avnstrup, men han siger, de kommer hele tiden op at skændes. Ali forklarer, at det ikke plejede at være sådan, men efter de blev sat i først Sjælsmark og siden Avnstrup, er den daglige monotoni og det pres, der bliver lagt på forældrene, begyndt at sætte sig i børnene.
Matthias Tesfaye var bevidst om, at børnenes liv ikke ville blive en dans på roser af at komme til Avnstrup.
”Vi vil stadig se børn, der har det svært,” udtalte han til Berlingske i forbindelse med beslutningen. ”Sådan vil det være, så længe forældrene ikke følger myndighedernes afgørelse om at rejse hjem.”
Tesfaye lagde dermed noget af ansvaret for børnenes mistrivsel over på forældrene. Det samme gjorde hans forgænger som udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, der i april 2019 sagde, at forældrene ”tog deres børn som gidsler.” Det fik dengang 58 danske forskere til at komme med en fælles udtalelse hvori de konkluderede, at ”det ikke er forældrene på Sjælsmark, men danske politikere, der gør børn og voksne afviste asylansøgere på Udrejsecentrene Sjælsmark og Kærshovedgård til gidsler for en uværdig og dybt skadelig symbolpolitik.”
Spørger man beboerne, har de ikke noget valg. Hjemrejse er simpelthen ikke en mulighed. Det skyldes i mange tilfælde, at deres hjemlande nægter at tage imod afviste asylansøgere, som det blandt andet gør sig gældende i Iran, hvor mange af familierne kommer fra.
Jeg kontaktede Udlændinge- og Integrationsministeriet for at få svar på præcis hvilke lande, der nægter at tage imod afviste statsborgere, men de har ikke mulighed for at svare på mit spørgsmål. De fortæller, at Pia Kjærsgaard har spurgt om det samme, og at de først kan melde noget ud, når det udvalgsspørgsmål (nr. 452) er besvaret om nogle uger.
Skolen giver hovedpine
Familierne er fastlåste i deres situation – de kan ikke tage hjem, og de må ikke være her. Og har familien først fået afslag på sin asylsag, vil børnene i de fleste tilfælde ikke længere gå i almindelig, dansk institution.
”Før gik jeg i folkeskole med danske børn,” fortæller 13-årige Navid, der bor i huset ved siden af Ali. ”Nu går jeg i Lynge Skole, som ligger i nærheden af Sjælsmark.”
Røde Kors-skolen i Lynge har udelukkende elever, der er børn af asylansøgere, og ligger i Nordsjælland.
”Det tager lang tid i bussen. En time!” afbryder lillesøster Setayesh træt. Hun er 9 år og slår blikket ned, hver gang hun snakker. Hun virker tynget af en indre sørgmodighed. Hver torsdag snakker familien med en psykolog. Setayesh fortæller, at bussen er fyldt med larm, og man får ondt i hovedet. Sådan er det også henne i skolen.
”Folkeskolen var meget bedre,” fortsætter Navid. ”Der var ro til at arbejde. Jeg var venner med alle i min klasse. Men efter vi er kommet til Avnstrup, ser jeg dem ikke mere.”
Ella fra Albanien, der bare bliver kaldt Ella, har den samme oplevelse. Hun er alene i Danmark med sine to små børn på 6 og 8 år.
”Da min datter gik i dansk folkeskole, ville hun ikke med hjem, når jeg hentede hende – hun elskede at være der,” siger Ella. ”Men i Røde Kors-skolen er det frygteligt. Alle børnene larmer og slås. Læreren lader bare, som om hun laver noget. Børnene får hovedpine af støjen. Min søn er meget følsom og mærker presset i maven. Han brækker sig, så de andre børn mobber ham og slår ham. Min datter græder hver dag, når hun skal afsted.”
Røde Kors kan ikke genkende kritikken af deres skole i Lynge. De medgiver dog, at den lange transporttid er problematisk, og i samarbejde med udlændingestyrelsen arbejder de på, at finde egnede klasselokaler tættere på Avnstrup.
”Det kan på ingen måder bekræftes, at der skulle være konstant konflikter og støj,” siger skoleleder for Røde Kors-skolen i Lynge, Niels Henning Hansen. ”I undervisningstimerne er der ro til læring, og i det hele taget er der ro til fordybelse. I frikvartererne og på gangene kan der selvfølgelig godt være støj. Men det er ikke anderledes end i en ganske almindelig folkeskole. I tilfælde af konflikter mellem børnene bliver der selvfølgelig grebet ind. Det sørger gårdvagterne for. Skolen har flere gange inviteret forældre til at besøge skolen og deltage i undervisningen, og forældrene har udtrykt stor tilfredshed med skolen efterfølgende. I det hele taget gør vi på skolen meget ud af forældre-kontakt.”
