Ta’ en bid af Det Store Æble – gå en lang tur og bliv væk i New York

af i Essays/USA

ESSAY // FOTOREPORTAGE – Foråret er kommet til New York, og så gælder det om at komme ud i byen og tage nogle bidder af Det Store Æble. At gå på opdagelse i sin by kan man gøre altid, men for Birgitte “Bibs” Carlsen falder det hende først ind, når det er rigtigt forår. Det bliver til byvandringer, betragtninger, tanker, oplevelser, frokost med Fletch – samt fotoreportage.

New York – Jeg blev friet til i går. Det kom lidt pludseligt; det har nok noget at gøre med, at jeg aldrig havde set manden før. Han sad på en ølkasse og slubrede forårssolen i sig, i lighed med os andre D-vitamin-lænsede vintervæsner, i Queens-bydelen Astoria.

“You wanna get married, I have food stamps?” (Vil du giftes, jeg har madmærker?)

Jeg afslog høfligt. Jeg er det, amerikanerne kalder en nut magnet, en tossemagnet, dvs. en person, hvis blotte tilstedeværelse afstedkommer uprovokerede betroelser, bizarre henvendelser og – som i går – spontane ægteskabstilbud.

Det er som regel harmløst, undertiden interessant og måske ligefrem morsomt, så længe ophavspersonen beholder tøjet på, hvilket ikke altid er tilfældet.

Nå, men jeg var på vej ud for at blive væk i New York.

Der kyssedes og krammedes på menneskefronten, og i andedammen udviklede det sig nærmest til ornitologisk pornografi

Forudsigelighed er nok ikke det, de fleste mennesker forbinder med New York, men jeg, en person med fast arbejde og bopæl her gennem mange år, græmmes ofte over, hvor rutinepræget min hverdag er i betragtning af, at jeg helst ser mig selv som nonkonformist.

Jeg går den samme vej på arbejde, køber ind de samme steder, osv. Der kan gå en uge, hvor jeg ikke kommer ud af mit eget kvarter. Det er en underudnyttelse af byen i en udstrækning, der nærmer sig det forkastelige.

Så nogle gange tager jeg det første tog, der kommer, står af på en tilfældig station og går rundt i det pågældende kvarter uden rigtigt at vide, hvor jeg er. Bare for at gå og glo på noget andet.

Andre gange har jeg en destination, men fordi jeg er distræt og åndsfraværende, som i går, endte jeg i Astoria i stedet for Flushing. Og blev så en smule væk dér, i den forstand at jeg gik rundt uden noget specifikt formål, udover – at gå og glo.

I princippet kan man gå på opdagelse i sin by på et hvilket som helst tidspunkt. Men jeg kan sige med sikkerhed, at det ikke falder mig ind, før det bliver forår.

Nationale landsbyer i storbyen

Når man bor i en by, der i stigende omfang består af bygninger lavet af beton, glas og stål, er det om vinteren som at leve i en sorthvid film. Så når det bliver forår, er det som om farvefjernsynet lige er blevet opfundet. Hvert år bliver jeg forbavset over, hvor mange blomstrende træer, der er i den her by.

New York bliver ofte beskrevet som et konglomerat af nationale landsbyer. De fleste har hørt om Little Italy og Chinatown, men i Queens er der lignende områder næsten udelukkende beboet af fx columbianere, indere eller ortodokse jøder (selvom den omsiggribende gentrifikation i stigende grad “fortynder” ghettoerne).

Jeg har altid kendt Astoria som området, man tager hen til, når man vil spise græsk. Men bydelen var oprindeligt grundlagt af hollændere, englændere og tyskere. Grækerne kom først i overtal i 1960-70’erne.

Astoria blev opkaldt efter John Jacob Astor, den i begyndelsen af 1800-tallet rigeste mand i USA med en formue på dengang over 40 millioner dollar. Navngivningen af kvarteret var lokkemad for at overtale ham til at investere i området. Han investerede sølle 500 dollar og blev boende på Manhattan. Absurd. Jeg kan nævne øer, der burde opkaldes efter mig, hvis det var kriteriet.

