Bølgen af populisme og neonationalisme er en tryktest af selve den danske samfundsmodel

En verdensomspændende bølge af populisme og neonationalisme skyller over os i valgkamp efter valgkamp i USA, Latinamerika og Europa. Mange vælgere vender ryggen til internationalt samarbejde, imod FN og EU.

Vi skal have permanent grænsekontrol i stedet for aftaler. Vi skal af med internationale konventioner, der giver rettigheder til statsløse, beskytter asylansøgere og sikrer retten til familiesammenføring. Vi skal af med EU-regler, der beskytter ulvene og står over Folketingets behov for at beskytte fårene.

Vi skal kun have samarbejde, der giver os fordele og rettigheder til f.eks. at fiske i andre landes farvande, eller giver os styrke til at give bøder til Google og Apple. Men EU-regler, der giver polske borgere, der arbejder i Danmark, ret til børnepenge – det hører ingen steder hjemme.

Samtidig med populismen får vi også en ny form for nationalisme på valgbordet.

Både i rå form og i mere fortyndet aftapning er der danskhed på menuen. Danske juletraditioner, danske håndtryk er normen for, hvordan man er en rigtig dansker. Frikadeller er bedre end humus og mezza, mens pizza er en acceptabel undtagelse, rødgrød med fløde er lettere og vigtigere at sige end Shu’kran.

EU er sat i stå af diskussionerne om Brexit. Frankrig er sat i stå af gule veste i rundkørslerne. USA er splittet totalt i stillingskrig mellem Trump og demokraterne

Tørklæder er af det onde og fredag er en normal arbejdsdag. Muhammeds ansøgning ligger bedst bagerst i bunken fordi den ”danske sang er en ung blond pige, der går og nynner i Danmarks hus”.

Europaparlamentsvalget vil give den slags populisme og neonationalisme vind i sejlene, og de populistiske partier vil få en ny og større platform i Bruxelles og i Europa.

I lande som Brasilien, Ungarn, Østrig og Italien er bølgen allerede nået helt frem til regeringskontorerne.

Andre lande står på spring, og bølgen synes at samle styrke, efterhånden som de politiske forandringer slår igennem. EU er sat i stå af diskussionerne om Brexit. Frankrig er sat i stå af gule veste i rundkørslerne. USA er splittet totalt i stillingskrig mellem Trump og demokraterne.

Ved folketingsvalget 5. juni skal det danske politiske system tryktestes for at se hvad den danske model kan holde til. Kan den rumme xenofobisk nationalisme og populistisk politik både internt og i udenrigspolitikken?

Kan vi opretholde den danske EU-politiske balance? Vores udenrigspolitiske strategi gør EU til vores hovedplatform, men samtidig har vi forbehold og undtagelser på centrale områder som retspolitik, valuta, grænsekontrol og forsvarssamarbejde. Valgkampen har vist, at EU-kritikken er voksende.

Men hvad er den danske model?

Den danske model set udefra viser sig i topplaceringer på de fleste internationale rangordninger. Hvad enten det er målinger af befolkningens opfattelse af lykke (happiness), velfærd, antikorruption og pressefrihed eller kønsligestilling, miljø, erhvervsklima og konkurrence evne ligger Danmark og de øvrige nordiske lande i enten top tre eller top ti blandt verdens 150-160 lande.

De nordiske topplaceringer skyldes ifølge nogle analyser tre forhold:

• En styreform der skaber samarbejde og tolerance.
• En høj grad af social kapital dvs. gensidig tillid og social samhørighed.
• En både økonomisk og kønsmæssig ligestilling, der i hvert fald relativt set, giver Danmark topplacering.

Styreformen bliver tryktestet op imod den pubertsagtige glæde, der opstår hos mange vælgere ved at tale Roma midt imod og stemme ”nyt” for at ryste op i det etablerede. De mange nye partier, der er opstået op til dette folketingsvalg er eksempler på populistiske opgør.

Den nordiske succes med en relativt mindre ulighed bliver tryktestet af det absurde chef-lønniveau som mange danske virksomhedsbestyrelser har tilladt. Kombineret med enorme hvidvaskningssager i de største danske banker skabes der et indtryk af, at det er såsom så med ligheden. Klaus Riskær Pedersens parti er en tydeligt udtryk for denne tryktest.

Valgene til både Europa-Parlamentet og til Folketinget handler om, hvad den danske model kan holde til

Endelig er den høje grad af social kapital til tryktest. En vækst i mistilliden til politikere og journalister, som i fake news-debatten. Mistroen mod andre befolkningsgrupper særligt muslimer er eksempler på, at den gensidige tillid er ved at blive afløst af mistro og kriminalisering. Kvinders påklædning, indvandreres smykker og ghetto planer er tydelige eksempler.

Valgene til både Europa-Parlamentet og til Folketinget handler om, hvad den danske model kan holde til.

Nogle mener, at det er selve den danske model, der skaber problemer, fordi den ikke kan rumme indvandrere fra andre kulturer. For dem er målet at følge i USA’s og Storbritanniens fodspor og lade den ”danske model” erodere. Andre har kæmpet for at vi skal opprioritere det nordiske og lade os inspirere af lande som Canada, og New Zealand.

Men uanset valgresultaterne i de kommende uger så er det sandsynligt at der ligger mange tryktest af den danske og den nordiske model foran os.

Topfoto: Wikimedia Commons. 

Analysen bringes efter aftale med forfatteren og har også været publiceret på DMJX.