Den fleksible madordning
Ali byder mig på frokost ovre fra kantinen. Jeg har det mærkeligt med at tage fra folk, der har så lidt, men jeg kan mærke, at det betyder meget for ham at være gæstfri. Han beder for maden inden vi spiser. Han leder lidt efter ordene – jeg tror ikke han har prøvet at gøre det på engelsk før. Når man kigger på det intetsigende måltid fordelt i hvide flamingobakker, er det nok også svært at være helt oprigtig i sin taksigelse. Tørre ris, tzatziki, deller af ubestemmeligt kød og en lille, blandet salat til deling. Hans voksne søn, Mohammed, vil ikke have noget. Han ligger i sengen hele dagen. Alis kone Ahoo ryster også på hovedet. Hun er heller ikke sulten.
Ali prøver med indsmigrende kurdiske gloser på at få lille Avin, til at spise noget. Et enkelt ord forstår jeg, fordi det er dansk: Kartoffel. Hun er jo trods alt født og vokset op i Danmark. Det lykkes heller ikke at få hende til at spise, og han tager selv kun nogle få bidder. Ali forklarer, at man ikke er sulten, når man bare sidder stille hele dagen.
”Vi smider kilovis af mad ud hver dag. Vi har forklaret, at vi får alt for meget, men det bliver ikke lavet om. Den danske stat kunne spare så mange penge, hvis de bare lod os arbejde. Så kunne vi selv betale for vores mad.”
Beboerne har ganske vist fået adgang til køkkener, men uden lommepenge og uden tilladelse til at arbejde er det lidt som at stille en bil til rådighed for en person uden kørekort. Derfor står familierne stadig i kø i kantinen tre gange om dagen
Et af de væsentligste kritikpunkter mod Sjælsmark var, at beboerne ikke havde mulighed for at lave deres egen mad. Inger Støjberg udtalte dengang, at kantinemaden var med til at understrege, at det var ”en midlertidig foranstaltning.”
Det var hendes socialdemokratiske efterfølger – og i særdeleshed regeringens støttepartier – ikke enige i, så da familierne blev flyttet til Avnstrup var det med løftet om udsigt til madlavning. Beboerne har ganske vist fået adgang til køkkener, men uden lommepenge og uden tilladelse til at arbejde er det lidt som at stille en bil til rådighed for en person uden kørekort. Derfor står familierne stadig i kø i kantinen tre gange om dagen. Det er ikke med Røde Kors’ gode vilje.
”Muligheden for at vælge hvad ens barn skal spise, tilberede det og spise sammen som en familie er en vigtig del af at opretholde familiestrukturen,” siger asylchef for Røde Kors, Anne la Cour. ”Det er afgørende for forældrenes mulighed for at være forældre, at de får lov at tage ansvar for denne vigtige del af dagligdagen. Derfor er det også rigtig ærgerligt for familierne, at dette endnu ikke er muligt på Center Avnstrup.”
Da jeg kontakter ministeriet, forklarer de i en mail, at de arbejder på at finde en løsning:
”Udlændingestyrelsen er aktuelt ved at forberede den fleksible madordning, som skal give familierne på Avnstrup mulighed for selv at lave mad og indtage måltiderne i deres bolig eller i umiddelbar tilknytning hertil. Indtil denne madordning er på plads, henter beboerne deres måltider i Center Avnstrups kantine.”
Hos iranske Mahnaz og hendes to børn Setayash og Navid bliver der heller ikke spist meget af det, de kalder den ”fastfoodagtige” kost. I deres stue er et stort tæppe på gulvet og et bord langs den ene væg. Seks flamingobakker med mad, morgenmad og frokost, står urørt. Jeg får serveret vand i en plastikkop – de har intet service – og vi sidder på gulvet og snakker.
”Nogle gange spiser vi ingenting, for vi er ikke sultne,” siger Mahnaz. ”Vi har så meget mad i køleskabet, men vores kroppe har det ikke godt. Maden er ikke nærende, og det er det samme, vi får hver dag. Jeg vil så gerne købe nogle grøntsager – rigtig mad – men vi har ikke råd. Vi blev lovet lommepenge. Men vi har ikke fået en krone.”
Det ældste barn, Navid, skal oversætte for sin mor. Navid lærte dansk, da han gik i den danske folkeskole, han var så glad for, inden deres sag blev afvist. Han bryder sig ikke om at være tolk. Han virker drænet for energi, som om han kan ikke kan overskue noget som helst. De ord, han siger mest, er ”det er lige meget”. Det hele kan være lige meget.