Man ved, det er forår, når man runder et hjørne og pludselig befinder sig midt i en “street fair” med etnogastronomiske specialiteter, tøjdyrstombola og en bugtaler, der forsøger at opdrage på sin flabede dukke; jeg tror, jeg vil være bugtaler i mit næste liv: Så kan jeg give andre skylden for de skruptudser og freudianske udslip, jeg begår.

Sådan en gadefest var der på Steinway Avenue i Astoria. Og ja, det er i Astoria, flyglerne bliver lavet.

Vikinger og andet godtfolk

Personlig er jeg genstand for en genetisk ‘aberration’. Nogle mennesker er klimafornægtere, jeg er klimaafviger. I modsætning til mange af mine venner, er jeg ikke vinterbader. Jeg mangler de der vikingegener, som skulle gøre mig prædisponeret for at sidde nøgen på en isflage og fløjte “Sneflokke kommer vrimlende”.

Så i modsætning til mange newyorkere vælter jeg ikke ud på gaden og blænder mine omgivelser med mine blåmarmorerede vinterlår, så snart det bliver syv grader varmt

Jeg bliver tiltagende adfærdsvanskelig, som vinteren skrider frem, og tager mig selv i fortørnet at gå og mumlende skælde ud på vejret, som om det har iværksat en sammensværgelse rettet imod mig personligt.

Så i modsætning til mange newyorkere vælter jeg ikke ud på gaden og blænder mine omgivelser med mine blåmarmorerede vinterlår, så snart det bliver syv grader varmt. Men andre trodser elementerne med dødsforagt. Der er en mand i mit kvarter, som i de 27 år, jeg har boet her, på alle årstider jogger i dameneglige og lændeklæde.

Jeg har læst, at sollys har en fremmende indflydelse på produktionen af både serotonin, melatonin og ligefrem endorfiner. Det kunne jeg have sagt mig selv. Jeg havde en ven engang, der udover at være natdyr stort set altid befandt sig bag nedrullede gardiner.

Han var noget af en misantrop, og det er der jo så ifølge videnskaben en forklaring på. Jeg fløjtede, spillede og nynnede Here Comes the Sun og Let The Sunshine In og Good day, Sunshine, men han insisterede på at tygge drøv på sit sortsyn.

Frokost med Fletch

Fletch er derimod ikke lyssky. Han og jeg spiste lunch forleden. Han var sprælsk, forårsfjantet og ærmeløs og begyndte med at sige: “Kender du det, at man tager en komplet triviel beslutning uden nogen nævneværdig umiddelbar betydning, og så viser den sig at være udslagsgivende på en måde, der får den til at forekomme clairvoyant eller forudbestemt?

Jeg gør altid to ting, når jeg forlader min lejlighed: Jeg putter mine pod’er i ørerne, og jeg fjoller med min dørmand. I dag lod jeg af en eller anden grund være med at putte pod’erne i ørerne, og da min dørmand sagde “Hi Slick“, lavede jeg  – fordi jeg er tidligere danser – en pirouette for ham, som, hvis jeg havde gjort, som jeg plejer, havde fået pod’erne til at flyve ud af ørerne.

Central Park er byens lunger og trækker samvittighedsfuldt vejret for os i den ellers udstødningsmættede metropol

Derefter gik jeg ned for at møde dig, og jeg går altid over 79-tyvende gade fra det nordlige hjørne, men i dag krydsede jeg på det sydlige hjørne, hvorved jeg mødte dig en halv time før, vi havde planlagt, hvilket passer meget bedre ind i mine planer”.

Jeg tog notater: En mand, der, som jeg, har rutiner, men som formår at improvisere, så hverdagen bliver mere underholdende. Og som vanligt, når jeg er i selskab med Fletch, sad jeg og tænkte, at sædet i restauranten burde være udstyret med sikkerhedsbælte, for der er altid megen fart på i Fletch’ selskab. Hæsblæsende.

