MUSIK // ANMELDELSE – På Klang Festival leverede Vinyl-terror & -horror og Esbjerg Ensemble en fascinerende forestilling, hvor lydkunst, kinetiske skulpturer og klassisk musik smeltede sammen til en sjældent oplevet helhed.
En strygetrio. En træblæserkvintet med både piccolo og kontrafagot. En alsidig percussionist med et helt arsenal af rytmiske virkemidler, der spænder fra pauker og vibrafon til kazoo, syngende sav og diverse trommer.
Tirsdag den 9. juni opførte disse ni musikalsk følsomme og teknisk fremragende medlemmer af Esbjerg Ensemble 65 minutters kammermusik i Dronningesalen på Den Sorte Diamant som en del af årets Klang Festival – Copenhagen Experimental Music.
Værket bar titlen [sweeping instrumental music playing on TV] – bemærk venligst de små bogstaver og parenteserne. Bag værket står kunstner- og turntablistduoen Vinyl-terror & -horror, samarbejdet mellem Camilla Sørensen og Greta Christensen, hvis erklærede ambition er at “bryde systemer ned og bygge nye”.
Værket er skabt ved, at Sørensen og Christensen har udvalgt fragmenter af eksisterende musik, som de fandt interessante, og sammensat dem i nye sekvenser efter collageprincippet. Samtidig bevarer de en vis råhed og tilfældighed.
De musikalske muligheder, der opstår, ændres og omformes gennem deres placering i et nyt fysisk kunstværk: en opskåret LP-plade. Lydene fra denne LP – eller dette partitur – blev efterfølgende transskriberet til nodeskrift af den svenskbaserede eksperimentelle violinist George Kentros, som udarbejdede det partitur, der til sidst landede på musikernes nodestativer. Det var dette værk, vi hørte denne aften.
I mine ører havde flere af de musikalske figurer forbindelser til impressionismens stemninger og atmosfærer. Indimellem kunne man ane vendinger, der syntes at pege mod Claude Debussy eller Maurice Ravel. Andre steder blev kompositionen mørkere, mere urovækkende og direkte alarmerende.
Strygernes fraser var ofte præget af tydelige crescendi og diminuendi, mens træblæsernes stemmer sang, sukkede, lo eller ligefrem talte.
Der var ikke meget traditionel tematisk udvikling i disse musikalske fragmenter. Men netop fraværet af sådanne forventninger skærpede oplevelsen af nærvær. Man blev tvunget til at lytte intenst til det, der udspillede sig her og nu.
Og de ni musikere viste sig mere end kompetente til at give værket al den omsorg, præcision og musikalitet, som den enorme proces bag det fortjener. Resultatet var en dybt overbevisende koncertoplevelse. Man kan kun håbe, at aftenen er blevet dokumenteret på en god optagelse.
Camilla Sørensen (født 1978) og Greta Christensen (født 1977) har arbejdet sammen i et kvart århundrede. Deres kompromisløse insisteren på et fuldstændigt ikke-hierarkisk samarbejde tilfører Vinyl-terror & -horrors praksis en næsten uselvisk kvalitet. Den åbner deres arbejde mod uventede muligheder og nye forbindelser.
Under koncerten var flere af duoens mekaniske skulpturer placeret på scenen i Dronningesalen. De har noget af den samme opfindsomme fantasi som Storm P.’s berømte opfindelser og deler samtidig slægtskab med de kædereaktionsmaskiner, den amerikanske tegner Rube Goldberg blev kendt for: konstruktioner, der løser simple opgaver på de mest komplicerede måder.
Man kan også spore forbindelser til den schweiziske kunstnerduo Peter Fischli og David Weiss, hvor objekter får roller, der ligger langt uden for deres oprindelige funktion. Materialerne hos Vinyl-terror & -horror er ofte grammofonplader, pladespillere og spolebåndoptagere. I den sammenhæng virker forbindelsen til den amerikansk-schweiziske kunstner Christian Marclay oplagt.
Som Salomé Voegelin skriver i Listening to Noise and Silence: Towards a Philosophy of Sound Art: “[Christian] Marclay har fra tid til anden klippet forskellige LP-plader over og sat dem sammen igen; når de afspilles på en pladespiller, blander disse sammensatte plader korte musikstykker i hurtig rækkefølge sammen med klik- og knaselyde.”
Fordi Vinyl-terror & -horrors mekaniske skulpturer udfører konkrete handlinger og ofte indgår i narrative sekvenser understøttet af et stemningsmættet lydspor – i dette tilfælde [sweeping instrumental music playing on TV] – får de næsten menneskelige egenskaber. Der optræder ingen menneskekroppe i værkerne, men menneskelighed er alligevel en iboende kvalitet i projektet.
I en tid, hvor vi konstant oversvømmes af nye teknologier og kunstig intelligens, fremstår Sørensen og Christensens værker som en vedholdende påmindelse om menneskets empati, sårbarhed og nærvær. Deres kunst insisterer på det menneskelige uden at blive sentimental.
Og Vinyl-terror & -horror slækker ikke på noget. De er kompromisløse i deres kunst og kompromisløse i deres fastholdelse af det menneskelige perspektiv.
Som duoen selv formulerer det:
»The sound brings emotions and moods that amplify the sculptures’ functions. The auditory and visual elements are inseparable.«
Det visuelle univers omfattede blandt andet:
– en standerlampe, der på mystisk vis bevægede sig hen over scenen
– en grammofon, der satte sig selv i gang og indledte en melodi, som senere blev taget op af ensemblet
– et sammenkrøllet stykke papir, der skabte et overraskende rytmisk mikrokosmos
– et sæt panfløjter, der spillede af sig selv ved hjælp af en mekanisk pumpe
– en lille metalskraldespand, der åbnede sit eget låg og udsendte abrupte lydfragmenter
– en støvsuger, der på en eller anden måde tænder af sig selv og tilsyneladende begynder at udspy røg med duft af bananolie, hvilket får hele scenen til at blive indhyllet i en tåget dis i et kort øjeblik
– en harmonika, der foldede sig sammen og ud som et sæt lunger i åndedræt.
Særligt dette sidste objekt gjorde indtryk. Belyst af forestillingens raffinerede lysdesign kastede harmonikaens farvede skygge på bagvæggen, som uundgåeligt ledte tankerne hen på bruden i Marcel Duchamps La mariée mise à nu par ses célibataires, même. Også her bruges mekaniske referencer, paradoksalt nok, til at fremhæve det menneskelige sind og hjertets følelsesliv.
Som en overraskende og perfekt coda på Esbjerg Ensembles fortolkning af George Kentros’ og Vinyl-terror & -horrors værk udsendte den modificerede pladespiller til sidst den smukkeste og mest fortryllende lille melodi. Den lød som noget fra en gammeldags spilledåse (og måske endda en med en dansende ballerina). Som en nænsomt serveret dessert afrundede den en usædvanligt generøs og smuk aften.
Hvor klassisk kammermusik normalt udfolder sig som en række begivenheder i tid, hvor man spiller på strenge, holder på hamre og blæser i rør, som vi hører i [sweeping instrumental music playing on TV] handler det snarere om at skabe rum. Musikken åbner steder, man kan opholde sig i. Den bygger lydlige landskaber frem for fortællinger. Og netop derfor bliver oplevelsen hængende længe efter, at den sidste tone er klinget ud.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og