Terminal 3-kysset: Da Haifaa mødte Henrik

i Bøger/Kærlighed & sex af
UDDRAG // NY BOG – Lægen Haifaa Awad og Mellemøstforskeren Henrik Andersen fortæller deres historie om, hvordan de mødtes. Det begyndte med et praktisk konkret spørgsmål og et ultrakort og temmelig rodet første møde, før begge skulle rejse væk. En elefantvideo og rulletrappen i terminal 3 i lufthavnen spiller også en rolle. Haifaa og Henriks fortælling er et afsnit fra bogen Da jeg mødte dig, som netop er udkommet på People’s Press.

Er motorvejen mellem Aleppo og Latakia overhovedet farbar, eller har krigen i Syrien også ødelagt den? Det var ét af de spørgsmål, Henrik gerne ville stille Haifaa, da de mødtes for første gang på en bar på Nørrebro.

Det var derfor, Henrik havde skrevet til hende. På Facebook. Ene og alene i arbejdsmæssig henseende. Henrik stod foran nyt arbejde, der ville tage ham til Mellemøsten. Haifaa var, ud over sin lægegerning, travlt optaget af at mobilisere. Hun ville have både Folketingets og offentlighedens øjne rettet ind på krigen i Syrien. En video om elefanter blandede sig uventet i deres møde.

Jeg fandt hans profilbillede på Facebook. Her sad han i en taxa i New York. Med  smilehuller. Han så dejlig ud. Jeg kunne ikke afkode, om  han var single. Jeg svarede meget kort: ”Ikke kaffe, men hvad med vin? Og kan du i aften?”

Henrik: Da jeg i 2015 ud af det blå skriver til Haifaa på  Facebook, kender jeg hende overhovedet ikke. Jeg har netop fået job hos en stor NGO. Jeg skal være koordinator  for projekter i Tyrkiet, Libanon og Syrien. Min base havde siden 2012 været i det nordlige Irak. Jeg var vant til at styre mindre projekter med mere beskedne budgetter, men nu  gjaldt det million-dollar projekter.

Ét af projekterne handlede om et suppekøkken i Aleppo, og jeg manglede lokalkendskab. På det tidspunkt var der  meget snak om motorvejen mellem Aleppo og Latakia. Havde krigen gjort den ufarbar? Hvis det var tilfældet, ville priserne på tomater for eksempel stige voldsomt, og det skulle der så tages højde for i budgettet. Hvem kunne fortælle mig noget om de lokale forhold?

Her dukkede Haifaa op i mine tanker. Jeg havde på nettet set en video med en læge, der rapporterede inde fra Syrien. Hun stod på en operationsstue og gav den smadder. Hun vidste, hvad hun talte om.

Haifaa: Min indbakke er på det tidspunkt vildere end nogensinde. Skoler, medier, politikere, alle mulige vil have fat  i mig. Jeg er netop kommet hjem efter min anden tur til  Syrien. Jeg tog afsted uden en organisation i ryggen, da det  var for farligt for internationale organisationer at operere der. Jeg blendede ind, tog tørklæde på og arbejdede. Under  evakueringen af et barn, der skulle fra ét hospital til et andet, kom jeg i karambolage med en fjendtlig gruppering. De fandt ud af, at jeg var dansk. Det faldt ikke i god jord. Jeg blev af mine kontakter dernede rådet til at flygte med det samme.

Det slog mig ud. Jeg havde en ubændig trang til at handle, og nu blev den mulighed taget fra mig. Tilbage i København gik jeg rundt i et tomrum. Mellem de mange andre beskeder kom der så én fra Henrik. Det  første, der slog mig, var, at den var kæmpe megalang.

Henrik: Min besked bar nok præg af, at jeg var ude på  dybt vand. Jeg skrev den hjemme hos min mor og far i Kolding. Jeg holdt ferie hos dem, inden jeg skulle starte på mit nye arbejde med base i Libanon. Samtidig havde jeg begået den fejl at bede NGO’en sende mig alt det materiale, de syntes, jeg skulle læse op på.