Navid lyser først op, da han viser mig sin figur i Fortnite. Hans Playstation har han fået doneret af en dansk familie. Den står som et alter midt i en ellers helt tom stue. Han smiler for første gang i dag, da han logger ind. Inde i Fortnite er han lige så meget værd som de andre børn.
Monotoni
Udenfor står en far og ryger, mens hans lille datter løber rundt og leger. En ældre herre i slidt jakkesæt og bare tæer i badesandaler luger ukrudt med håndkraft foran indgangen til deres stue. Et rådyr kommer ud af skoven og står roligt og spiser græs. En almindelig dag for nogle almindelige mennesker, der er endt i en ualmindelig situation.
Tiden står stille i Avnstrup. Tiden står stille, når man ikke har et job og ikke går i skole. Når fortiden er et traume og fremtiden så usikker, at man næsten ikke tør tænke på den. Alligevel er fremtiden det eneste, der fylder noget, for nutiden er et uudholdeligt limbo. Beboernes tålmodighed bliver ædt, mens de venter, for selvom de officielt godt må forlade Avnstrup, føler de sig fanget. De bliver straffet, hvis ikke de melder ind morgen og aften. De bliver straffet, hvis de forsøger at arbejde eller lære dansk. De kan ikke tage tilbage til deres hjemland, og de må ikke søge opholdstilladelse i andre lande. Og her hvor de er – i Danmark – vil vi ikke have dem.
”Vi kan ikke lave andet end at sove og spise – det er ikke et liv,” siger Ali. ”Min kone og jeg kan ikke sove på grund af den konstante usikkerhed. Hvis regeringen sagde, at vi skulle bo her i et år, og så ville de se på vores sag igen, så kunne vi holde det ud. Her er ikke rart at være, men det er usikkerheden, der virkelig tærer på os. Hvis de danske politikere prøvede at bo her i en uge, ville de forstå, hvorfor vi bliver syge. Hvorfor vi føler det er et fængsel. Hvis det bliver ved på den her måde, så ender folk med at dø af det.”
Ali påstår uden at tøve, at alle familier i Avnstrup ville forlade landet i morgen, hvis de kunne. Ingen af de familier, jeg taler med, havde en drøm om Danmark. De ville bare gerne bo et trygt og godt sted
Asyl-shopping
Alis yngste datter, 3-årige Avin, er født i Danmark og kender ikke andet. Hun ligger og ser tegnefilm og surmuler lidt, mens Ali og jeg taler. Hun ser pludselig op på os med store mandeløjne, og spørger, hvor hendes veninde Aya er. Ali nænner ikke at fortælle hende, at Ayas familie er flygtet til Belgien, og at de måske aldrig kommer tilbage. Sandsynligheden for at få opholdstilladelse i et andet EU-land er næsten lig nul grundet de regler, der er lavet i Bruxelles for at forhindre såkaldt ”asyl-shopping”. Hvis først man har fået afslag på asyl i ét EU-land, kan man ikke rejse videre til et andet og forsøge igen.
Alligevel kender Ali mange, der er taget til Tyskland, Sverige eller andre steder i håbet om at få et bedre liv, og i særlige tilfælde lykkes det også.
Ali påstår uden at tøve, at alle familier i Avnstrup ville forlade landet i morgen, hvis de kunne. Ingen af de familier, jeg taler med, havde en drøm om Danmark. De ville bare gerne bo et trygt og godt sted. Ali havde hørt meget godt om Danmark, så da de kunne komme videre fra Tyskland, tog de chancen.
”Hvis jeg havde vidst, hvordan Danmark ville behandle os, var vi blevet i Tyskland,” siger han bittert.
”Jeg elsker danskerne”
Nedenunder Ali bor en anden kurdisk familie. 17-årige Hakim, hans storesøster Leila og deres forældre.
Hakim taler klart bedst dansk af de beboere, jeg møder. Han har ”øre-sprog,” som han siger, og lærte flydende dansk på nogle få år. Han lyder fuldstændig som mine naboer på Nørrebro. Han siger ”jeg sværger” og ”bror” og ”min ven” hele tiden. Hvis ikke det var fordi de historier, han fortæller, var så forbandet langt fra mit liv, var det ligesom at være hjemme i København.
Han smiler og virker ved godt mod, men man kan godt mærke, at den usikre fremtid også tynger ham. Hans far er helt apatisk. Hans mor, Gawhar, fortæller frygtelige historier fra deres tid på flugt, men virker til gengæld, som om hun stadig har en lille smule tiltro til, at de får en bedre fremtid. Selvom den er svær at få øje på.
