Da jeg forleden kørte hjem fra Kulturmødet på Mors, kredsede mine tanker konstant om begrebet ”FOMO”. Forkortelsen for ”Fear Of Missing Out”.
For den evindelige frygt for at gå glip af noget, bliver virkelig sat på spidsen i Nykøbing de tre augustdage om året, når Kulturmødet løber af stablen. Programmet er nemlig ufatteligt omfattende, og der foregår så meget på samme tid, at man umuligt kan nå det hele. Samtidig er antallet af spændende mennesker, der er samlet på ét meget lille sted, så højkoncentreret, at man umuligt kan nå at få snakket med dem alle sammen. Selvom man ved, de alle sammen befinder sig lige derude et sted.
FOMO-fremkaldende cocktail
Den cocktail kan afføde akut FOMO. Men det paradoksale på Kulturmødet er, at hvis man lader sin FOMO styre, går man netop glip af alt det helt særlige, Kulturmødet kan. For det er i mellemrummene mellem mange programpunkter, at Kulturmødets mest magiske øjeblikke har det med at opstå.
Det er, når man lægger sit program og sit navneskilt ned i tasken, og i stedet bare lader ske…
… Når man tillader sig selv at falde i snak eller ligefrem falde i staver.
… Når man tager sig tid til at sætte sig ned ved et af de mange morgenborde, handelsstandsforeningen stiller op i gågaden om fredagen og hører om hinandens oplevelser, mens man drikker sin kaffe og spiser et rundstykke i stedet for bare at snuppe morgenmaden med på farten.
… Når man egentlig var på vej til noget helt andet, men lader sig lokke ind i en bus for at lytte til en intimkoncert med den ghanesiske spoken word-kunstner MadaGhana.
… Når man nysgerrigt følger efter alle de modne morsingboere, der er stimlet sammen uden for Mors Bio, og man øjeblikke efter hører sig selv synge ”Gå med i Lunden”, ”Musens sang” og andre musikalske perler fra filmhistorien i biografmørket.
… Når man man uventet bidrager til et kunsteksperiment.
… Når man tillader sig at blive hængende i den spændende samtale, man er midt i lige nu – og giver sig tid til at opdage, hvor mange personligheder, der gemmer sig bag Kulturmødets knap så kendte ansigter.
Lader man sin FOMO styre sig i et hæsblæsende tempo fra programpunkt til programpunkt, risikerer man at gå glip af alt det, der bliver allerbedst, når det får lov at tage den tid, det tager. Alt det, der ikke lader sig indfange på en tv-skærm, men kun meningsfuldt kan opleves i levede live. Alle de samtaler, der kræver nærvær og samvær. Alt det, der for alvor gør det meningsfuldt at samles på Mors.
De forsvundne spor
Derfor er en af de vigtigste historier om Kulturmødet for mig at se en historie, der alt for sjældent bliver fortalt. Det er historien om alle de samtaleeksperimenter og overraskende kunstelementer, Kulturmødet skaber en vigtig grobund for. En historie, der desværre alt for nemt drukner i mediernes dækning af de kendisspækkede paneldebatter.
Her er det selvfølgelig på sin plads at fortælle, at jeg er en del af Kulturmødets Advisory Board (ekspertpanel, red.) og selv havde en hel del punkter på programmet. At jeg har en nær faglig åndsfrænde i Helle Solvang, der er vært på Sproglaboratoriet på P1 og gennem de seneste tre år har været kontraktansat af Kulturmødet til at udvikle og kuratere nye samtaleformater og mødeeksperimenter. Og at jeg hvert år klapper i hænderne over, at Helle tør sætte tre timer lange tværfaglige udforskninger på programmet, hvor hun sammen med deltagerne dykker dybt i alt fra grønne pionersamfund til bænkenes betydning, samtalens natur og fællessangens glæder.
Så jeg har meget bevidst fravalgt de traditionelle paneldebatter på Kulturmødet i år, og undervejs er jeg sikkert gået glip af nogle helt fantastiske programpunkter, der kunne have gjort alle mine fordomme om paneldebatters forudsigelighed til skamme. Og som det derfor ville have været både sundt og lærerigt for mig at opleve. Det håber jeg sådan set er tilfældet. Men i år havde jeg i stedet sat mig for at opleve – og fortælle om – alt det andet Kulturmødet har at byde på. Og det viste sig at være rigtig meget, så snart jeg bevægede mig lidt væk fra de store sale og trækplastre.