Den ramte noget. Ikke bare lige der. Den  ramte min sindstilstand. Dén, som jeg havde været i, lige siden jeg var kommet hjem fra sidste tur i Syrien. Mit vindue stod åbent for den film

Det gjorde de. I stor stil. Jeg modtog et hav af filer, excel-ark og budgetudkast, jeg ikke forstod en skid af. Jeg tænkte ”fuck fuck fuck”. Derfor vrøvlede jeg vist afsted i min besked. Desuden havde jeg aldrig forsøgt at kontakte nogen  over Facebook på den måde før. Jeg vidste heller ikke, at Haifaa var en offentlig person i debatten. Jeg havde læst nogle af hendes ting, men kendte ikke meget til hendes aktivisme.

Under mine år i Irak havde jeg primært fokuseret på forholdene dernede, så jeg var lidt afsporet fra debatten i Danmark.

jul brok covid Haifaa Awad
Haifaa Awad. Foto: Privat.

Haifaa: Ud over beskedens længde var der nogle ting, jeg  lagde mærke til. Han formulerede sig høfligt og nede på  jorden. Han havde læst nogle af de ting, jeg har skrevet om Syrien. Og så fortalte han, at han tidligere havde arbejdet  med traumatiserede flygtninge. Til sidst undskyldte han for den lange smøre og spurgte, om det var muligt at drikke en kop kaffe, inden han om søndagen skulle flyve til Libanon og starte på sit nye job.

Min nysgerrighed var vakt. Jeg fandt hans profilbillede på Facebook. Her sad han i en taxa i New York. Med  smilehuller. Han så dejlig ud. Jeg kunne ikke afkode, om  han var single. Jeg svarede meget kort: ”Ikke kaffe, men hvad med vin? Og kan du i aften?”

Henrik: For det første kom det bag på mig, at hun svarede. Og det med vinen forvirrede mig. Mit hoved var et helt andet sted. Jeg var ikke på udkig. Fra min side var det på ingen måde en invitation til en date, jeg sendte. Overhovedet. Jeg ledte ganske enkelt efter et menneske, der kunne klæde mig på til at overskue situationen i Syrien. Og jeg kunne ikke samme aften. Min bror var lige blevet far, og jeg skulle hjem til ham og se den lille.

Vi aftalte derfor at mødes dagen efter, fredag aften kl. 20. På Kimia i Blågårdsgade i København. Haifaa understregede, at jeg ikke skulle prøve på at komme så meget som et sekund for sent.

Haifaa: Fredag aften havde jeg allerede en aftale med min  søster og nogle venner om, at vi skulle hænge ud sammen. Så kunne Henrik bare joine os. Det fik jeg ikke lige fortalt ham. Jeg ser ham med det samme, da vi lidt forsinket  nærmer os Kimia. Han sidder udenfor. Brune lædersko, blå skjorte. Der står en øl på bordet. Og et glas vin. Han ser  forundret ud, da han opdager, at jeg ikke ankommer alene.

Vi hilser på hinanden og sætter os. Jeg er spændt. Han  er et godt stykke kød. Det tænker jeg. Snakken går. Min ven, Walid, der er journalist på Dagbladet Information, støder til vores selskab. Jeg kan huske, vi drøfter, hvordan vi  skal få Syrien på dagsordenen. Henrik siger ikke så meget.

Henrik: Det er skæbnens ironi. Normalt er det mig, der er notorisk berygtet for at komme for sent til alle aftaler, men denne aften er jeg punktlig. Det havde hun jo på forhånd sagt, jeg skulle være. Hun kommer 25 minutter for sent. 25 minutter er lang tid til én øl. Men måske for kort tid til at banke to af. Så jeg sad og spyttede i en øl i ventetiden. Jeg havde med vilje allerede købt et glas vin til Haifaa. Stedets ejer kendte hende, så han kunne udvælge dét, hun gerne ville drikke.

Vi har  givet det et navn. Terminal 3 kysset. Hver eneste gang lige siden, når vi er i Terminal 3, standser vi og gentager den  første udgave. Det er blevet en tradition

Nå, så hun ankommer med søster og veninde, og jeg afkoder situationen sådan her: Mellemøstlig dansk kvinde skal møde hvid mand på bar. Hun har søster med. Det må være som anstandsdame. Så jeg sidder meget afmålt og høflig. Selskabet vokser, og Walid kommer. Pudsigt, for ham havde jeg faktisk mødt år tilbage i Cairo.

