PÆDAGOGISK FAGLIGHED // KOMMENTAR – Børnehavetante! Spar mig for dette ord. Vis i stedet alle os, som arbejder i børnehaver, respekt og giv os ordentlige arbejdsbetingelser, skriver Ulla Kusnitzoff, der er pædagogisk leder i en børnehave i Oslo.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det sker indimellem, at forældre kalder mig “børnehavetante”. Ordet findes muligvis kun i Norge, men meningen er klar på dansk. Og jeg kan ikke lide det.
Når jeg får muligheden for det, afviser jeg “tanteriet”. Jeg har en bachelor i pædagogik – jeg er pædagog. Det er længe siden, at det at passe andres børn handlede om godgørenhed. Måske er begrebet om en “børnehavetante” en reminiscens fra den tid.
Det er vigtigt for mig. Og det burde det også være for alle jer, som har børn i børnehaven, samt for politikere og bureaukraterne, som administrerer økonomien. I burde være meget interesserede i, at vi ansatte i landets børnehaver har en ordentlig uddannelse, og at vi er mange nok.
Det er længe siden, at det at passe andres børn handlede om godgørenhed. Måske er begrebet om en “børnehavetante” en reminiscens fra den tid
Det handler dybest set om, hvordan vi ønsker, at børnene skal vokse op og i hvilken slags samfund. Skal det være et samfund, hvor alle har lige muligheder? Eller et samfund, hvor den stærkeste altid sidder med de bedste kort? Et samfund, som bygger på solidaritet eller individualisme? Dét er politik!
Jeg har været på orlov fra mit arbejde denne vinter. Til daglig er jeg pædagogisk leder i en børnehave i Oslo. Orloven har givet mig energi, overblik og tid til refleksion. Jeg har snakket med mennesker fra forskellige miljøer. Fælles for dem er, at de bliver tomme i blikket, når jeg fortæller, at jeg arbejder i en børnehave.
Mit felt er per definition ikke interessant. Det er et lavstatusfelt.
Men jeg ønsker at ændre dette negative narrativ. Tiden er inde til at fortælle jer om alt det fantastiske, der sker i børnehaverne, fordi jeres børn er omgivet af professionelle, som ved, hvad børn har brug for, og hvordan de udvikler sig fysisk og kognitivt.
Hvert eneste barn skal have den bedste dag
Min ambition er, at hver eneste lille pige og dreng skal få den bedste dag med så mange positive oplevelser som muligt, hver dag. Det handler om at tage sko på selv for første gang, smøre en mad, spise den eller spise noget nyt. Lege med venner, få nye venner, føre en samtale med et andet menneske – for eksempel mig.
Hver eneste dreng og pige skal gå hjem fra børnehaven med en følelse i kroppen af, at “i dag var en god dag”. Men jeg ved også lige præcis, hvornår jeg ikke har været i stand til at give hvert barn den følelse.
Alle, som arbejder i en børnehave, er forpligtede til at følge læringsplaner og loven om børnehaver. Og i loven står der ting, som giver god mening. For eksempel at pædagogiske ledere skal have en uddannelse og at “grundbemandingen skal være tilstrækkelig til, at vi kan udøve tilfredsstillende pædagogisk virksomhed”.
I paragraf to står der i tillægget, at vi skal “formidle værdier og kultur, give mulighed for børnenes egen kulturskabelse og bidrage til, at alle børn får mulighed for at opleve glæde og mestringsfølelse i et socialt og kulturelt fællesskab”. Vi skal også “støtte børns nysgerrighed, give udfordringer”. Og selvfølgelig skal børnehaven “bidrage til at udjævne sociale forskelle”.
Åh, jeg elsker den lov!
Der er bare ét problem: Vi, som arbejder i børnehaven, mangler og savner anerkendelse! Det får vi ikke. OK, vi får løn, men vi ligger i den dårlige ende i forhold til gennemsnitslønnen på 638.000 norske kroner (422.358 danske kroner) for alle ansatte i Norge. De, som har en bachelor i pædagogik, tjener i snit 523.080 norske kroner (345.281 danske kroner) om året.
Den pædagogiske leder på afdelingen planlægger, gennemfører, dokumenterer og vurderer børnene. Vi vejleder de ansatte. Vi skal sørge for at tage gode valg i møderne med børn og forældre; vi stimulerer børnenes fantasi og skabertrang. Vi har det pædagogiske ansvar på afdelingen – vi er med til at danne de fantastiske børnehavebørn til at blive demokratiske medborgere til gavn og glæde for alle i samfundet.
Det er et fantastisk arbejde. Især kan jeg rigtig godt lide at arbejde med demokratisk forståelse og medmenneskelighed. Jeg synes, det er flot, når børnene forstår værdien af at hjælpe hinanden, vente på deres tur, eller når Torkil på 3 år ser, at Agnes på 4 år er ked af det, og spørger, om hun vil lege. At alle har værdi. I det øjeblik giver det virkelig mening at arbejde i en børnehave.
Heldigvis er vi, der arbejder, gode til at rose hinanden. Vi ved, hvor megen energi vi bruger hver dag på at skabe de bedste forudsætninger for børnene. Vi har brug for den ros. I november måned var sygefraværet blandt personalet i min børnehave over 12 procent. Det handler om fysisk slitage og en cocktail af smitteoverførte sygdomme.
Loven kræver én ansat per tre vuggestuebørn og én ansat per seks store børn. På min afdeling med 18 store børn – fra tre til seks år – er vi derfor tre ansatte. Og når kollegaer bliver syge, ser vi os rundt i huset og tjekker, om der er nogen afdelinger, som kan undvære en ansat. Det er der sjældent, men vi strækker os alt det, vi kan – for vikarbureauerne har ingen ledige vikarer.
Det betyder naturligvis, at vi ikke overholder normeringerne hver dag. Af og til går pædagogen til møder. Fire timer hver uge er han eller hun væk fra afdelingen for at forberede næste uges pædagogiske aktiviteter, dokumentere og udfylde progressionsskemaer, ugeplaner eller månedsrapport og forberede forældresamtaler.
Spar mig for børnehavetante-syndromet
Alle skal helst have frokostpause. På en god dag, når ingen er syge eller til møder, har børnene alle tre voksne i maksimum fem timer. Men uanset om vi er to eller tre, så arbejder vi knaldhårdt hver dag for, at hvert eneste barn skal opleve mestring, få tæt kontakt med en voksen, få hjælp til at lege, til at klæde sig på, gå på toilettet og vaske hænder, lave fællesmad, komme med ud på tur i skoven, op i bussen, ind i toget, på museum.
Vi arbejder med socialisering, sprog, demokratisering og støtter børn, som er bange eller udadreagerende eller kede af det, fordi de savner deres far og mor. Eller fordi de skal have plaster på.
Vi har brug for flere fastansatte. Så kan vi blive bedre til at hjælpe børn, som har brug for opmærksomhed – for eksempel førskolebørnene
Jeg har dygtige kolleger, som desværre er nedslidte på grund af arbejdet. Vi har brug for flere fastansatte. Så kan vi blive bedre til at hjælpe børn, som har brug for opmærksomhed – for eksempel førskolebørnene. Med et stærkt fundament i børnehaverne kan vi medvirke til, at færre børn får psykiske problemer, når de vokser op.
Derfor: Spar mig for “børnehavetante-syndromet”. Vis os respekt og giv os ordentlige arbejdsbetingelser.
Følg debatten på POV.International
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
