SERIE: I Kina afslører kantinen din sociale klasse

af i Asien/Kultur/Liv & Mennesker/Rejse

I de senere år har Kina fået en voksende middelklasse, og dens børn har nu ramt universiteterne. I det daglige ligner de fleste af disse unge hinanden, men når der skal spises, er det nemt at kende forskel på de privilegerede og dem, hvis forældre har gældsat alt for at finansiere den unges uddannelse, skriver danske Andrea Margrethe Dragsdahl, der studerer i byen Ningbo. Hun vil i den kommende uge fortælle om hverdagslivet i den kinesiske millionby.

På mit universitet i Ningbo, hvor jeg læser et semester, forekommer de fleste studerende ved første øjekast lige og ret ens. Men i takt med at jeg langsomt falder til i mit nye hjem, bemærker jeg, hvordan de kinesiske studerende bruger skolens kantiner til at iscenesætte sig selv. To måneder inde i semesteret vurderer jeg, at universitets 6000 studerende hører hjemme i tre grupper.

De lavest rangerende er dem, hvis forældre løbende gældsætter sig og har måttet satse alt på deres eneste barn og dennes fremtid. Disse unge kommer ud til et kæmpe ansvar og deres forældres forventning om job, der skal forsørge hele familien og tilbagebetale den enorme gæld skabt af en dyr uddannelse på et kinesisk topuniversitet. Det er også dem, der tager studiejobs, for at kunne lette en smule på forældrenes byrde.

Mellemklassen er der flest af. De relativt rige kinesere, hvis forældre har råd til at betale for alle eller størstedelen af den unges udgifter. Den type studerende har plads til at koncentrere sig om studierne, men størstedelen kommer som alle andre kinesiske unge fortsat ud fra studiet til et stort forventningspres. Der skal findes arbejde og forsørges forældre – også selvom disse er velhavende nok, for det er en inkarneret del af kinesisk kultur og tradition, at børnene finansierer forældrenes alderdom.

Endelig er der de fremmede. Det er mig. Jeg er en af de hvide internationale studerende, der nyder godt af særlige privilegier og ikke behøver bekymre mig om økonomi. For de fleste af os er det en besparelse at tage et semester i Kina, hvor leveomkostninger er markant lavere end i vores hjemlande. Her udgør et halvt års husleje det samme som en måned på et lille værelse i København, og sulten kan tilfredsstilles for hvad der svarer til en rund 10’er.

For mig er økonomi for første gang ikke en bekymring, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har tjekket kontoen. Derhjemme gør jeg det dagligt. Men når min SU udgør mere end den gennemsnitlige kinesers månedsløn, så kan jeg roligt bestille en ekstra øl på baren eller tage en taxa, når jeg ikke gider tage bussen. Den slags rækker SU’en ikke til derhjemme.

Det gode alternativ til buffeten
Det gode alternativ til buffeten

De hvide og privilegerede

Mens de internationale studerende har lejligheder med køkken og bad, bor de kinesiske studerende på små firemandsværelser med køjesenge. De skal være på deres værelser klokken 23. Der starter vores fester.

For mig er økonomi som studerende i Kina ikke en bekymring, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har tjekket kontoen. Derhjemme gør jeg det dagligt. Men når min SU udgør mere end den gennemsnitlige kinesers månedsløn, så kan jeg roligt bestille en ekstra øl på baren eller tage en taxa, når jeg ikke gider tage bussen. Den slags rækker SU’en ikke til derhjemme.

Femten gange i løbet af et semester har de kinesiske studerende også pligt til at møde op til morgenløb. Der er ingen krav til de internationale. Vi er end ikke på listen.

En hverdag med perspektiv

Ved første øjekast ligner de fleste studerende her hinanden. Nogle har pænere tøj og lidt dyrere elektronik, men vil man for alvor kende forskellen på de rige med forældrenes kreditkort, og dem, hvis forældre har satset alt, så er det til morgenmad, man skal gå en tur på campus.

For fem kroner tilbyder kantinen en buffet af dybstegte nudler, ris og 包子 (Baozi), der er boller med fyld af æg eller svinekød. Det bekræfter enhver fordom om buffet-mad, der øser i olie og bærer tydeligt præg af masseproduktion. Her spiser de laveste.

Jeg er en af de hvide internationale studerende, der nyder godt af særlige privilegier og ikke behøver bekymre mig om økonomi. For de fleste af os er det en besparelse at tage et semester i Kina, hvor leveomkostninger er markant lavere end i vores hjemlande. Her udgør et halvt års husleje det samme som en måned på et lille værelse i København

I gågaden på campus serverer enkelte af butikkerne også morgenmad, og kvaliteten her er lidt højere. Her er toastbrød, æg og ostebaguette. Det lyder mere tiltalende, end det ser ud, men er et godt alternativ til buffeten, der svømmer i olie. Her kan mellemklassen få en morgenmad, der er til at betale og tage juice eller mælk med på vejen fra kiosken.

Som læseren måske har gættet, kan vi, der er privilegerede internationale studerende, også nyde godt af en tredje mulighed. Med vores køkkenadgang og rådighedsbeløb, der tillader indkøb af frisk frugt og vestlige morgenmadsprodukter, kan vi spise vores morgenmad i fred og stadig iført nattøj. Til morgenmad benytter jeg derfor muligheden og nyder mine røræg og importerede rugbrød. Det er hentet i Shanghai til 45 kroner, og jeg spiser det allerhelst med en skive ost, der i sig selv koster 5 kroner. En morgenmad med rugbrød og røræg kommer således let omkring 15 kr. Ud fra et økonomisk og fornuftigt perspektiv er der ingen tvivl om hvad jeg burde vælge. Men for en privilegeret vestlig studerende, er ristet rugbrød med ost til morgenmad en høj prioritet. Særligt når alternativet er stegte ris og nudler, som jeg i forvejen kan se frem til at spise til både frokost og aftensmad.

