BRITISK MAGTMISBRUG? // ANALYSE – Boris Johnson, den britiske premierminister, er ude i en politisk og personlig krise, der får en til at stille spørgsmålstegn ved hans politiske dømmekraft. Kaos synes at omgive ham, både privat og i hans offentlige arbejde.
NEWCASTLE – Boris Johnsons situation er, om ikke uoverskuelig, så meget kompliceret og hans ministre anstrenger sig for at lægge låg på den kogboblende kedel, hans politiske karriere udvikler sig til, netop i en tid hvor hans land skal koncentrere sig om forholdet til EU og hele det globale marked, hvor Storbritannien nu skal manifestere sig, efter at Brexit blev en realitet i januar 2021.
I ly for stormen
Der har sikkert været øjeblikke i de seneste dage, hvor Boris Johnson har håbet, at det politiske stormvejr bare var en forbigående byge, og at aprilvejret snart ville vende en blidere side til.
Han har kunnet søge tilflugt i sin komfortable embedsbolig i Downing Street 10 i det centrale London og hygge sig med sin forlovede, Carry Symonds og deres et år gamle søn, Wilfred. Ham kalder de måske ”Wilf”, som er det normale kælenavn for en ”Wilfred”. Briter elsker at forkorte deres fornavne.
”Den ordner jeg,” sagde Boris Johnson (jeg dramatiserer naturligvis, jeg har ikke være tilstede ved nogen af samtalerne, der refereres til i denne artikel). ”Jeg snakker med Rishi.” Og derfor er der en tekstbesked fra premierminister Johnson til Sir James med ordlyden: ”Rishi says it is fixed.”
Embedsboligen har lige været under kærlig behandling af en dygtig britiske designer, så den er måske mere end bare hyggelig, den er måske ligefrem imponerende. Men det vender vi tilbage til.
Skal man tro dagens meningsmålinger, først i den sidste uge af april, er der faktisk slet ikke sket noget særligt i premierminister Johnsons liv den sidste uges tid. Det mener folket i hvert fald ikke, siger resultatet af den seneste undersøgelse, den britiske regering har læst og sikkert glædet sig over.
Man kunne ellers godt have troet, der var problemer.
Premierministeren og støvsugerkongen
For en uge siden røbede BBC, at chefen for dens politiske afdeling havde set en udveksling af tekstbeskeder mellem Boris Johnson og den kendte og dygtige britiske ingeniør, opfinder og støvsugerfabrikant, James Dyson. Dysons indsats som industrimand og eksportør har imponeret så meget, at han er blevet Sir James Dyson eller bare Sir James, og det er der ingen tvivl om, at han har fortjent.
På en måde viser tekstbeskederne, hvordan en premierminister har turdet tage en rask beslutning i en krisetid for at beskytte sine borgere, og hvordan støvsugerkongen har reageret ansvarligt og med offervilje og generøsitet.
Vi skal tilbage til foråret 2020. Covid19-krisen er i fuld blomstring og verden er ved at gå i panik og i nedlukning. Hospitalerne er fulde, der skal bruges ventilatorer, flere end der allerede er til rådighed. Briterne har beregnet, at de skal bruge 20.000 udover de 5-6.000, de allerede har.
Boris Johnson skal så ifølge historien have ringet til Sir James og bedt ham om at bakke praktisk op om kampen mod covid19-døden og udvikle nye ventilatorer. Det gør Sir James og undervejs bruger han to millioner pund af sit firmas penge. Dem skal firmaet ikke have tilbage: det er en gave til nationen.
Det er flot. Som der står (på fransk) på den britiske hosebåndsorden: ”Honi soit qui mal y pense”: skam dig, hvis du synes, der er noget galt i det.
Nu var der en detalje, som komplicerede historien en lille smule. Sir James, der flyttede med sit firma til Singapore for at slippe ud af Storbritannien før Brexit skete, er flyttet hjem til England igen. Det var jo lidt flovt, at et varemærke, briterne er meget stolte over, sådan rendte udenlands, da Storbritannien endelig forlod EU og blev et rigtigt land igen.
Så Sir James selv er flyttet tilbage, men firmaet har stadig hovedkvarter i Singapore.