Replikkerne flyver hen over bordet. De er ultraskarpe alle sammen. Det er svært for en langsomt talende og vægelsindet jyde som mig at få et ord indført. For slet ikke at tale om at få snakken sporet ind på dét, jeg har brug for at vide. Hvad er status inde i Syrien lige nu? Hvordan skal jeg gribe suppekøkkenet i Aleppo og de andre projekter i  Syrien an?

Haifaa: På et tidspunkt hiver Henrik sin telefon op. Han vil vise os en video, han holder meget af. Jeg husker ikke,  hvordan vi ankom til det. Men pludselig sidder vi altså hele selskabet og kigger på en video af en elefantflok, der går  på en gold slette. De kommer hen til et sted, hvor en af deres artsfæller er død. Der er kun knoglerne tilbage.

Henrik  taler ind over filmen og snakker om en mand, der hedder David Attenborough. At det er ham, der har lavet filmen.

Men jeg hører ikke efter. Jeg bliver suget helt ind i filmen. Elefanterne sørger over deres tabte familiemedlemmer. Det er tydeligt. Deres snabler kærtegner nænsomt den dødes knogler. Filmen slutter med, at elefanterne forlader  gravpladsen og forsvinder i horisonten. Nu har de sørget, livet går videre. Den ramte noget. Ikke bare lige der. Den  ramte min sindstilstand. Dén, som jeg havde været i, lige siden jeg var kommet hjem fra sidste tur i Syrien. Mit vindue stod åbent for den film.

Henrik: Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg hiver den video frem. Jeg kan ikke huske det. Men i alle mine år i Mellemøsten var det måden, jeg spenderede mine fredage på. Jeg holder meget af, at den dag ligesom helligholdes. Nogle går i moskeen, andre tager på picnic med familie og venner. Min ting var, at jeg så alle de naturprogrammer, som David Attenborough står bag. Scener hvor en ældre og en yngre giraf kommer op at slås … fantastisk.

Sidenhen, når Haifaa og jeg snakker om vores første aften, nævner hun altid elefantvideoen. Vi husker ikke, hvad der skete i minutterne før eller efter.

Måske sker der det, når man genfortæller en historie, at den nedredigeres over tid. Som sider i en roman, der er revet ud. Der står helt sikkert noget interessant på de forsvundne sider, men det er, som om hukommelsen har kondenseret eller tvunget noget materiale ud. Det var et punkt på aftenen, hvor elefanterne stjal billedet.

Haifaa Awad og Henrik Andersens smukke beretning stammer fra denne bog. Det er Tine Gøtzsche og Mads Nygaard, der har samlet de 10 historier. De fortæller også deres egen version af Da jeg mødte dig. Foto: Forlaget

Og for mig er der sket noget. Jeg kan mærke, at jeg ønsker at komme tættere på Haifaa. Helt konkret. Jeg sidder  ikke ved siden af hende, det gør Walid. Jeg holder øje med muligheden for at tage hans plads, simpelthen. Det lykkes også.

Men så bryder Haifaa selskabet op. Hun skal afsted for at komme med toget hjem til Hillerød. Hun har vagt på hospitalet dagen efter.

Haifaa: Både Walid og Henrik siger, de vil følge mig til toget. Vi går over Dronning Louises Bro. Der er lang tid, til toget kører. Vi sætter os. Det er blevet køligt. Walid har et tørklæde, han giver mig. Han fortæller, det er fra Iran. Henrik siger, at det nok snarere er Made In China. Det var en spøjs replik. Næsten som om han vil disse Walid. Som om han ser en rival i ham. Jeg fornemmer i hvert fald et eller andet.

Så kommer mit tog. Jeg sætter mig ind. Efter et eller to minutters kørsel ringer min telefon.

Henrik: Det var jo ikke optimalt, at Walid fulgte med. Jeg kendte intet til Haifaas og hans relation. Var de bare venner eller mere end det? Jeg har siden fundet ud af, at der ikke var noget, og de faktisk ikke kendte hinanden særligt godt dengang, men jeg så ham klart som en konkurrent lige der i situationen.

