OVERGREB PÅ BØRN // KOMMENTAR – En ny rapport fra Børns Vilkår viser, at anmeldte seksuelle overgreb mod børn og unge er på det højeste i ti år – i gennemsnit syv om dagen. Seksuelle overgreb mod børn og unge er stadig et massivt tabu, skriver Sarah Liv Vangsgaard Winge. ”Uden en bred, offentlig samtale øges risikoen for hemmeligholdelse og manglende politianmeldelse, og det frarøver os muligheden for som samfund at bekæmpe seksuelle overgreb mod børn.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Få dage efter jul kunne man læse overskriften i Berlingske: “Børn og unge dømt for seksualforbrydelser og overgrebsmateriale mod andre børn er mere end fordoblet på ti år.”
Nyheden spredte sig hurtigt.
Alligevel var der næsten ingen opmærksomhed, da Børns Vilkår kort forinden udgav deres Svigtrapport. Her fremgår det, at anmeldte seksuelle overgreb mod børn og unge er på det højeste niveau i ti år – i gennemsnit syv om dagen.
Seksuelle overgreb mod børn og unge er ikke sjældne, enkeltstående hændelser. Det er et samfundsproblem. Og vi gør alt for lidt
Når en så alvorlig udvikling ikke udløser overskrifter, politiske reaktioner eller bred offentlig debat, er det værd at spørge: hvorfor?
Stigning i seksuelle overgreb på børn og unge
Rapporten havde ellers en hjerteskærende timing. Julen – ligesom andre højtider og ferier – er en periode med øget risiko for seksuelle overgreb, dels på grund af øget samvær, dels fordi overgreb ofte sker i nære relationer.
Rapporten viser, at der i gennemsnit anmeldes syv seksuelle overgreb mod børn og unge om dagen. I 2024 omfattede anmeldelserne 1.814 børn. Antallet af ofre er dermed steget 4,1 % i forhold til året før. Over en tredjedel af børnene var under 13 år. Antallet af anmeldelser er samtidig steget med 6,8 % på tværs af seksualforbrydelser. I alt var der nemlig indgivet 2.580 anmeldelser, så for nogle børn drejer det sig om flere forbrydelser end én.
Udelader man blufærdighedskrænkelser fra analysen, ser stigningen anderledes drastisk ud. Her er der en stigning på hele 18 pct., som også er det højeste antal i ti år.
Det er altså især andre former for seksualforbrydelser end blufærdighedskrænkelser, som fx voldtægt og grooming, der driver den samlede stigning.
Akut behov for indsatser
Derfor er det heller ikke overraskende, at direktør for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, har udtalt: “Omfanget er i den grad bekymrende og understreger et akut behov for indsatser, der kan forebygge og stoppe overgreb mod børn”.
Et akut behov. Det burde have ramt overskrifterne på diverse medier, politikernes kanaler og i vores alles samtaler. Men alle steder er larmende stille.
Udtalelsen og rapporten kommer næsten et år efter at et netværk under Social- og Boligministeriet konkluderede, at vi hverken lykkes med at forebygge eller bekæmpe seksuelle overgreb mod børn og unge. Den rapport udkom i starten af 2025 og fik heller ikke den store politiske eller mediemæssige opmærksomhed.
Tallene fortæller ikke hele sandheden
Det er voldsomme tal, Børns Vilkår fremfører i rapporten. Men det mest alvorlige er, at langt fra alle seksuelle overgreb mod børn og unge anmeldes i barndommen. Og det er langt fra alle, der anmelder forbrydelserne.
Der er langt fra de 1.814 børn, der var ofre for anmeldte seksualforbrydelser i 2024, til de 20 % af en årgang af børn og unge, som eksperter vurderer, bliver udsat for uønskede seksuelle hændelser i barndommen. Det svarer til ca. 3 i hver skoleklasse.
Medier og politikere har et særligt ansvar for at bryde tabuet. Pårørende, fagpersoner og overlevere har også en stemme
Samtidig viser en norsk undersøgelse, at der i gennemsnit går 17,2 år, fra overgrebene sker, til ofrene taler højt om det for første gang.
Derfor vil det ikke være alle børn og unge, der anmelder, inden de er voksne. Hvordan de virkelige tal ser ud, er svære at spå om, men der er ingen tvivl om, at de desværre er højere end de tal, Svigtrapporten viser.
Bryd tabuet
På trods af denne viden er seksuelle overgreb mod børn og unge stadig et massivt tabu.
Uden en bred offentlig samtale øges risikoen for hemmeligholdelse og manglende politianmeldelse, hvilket frarøver os muligheden for som samfund at bekæmpe seksuelle overgreb mod børn.
For tabuet gør, at vi ikke kommer problemet til livs.
Men det er kun et tabu, hvis vi ikke taler om det.
Medier og politikere har et særligt ansvar for at bryde tabuet. Pårørende, fagpersoner og overlevere har også en stemme – men uden offentlig opmærksomhed forbliver problemet skjult.
For det er i den grad på tide, at vi siger tingene højt:
Seksuelle overgreb mod børn og unge er ikke sjældne, enkeltstående hændelser. Det er et samfundsproblem. Og vi gør alt for lidt. Lad 2026 blive året, hvor vi gør op med den triste tendens.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.