Hvis hans ingeniører nu skulle flytte tilbage til Storbritannien og arbejde med at udvikle ventilatorer, kunne de få problemer med skattevæsnet. Sir James er en god chef, der passer på sine ansatte. Hvorfor skulle de betale skat i et land, hvor de ikke har fast adresse, mens de slider for at redde britiske statsborgere? De har såmænd nok selv mindet Sir James om problemet, da han forelagde dem planen om at arbejde et stykke tid i Storbritannien.
I hvert fald prøvede Sir James at løse problemet ved at kontakte folk i London.
Finansministeriet var meget tøvende, finansminister Rishi Sunak holdt sig på afstand af problemet. ”Den ordner jeg,” sagde Boris Johnson (jeg dramatiserer naturligvis, jeg har ikke være tilstede ved nogen af samtalerne, der refereres til i denne artikel). ”Jeg snakker med Rishi.” Og derfor er der en tekstbesked fra premierminister Johnson til Sir James med ordlyden: ”Rishi says it is fixed.”
Det er jo så helt fint, de to har ordnet det sammen, kan man se, Johnson og Dyson.
Men helt så enkelt er det ikke, og det ved Sir James godt. Han har faktisk skrevet et rigtigt brev, hvor han fortæller Finansministeriet, hvilke skatteregler det er, der skal fikses. Sir James synes ikke, det hele er blevet dækket, og han vil sørge for, at alt går rigtigt til.
I hvert fald så ved James Dyson nu, at sådan som Johnson ser det, så bakker regeringen op om James Dyson, lige meget hvad. Hans ingeniører er immune overfor krav fra det britiske skattevæsen
Premierministeren farer til … ja, man har en mistanke om at han farer, ikke til computeren men til sin mobil og forsikrer Sir James om, at problemet er fikset: ”I am First Lord of the Treasury,” gør han opmærksom på, og det lyder som om han bestemmer over finansminister Rishi Sunak, der kun er ”Second Lord of the Treasury.”
Det kan lyde, som om de to arbejder sammen om at styre landets finanser. Sådan er det faktisk ikke. I realiteten sidder de i en komité sammen og sørger for aflønning af landets ministre. Det der med at de hedder ”First Lord” og ”Second Lord”, det er bare en tradition. Boris Johnson er premierminister og derfor chef for alle ministre. Men kun Rishi Sunak har stillingen som finansminister.
Måske Boris Johnson mente det som en lille vits, da han skrev det i tekstbeskeden til James Dyson, Johson kan jo godt lide at tage let på tingene, et lille smil skader vel ikke?
I hvert fald så ved James Dyson nu, at sådan som Johnson ser det, så bakker regeringen op om James Dyson, lige meget hvad. Hans ingeniører er immune overfor krav fra det britiske skattevæsen.
Så langt så godt. Men der er jo faktisk et problem her, et politisk problem. Helt grundlæggende så ved Sir James jo godt, at han beder om undtagelse for nogle skatteregler. Det er derfor, han ikke bare skriver tekstbeskeder men også sender et brev, der kan komme i hans arkiv og den britiske regerings arkiver. Ellers er der ikke orden i tingene.
Ingen undtagelser uden regler
Sommetider er der undtagelser for, hvornår man ikke behøver at betale skat, de undtagelser er skrevet ind i lovene eller i nogle bekendtgørelser.
Sådan der det ikke i dette tilfælde, hvor det mere ser ud til, at Boris Johnson simpelthen finder på nye regler, udenom parlamentet, for at løse et problem midt i en international sundhedskrise, for at redde menneskeliv. Det skal jo lige understreges endnu engang, at vi er i en krisesituation.
Da Boris Johnson bliver konfronteret med problemet om sin udenomsparlamentariske improvisation i april 2021, siger han, at han intet fortryder. Han tog en hurtig beslutning, da der skulle tages sådan en. Det var force majeure. ”Vi står i en situation med uforudsigelige omstændigheder”.
Det bekymrede mange, at den britiske regering på den måde ville tiltage sig magten til at lovgive udenom parlamentet
Det kan godt være, at Boris Johnsons friske initiativ kan forsvares, juridisk, med at det blev taget i en krisesituation, på grundlag af force majeure-begrebet.
Men der er noget ved den måde, han gør tingene på, der samtidig får hans fremgangsmåde til at virke kritisabel. Hvad er det for noget, det her med at han nævner sin ”titel” som First Lord og får det til at lyde, som om han har mere magt end finansministeren?