Mens vi venter, giver han hende sit tørklæde. Jeg kan huske, jeg kommer med én eller anden kritisk bemærkning. Han griber forstyrrende ind i mit ønske om at kunne forlænge aftenen. Det er underligt at tænke tilbage på, for Walid er i dag én af mine allernærmeste venner. Bare ikke lige den aften …

Nå, nu skal Haifaa ned ad trappen for at nå sit tog på Nørreport Station. Jeg står med min cykel og følger hende med øjnene hele vejen. Jeg siger til mig selv, at der er noget mellem os, hvis hun lige vender sig om. Det gør hun. Bare et hurtigt blik. Og så er hun væk.

Jeg sætter mig op på min cykel. Jeg skal sove på sofaen hos nogle venner i Valby. Få hundrede meter senere standser jeg. Hiver telefonen op. Det er intuitivt. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Hun svarer med det samme. Jeg siger, at  jeg gerne vil følge hende helt hjem. På den måde.

Haifaa: Altså … jeg har den her cyklende mand i røret. Han når frem til sin destination før mig. Men det får ham  ikke til at lægge på. Han sætter sig på en bænk og snakker videre. God stil. Helt vildt god stil. Vi snakker i halvanden  time, og først da jeg når til min dør, siger han godnat.

Henrik: Allerede næste morgen fortsætter vi korrespondancen. Nu som beskeder på Messenger. Samme aften er jeg til afskedsfest, min egen. Vi er på et værtshus nær Christiania. Jeg skal afsted med flyet til Libanon næste dag. På et tidspunkt bliver jeg nødt til at høre hendes stemme. Tekstbeskeder er ikke nok. Så jeg går udenfor.

Haifaa: Henrik ringer midt i sin egen afskedsfest. Hans selskab er faldet i snak med nogle kvinder. DF’ere. Han er  uforstående. Han kan ikke begribe, hvordan de kan ytre sig så unuanceret, som de gør. Han er gået ud for at få luft og har ikke travlt med at komme ind igen. Vi snakker i en times tid. Og lige pludselig hører jeg mig selv spørge:  ”Hvornår flyver du i morgen? Jeg kommer ud i lufthavnen og siger farvel til dig.”

Henrik: Jeg er sådan én, der nogle gange skal have at vide af andre, hvad det egentlig er, der sker i mig. Sådan var det, da jeg vendte tilbage til min egen afskedsfest. ”Hey,” siger de. ”Vi har ikke set dig i tre år, og så spenderer du hele den sidste aften udenfor med en kvinde i røret. Hallo!”

Lige der slog det mig. Omfanget af det, der var ved at ske. Det slog mig også, at jeg her adskillige sammenlagte timer efter min og Haifaas begyndende dialog endnu ikke havde fået spurgt hende om dét, der var mit oprindelige ærinde med overhovedet at kontakte hende.

Samtidig lød en stemme i mit baghoved konstant der ved bordet på Starbucks. Kvinden over for mig er hende, jeg vil lære at kende, hende, jeg vil snakke med, hende, jeg vil være sammen med. Og så satte jeg mig pludselig over til hende i sofaen. Jeg gik i offensiven

Haifaa: Vi aftaler at mødes på Starbucks ved Terminal 3, en time før han skal tjekke ind. Denne gang kommer jeg  først. Jeg sætter mig med et stykke chokoladekage og en latte. Han ankommer med hele sit liv i en kuffert og en guitarkasse over skulderen. Det skræmmer mig ikke, at han er på vej væk. Jeg har altid været internationalt orienteret og har tidligere haft langdistanceforhold.

Jeg stod selv foran et stort skifte. Efter min turnus på Hillerød skulle jeg nu til Sygehus Vendsyssel i Hjørring.  Allerede på dette tidspunkt har jeg undersøgt, hvilke fly der flyver fra Aalborg Lufthavn. Der er ikke direkte  forbindelse til Henrik i Beirut, men vi ville begge kunne komme til Istanbul uden skift. Istanbul var én af Henriks  yndlingsbyer. Det vidste jeg nu.

Vi snakker. Henrik gør kur til mig. Han bager ikke, han kurtiserer. Han komplimenterer mine sko og min kjole.

