ARKITEKTUR // KOMMENTAR – Der er med god grund sagt og skrevet meget om et af Danmarkshistoriens mest bemærkelsesværdige bygge- og byudviklingsprojekter. Den kommende Bestseller-bydel i Brande, og i særdeleshed det 320 meter høje hovedkvarter for modekoncernen. Det bliver Vesteuropas højeste bygning og over dobbelt så højt som den nuværende Danmarksrekord, Herlev Hospital, med sine sølle 120 meter. Og så lige midt på den pandekageflade jyske hede. Vorherre bevares, synes mange kommentatorer at tænke.
Debatten om Bestsellertårnet har med få undtagelser kredset om, hvorvidt tårnet er pænt og/eller passende. En af undtagelserne, som kan anbefales, er Claus Agø Hansens kulturgeografiske analyse i Jyske Vestkysten, hvor han ønsker tillykke med tårnet og udkårer det som et logisk monument over den stolte jyske tekstilindustrihistorie.
Menneskene prøvede at bygge et tårn, der kunne nå himlen, men det brød Gud sig overhovedet ikke om…
Som kulturhistoriker vil jeg anlægge et lidt andet perspektiv. Jeg interesserer mig især for hvad tårnet som fænomen repræsenterer i vores kultur, og hvad der derfor ligger af signalværdi i lige præcis sådan en bygning. For der findes jo masser af andre måder at bygge monumentalt prestigebyggeri for at markere sin status her i verden. For eksempel Operaen, opført 2001-05, som er svær at betragte som andet end Mærsk Mc-Kinney Møllers manifesterede eftermæle – nogle ville kalde det et mausoleum – og dermed fundamentalt tilsvarende, hvad Bestsellers ejer og direktør Anders Holch Povlsen givetvis ønsker med sit tårn.
Men formen er væsensforskellig. Så hvad ligger der i et tårn?
Billedet på menneskeligt overmod
Vores kulturelle grundfortælling om tårnet finder vi efter min mening i Biblen, i myten om Babelstårnet. Menneskene prøvede at bygge et tårn, der kunne nå himlen, men det brød Gud sig overhovedet ikke om og slog derfor folket med sprogforbistring. De vågnede med andre ord op en morgen og talte forskellige sprog, blev forbistrede, og kunne ikke længere samarbejde om at færdiggøre tårnet. (Vi taler altså helt forskellige sprog, ikke blot de almindelige misforståelser, som bygherrer, arkitekter, ingeniører og håndværkere til hverdag plages af på danske byggepladser).
Babelstårnet er et billede på det menneskelige overmod eller hybris, det vil sige ønsket om at række ud efter og opnå guddommelighed. Sprogforbistringen er nemesis, Gudens retfærdige straf for dette hovmod. Mennesket skal kende sin plads i universet. Denne gudsgivne verdensorden bidrog i øvrigt også til, at kvinder, børn, bønder, tyende og så videre kendte deres plads, så magthavere kunne fastholde status quo. For det var nemlig Guds vilje, ja det var så.
Hybris/nemesis vil mange kende fra oldtidskundskabstimerne og den græske mytologi. Ikke mindst fra historien om Kong Agamemnon, der efter ti års felttog og sejr over Troja, kommer hjem og af sin kone Klytaimnestra lokkes til at træde på et rødt klæde. Som enhver ved, er sådan en handling kun guderne forundt, og derfor er det naturligvis helt rimeligt og med gudernes billigelse, at Klytaimnestra og hendes elsker brutalt myrder Agamemnon. Han skulle jo nødig tro, han var noget.
Dynamikken lever i øvrigt i bedste velgående i den danske jantelov. Det vender vi tilbage til. Men først lidt mere om tårne, som indtil besættelsen var ret almindelige i dansk arkitektur.
Militær magt og gudsdyrkelse
På trods af de dårlige erfaringer med Babelstårnet, har mennesket nemlig altid bygget dem. Ofte som en militærstrategisk anordning. Fra et tårn kan man se langt omkring, og hvis der kommer fjender, har man tyngdekraften på sin side, når man skal forsvare sig. Man kan med andre ord lukke døren og smide sten i hovedet på folk, hvilket enhver kan se fidusen i.
Et berømt militært tårn er Gåsetårnet i Vordingborg. Vordingborg slot var et afgørende militært støttepunkt i Valdemartiden, hvor Danmarks eksistens som nation var mere end udfordret. Valdemar Atterdag satte en gås i toppen af tårnet i 1367 efter at have modtaget en krigserklæring fra de 77 hansestæder. For at vise, at han ikke var mere bange for dem end for en flok skræppende gæs. Gåsetårnet er angiveligt det mest portrætterede bygningsværk i dansk guldalderkunst, og (gåse)tårnet viser herved sit potentiale som nationalistisk symbol.
At tårne signalerer magt i militær henseende, er indlysende. Men det er også denne symbolske kraft, de tager med sig ind i andre bygninger, hvor den praktiske betydning er mindre oplagt. I Danmark har vi ikke mindst middelalderens utallige kirker. Tårnene er selvfølgelig praktiske anordninger til ophæng af klokker, som skal kunne høres langt væk, men mest af alt handler det om at blive set langvejs fra. Når en by havde en kirke, var det et signal til omverden om, at man her havde så mange ressourcer, at man kunne ødsle dem væk på Gudsdyrkelse. Det gav byen status og magt. Det skulle man helst ikke overse, så derfor skulle kirken heller ikke være til at overse.