Som historien udvikler sig, bliver Boris Johnsons mobil også del af debatten. Der er (skriver pressen) dem i premierministerens omgangskreds, der er nervøse for, at han kommunikerer med sin mobil i stedet for at diktere formelle breve, at han tager beslutninger og lover folk ting via tekstbeskeder udenom de normale kanaler. Der bliver ikke skrevet referat eller lavet optagelser af samtaler mellem premierministeren og andre. Hvem ved egentlig, hvad det er, han lover folk?
Om han faktisk er for meget på de sociale medier og for lidt indenfor de normale procedurers rammer, det finder vi nok ud af en dag.
Men det er væsentligt: I et parlamentarisk, lovbundet demokrati kan man ikke have ministre, der forhandler og tager beslutninger, mere eller mindre impulsivt, med tekstbeskeder, slet ikke hvis de beslutninger ender med at man omgår eller modificerer lovgivningen.
Henrik den Ottendes lov
En del britiske politikere er blevet meget opmærksomme på problemet med, at ministre omgår parlamentet, når der lovgives.
Det er ikke et teoretisk emne indenfor politiske studier på universiteterne, vi har at gøre med her. Det er noget helt praktisk.
Da den britiske regering, først under Theresa May, skulle finde ud af, hvordan briterne kom ud af det enorme kompleks af EU-lovgivning, landet var blevet en del af i løbet af 43 års medlemskab, besluttede man simpelthen af gøre al EU-lovgivning til britisk lovgivning, med et snuptag.
Men så enkelt er det naturligvis ikke. Når først hele EU-lovkomplekset er blevet ”britisk”, skal det naturligvis tilpasses til det nye, uafhængige Storbritannien. Det er en kæmpeopgave, meget større end man synes, man kan nå, hvis man skal igennem alle de normale procedurer, der hører til at lave love i et demokratisk valgt parlament – første behandling, udvalgsarbejde osv osv.
Men så kom man i tanker om Kong Henrik 8.-loven.
Den lov blev indført i 1539 netop af kong Henrik 8., ham med de mange koner. Formålet med den var at give kongen mulighed for at lovgive per proklamation, udenom parlamentet. I 1539 havde England faktisk allerede et parlament.
Men Henrik 8. havde altså brug for at lave love udenom det ellers meget indflydelsesrige parlament i London, og derfor er der den lov, og den er aldrig blevet annulleret. Nu er den kommet i brug som en tidsbesparende foranstaltning.
Det bekymrede mange, at den britiske regering på den måde ville tiltage sig magten til at lovgive udenom parlamentet og derfor uden den mulighed – den ret – parlamentets medlemmer normalt har for at debattere og ændre – eller nedstemme – lovforslag.
Måske en person, der ligefrem havde taget dem med sig, da han blev afskediget af Johnson efter års tro tjeneste. Tekstbeskeder, som han måske ingen ret havde til at se? Dominic Cummings er netop sådan en person
Så man kan godt forstå, at britiske politikere er på vagt, hvis det ser ud som om, en premierminister sådan lige laver om på en lov.
Kunne der være et problem med regeringens vilje og evne til at holde sig til de procedurer, der sikrer, at demokratiet fungerer, også efter at krisen er overstået? Brugen af Henrik 8.-loven har jo netop ikke forbindelse til covid-krisen men går forud og kunne skabe en ubehagelig præcedens.
Hvem lækker premierministerens tekstbeskeder?
Hvem var det, der havde lækket tekstbeskederne til og fra premierministeren og James Dyson? De var jo netop ikke offentligt tilgængelige?
I Downing Street 10 har de nok forberedt sig et stykke tid på en hævnaktion fra en person, der kunne føle sig urimeligt behandlet at Downing Street 10, og som kunne have haft adgang til Boris Johnsons tekstbeskeder. Måske en person, der ligefrem havde taget dem med sig, da han blev afskediget af Johnson efter års tro tjeneste. Tekstbeskeder, som han måske ingen ret havde til at se?
Dominic Cummings er netop sådan en person.
Han var den, der skabte en succes ud af ”Leave”-kampagnen, der tilskyndede briterne til at gennemføre Brexit, det projekt som man føler en lille smule, at Boris Johnson bestemte sig for at lede ved at slå plat og krone.