Et semester her på skolen koster omkring 40.000 danske kroner i undervisningsafgift alene. Oveni kommer naturligvis bolig, mad, bøger og hvad der ellers hører sig til. Med visheden om hvilken gæld mine kinesiske studiekammerater har sat sig selv og deres forældre i, forstår jeg bedre, hvorfor valget mellem kantinen og de dyre morgenmadsprodukter er let at træffe. Selvom det nok er et kompromis med sundheden.

Iscenesættelse gennem kantinevalg

Når morgenmaden er overstået, og vi senere kommer til dagens næste måltid skal der igen træffes valg. I kantinerne kan du spise dig mæt og tilfreds i et udvalg af ris- og nudelretter, der kan fås helt ned til 6 kroner. De gode retter koster 10-15 kroner. Lokalerne er lidt mørke og kolde, tydelig præget af slitage og med stålbænke og borde på lige rækker minder det om en klassisk skolekantine. Her kommer du for at spise og intet andet.

Kantinen
Kantinen

Oven på den ene kantine, der således er placeret højere i både fysisk og symbolsk forstand, finder du imidlertid et lille restaurantområde.

Det er opbygget som papirøen i København og byder på adskillige små madboder. Her holder den amerikanske Subway kæde hjemme, ligesom der også er en koreansk restaurant. Til at supplere din sushi, burger eller japanske ramen kan du få en frisklavet juice, og til dessert er her også en bager og et lille konditori.

I dette mekka af madboder, som er særligt attraktivt, når savnet efter velkendt mad melder sig, koster et måltid mellem 15 og 30 danske kroner.  For de rige og de internationale er det en ubetydelig prisforskel i bytte for et udvalg af andet end stegte ris og nudler. Og for de rige kinesere er det en oplagt mulighed for at iscenesætte sig selv. Det er et tydeligt statussymbol at have råd til den sunde mad.

Da jeg forleden skulle spise min frokost med en kinesisk veninde, foreslog jeg, velvidende om hendes økonomiske situation, at vi gik i skolens kantine. Næsten fornærmet svarede hun, at der spiste hun skam ikke, for hun kunne bedre lide den sunde mad fra restauranterne – ligesom os internationale, bemærkede hun. Da jeg til vores næste frokostaftale fortalte om en ret, jeg syntes særlig godt om i den billige kantine, så foreslog hun straks, at vi fremover spiser der.

En ubetydelig forskel for nogen – en verden for andre

Når dagen er gået har mine luksusvalg gennem dagen kostet mig en væsentligt større madpost end kinesernes. En hurtig beregning fortæller mig, at jeg med en sparsom kinesisk indstilling kan spise for omkring 30 kroner om dagen, svarende til 900 kr. om måneden. Mine luksusvaner er dyre efter almene kinesisk standarder, men jeg anser alligevel forskellen som ubetydelig. Og med en husleje, der svaret til en femtedel af min danske, er der råd til kvalitet over kvantitet.

Med samme arrogance så jeg og mine internationale medstuderende på hinanden, da der forleden blev udsendt jobopslag fra universitets bibliotek. Det drejede sig om en stilling som studentermedhjælper til 17 kroner i timen. Det er knapt en tiendedel af, hvad et godt betalt studiejob giver i Danmark, men også 6 kroner mere end mindstelønnen i Kina. Vi grinte en anelse hånligt, da det fremgik, at man særligt ønskede en international studerende til jobbet.

Et skud danskhed i Kina

Måske virker denne besættelse af en god morgenmad og sunde måltider overdreven eller ubetydelig, prisforskellen taget i betragtning. Og særligt må den virke uforståelig for den i Danmark bosatte læser.

Men en god morgenmad er det, der giver mig overskud til at rumme dagens mange indtryk. Min kinesiske hverdag byder på mange kulturelle forskelle, og kræver overskud til at rumme de mange indtryk og udfordringer. Ved at starte dagen med noget hjemligt, kan jeg bedre finde overskud til at rumme de mange sære og spændende indtryk. Og når jeg så til frokost ikke kan genkende ingredienserne, eller en kineser i bedste mening serverer mig rådne æg og kyllingefødder, kan jeg bedre smile, sige “pyt” og glæde mig over den kulturelle berigelse, det er at bo i Kina.

Topfoto og alle billeder i artiklen: Andrea Dragsdahl 

Kunne du lide denne artikel? Så del den meget gerne. Hos POV International skriver vi alle frivilligt, men bliver glade for bidrag. Du kan bidrage til mine fortsatte skriverier på Mobile Pay +45 42 31 55 26

Andrea Margrethe Dragsdahl læser en bachelor i journalistik og internationale studier på Roskilde Universitet. Det skal være hendes trinbræt til at blive journalist med speciale i internationale relationer og udviklingslande. Hun var ungdomsredaktør og skribent hos Dansk Vegetarforening gennem tre år, og er i dag kontaktperson hos Hjernesagen for børn og unge, der lever med en forælder med hjerneskade. Derudover er hun særligt opslugt af social ulighed på baggrund af etnicitet, og har bl.a. analyseret asylbørns trivsel i danske børnehaver.

Skulle du have lyst til at donere til Andreas skriblerier, er nummeret til Mobilepay +45 4231 5526
Email: mail@andreadragsdahl.dk

Seneste artikler om Asien