Henrik: Stemningen i lufthavnen er smånervøs. Vi sidder over for hinanden, Haifaa i sofaen, jeg på en stol. Jeg rammes af en grundlæggende usikkerhed. Fire måneder før mit møde med Haifaa var jeg netop kommet ud af et forhold, der strandede på den store geografiske afstand mellem os. Hvordan skulle dét, der var ved at ske nu, undgå at blive en gentagelse? Ville det ikke stensikkert gå på samme måde? At jeg ville ende med at sidde brændt af i Beirut.

Samtidig lød en stemme i mit baghoved konstant der ved bordet på Starbucks. Kvinden over for mig er hende, jeg vil lære at kende, hende, jeg vil snakke med, hende, jeg vil være sammen med. Og så satte jeg mig pludselig over til hende i sofaen. Jeg gik i offensiven. Øste komplimenter ud over hende. Sko, kjole, måden hun havde sat sit hår op på.

Tiden fløj, og nu skulle jeg afsted. Vi står ved rulletrappen. Småakavet. På den søde, nervøse og flirtende måde. Vi  giver hinanden et knus, et langt knus. Så kysser jeg hende på kinden, og så snegler vores læber sig mod hinanden. Vores første kys.

Haifaa: Efter kysset tager han trappen op. Jeg har lyst til at løbe efter ham. Det er sådan, jeg har det, lige der. Vi har  givet det et navn. Terminal 3 kysset. Hver eneste gang lige siden, når vi er i Terminal 3, standser vi og gentager den første udgave. Det er blevet en tradition.

Henrik: Jeg lander i Beirut, og de næste uger er der livlig kommunikation mellem os. WhatsApp er nu vores foretrukne medie at snakke over. Jeg møder søvndrukken op på mit nye arbejde, for jeg har talt med Haifaa det meste af natten. En af gangene falder Haifaa simpelthen i søvn, mens vi snakker. Hun kommer til at ramme record-knappen. Derfor modtog jeg en 23 minutter lang besked, der udelukkende bestod af hendes vejrtrækning …

Ét af temaerne i vores snakke er selvfølgelig, hvornår vi kan mødes. Og hvor. En dag fortæller hun så, at hun skal  medvirke i et talkshow på MBC, den store libanesiske og panarabiske kanal. Optagelserne skal finde sted i Beirut.  Tv-produktionen vil indlogere Haifaa på byens bedste fem stjernede hotel. Det er næsten for godt til at være sandt.

Når vi går tur, og han opdager  jasminblomster, plukker han altid én og giver mig. Det er Damaskus for mig. Damaskus er jasminernes by. Han siger aldrig noget, når han gør det. Der er heller ikke noget at sige. Men han ser mig. Ser hele mig. Med den gestus. Meget tidligt ved jeg, at Henrik er manden, jeg vil giftes med

Haifaa: MBC havde opsnappet, at jeg to gange havde rejst ind i Syrien for at arbejde som læge. Det var den historie,  jeg skulle fortælle foran millioner af seere. Normalt er det altid min mor, der først får de store nyheder i mit liv, men  her var det Henrik, der kom først. Vi kunne næsten ikke begribe vores held.

I lufthavnen står der to mænd og venter. Henrik og så en chauffør fra tv-selskabet. Han holder et skilt op med ordene ”Miss Awad”. Jeg bliver meganervøs lige pludselig. Vi krammer bare. Vi har talt sammen 42 nætter i træk siden  kysset i Københavns Lufthavn. Krammer vi bare? Chaufføren tager os med ud til den ventende vogn. Vi sætter os på  bagsædet. Trafikken er massiv. Vi snegler os afsted.

Henrik: Altså … det var lidt overvældende, ikke? Når jeg bliver nervøs, bruger jeg gerne mine ben som trommer. Så  jeg sidder der og jammer i trafikken, med mine hænder som trommestikker. Vi skal ligesom tune os ind på hinanden i kød og blod og uden for WhatsApp. Vi har ikke snakket om, hvad der skal ske, når vi ankommer til hotellet. Det er  kun Haifaa, der er skrevet ind som gæst.

Haifaa: I den næsten stillestående trafik kysser han mig endelig. Luften er fuld af så meget ufortalt. Jeg tjekker ind  på hotellet. Henrik bærer min bagage. Han går med op på værelset. Det er ikke noget, vi sætter ord på. Sker bare.