”Skal, skal ikke?” Johnson skrev to udkast til avisartikler, en der forklarede, hvorfor han ikke støttede Brexit, en anden hvor han stillede sig i spidsen for anti-EU kampagnen. Det blev så det sidste.
Siden, da folkeafstemningen var vundet (i 2016) og Johnson blevet premierminister (i 2019), blev Cummings den grå eminence bag Johnsons trone i Downing Street, altid kontroversiel, ikke kun blandt oppositionen men også blandt mange konservative og i Johnsons egen stab i Downing Street. Cummings stod tydeligvis Johnson nær. Mange følte, at Cummings havde alt for meget at skulle have sagt.
Lige før jul gav Johnson efter for presset fra sine andre medarbejdere og beordrede Cummings ud af kontoret i Downing Street og hjem til County Durham i Nordøstengland.
Det har måske ikke været nogen behagelig oplevelse for Cummings, men sådan går det sommetider i politik. Magtkonstellationerne skifter fra tid til anden. Boris Johnson afskedigede Cummings. Til forskel fra dette huggede Henrik 8. sommetider hovedet af sine rådgivere, når han ikke stolede på dem mere.
Så slemt gik det ikke for Dominic Cummings, men derfor var han netop også en potentiel trussel. Måske han var sur, måske han ville have hævn. Cummings er faktisk meget intelligent, hvad ville han ikke kunne finde på?
I sidste uge fortalte Downing Street 10 pressen, at det helt sikkert var Cummings, der havde lækket tekstbeskederne mellem Johnson og James Dyson. Hvis man ellers skal tro kommentatorerne i pressen så kontaktede Johnson personligt London-pressens redaktører og skubbede til, så historien nu også kom i avisen.
Boris server. Dominic smasher
Det gav i den grad bagslag.
Cummings har sin egen blog, og det var der, han svarede igen, brutalt og direkte.
Ikke alene havde han aldeles ikke adgang til Johnsons tekstdialog med James Dyson. Han henviste også til en helt anden affære, som han var blevet beskyldt for at lække oplysninger om.
Den handler om premierministerens embedsbolig i Downing Street 10.
Faktisk bor Boris og Carrie, ligesom mange andre premierministerpar, slet ikke i lejligheden ovenover nr. 10 men i naboejendommen, nr. 11, som er finansminister Rishi Sunaks ministerkontor og residens. Lejligheden i nr. 11 er større end den i nr. 10, og da Tony Blair med familie flyttede ind i Downing Street, byttede finansminister Gordon Brown villigt, så børnefamilien kunne få mere plads.
Nu bor Boris og Carrie (og lille Wilf) også i nr. 11, ligesom hr. og fru Theresa May før dem.
Det har vist sig at være et problem for familien Johnson: Carrie er ikke henrykt for Theresa Mays smag. Møblementet var sådan noget ”John Lewis” noget. Jeg kan godt finde på en dansk parallel, et firma hvis møbler står i mit eget hjem, ligesom vi har ting fra John Lewis, en kendt og respekteret kæde at stormagasiner. Lidt borgerligt kan man mene, lidt almindeligt. Pænt. Ordinært. Sådan noget, ens nabo også har, for det har naboen også råd til.
Men det var lidt for kedeligt og almindeligt, syntes Carrie, og der skulle også males og tapetseres.
Ud med det gamle, ind med det nye, noget moderne og spændende, f.eks. noget designet af den britiske designer Lulu Lytle. Hendes stil er ikke minimalistisk, tværtimod kaldes den direkte maksimalistisk. Farver og mønstre og liv, ikke noget med Arne Jakobsen og PH og enkle klassiske danske linjer. Fuld fart på.
Seriously? This is the Downing Street make over? It's giving me a headache just looking at it. pic.twitter.com/Ko0qMYNvpg
— Dan Smith (@DanSmithAuthor) April 28, 2021
Men det koster.
En nyindflyttet premierminister har et officielt budget på 30.000 britiske pund til at få fjernet de værste spor af forgængeren og gøre boligen lidt mere personlig. Det var ikke nok. Regningen kom i den sidste ende op på næsten det dobbelte, 58.000 pund. For maling, tapetsering og gulvbehandling.
En beskeden budgetoverskridelse
Der er naturligvis ikke afsat penge på noget offentligt budget til den slags budgetoverskridelser.