Hakim har været i praktik som mekaniker og nu skal han i praktik som frisør. Han skynder sig at få så meget ud af de ganske få muligheder, han har, for når han bliver 18, må han hverken gå i skole eller arbejde. Så kan han sidde og kigge ind i væggen hele dagen ligesom sine forældre. Ligesom Mohammed på etagen ovenpå, der aldrig står op.
”Jeg har meget respekt for danskerne,” siger han og holder en hånd på hjertet. ”Jeg kom hertil for 13 år siden og har lært så meget i Danmark. Jeg elsker menneskene i Danmark. Men jeg forstår ikke, hvorfor politikerne har et problem med mig.”
Forskelsbehandling
Flere af familierne spørger om jeg kan skaffe shampoo. Det virker måske som en lille ting i det store billede, men adgang til almindelig pleje er med til at gøre, at man føler sig som menneske. De får udleveret den slags af Røde Kors, men det er sjældent tilstrækkeligt. Som det ser ud nu, får de én flaske til en hel familie hver 14. dag. Småbørnsfamilierne får også bleer, men kun i én størrelse.
33-årige Ayesha forklarer, at det, de får udleveret, også afhænger af, hvem der spørger. Ayesha er fra Etiopien, ligesom Matthias Tesfayes far, og har været i Danmark siden 2013 med sin 10-årige søn, der aldrig har været i Afrika. Hun fortæller, at hvis man er lys i huden, får man bedre behandling, for indenfor det mikrokosmos, der hedder Avnstrup, er der angiveligt også hierarkier.
”Da jeg gik ned og bad om en madras til min søn fik jeg at vide, at det ikke kunne lade sig gøre,” siger hun og ser på mig med trætte øjne. ”Lige bagefter spurgte en person, der er lysere i huden, om det samme, og fik to – selvom jeg stod lige ved siden af og kunne se det. Der er konstant forskelsbehandling. Man får især fordele, hvis man kommer fra samme land som den pågældende Røde Kors-medarbejder.”
Ella fra Albanien, som er hvid, er ikke så overrasket over Ayeshas historie.
”Røde Kors-medarbejderne har forskellige nationaliteter, og måske gør de lidt forskel på os,” siger Ella. ”Der er nok nogle af beboerne her, som får flere fordele end andre, men det er ikke et problem for mig.”
Røde Kors afviser, at der skulle være intern racisme på Avnstrup.
“Vi er ikke bekendt med den slags forskelsbehandling, og det må bero på misforståelser. Røde Kors bygger bl.a. på et princip om upartiskhed, og vi har derfor et vedvarende fokus på at behandle alle ens uanset race, køn, nationalitet eller religion. Det er også helt klart i vores kontraktgrundlag med Udlændingestyrelsen, at alle naturligvis skal have samme serviceniveau. Hvis man oplever den slags, vil vi opfordre beboeren til at komme i dialog med ledelsen,” skriver de i en mail til mig.
Hemmeligheder
Beboerne på Avnstrup vil generelt gerne tale om de forhold, de lever under, så den almindelige dansker kan forstå, hvad der foregår. Men de er samtidig tilbageholdende. De er bange for, hvilke konsekvenser deres udtalelser kan have for dem.
Mens jeg taler med etiopiske Ayesha, flakker hendes øjne, og når nogen går forbi på gangen, sænker hun stemmen. Da Ella kommer og vil snakke med, klapper Ayesha i, og vil ikke udtale sig, før Ella er gået igen. Da fotografen vil tage billeder til artiklen, trækker hun i land, og vil alligevel ikke stå foran kameraet.
Mange af beboerne virker opgivende, men de klamrer sig til et spinkelt håb. Alle, jeg taler med, snakker om d. 21. oktober. Den dag skal immigrationsmyndighederne komme på besøg og vurdere forholdene
Ella bliver ikke fornærmet over at blive sendt væk fra samtalen, for hun deler paranoiaen.
”Sygeplejerskerne er som spioner,” siger hun. ”Jeg er selv uddannet som sundhedspersonale og jeg ved, at de spørgsmål, de stiller, ikke har noget med sundhed at gøre. Det er, som om de har en skjult agenda og prøver at gøre os usikre.”
Mens vi tager billeder til artiklen, fortæller jeg, at fotografen Aida også har boet på Avnstrup, da hun kom til Danmark som 4-årig flygtning fra Kosovo. Ella lyser op.
”Så er der altså håb, for os?” siger hun. ”Flygtninge kan få et godt liv i Danmark?”
