FØDSELSDAG // PORTRÆT – Kulturjournalist, forfatter, lyriker, musikkender og oversætter Bo Green Jensen fylder 70. Den notorisk myreflittige skribent har i årtier været en af Danmarks mest markante, toneangivende kulturelle stemmer og har skrevet et utal af bøger, artikler og digtsamlinger. Hans enorme viden kombineret med en insisteren på altid at tage sin metier alvorligt gør ham unik i sin generation, skriver Annegrethe Rasmussen.
Tillykke med fødselsdagen! Tænk, at du fylder 70 – det er ikke til at forstå.
Når jeg tænker på dig, er det ikke så længe siden, jeg startede på Weekendavisen i sensommeren 1993. Du blev øjeblikkeligt min ven og yndlingskollega. Der var flere grunde, men først og fremmest var der fra starten en indlysende kompatibilitet mellem os – forstået sådan, at du vidste og ved alt om film og stort set alt om litteratur. Jeg vidste og ved fortsat stort set intet herom, men havde til gengæld en glubende appetit på begge dele og konsumerer fortsat betydelige mængder af – i dag – engelsksproget litteratur, som du også ved alt om.
Nå ja, som de fleste af datidens litteraturelskende unge havde jeg selvsagt også læst Bo Green Jensen lang tid før, jeg mødte mennesket bag navnet. Så der var bestemt også lidt “fangirl” over vores relation i starten, men efter et års tid var vi først og fremmest venner grundet en rutine, der varede, indtil jeg forlod avisen seks år senere i foråret 1999.
Du har tilegnet dig livet gennem arbejdet, fordi du tager begge dele alvorligt.
Vi mødtes flere gange om ugen til lukkede forevisninger af kommende film om morgenen i de københavnske biografer, hvorefter vi gik direkte ind på avisen bagefter ved 10-11-tiden. De fleste af vores kolleger kom ikke før, så det var ikke, fordi man missede noget ved at gå i biografen først.
Livet på Weekendavisen var dybt privilegeret og nærmest trodsigt ”anti-nyhedsstrøm”, fordi redaktionen selvsagt var meget, meget klog og ikke til fals for hurtige tekster, som man så med overbærenhed på. Staben holdt sig på sikker afstand af pøblen i kantinen, der bestod af journalisterne på B.T. og Berlingske, som man satte en ære i intet at have at gøre med – heller ikke over frokost.
Ikke at du nogensinde opholdt dig i kantinen eller spiste frokost for den sags skyld. For du arbejdede nonstop og ofte hjemmefra; faktisk erindrer jeg dig kun sortklædt – et særkende, du har holdt fast i – og rygende, aldrig spisende. Og da du år tidligere havde droppet alkohol 100 % efter alt for meget sprut – en ned- og optur, der er beskrevet bedst af dig selv i talrige noveller og bøger – har jeg heller aldrig set dig drikke andet end sodavand.
Dengang serverede biograferne ellers også morgenmad til pressens mænd og kvinder, og selvom visningerne strengt taget kun var for anmeldere, ville ingen af biografernes pressefolk genere anmeldernes mester – dig – så jeg kom altid med ind.
Efter vores ture i biografen spurgte du altid, hvad jeg syntes, på vej tilbage til redaktionen i Antonigade, og da jeg ikke ejede tvivlens nådegave sidst i tyverne, svarede jeg altid beredvilligt og tilbød min ufiltrerede vurdering, om end jeg ikke erindrer, at en eneste af mine meninger havnede i avisens spalter. Det var sikkert godt det samme.
Men jeg husker med varmt vemod de år med dig som en dans gennem sommeren i København – som en af dine mest elskede bøger også hedder – debutromanen fra 1981, der udkom samme år som din imponerende digtsamling Requiem & Messe.
Hvis man ser dig udefra
Senere sås vi langt sjældnere, og jeg savnede vores morgener i biografens mørke efterfulgt af fortrolige snakke om livet. Vores venskab gled ud i periferien i de år, og kombinationen af din legendariske flid og mit også pænt pakkede arbejdsliv i en anden del af koncernen – pludselig også med mand og en del børn – gjorde, at vi så meget lidt til hinanden.