Grobund for faglige sammenskudsgilder
Et af de vigtigste mellemrum at udforske, er de store mellemrum, der hvert år ligger mellem sidste års Kulturmøde og det kommende Kulturmøde. For Kulturmødet strækker sig i virkeligheden længe før og længe efter de tætpakkede augustdage i Nykøbing. I mellemrummene mellem to Kulturmøder er der tid til at udforske nye emner, skabe nye samarbejder og planlægge nye eksperimenter. Og under selve Kulturmødet bliver det så fremkaldt.
En del af det sker – mere eller mindre intentionelt – på Kulturmødets foranledning. De bedste af kuratorerne tænker nyt, stort og meget modigt og har et godt blik for at koble aktører, der interesserer sig for det samme, men ikke er vant til at arbejde sammen. Og sætter os på et fælles programpunkt med en programtekst, vi ikke selv ville have formuleret helt sådan. Det er kreative benspænd, der på en sund og god måde rykker alle os, der tager udfordringen op, ud af vores faglige komfort-zoner, så vi sammen med vores nye legekammerater kan udvikle noget nyt i spændingsfeltet mellem vores virker.
For eksempel stod jeg i år for to rullende samtalesaloner om bord på en bus sammen med Rane Baadsgaard Lange. Han er højskolelærer på Vestjyllands Højskole med speciale i bæredygtighed, og jeg har den allerstørste respekt for ham. Men selvom vi flere gange har deltaget i hinandens arrangementer, og begge nørder med forskellige samtale- og mødeformater, har vi aldrig før arbejdet sammen – og nu skulle vi pludselig slå de faglige pjalter sammen og arrangere to guidede busture rundt på en ø, ingen af os kendte under overskrifter ingen af os havde formuleret. Det var både sjovt og lærerigt at diskutere formater, spørgsmål og samtalestartere med en med-nørd, der griber det hele an fra en lidt anden vinkel.
Der opstod et ekstra lille fagligt sammenskudsgilde i samarbejdet med buschaufføren Kurt, der med sin lokalekspertise hjalp os med at planlægge en rute, der på én gang var gudesmuk, endte på en herlig destination præcis på det tidspunkt i samtalesalonens forløb, hvor vi gerne vil ud af bussen for at lave lidt større ”øvelser på gulv” end der var plads til i bussen – og vendte tilbage til Nykøbing på præcis det rigtige tidspunkt.
Både Kurt, Rane og jeg var på hver vores måde lidt på udebane, men når vi puljede vores viden og erfaringer gik det op i en højere enhed. Og et af Kulturmødet16’s absolutte højdepunkter for mig foregik på en destination, Kurt havde valgt. Med en samtaleøvelse, Rane havde fundet på. I underskønne rammer, kun Mors kan byde på: At stå i solen ved de smukke skrænter i Ejerslev Havn og tale om grænser. Grænserne mellem vand og land, natur og kultur, liv og død, himmel og hav.
P1 Eftermiddag sendte live fra bustur nummer 2, der handlede om kulturarv. Det indslag kan du høre her for at få en fornemmelse af stemningen.
Kuglespil og kanonlakrids
Også samarbejdet med kunstformidlerne Annette Skov og Julie Maria Johnsen fra Statens Museum for Kunst (SMK) udviklede sig til et meget frugtbart fagligt sammenskudsgilde. Sammen med Helle Solvang skulle jeg planlægge en samtale om Kulturministeriets nye Danmarkskanon, hvor kulturminister Bertel Haarder, tidligere generaldirektør i DR Christian Nissen og jeg selv skulle give hver vores optakt til en samtale om folkelige bevægelser. Historiske såvel som nutidige.
SMK var på Kulturmødet sammen med tre af museets internationale formidlingsmedarbejdere fra henholdsvis Kina, Polen og Etiopien. Da vi mødtes et par uger før Kulturmødet, havde Helle og jeg selvfølgelig gjort os en masse tanker på forhånd, men gav SMK frie hænder til at fortolke vores forslag kunstnerisk. Vi var temmelig spændte på, hvad det var blevet til. Og vi havde ikke i vores vildeste fantasi turdet drømme om, at de havde klippe-klistret de mest poetiske små kuglespil ud af SMK’s kanoniserede værker.
Man spillede med ”kanon-kugler” i form af saltbomber og alt afhængig af, hvilket hul kanonkuglen faldt i blev gæsterne opfordret til at give deres bud på, hvad de synes, der skulle med i den nye Danmarkskanon – og dermed fungerede spillet som den fineste optakt til de samtaler, vi bagefter satte i gang. En kunstnerisk fortolkning, der på en gang faldt fint i tråd med resten af vores program og samtidig fuldstændig sprængte rammerne totalt for, hvad vi selv havde kunnet forestille os.