Så kunne Boris Johnson selvfølgelig bare selv betale, kunne man sige, men onde tunger vil, at hans løn som premierminister ikke slår til. Den er blevet beskåret, fordi Johnson har haft en meget indbringende tjans som klummeskriver, samtidig med at han oppebar løn som parlamentsmedlem. Det skulle der kompenseres for ifølge reglerne.
Johnson skal, ifølge vidner, have udtalt: ”No more fucking lockdowns – let the bodies pile high in their thousands”
Det var, ifølge iagttagere, også et problem at det havde været så dyrt for Johnson at blive skilt fra sin kone, Marina Wheeler, som han har fire børn med. Det er en helt anden historie, som læseren kan google sig frem til, men det ser faktisk ud til, at premierministeren havde et finansielt problem og et problem med en stor regning fra en kendt indendørsarkitekt. Staten dækkede 30.000, der manglede de sidste 28.000.
Kammeratlig godgørenhed
Som man kan se af historien om James Dyson og hans ingeniørers skattefrikort, mangler Boris Johnson ikke evnen til at improvisere. Det kom også i spil her.
Hvad med et oprette en godgørende fond, hvor venner af det konservative parti (for eksempel) kunne give en skærv og hjælpe til med at yndiggøre lejligheden i Downing Street?
Det var jo netop ikke Boris og Carries personlige ejendom, det var en offentligt ejet embedsbolig (kan Boris have tænkt, hvad ved jeg), der var ikke tale om at indsamle midler til personligt forbrug. Og i øvrigt har man også brugt den fremgangsmåde i USA til at indsamle midler til at nyindrette Det Hvide Hus. Der er fortilfælde.
Men det er i USA. I en britisk sammenhæng er projektet helt klart uetisk, det blev Boris Johnson advaret om, da han kom frem med ideen.
Ikke desto mindre fandt man en passende formand for fondet, Lord Brownlow.
Selve fondet blev aldrig oprettet – der er dog grænser – men ideen om at oprette fondet kom i offentlighedens søgelys, fordi nogen lækkede en email fra Lord Brownlow, hvor han bekræftede, at hele beløbet for nyindretningen, 58.000 pund, nu var indbetalt pr check til det konservative partis hovedkvarter i London. Partiet havde lagt ud, Lord Brownlow refunderede.
Nu blev det hele meget vanskeligt at gennemskue.
Var det mon en slags hvidvask af penge? Hvordan var partiet pludselig kommet ind i billedet? ”Der er ikke brugt af partiets egne midler,” lød det fra partihovedkvarteret, det var så bare et lån. Men hvem havde lånt de penge? Og så det med, at det var hele beløbet på 58.000 pund og ikke 58.000 pund minus det helt lovlige tilskud på 30.000?
Uetisk, tåbelig, muligvis
Domic Cummings’ kommentar i bloggen er meget konkret. ”Premierministeren holdt op med at diskutere dette emne med mig i 2020, da jeg sagde til ham, at jeg mente, at hans planer om at få private donorer til at betale i hemmelighed for renoveringen af lejligheden var uetiske, tåbelige, muligvis ulovlige og næsten helt sikkert stred mod reglerne om korrekt offentlig og åben erklæring om modtagelse of politiske donationer, hvis de blev udført på den måde, han havde tænkt sig. Jeg nægtede at hjælpe ham med at overføre de omtalte beløb.”
Ganske kort efter meddeltes det, at premierminister Boris Johnson nu personligt havde betalt regningen fra Lulu Lytle og at alle detaljer ville blive rapporteret gennem de normale kanaler. Uden yderligere forklaring. Men det virker, som om han betalte, da pressen antydede, at pengene kom fra private og ikke var kørt gennem systemerne på den korrekte måde.
Og der var mere
Hvis det så bare var holdt op der, med støvsugerkongens prisværdige indsats (men premierministerens måske lidt for spontane brug af tekstbeskeder) og renoveringen af premierministerens lejlighed. Som han nu selv har betalt, helt regulært.
Men Dominic Cummings nævnte også, at han (ligesom andre i kredsen omkring premierminister Johnson) havde anbefalet en nedlukning nummer to i november 2020.