Og pludselig boede jeg også i London, senere i Paris og USA, mens du residerede først på Frederiksberg og senere i et gult hus i Snekkersten med dine piger, din dengang nye hustru Frederikke Lett og dit yngste barn, Ava, mens dine ældre børn, Laura og Rose, også fyldte i livet og i spalterne.
Jeg deltog med begejstring i dit bryllup, men ellers læste jeg mest med i Weekendavisens faste format Levned og Meninger. Ingen af de andre mange velskrivende penne kunne som du bruge familien bedre, og den klummeserie var i årevis min – og tusindvis af andre trofaste læseres – bedste måde at følge dit liv på.
Dine tekster her var – som dine bøger og din lyrik – aldrig banale, naturligvis velskrevne, det giver sig selv, for du har aldrig begået andet. Men klummerne var også rørende, vedkommende og direkte fra hjertet. Aldrig har jeg læst en tekst af dig om din familie, der har føltes villet, forceret eller kedelig. I det hele taget er dine tekster, såvel prosa som lyrik, så langt væk fra det røvsyge sprog, som i dag forurener medierne verden over via AI, som man kan komme.
Hvis man ser på dig udefra – og efter 23 år i udlandet falder det mig ikke svært – er der for mig at se ingen tvivl om, at du er Danmarks mest indflydelsesrige filmanmelder i din generation. Dine anbefalinger af såvel bøger som musik og film har fungeret som pejlemærker for læsere i hele Danmark. Også for de mange unge, som har læst vis skolelogin eller på biblioteker, hvis ikke budgettet rakte til et abonnement på Weekendavisen eller til indkøb af bøger.
Du besidder en ganske sjælden evne til at formidle det konkrete værk med vægtige menneskelige spørgsmål, og det er i min bog folkeoplysning af fineste karat
Som filmanmelder har du også været medlem af flere internationale juryer, været med til at udpege modtagerne af Nordisk Råds filmpris, været formand for Kunstfondens litterære udvalg og siddet i en række bestyrelser for foreninger og kulturelle selskaber, herunder det Danske Kriminalakademi, som du selv var med til at stifte for over 40 år siden.
Det er til at blive forpustet af, men din flid er også unik, i øvrigt kombineret med en karakteristisk insisterende alvor, uanset emnet, og det er ikke bare noget, jeg mener. Utallige er de priser og andre hædersbevisninger, der er blevet dig til del gennem livet. De mange skåltaler, der roser din dybe og historiske viden om både film, litteratur og musik, tilkommer det ikke mig at gentage eller parafrasere, for jeg er ikke anmelder.
Men som læser af dig kan jeg se, at dine konstante eksistentielle refleksioner over stoffet løfter det op fra blot at være ’underholdning’ til at fungere som en moralsk, men ikke moraliserende, menneskelig linse, man kan se samtiden gennem.
Du har også en næsten gammeldags respekt for sproget, der altid er klart – nogle gange tæt på det leksikale – og altid på en måde, så man får både viden og dannelse foræret som læser. Du besidder en ganske sjælden evne til at formidle det konkrete værk med vægtige menneskelige spørgsmål, og det er i min bog folkeoplysning af fineste karat, hvor man som bonus heldigvis også slipper for både ironi og akademisk smartness. Det gør dig til en skribent helt i din egen vægtklasse.
Det ville være en underlig fødselsdagshilsen, hvis jeg ikke nævnte, at du – samtidig med, at Weekendavisen brutalt skilte sig af med dig i 2024, til kernelæsernes sorg – også blev alvorligt syg.
Du har været åben omkring også dét, og for nogle måneder siden satte du flere ord på i en samtale med DR/P1’s uforlignelige radiojournalist Nanna Mogensen.
Har man ikke lyttet, bør man fluks gøre det, her, hvor du også forholder dig til dødelighed, tid, afsked og det uafsluttede menneskeliv. At du fortsat digter, oversætter og arbejder er ingen overraskelse. Du har tilegnet dig livet gennem arbejdet, fordi du tager begge dele alvorligt.
Jeg håber, du får den fødselsdag, du i rigt mål har fortjent – med dine døtre til fest.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og