Og så er der alle de uventede konstellationer, der opstår helt af sig selv undervejs. Det er gæstfriheden, man møder, når man står som vært for en udendørs samtalesalon på havnen og blæsten begynder at gå lige lovligt friskt over Limfjordens vande – og besætningen fra den skønne skonnert Region Midt-og-Vest har lagt for anker lige ved siden af spørger, om ikke vi har lyst til at søge ly under dæk. Og ovenikøbet beværter os med kaffe og falafler.
Det er, når den syngende performancekunstner fra Kunstpartiet pludselig dukker op i bunden af selvsamme skonnert og ”disrupter” vores samtalesalon med sin kampagne. Det er, når en introduktionsrunde til en længere samtale pludselig bliver afbrudt af skønsang fra DR’s juniorkor, som ikke engang værtinden vidste var på vej. Og som forsvinder ud af lokalet lige så pludseligt som de dukkede op.
Sanserummet og Nærværelset
Men årets allermest inspirerende eksempel på et fagligt sammenskudsgilde, bevidnede jeg som gæst uden selv at have nogen form for faglig finger med i spillet selv. Det tre timer lange arrangement ”Samtalen om samtalen”. Her synes jeg virkelig, man oplevede essensen af, hvad Kulturmødet kan, når det er bedst. For arrangementet var en opfølgning på en samtale, der havde udspillet sig sidste år, som nogle af deltagerne havde fundet så inspirerende, at de efterfølgende havde kontaktet Helle Solvang med forskellige forslag til, hvordan man kunne følge op på samtalen i år – tilsat forskellige kunstoplevelser.
Resultatet var den fineste vekselvirkning mellem korte inspirationsoplæg fra den tankevækkende filmskaber Peter Engberg og stilheds-guruen Bastian Overgaard lagde tavse tænkepauser ind mellem samtalerne, forskellige samtaleformater og to virkelig velfungerende kunstinstallationer: Annette Wiers og Marie J. Engelsvolds ”Nærværelse” – en slags puppe, man kunne træde ind i for at tænke sig om midt i alle de mange indtryk – og Sara Topsøe Jensen fra egnsteatret Carte Blanche i Viborg, der sammen med sit hold havde bygget et fantastisk sanserum af den slags, det aldrig rigtigt lader sig beskrive fyldestgørende med ord, fordi det netop er sanserne og de umiddelbare oplevelser, der er i spil.
Den samtale, jeg var en del af undervejs, udforskede, hvordan radiomediet vækker sanserne og giver lytteren mulighed for selv at skabe sine indre billeder. En af mine samtalepartnere var fra kunstnergruppen MYRKR, der laver lydspor i mørket, mens den anden var studerende i moderne kultur og havde været med til at bygge sanserummet.
Sammen havde vi allerede kredset meget om sanser og mørke, da vi undervejs i vores samtale blev inviteret op i det meget mørke og tyste sanserum. Besøget i sanserummet var tænkt som arrangørernes gave til os gæster. En sansemættet tænkepause midt i samtalernes mange ord. Og det virkede præcis efter hensigten. Da vi forlod installationen, genoptog vi samtalen. Men nu med en ny grad af refleksion og mange nye sanse- og mørkeindtryk med os i den fælles bagage.
Jeg var ubetinget den i vores lille trio, der vidste mindst om emnet – og det er i sig selv sundt engang imellem at være nybegynder igen, selvom man har opnået stor ekspertise på alt muligt andet. Så også her opstod endnu et smukt eksempel på Kulturmødets faglige sammenskudsgilder, der i høj grad også kan opstå deltagerne imellem, når bare vi får lov at tale ordentligt sammen og udveksle pointer, oplevelser og erfaringer med alle de andre kulturmødegæster, der kan og ved og ser og sanser så meget andet end os selv.
Mesterlære og erfaringsudveksling
Også i Nykøbings gader og stræder opstod der en masse små faglige sammenskudsgilder. Selv mødte jeg undervejs mange af dem, der gennem tiden har taget initiativ til at holde lokale samtalesaloner rundt om i landet eller har fundet inspiration i mit Borgerlyst-arbejde. Det var berigende at høre om deres erfaringer og hvordan de havde arbejdet med metoderne i praksis.
Og ikke mindst var det rart at have Kathrine Sørensen Beck, Fie Møller og Susanne Galsgård fra Viborg med på holdet. De var i en slags intensiv mesterlære hos Helle Solvang under hele Kulturmødet og gav også mig nogle uvurderlige hjælpende hænder undervejs. Og det var lærerigt at have nogle andre med på holdet, der lagde mærke til andre ting undervejs, end jeg typisk selv noterer mig.