Johnson skal, ifølge vidner, have udtalt: ”No more fucking lockdowns – let the bodies pile high in their thousands”. “Lad ligene hobe sig i dynger på tusinder,” sådan kan man oversætte det, hellere det end endnu en nedlukning, selvom sundhedsmyndighederne anbefalede det.
Og så er også han briternes frelsermand: takket være vaccinationsprogrammet bliver mange millioner briter nu beskyttet mod den frygtede smitte
Der kom selvfølgelig sådan en nedlukning alligevel, og så en tredje hen under jul.
Der er ingen grund til at kommentere den udtalelse om de talløse lig. Hvis det passer, så savner man ord, og Boris Johnson selv siger, at det har han aldrig nogensinde sagt. Adskillige vidner siger nu, at det har han, og det er de villige til at gentage under ed.
Problemet med sandheden
Man håber jo, de husker forkert, og at Boris Johnson taler sandt.
Mod det sidste taler bogen The Assault on Truth, hvis forfatter, Peter Oborne, har sat sig for at skrive et regulært studie over Boris Johnsons livslange karriere som løgner overalt, hvor han har været i kontakt med offentligheden, som journalist og politiker (hans privatliv lader vi ligge).
Der er det problem med Obornes bog (som er vældig interessant, godt skrevet og researchet), at den anlægger et meget ”traditionelt” syn på, hvad sandhed er for noget.
Efter snart tres-halvfjerds ås erfaring med moderne markedsføring er det efterhånden klart, at nogle ting er håndgribeligt sande: tyngdekraften findes, for eksempel, ligesom virus, atomer og molekyler.
Men andre steder i de menneskelige samfund er sandhed et kulturbegreb, det er noget, vi skal være enige om passer, det er ikke altid noget vi skal kunne bevise med henvisning til tal og håndgribelige fænomener.
I min barndom lærte jeg (hvis ”lærte” ellers er det rigtige ord), at ni ud af ti filmstjerner brugte Rexona håndsæbe. Det var ikke noget, vi skulle tænke nærmere over, det var ikke nogen rigtig statistik, ingen offentliggjorde navnene på de ni eller sladrede om, hvem den tiende med de mindre rene hænder var.
Det med renheden er noget, jeg selv sidder og finder på som en efterrationalisering, det var slet ikke del af reklamen. Men sådan virker markedsføring (og den menneskelige hjerne) også. Vi fylder selv hullerne ud, hvis vi synes, der er nogen.
I Rexonareklamen skulle vi bare overbevises om, at Rexona var bedst, at vi skulle foretrække den, vi skulle tro på, at det var det bedste valg, når der skulle købes sæbe.
”Premierministeren har betalt den regning. Færdig!”
Og sådan er det jo blevet med så mange ting, vi får at vide i det offentlige rum og måske også det private. Men ikke mindst indenfor politik. Vi skal overbevises om, at noget er sandt, vi skal tro på det. Længere behøver vi ikke at gå.
hvis en regering bruger en meningsmåling til at vise, at den er sluppet afsted med noget, fordi folk er ligeglade, så er det populisme og ikke god ledelse
Søndagen efter alle de mange påstande om Boris Johnsons troværdighed lod en britisk minister sig interviewe af BBC. Hun blev spurgt om renoveringen af lejligheden, men nøjedes med at gentage, flere gange, at Boris Johnson selv havde betalt for arbejdet og alle regler var overholdt. Det var, hvad hun vidste, sagde hun.
Den version af historien hører man nu igen i de britiske medier: Det er den version, vi skal overtales til at acceptere. ”Hvem betalte de 28.000 først?” spørger journalisterne stædigt. ”Premierministeren har selv betalt hele regningen, alt vil blive rapporteret gennem de normale kanaler,” lyder svaret, tydeligvis i håb om, at før eller siden holder journalisterne op med at spørge.
Hvad siger folket?
Et par dage efter historien om den famøse regning var nået ud til offentligheden, konkluderede en meningsmåling, at alle de her beskyldninger om Boris og tekstbeskederne og regningen fra indendørsarkitekten og bunkerne at covid19-lig, det var kun noget, pressen og det politiske kommentariat var interesseret i. Befolkningen som sådan var ligeglade.
For dem er Boris Johnson den politiker, der fik Brexit gennemført. ”Get Brexit Done” var netop det valgslogan, Dominic Cummings opfandt for Johnson og som var med til at få de Brexit-udmattede briter til at stemme ham og de konservative til magten igen.
