Detektivbranchen i Danmark går tilbage til starten af 1900-tallet, hvor også kvinder arbejdede som selvstændige privatdetektiver. Og gerne i samarbejde med politiet. En af dem var Martha Nielsen, som havde sit eget detektivbureau på skiftende adresser i det indre København.
Internationalt kan detektivbranchen dateres tilbage til 1833, hvor den franske soldat Eugène Francois Vidocq grundlagde, hvad der anses for at være verdens første privatdetektivbureau, “Le Bureau des Renseignements Universels pour le commerce et l’Industrie”. I England startede Charles Frederick Field et detektivbureau i 1852 efter sin pensionering fra Metropolitan Police. Vennen Charles Dickens skrev flere artikler om Fields bureau, som også talte en ungarsk ansat, der senere startede en konkurrerende virksomhed op. I USA blev detektivbureauet Pinkerton National Detective Agency grundlagt i 1850 af Allan Pinkerton, som også hyrede den første kvindelige detektiv, Kate Warne i 1856.
I Danmark opstod fænomenet privatdetektiver i begyndelsen af 1900 tallet, hvilket politiets registerblade vidner om. En af dem var Martha Nielsen, født i Thisted den 5. september 1864 og registreret privatdetektiv i station 5 (Vesterbro).
Mission: Hersker over det underjordiske København
Martha Nielsen var Danmarks første, selvstændige, kvindelige privatdetektiv. I 1930 udgav hun sine erindringer på eget forlag (Franz Christtreu’s Bogtrykkeri, København K). På daværende tidspunkt havde hun været privatdetektiv i 27 år. Martha Nielsens bureau havde til huse først i Oehlenschlægergade 79, 4, herefter Bagerstræde 3,1 og til sidst i Skjalm Hvides Gade 20, 1 .
Martha Nielsen begyndte sit virke som privatdetektiv den 29. oktober 1903 efter at have beskæftiget sig med opsøgning af adresser for afbetalingsforretninger og lignende samt observationer gennem ¾ år. Et tilfælde gjorde, at Martha Nielsen blev privatdetektiv, hvilket hun beskriver i sine erindringer ”Et Liv som kvindelig Privat Detektiv”.
Martha Nielsen kom ind i en møbelforretning for at aflevere nogle adresser, hun havde opsøgt. Til stede var en overbetjent.
”Naa, De giver dem af med Adresseopsøgning, Fru Nielsen”, sagde han til mig. ”Ja, det gør jeg, ” svarede jeg meget beskedent, for jeg havde stor Respekt for Politiet og saa i det mit Ideal og store Forbillede i dette Fag, som jeg elskede overalt i Verden. ”Saa kan De jo finde en Adresse til mig,” sagde Overbetjenten, ”men den er s’gu vanskelig, men kan De finde den, saa er De en Svend”. ”Jeg skal prøve paa det, ” svarede jeg. Og jeg følte nu, at jeg stod overfor min store Opgave”.
Martha Nielsens første sag var at observere en gift mand. Og hun tog jobbet meget alvorligt. Som hun skriver i sine erindringer:
”vilde jeg altid bestræbe mig for af yderste Evne at arbejde i min Gerning paa en samvittighedsfuld Maade for mine Klienter, uanset om det gik ud over mig selv”.
Da syntes jeg, at det ligesom var en Mission, jeg havde at opfylde, og jeg følte mig næsten som en lille Hersker over det underjordiske København.
Speciale: Forbrydelser i ægteskabet
Martha Nielsen optrådte gerne under forskellige navne og forklædninger. Hendes klienter var som regel velstillede mennesker, og forud for enhver opgave blev prisen aftalt på forhånd. Der blev også affattet en rapport. De fleste sager angik ”Forbrydelser i Ægteskabet”, eksempelvis ”Forsøg på at bortskaffe formue ved betaling af Underholdsbidrag til Hustru og Børn”. Endvidere angik en lang række sager bedragere fra ægteskabsrubrikker, hvor kvinder blev fralokket deres penge af mænd, som påstod de var ugifte.
Dertil kom erhvervssager uden politiets mellemkomst. Af efterskriftet til Martha Nielsens erindringer fremgår således, at
”Skønt ægteskabelige Sager jo er en af de største Specialiteter i et Detektiv-Bureau, så omfatter det dog også andre og ulige mere interessante Specialiteter, idet vi ogsaa fører Opsyn i Fabrikker for at paase, at ingen Uregelmæssighed finder Sted, og saafremt det er sket, da at bilægge det i Mindelighed uden Politiets Mellemkomst, ligesom vi ogsaa foretager Skinindkøb i Chefens Fraværelse for at paase, at Indkøbet er noteret, og Beløbet slaaet rigtigt op paa kassen.”