De næste tre døgn bor vi på det femstjernede hotel.  Henrik er med under optagelserne til tv-showet. Han bliver  tilfældigvis placeret lige bag mig. Hver gang mit ansigt fanges af kameraet, kan man også se Henrik. Der bliver postet billeder på Facebook, og folk lægger to og to sammen. Hov, er det ikke? Jo!

Da vi tjekker ud fra hotellet, flytter vi direkte hjem til Henrik. Det er hedt. Og jeg er helt tryg. Henrik har ører. Han opfanger ting og stemninger, jeg end ikke siger noget om. Han kan læse mig. Det er vigtigt. Hjemme hos Henrik i Beirut opdager jeg også hans store kærlighed til madlavning. Han er en rigtig foodie og kan trylle i et køkken. Vi har en vidunderlig tid sammen, inden jeg skal tilbage til Hjørring og være læge igen.

Henrik: Vores næste stævnemøder bliver i Istanbul. Her kan vi begge flyve direkte til. Vi får en yndlingsrestaurant i byen og en yndlingsret. Grillet blæksprutte. Vi ses så tit, det er muligt.

Haifaa: Henrik ved jo, hvordan jeg i den her periode har det med krigen i Syrien. At det piner mig, at jeg ikke kan handle, hjælpe, gøre noget i mit gamle land. Men så gør han noget andet. Når vi går tur, og han opdager  jasminblomster, plukker han altid én og giver mig. Det er Damaskus for mig. Damaskus er jasminernes by. Han siger aldrig noget, når han gør det. Der er heller ikke noget at sige. Men han ser mig. Ser hele mig. Med den gestus. Meget tidligt ved jeg, at Henrik er manden, jeg vil giftes med.

Jeg vil ikke være med til en proforma-løsning bare for at stille alle tilfredse. Jeg vil ikke lyve for Gud på den måde. Og så er det vigtigt for mig som feministisk muslim, at en kvinde skal kunne gifte sig med en ikke-muslim

Henrik: Jeg opfatter ikke mig selv som en romantiker. Tror heller ikke Haifaa vil kalde mig det. Men jeg beslutter mig for at fri til hende. Det skal gøres ordentligt. For eksempel skal ringen være den helt rigtige.

Som mand er der noget unfair over den opgave. Det er en jagt, der kun foregår ganske få gange, måske kun én gang gennem et helt liv. Og du skal bare ramme rigtigt i første hug. Det bliver en vane, at jeg efter fyraften cykler rundt og besøger juvelerbutikker. Jeg går akademisk til værks. Jeg har nu lært, hvilke af Mellemøstens divaer, Haifaa godt kan lide. Musik betyder meget for os begge. Jeg noterer mig derfor, hvilke smykker de bærer. Bruger dem som pejlingspunkt for at kunne vælge rigtigt.

Haifaa: I den arabiske kultur kan du ikke være kærester for evigt. Alle ved jo nu, at vi er et par. At vi er kærester. Og så skal der ske noget. Det lader min familie mig mærke. Hentydninger. Prik. Så jeg går og holder skansen og venter  på, at den langsommelige jyde kommer ud over rampen.

Henrik: Jeg går ikke op i perfektion som sådan, men stemningen skal føles rigtig. Og der sker jo faktisk det, at to af  mine planlagte frierier går i vasken. Den ene gang er Haifaa midt i en stresset periode. Vi havde lånt et sommerhus, og vi bestilte ikke andet end at skændes i den uge, så der kom ringen aldrig op af lommen.

Haifaa Awad og Henrik Andersens fortælling er en af 11 i bogen, der udkom 10. februar

Næste gang havde jeg prøvet at søsætte det helt rette sted. En lille familiedrevet Michelinrestaurant i San Remo. Men der var bare noget over stedet, der ikke spillede. Det var ikke så laid back, som jeg gerne ville have det. Vi falder i vinmenuen, og Haifaa bliver simpelthen fuld. På et tidspunkt siger hun halv-snøvlet: ”Henrik, det er meget underligt. Jeg kan se to udgaver af dig.”