Og så er også han briternes frelsermand: takket være vaccinationsprogrammet bliver mange millioner briter nu beskyttet mod den frygtede smitte. Det er jo heller ikke uvæsentligt. Netop i denne uge fik jeg selv vaccination nummer to, det sætter jeg meget pris på.
Da meningsmålingen havde vist, at den almindelige brite er ligeglad med alt bøvlet omkring Johnson, så begyndte konservative politikere netop også at sige til pressen, at vi skal koncentrere os om det, den almindelige borger er interesseret i: vaccinationer, og ikke alt det pjat med regninger for maling og tapetsering i Downing Street. Nu er den regning jo netop betalt, så vi skal videre.
Hvor ender det hele?
Man har stærkt på fornemmelsen, at den konservative regering nu håber, den er kommet forbi krisen, fordi ”folket” er ligeglade.
Men det er et problem, et meget stort problem.
Der er et etisk problem her. Det kan godt være, at sandheden ikke altid er så konkret, at den er noget med, at hvad man kan overbevise folket om er sandt, eller – mere positivt – noget, vi som samfund er enige om passer. Man må ikke slå andre, mord er en forbrydelse, overhold færdselsloven, vis godt naboskab, giv hånd …
Men som en tv-kommentator sagde: ”Kan man ikke godt samtidig gennemføre et fantastisk vaccinationsprogram og føle for ofrene for covid19?” Er det nok, at Boris Johnson har reddet sit folk ved et formidabelt fint vaccinationsprogram, kompenserer det for alt andet?
Det er fint, hvis folket har tillid til sin premierminister: så er der ro på gaden og folk føler sig trygge.
Men hvis en regering bruger en meningsmåling til at vise, at den er sluppet afsted med noget, fordi folk er ligeglade, så er det populisme og ikke god ledelse.
Ingen forventer, at politikere er Persil-skurede (som er et andet udtryk fra rengøringsmidlernes verden i gamle dage), der er ingen grund til at forvente, at de er bedre mennesker end de borgere, der vælger dem ind.
Britiske politikere overholder reglerne og udfører deres arbejde, ofte uden at vælgerne viser dem særlig respekt. Derfor er historien embedsboligen i Downing Street ikke skrevet færdig endnu
Men det er nødvendigt, at politikere kan handle ansvarligt, at de ikke bare kan definere sandheden men at de også kan skelne rigtigt og forkert, at de overholder lovene, at de ikke stikker noget under stolen. At de ikke prøver at slippe afsted med noget.
Og det er der, Boris Johnson er lige nu, han og hans parti og hans regering.
I dag er der lokalvalg 145 steder i Storbritannien. Efter valget vil vi kunne konstatere, om de påståede skandaler har gjort nogen forskel på, hvor vælgerne sætter deres kryds, som de konservative siger i dagene før valget.
Faktisk skal der nu foretages en officiel undersøgelse af forholdet omkring renoveringen af premierministerens embedsbolig i Downing Street 10. Resultatet af den undersøgelse vil vise, om den politiker, der både ville blæse og have mel i munden (med et tilsvarende udtryk på engelsk sagde Boris Johnson på et tidspunkt, at han både kunne spise sin kage op og så have kage tilovers bagefter) om han også har rent mel i posen, eller om han bare ville mele sin egen kage.
Situationen omkring den britiske premierminister er meget ophedet for øjeblikket, og han føler sig helt tydeligt under betydeligt pres, men han har ikke tænkt sig at tage en detaljeret debat omkring de beslutninger og udtalelser, han beskyldes for i pressen for øjeblikket.
Der mangler generelt ikke respekt for lovlydighed og almindelige moralbegreber i britisk politik. Britiske politikere overholder reglerne og udfører deres arbejde, ofte uden at vælgerne viser dem særlig respekt. Derfor er historien embedsboligen i Downing Street ikke skrevet færdig endnu, og kapitlet om Boris Johnsons indsats som britisk statsleder er under fortsat udarbejdelse. Forhåbentlig bliver det snart udgivet.
LÆS ALLE HANS CHRISTIAN ANDERSENS ARTIKLER HER
Topfoto: Boris Johnson taler i telefon med Joe Biden fra “hjemmekontoret” i Downing Street. Foto: UK Prime Minister’s Office
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
