BILLY OCEAN // ANMELDELSE – I de spraglede 80’ere dominerede soulsangeren Billy Ocean hitlisterne med sange som “Love Really Hurts Without You” og “When the Going Gets Tough, the Tough Get Going”. Det er 30 mio. solgte plader siden, men Ocean turnerer stadig ganske flittigt. Tirsdag d. 13. september optrådte han i DR Koncerthuset. “Koncerthuset bød på glæde, smil og charme, omend, synes jeg, en noget rutinepræget præstation, taget i betragtning at Billy Ocean netop har taget hul på en koncertsals-turné dette efterår,” skriver Dan Rachlin.
Han er en sjov og kompleks størrelse, 72-årige Billy Ocean. Født i Tobago, opvokset i England. Og vanen tro ulastelig klædt i smart, lyst jakkesæt, dyre sko, toppet med langt, langt, gråt rastahår. Kendt som potryger og forkæmper for legalisering af cannabis, og såmænd også adlet af det britiske kongehus.
Billyboy er både rasta, reggae, popsanger og en altid smilende ambassadør udi pophits fra 1976 til 1990. Meget præcist egentlig. Gennembrud i 1976 med den vanedannende, opløftende “Love Really Hurts Without You” og “Red Light Spells Danger”. Soulsanger og i disco-afdelingen i slutningen af årtiet med pæne dansesucceser som “Are You Ready” og “One of Those Nights (You Feel Like Getting Down)”. Men da discoen døde og blev overhalet af punk, britisk rock og new wave, døde hitlisteplaceringerne ud.
Ved et nærmest mirakel fik han i det næsten surrealistiske hit-år 1984 et kæmpe comeback med “Caribbean Queen”, der blev et så stort verdenshit, at den altid smilende sanger indspillede den i en “European Queen”- og sågar “African Queen”-version. Derefter var der midt i Duran Duran-, WHAM!- og Michael Jackson-æraen igen plads til Billys vanedannende sjælfulde stemme på ballader som “Suddenly” og “There’ll Be Sad Songs”.
Sidenhen, i resten af de farverige firsere, var der kæmpe hits med “When the Going Gets Tough, the Tough Get Going” (brugt som temamelodi i det store komediefilmhit med Michael Douglas og Kathleen Turner, Jagten på Nilens Juvel), “Loverboy” og ikke mindst “Get Outta My Dreams (And into My Car)”.
Med 90’ernes grunge, eurodance og pige- og boybands gled han igen, om ikke ud i glemslen, så ud på livescenerne uden den store interesse fra poppublikummet. 30 millioner solgte plader og cd’er giver formentlig nok også ro til ikke at gå i panik af den grund.
I 2022 dog ikke mere glemt, end at et meget modent, men feststemt publikum dukkede op i DR’s smukke koncerthus på en tilsyneladende ganske gennemsnitlig tirsdag i september. Koncerthuset besøgte han såmænd også i 2019, hvilket han godt kunne huske. Han kunne til gengæld ikke huske, hvilket land han netop havde besøgt (Tyskland) og ej heller, at vi ikke taler ‘Swedish’ i Danmark. Well, den slags bagateller er vel egentlig også sekundære.
Kl. 20:09 entrerer han smådansende scenen, hvor hans band på hele ni medlemmer allerede står klar. Og som et statement får vi først “One Love” fra hans seneste album. Både som bevis på, at han ikke kun læner sig op ad fortiden, og så fordi den reggae-inspirerede slagsang prædiker kærlighed, solidaritet og respekt.
Flertallet af gæsterne havde såmænd, i bedste teenager-stil, fået billedet, videoen på deres smartphones af én eller flere af de sange, som kunne virke letbenede og poppede, men alligevel har været kraftigt medvirkende til, at vi har skrålet i badeværelset
Direkte videre over i “Love Really Hurts Without You”, som 46 år efter stadig lyder frisk og får publikum til at vippe med fødderne, klappe i hænderne, og flere sågar til at rejse sig fra deres sæder og danse! Ret hurtigt står det desværre klart, at orkestret ikke rigtigt matcher hovedpersonens stadig karakteristiske dybe stemme, som også kan være sårbar og har masser facetter.
Billy Ocean er en fremragende soulsanger, som sagtens kan konkurrere med sine mange amerikanske konkurrenter – også i dag. Orkestret synes, sagt på en pæn måde, hyret ind til lejligheden, og på de funky, soulede numre er der ingen ‘swang’, sved eller sågar nærvær over
rytmesektion, de to guitarister eller koret, inklusiv Billys datter, der alle ser ud, som om at det her bare skal overstås.
Billy Ocean – glæde og smil
Billy Oceans store firsernumre kræver samples, synthesizere. og det lyder ærlig talt, som om den ansvarlige på diverse keyboards har hevet disse samples ned på et USB-stick i flyveren om eftermiddagen. Jeg skal i øvrigt også vænne mig til, at lydstyrken er moderat. Det er godt for mine hårdtprøvede ører, men ikke for mit mellemgulv og hjerte.
Over stepperne kommer vi. Billy fedter ikke med sine hits, så i hurtig rækkefølge og afvikling følger bl.a.: “One Of Those Nights”, leveret i en sommerfest-telt-udgave. “Get Outta My Dreams” med dårlige samplinger, men feststemning. “Colour Of My Love” med våde øjne hos nogle publikummer og en noget langtrukken fællessang, “Red Light (Spells Danger)”, med dejlig 70’er-feeling.
“No Woman, No Cry”, en sang, som desværre altid har irriteret mig vanvittigt, uagtet hvem der fremfører den. “Mystery”, ny up-tempo popsang, som salen elsker. “Suddenly”, hans største ballade. “Loverboy”, der virker forældet. “When The Going Gets Tough”, hvor vi alle er med.
Så “Tak for i aften”. Ind igen, introduktion af det kedsommelige band. At han husker alle, og ikke mindst deres navn, en præstation i sig selv. Og så naturligvis en meget, meget lang version af “Caribbean Queen”. Det hører med til fortællingen omkring denne sang, at jeg – på grund af den – som meget, meget ung radiovært havde besøg af Billy Ocean i radiostudierne i Valkendorfsgade i det centrale København, hvor The Voice så dagens lys sommeren 1984.
Interviewet, som var live, varede dog ikke længe. Billy kom til at vælte en cola ned i mixerpulten. Det tog han – i modsætning til os – med godt humør, sikkert fordi han i den periode toppede den amerikanske single-hitliste.
Tirsdag aften i Koncerthuset bød på glæde, smil og charme, omend, synes jeg, en noget rutinepræget præstation, taget i betragtning at Billy Ocean netop har taget hul på en koncertsals-turné dette efterår. Men flertallet af gæsterne havde såmænd, i bedste teenager-stil, fået billedet, videoen på deres smartphones af én eller flere af de sange, som kunne virke letbenede og poppede, men alligevel har været kraftigt medvirkende til, at vi har skrålet i badeværelset, på diskoteket eller til firmafesten, og det er der overhovedet ikke noget galt med.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