Den anden Moscow Mule

I gang med sin anden Moscow Mule – jeg drak Mimosas, her en fredag middag –  bekendtgjorde Fletch, at efter hans mening burde USA’s 100 senatorer blive valgt efter samme princip, som når man udpeger en jury: De skal erklæres egnede, upartiske og ikke have mulighed for at sige nej.

De skal varetage posten i seks år, lønnes på livstid, men må ikke have anden indkomst. I modsætning til de nuværende senatorer, som modtager enorme valgbidrag og spilder umanerlig meget tid på at lade sig manipulere af lobbyister i stedet for at tilgodese vælgernes interesser, som man skulle fristes til at tro var deres egentlige formål.

Den løsning havde jeg ikke lige tænkt over. Men sådan har jeg det med det meste, Fletch siger, at sådan er det med forudsigeligheden.

Central Park er en jungle

Inspireret af samtalen – eller forelæsningen, om man vil – og en smule snurrig ovenpå Mimosa’erne og den efterfølgende armagnac – gik jeg hjem gennem parken.

I lighed med mange andre manhattanites (beboere i Manhattan) dyrker jeg et kontinuerligt, inderligt kærlighedsforhold til Central Park. Den er byens lunger og trækker samvittighedsfuldt vejret for os i den ellers udstødningsmættede metropol.

Derudover er den legeplads for børn såvel som for voksne og hunde – og andre kæledyr for den sags skyld. Jeg har engang set en mand bade med sin fire meter lange gule pythonslange i en af fontænerne. Parken er åsted for alskens aktivitet fra softball, barbecues, live musik, hestevognskørsel og shakespeareforestillinger osv.

Jeg har oplevet en forsommeraften at gå rundt og vente på nogen, der aldrig kom til en David Byrne-koncert i parken. Man kunne sagtens høre musikken udenfor koncertområdet.

The Talking Heads havde allieret sig med syv strygere, som jeg personligt ikke umiddelbart ville have sat til at spille Psycho Killer, Qu’est-ce que c’est, men det lød fantastisk.

Det var en lun aften, og det begyndte at støvregne, hvilket forstærkede duften af de blomstrende træer og samtidig begyndte ildfluerne at danse. Mit sanseapparat var toptunet og hyperstimuleret.

En halv time før koncerten skulle slutte, forlod mr. Byrne og band scenen og sendte 12 sorte trækbasunister i hvide habitter ind, som så blæste os hjem i seng. Det var magisk.

Nå, men her på en af årets første forårsdage viste parken sig fra sin mest charmerende og dramatiske side. Feromonerne var til at se. Der kyssedes og krammedes på menneskefronten, og i andedammen udviklede det sig nærmest til ornitologisk pornografi.

Andrikker er virkelig insisterende. Selv skildpadderne flirtede. Jeg var på udkig efter den for tiden meget omtalte mandarinand, der har slået sig ned i parken. Den er latterligt nuttet, og den hænger ud med en woodduck (brudeand) – altså ikke en træand (!) –  som også er en afvigelse fra den ellers overvejende gråandebefolkning.

Da jeg ikke kunne få øje på dem, gik jeg lidt rundt og så pludselig en rødhalet høg lette med et egern i kløerne, som den så satte sig i et træ og fortærede. It’s a jungle out there. Indtil for nylig vidste jeg ikke, der var kolibrier i Central Park, men der er en busk i det område af parken, der hedder The Ramble, hvor nogle bittesmå sorte varianter holder til.

The Vessel og The Shed

For nylig åbnede The Vessel og The Shed for offentligheden. De er er del af Hudson Yards på Manhattans West Side. Efter sigende det største bygningskonstruktions- projekt i USA’s historie.

Et megakvarter med fire skyskrabere, et syv-etagers shopping center, et kulturcenter – den såkaldte Shed – og den skulptur-struktur, der går under navnet The Vessel. Nogle kalder den brystkassen, andre bikuben og døgner-kebab’en.