Haifaa: Da det endelig skete, var det i Istanbul. Vi sad på vores yndlingsrestaurant. Tjeneren kommer hen og spørger os, hvad vi ønsker. ”Dobbelt raki” siger jeg. Henrik korrigerer og beder tjeneren om blot at bringe os en karaffel  vand. Der er lige noget … og så typisk Henrik. Jyden sætter sig ikke på knæ. Han fisker en æske op af lommen og puffer den hen til mig.

Henrik: Hun sagde bare: ”Din idiot, det gjorde du bare ikke, det der!” Og så begyndte tårerne at løbe.

Haifaa: Jeg begyndte at græde. Og så begyndte Henrik også at græde. Og så kom raki’en på bordet.

Henrik: Haifaas familie har strakt sig langt for vores forhold. Det har bestemt ikke været gratis at bakke os op. Da  det er Haifaas mor, der er familiens overhoved, er det vigtigt for mig, at det foregår på hendes mors præmisser, da jeg skal anmode om hendes datters hånd.

Jeg gør mig umage. Jeg opsøger min gamle professor på universitetet, ham jeg havde på arabiskstudiet i tidernes morgen. Vil gerne lige høre hans perspektiver, inden jeg opsøger Haifaas familie. Vi snakker også om muligheden for, at jeg kan konvertere til islam.

Haifaa: Det skal Henrik ikke. Kun hvis det er noget, han beslutter. Noget, der fuldkommen kommer fra hans inderste ønske. Jeg vil ikke være med til en proforma-løsning bare for at stille alle tilfredse. Jeg vil ikke lyve for Gud på den måde. Og så er det vigtigt for mig som feministisk muslim, at en kvinde skal kunne gifte sig med en ikke-muslim.

Det er underligt  … det der med svigerfamilier i det hele taget … når du skal  lære dem at kende. Du gør alt, hvad du kan, for at bryde det formelle ned. Men når du så skal anmode om en datters  hånd, bygges det formelle lynhurtigt op igen

Henrik: Da jeg kommer ud til Haifaas familie, er hendes tre yngre brødre der. Den ene, der er pilot, er fløjet ind for  at kunne være med. Alle ved, at en stor meddelelse er på vej. Skikkene tilsiger, at jeg skal adressere Haifaas mor ved  at sige ”Um Tarek”, altså mor til Tarek. Han er den ældste af brødrene. Jeg siger i stedet: ”Um Haifaa.” Og så beder  jeg om Haifaas hånd. På arabisk.

Der er en helt særlig stemning i lokalet. Det er underligt  … det der med svigerfamilier i det hele taget … når du skal  lære dem at kende. Du gør alt, hvad du kan, for at bryde det formelle ned. Men når du så skal anmode om en datters  hånd, bygges det formelle lynhurtigt op igen.

Da jeg har fortalt om mit ønske, siger Haifaas mor nogle bevingede ord og giver os sin velsignelse. Haifaas brødre er normalt meget hurtige i replikken og meget intelligente. Men lige her… det er, som om vigtigheden af ritualet sætter sig. En efter en og højtidelige som aldrig før tager de ordet. Og tilslutter sig deres mors velsignelse.

Haifaa: I begyndelsen, da Henrik og jeg fandt sammen, sagde min mor, at han vel så ville konvertere. Men den dag i stuen, hvor Henrik, den hvide, kristne mand fra Kolding, anmodede om min hånd, da rødmede hun. ”Selvfølgelig  må du få min datters hånd. Det er en ære.”

Og så blev vi gift. Civil vielse på rådhuset. Mange par fejrer deres bryllupsdag. Den tager vi let på. Henrik og jeg fejrer i stedet den 21. august 2015. Det var aftenen, hvor Henrik tog elefanterne frem på Kimia i Blågårdsgade. Aftenen, hvor det hele begyndte. Mødet med manden, jeg elsker.


Da jeg mødte dig – 11 fortællinger om at finde kærligheden
People’s Press
Bogen udkom onsdag 11. februar 2021


Topfoto: privat

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5.
Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.

Seneste artikler om Bøger

Kina drøm

Kinas stormagtsdrøm

BOGOMTALE // DEN KINESISKE DRØM – Præsident og generalsekretær Xi Jinping har