På den måde er Kulturmødet også med til at bygge nogle stærkt tiltrængte broer mellem kulturaktører på tværs af institutioner, landsdele, tilgange, metoder, kunstarter og udtryksformer.
Dukker, halmballer og muslingedogs
Men også når jeg tog den faglige kasket og mit navneskilt af, foregik der mange tankevækkende ting. Jeg var – ligesom de andre 10 gæster, der lige akkurat kunne klemmes ind omkring kaffebordet i et privat køkken – rørt til tårer over Anette Asp Christensens forestilling ”Udsigter fra min bedstemors køkken”. Den fineste fortælling om hendes bedstemors liv i det sønderjyske grænseland, fortalt gennem dukkehusmodeller, gamle kladdehæfter, landkort og en helt utroligt levende dukke, der meget af tiden sad med til bords. Helt utroligt rørende og tankevækkende lille stykke, der på en gang adresserede grænselandet, krig, fred, slægter der følger slægters gang, sønderjyske traditioner og kærligheden mellem bedstemor og barnebarn. Virkelig værd at sikre dig pladser til, hvis forestillingen kommer til et køkken nær dig…
Mens jeg ventede på, at forestillingen skulle gå i gang, faldt jeg i snak med et ægtepar fra Mors, der havde oplevet alt muligt andet, end jeg selv havde. Takket være dem opdagede jeg den fortryllede skov bag den store scene, hvor en lyskunstner havde skabt et alfelignende nattelandskab. Takket være mig hørte de om Carte Blanches sanserum.
Næste dag rendte jeg tilfældigt på dem igen, da jeg var på vej hjemad. De sad med hver deres Limfjords-”muslinge-dog” på halmballerne ved fjorden. Og så udvekslede vi lige igen, hvad vi havde oplevet siden sidst. Kulturmødet er stort, men ikke større, end at man løber på hinanden flere gange, når man først én gang har været faldet i snak. Og så kan fortsætte både samtalerne og krydsanbefalingerne.
At glæde sig over det man ikke forventede
Mens vi sad dér i solen kom nogle af deres venner forbi. De var lidt mugne over, at der havde været så lang kø til Clement Kjærsgaards foredrag om dannelse, (som i øvrigt var et af de programpunkter, jeg selv var ked af at gå glip af), at de ikke havde fået plads i salen – og at det så ikke engang som annonceret blevet live-streamet. Så nu havde de måttet høre Simon Kvamm i stedet for…
Jeg kunne forstå på dem, at Simon Kvamm havde været rigtig god. Men alligevel var det skuffelsen over ikke som planlagt at have fået hørt Clement, der trængte sig mest på, når de fortalte om det. Jeg tænkte i mit stille sind, at det bytte da ikke var så ringe endda. Hvorfor ikke glæde sig over at have kunnet opleve Simon Kvamm live i stedet for at se Clement på en livestream, man kunne se når-og-hvor-som-helst? Men nu var jeg desværre den, der var ved at være lidt sen på den, så dét var en samtale, jeg ikke fik fulgt ordentligt op på, fordi jeg nu også selv var blevet fanget af tiden og mit eget tætpakkede program og nu også igen selv var typen, der var på vej, på vej, på vej.
Den snak på halmballerne over muslinge-doggen var det allersidste, jeg oplevede på Kulturmødet i år – og hele vejen hjem tænkte jeg over, hvor meget vores FOMO risikerer at komme til at styre os, så vi ender med at gå glip af alt det virkelig gode. Og – dobbelt så ærgerligt – hvor meget vi ovenikøbet nogle gange ender med at ærgre os så meget over det, vi gik glip af, at vi glemmer at glæde os over alt det gode, vi i stedet får med os.
Det ærgrede mig lidt, at jeg allerede over muslinge-doggen mentalt var på vej, nu da jeg ellers lige havde sluppet program-og-FOMO-tøjlerne. Men da jeg nåede til Storebæltsbroen, havde FOMO-spørgsmålene nået at marinere tilstrækkeligt længe i baghovedet til, at jeg kunne træffe en resolut beslutning: Den eneste form for FOMO, jeg fremover vil lade mig diktere af, er frygten for at have så meget på programmet, at jeg går glip af nærværet, de gode samtaler og alt det, jeg egentlig synes er meningen med livet.
Fotos: Kathrine Sørensen Bech, Helle Solvang, Annette Skov og Nadja Pass.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