Hele foretagenet er overordentligt ambitiøst og meget kontroversielt. The Vessel alene har kostet mere end 150 millioner dollar (en milliard kroner), hvilket mange newyorkere finder er et helt uacceptabelt beløb for en bygning, der ingen egentlig funktion har udover at tage sig fordelagtigt ud.

Det er konstrueret af Heatherwick, som er designer, ikke arkitekt.

Beløbet er kun en tredjedel af hvad verdens dyreste maleri blev solgt for i 2017, og det kan man ikke kravle op på. Siger jeg bare som djævelens advokat, for hvis jeg først begynder at tænke på de sociale programmer, der kunne have draget nytte af pengene, bliver jeg aldrig færdig.

Altså, jeg synes The Vessel er sindssyg flot. Den er lavet af bronzefarvet stål, der har en spejlkalaidoskopisk effekt, og den har en masse trapper. Selvom jeg har højdeskræk og lider af svimmelhed kravlede jeg op i toppen af tingesten og fik ondt i tæerne, da jeg kiggede ned og over på New Jersey på den anden side af Hudson River.

Ved siden af ligger The Shed. Den ser lidt ud som en plastikpose med elastik omkring. Det er en kulturbygning, hvor fx Bjørks forestilling Cornucopia er på programmet i maj måned.

Endnu en bygning, der har været genstand for debat og kritik for sit elitære koncept, hvis tilbud er udenfor den pekuniære rækkevidde for beboerne i de lavindkomstkvarterer, der omgiver Hudson Yards.

The High Line er en lang park

Hudson Yards ligger i den nordlige ende af The High Line. Det er en 2,3 kilometer eleveret lineær park dannet på og omkring sporene fra en nedlagt godsbane.

På en solrig weekend er den så populær blandt turister såvel som lokale newyorkere, at man går i gåsegang. Det har været interessant at se parken ændre sig fra den første gang, jeg gik igennem på en forblæst efterårsaften.

Den var stort set affolket, og de nyplantede små træer kæmpede for at bibeholde rodfæstet i vinden, hvor de nu nogle år senere er velvoksne træer med hvinende grønt forårsløv.

The High Line giver mulighed for at beskue den kontinuerligt foranderlige arkitektoniske kollision, der kendetegner Manhattans skyline.

Der er kunstværker udstillet langs de gamle spor, og en herre i hippiebukser har gang i et projekt, hvor kan klipper små firkanter af pap og giver dem til børn at male på. Han siger, at siden han begyndte i forbindelse med Occupy Wall Street, er der blevet produceret 30 tusinde små malerier.

Hvorom alting er, New York kaldes ikke uden grund The Big Apple. Alle kan tage en bid. Men man skal sørge for at blive væk i byen. Ellers får man ikke bare én god bid, men flere.


Alle fotos: Bibs Carlsen

Birgitte (Bibs) Carlsen, født 1959. Uddannet sygeplejerske i 1986 på Århus Kommunehospital. Bosat i New York siden 1992, hvor hun arbejder som operationssygeplejerske på et cancerhospital. Har deltaget som frivillig i 15 internationale kirurgiske missioner i Central- og Sydamerika, Asien og Afrika med varierende fokus og formål, fra korrektion af læbe-ganespalter, brandsår og obstetrisk fisteldannelse til undervisning, rygdeformiteter og nødhjælp efter jordskælv (bl.a. Haiti). Hendes rejser har givet hende mulighed for at komme i berøring med både hårde og bløde emner, nok mest hårde, hvor hun kunne bidrage med lidt opblødning. Og så holder hun af mennesker, samfund, liv og kultur uanset hvor – også i hendes New York.
Hvis du læser med og gerne vil donere et beløb som tak for skriverierne fra Bibs kan du overføre til hendes konto i Jyske Bank: 7170 0002195315

Seneste artikler om Essays