Men hvor militære tårne udgør en strategisk fordel, kan kirketårne være det modsatte. Ved englændernes bombardement af København i 1807 brugte belejrerne Københavns Domkirkes smukke tårn som målskive, og efter to dages forbiere fik en fuldtræffer kirketårnet til at synke i grus. Denne oplevelse knuste også moralen hos de hårdt prøvede og udmattede brandfolk, der handlingslammede lod kirken og dele af universitetsområdet udbrænde. Da kirken senere blev genopført, var det med det væsentlig mindre prangende tårn, man kan se i dag. Det var utænkeligt at genopføre det smukke, tabte (og for artilleristerne praktiske) tårn.
I 18- og 1900-tallet byggede mange højskoler og de tilhørende skytteforeninger tårne på deres bygninger som en slet skjult advarsel til kongemagten. Hvis magthaverne skulle slå bak og fratage folket de spirende frihedsrettigheder, havde man herved muligheden for at mobilisere i paramilitære grupper – med tårnene som strategiske styrkepositioner. Igen var den symbolske værdi nok større end den militærstrategiske.
Efterkrigstidens demokratiske strømning
Eller se på vores rådhuse, der indtil 2. verdenskrig næsten altid havde tårne. Her markerer tårnet helt reel og regulær politisk magt. Og prøv at sammenligne Københavns Rådhus (opført 1892-1905) og det nuværende Christiansborg (1907-1928). Det er ikke tilfældigt, at tårnet på Christiansborg er 40 centimeter højere end rådhustårnet. Jo højere tårn, jo mere magt.
Det næstsidste rådhustårn i Danmarkshistorien sidder vist nok på Aarhus Rådhus (1938-41). I det oprindelige projekt var tårnet ikke med. Helt i tråd med funktionalismens afvisning af unyttige detaljer havde arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller udeladt denne ellers obligatoriske del af rådhusgenren. Men efter massiv folkelig modstand og politisk pres gav arkitekterne efter og tilføjede det unikke og karakteristiske tårn. Lyngby Rådhus (1939-42) er derimod rendyrket funktionalisme uden tårn.
Det sidste tårn, jeg umiddelbart har kunnet finde på et rådhus, sidder på Frederiksberg (opført 1942-53). Efter krigen forsvandt tårnene imidlertid fra rådhusene (og skolerne, hospitalerne og alt muligt andet). I den nationale identitetsproces efter besættelsen tog ikke mindst arkitektstanden afstand fra alt, hvad der var ”tysk” og ”nazistisk”. Og med det mente de alt, hvad der var voluminøst, højtideligt, prangende og kun til pynt.
En ny bølge af ”dansk” og ”demokratisk” arkitektur strømmede over landet, det vil sige uhøjtidelige, ydmyge, minimalistiske og underspillede bygninger. Helst i så få etager som muligt og uden store indgangspartier, fællesrum eller andet ”autoritativt”. Talrige er de skolekomedier og dimissionsfester, der har set sig henvist til en ildelugtende idrætshal.
Et præmieeksempel på efterkrigstidens kovending i tårnbegejstringen er Emdrupborg, der huser DPU (i dag en del af Aarhus Universitet). Skolen blev bygget af tyskerne under besættelsen, og færdiggjort af danskerne efter krigen, hvor man med stor iver forsøgte at transformere alt i en mere ”dansk” retning – uden rigtig at være klar over, hvad det så lige indebar. Men for eksempel lod man det ikke færdigbyggede tårn forblive uafsluttet. Uskønt, uproportionelt og ufærdigt. Først 50 år senere tilføjede man en lyslanterne øverst på tårnet, som rettede lidt op på det nærmest kastrerede udtryk.
Fuck dig, jantelov
Selvom der er er sket meget med dansk arkitektur siden efterkrigstiden, er tårne stadig et særsyn. Også når selve huset er et tårn, som det er tilfældet med Bestsellers. Højhuse er sjældne i Danmark, bortset lige fra i Ørestaden. Her ligger fx “Det Sorte Tårn”, hvor Margrethe Vestager fik banket Helle Thorning og Villy Søvndal gule og blå i forhandlingerne om et regeringsgrundlag. Først blev tårnet symbol på den radikale sejr, med Vestagers legendariske Tweet “Sort røg, hvidt tårn. Langt til hvid røg, sort tårn.” Senere blev Det Sorte Tårn symbolet på det dysfunktionelle regeringssamarbejde, der om noget kostede regeringsmagten få år efter. Hybris og nemesis som vor mor lavede det.
Men skyskrabere er i hvert fald ikke-eksisterende. Bestsellertårnet bliver dog undtagelsen. Eller måske starten på en ny epoke?
I stedet for en fallos kunne man også se tårnet som en anden legemsdel. Nemlig som én stor fuckfinger til den danske jantelov. Og det kunne den sådan set godt have behov for.
Men det sker på trods. På trods af den jantelov, som jeg nævnte ovenfor, der gør at vi i Danmark betragter ambitioner med hån, succes med skepsis og fiasko med skadefryd. Og det sker på trods af den arkitektoniske ydmyghed, man siden besættelsen har været besat af, men som ikke rigtig lader sig forene med milliardærers forståelige ønsker om at blive husket i eftertiden.
Når en forretningsmand som Anders Holch Povlsen ønsker at markere sin succes med et imposant byggeri, og samtidig styrke identiteten og selvtilliden i lille Brande, er det således indlysende, at resten af os møder det med foragt. Tårnet må jo være udtryk for banalt blær, jantelovens diametrale modsætning. For et barnagtigt ønske om at blive anerkendt for sine milliarder. Behovet for at afsætte et så vulgært aftryk i verden kan jo kun fortolkes som en (over)kompensation for personlig usikkerhed og sikkert manglende potens. Se bare: Det er jo en kæmpe fallos, der rejser sig over heden.
Men i stedet for en fallos kunne man også se tårnet som en anden legemsdel. Nemlig som én stor fuckfinger til den danske jantelov. Og det kunne den sådan set godt have behov for.
Foto: © BESTSELLER
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