”Ja,” siger Aida tøvende og slår blikket ned. ”Det var en anden tid.”
Hjem – hvor er det?
Mange af beboerne virker opgivende, men de klamrer sig til et spinkelt håb. Alle, jeg taler med, snakker om d. 21. oktober. Den dag skal immigrationsmyndighederne komme på besøg og vurdere forholdene. Flere af dem har stadig en tiltro til, at et rigt og demokratisk land som Danmark – et ”frihedsland,” som Ali kalder det – vil indføre en mere human politik.
I weekenden kom Matthias Tesfaye dog med sin såkaldte strammer-pakke, der skal skabe yderligere incitament for hjemrejse, så det ser ikke ud til at beboerne på Avnstrup får et nemmere liv lige foreløbig. Ministeren vil blandt andet overvåge beboernes telefoner og tilbyde et kontant beløb for at forlade landet, så de afviste asylansøgere kan ”rejse hjem med en smule værdighed og ikke spilde sit liv på et dansk asylcenter,” som han udtalte til Jyllands-Posten.
Hakim gider heller ikke spilde sit liv på et asylcenter. Han vil gerne arbejde, men det må han ikke. Så han forstår ikke, hvad ministeren vil have ham og hans familie til at gøre.
”De siger, vi skal tage hjem, hvor vi kommer fra, men hvor er det?” spørger han. ”Vi flygtede fra en lejr i Irak. Der står på mit ID-kort, at jeg er iraner, men jeg har aldrig været der. Jeg er født som flygtning. Vi er kurdere. Iran ville ikke have os. Irak ville ikke have os. Danmark vil ikke have os. Da vi forsøgte at flytte til Finland, hvor resten af vores familie bor, blev vi sendt tilbage hertil.”
Etiopiske Ayesha er træt af at få at vide, at hun bare kan tage hjem. Hun føler sig overset og umyndiggjort. Af den danske regering, som har afvist hendes asylsag. Af de ansatte i Avnstrup. Og af medierne, som efter hendes mening altid negligerer Afrika.
”De danske journalister skriver om, hvad der sker i Mellemøsten, så danskerne ved, hvordan det står til i Iran og Palæstina,” siger hun. ”Men ingen ved, hvordan det står til i Eritrea eller Etiopien. Politikerne tvinger os til at tage tilbage, fordi de ikke ved, hvor slemt det står til i vores land. Der er ikke fred. Hvis man er gået på sine to fødder hele vejen fra Sahara til Danmark, så er det nok fordi man har en rigtig god grund til at flygte.”
Det minder mig om noget, Ali sagde. I 23 år – halvdelen af sit liv – har han været på flugt. Meget af tiden boede han i telte eller hjemmebyggede huse i uhumske, irakiske flygtningelejre.
”Det var ikke et godt liv, men jeg forventede ikke andet af et sted som Irak,” siger han. ”Hvis vi blev behandlet som dyr, var det, hvad man kunne forvente i et fattigt diktatur. Men dengang fik vi lommepenge af de irakiske myndigheder til mad, og jeg gik i skole. Politikerne i Danmark har behandlet os dårligere end et uland som Irak. Jeg havde forventet bedre af et frit, demokratisk land. Jeg havde forventet bedre af Danmark.”
”Jeg er sikker på, at danskerne ikke ved, hvad der foregår her på Avnstrup,” siger albanske Ella. ”Jeg tror på, at danskerne har de rigtige idealer og et godt hjerte. I kan godt lide mennesker fra andre lande”
Selvom der ligger en dyne af apati over Avnstrup, når man går rundt mellem husene, mærker jeg stadig et desperat ønske om at råbe danskerne op. De beboere, jeg taler med, har ikke den store tiltro til politikerne, men håber, at almindelige danskere kan være med til at skabe forandringer. For at sætte fokus på deres forhold op til besøget af myndighederne har en stor del af beboerne fra tirsdag d. 6. oktober valgt at strejke ved ikke at bruge kantinen, ikke tage imod hygiejnepakker og nægte at skrive under på deres daglige meldepligt.
”Jeg er sikker på, at danskerne ikke ved, hvad der foregår her på Avnstrup,” siger albanske Ella. ”Jeg tror på, at danskerne har de rigtige idealer og et godt hjerte. I kan godt lide mennesker fra andre lande. Selvfølgelig har jeg oplevet racister, men langt de fleste er så søde. Og det harmonerer slet ikke med den oplevelse, jeg har haft med systemet. Danskerne er ikke ligesom det danske system, for systemet er i stykker. Det føles kommunistisk, totalitært, udtænkt af en syg hjerne.”
Fotos: Aida Berisha.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