Et tæt samarbejde med politiet
Privatdetektiver havde på Martha Nielsens tid et naturligt samarbejde med politiet. Således fremgår det af en af de beskrevne sager i Martha Nielsens erindringer om en utro hustru, at Martha Nielsen opsøger politistationen i Helsingborg, efter at være fulgt efter elskeren, en restauratør. Hun medbringer således to konstabler, som går med hende hen på hotellet, hvor ”Fru P.” holder hyrdetime med sin elsker.
Forud har hun telegraferet til en forsmåede ægtemand, at han straks skal komme til Helsingborg. Martha Nielsen møder ham og to andre herrer samt svigerfaren ved færgen. Disse samt konstablerne og en portier og en piccolo banker samlet på døren, hvor restauratøren står i bar skjorte og én strømpe, mens fru P. ligger i sengen. Herefter forlader alle hotellet og tager færgen hjem.
Som den tjekkede detektiv hun var, medbragte Martha Nielsen gerne forskellige rekvisitter, når hun konfronterede diverse utro ægtefolk. Typisk med ordene ”De er Frk. D.D, De er Hr. J., og vi er Privat-Detektiver fra København”. Således optrådte Martha Nielsen med største myndighed og var udstyret med dels en fløjte og et legitimationsskilt, men også en pistol ladet med løst krudt. Ikke sjældent blev der også benyttet bestikkelse til tjenere på eksempelvis 5 kr. Men frem for alt blev der brugt kvindelist. Hvor politiets nummer var 1448, havde Martha Nielsens bureau ”Københavns kvindelige private Detektiv-bureau” telefon nummer Vester 1458x. Ganske smart fundet på.
En branche med et blakket ry
Ganske som det er tilfældet i dag, led privatdetektiver også dengang under, at offentligheden ikke nærede den største fidus til branchen.
I Carl Aage Redlichs bog ”I lovens navn”, beskrives en episode omkring Martha Nielsens detektivbureau, som på daværende tidspunkt (1915) lå i Bagerstræde. Tilsyneladende havde en klient, som sammen med en anden drev en lingeriforretning, henvendt sig til Martha Nielsens bureau, da hun følte sig bedraget. Martha Nielsen sendte så en tilsigelse til den anden dame, som mødte op på bureauet, hvorefter hun blev ført til en hjemmebygget ”retssal” af en af Martha Nielsens medhjælpere.
”For rigtigt at virke frygtindgydende havde hun anbragt et stort ordenskors på sin kjole, og i hånden havde hun en overdimensioneret politifløjte! Bag forhøjningen var på væggen i stor størrelse ophængt bureauets firmamærke gennembrudt af et sværd. Derpå fulgte en indgående afhøring af den ”sigtede”, og medens ”retsvidnerne” stod ret, blev dommen forkyndt: 120 dages fængsel på sædvanlig fangekost!”
Sagen blev anmeldt til politiet, som ikke fandt, at der var sket en overtrædelse af den gældende straffelov, hvorefter sagen overgik til Sø- og Handelsretten, hvor der imidlertid ikke kom noget ud af retssagen. Til gengæld var hændelsen med til at påkalde opmærksomhed om ”disse bureauers ofte mærkværdige metoder”.
Til grin i ”Blæksprutten”
I satiremagasinet ”Blæksprutten”, 1915 udgaven, er gengivet en tegning over episoden af bladtegneren Alfred Schmidt (1858-1938) med overskriften ”Detektiven fra Bagerstræde Martha Nielsen fælder Dom”.
Teksten lyder blandt andet:
”Fangen idømmes den tortur at skulle læse aviserne dagligt og at skulle beskæftige sig med kulturbegivenheder. Fangen græder og tigger men der er ingen nåde. Torturbødler sidder klar til at udføre ordren”.
På billedet troner en korpulent kvinde med knold på hovedet og løftet pegefinger på en opsats med gardin rundt. Et billede af et øje pryder opsatsen. Hvordan Martha Nielsen ret faktisk så ud, vides ikke. Heller ikke, hvad der blev af hende. Men hendes erindringer, ”Et Liv som kvindelig Privat Detektiv”, kan beses på Det Kongelige Biblioteks læsesal.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Referencer:
http://en.wikipedia.org/wiki/Private_investigator
Martha Nielsen, ”Et Liv som kvindelig Privat Detektiv”, Frantz Christtreus Bogtrykkeri, 1930.
Carl Aage Redlich, ”I lovens navn. Københavns politi gennem tiderne. Bind 2. Politihistorisk Selskab, København 1982
Billederne er gengivet med tilladelse fra Københavns Stadsarkiv, Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
