BØGER // UDDRAG – I de næste otte år udgiver Aarhus Universitetsforlag hver måned en bog om skelsættende begivenheder og temaer i danmarkshistorien – i alt 100 bøger og 10.000 siders danmarkshistorie. Runolog og seniorforsker på Nationalmuseet Lisbeth M. Imer har skrevet september måneds bog, “Rigets runer”, som du kan læse et uddrag af her.
Harald Blåtands runesten er den mest berømte runesten i verden. Den står centralt placeret i det store monument over den tidlige kongemagt i Jelling, og der findes kopier af den over hele verden, fra Tokyo i øst til Los Angeles i vest. Men da Haralds runesten blev rejst, var runerne allerede et 800 år gammelt skriftsystem, og man blev ved med at skrive med runer gennem hele middelalderen, selv om de latinske bogstaver blev indført sammen med kristendommen.
I begyndelsen var der vandtætte skotter mellem runeskriften og bogstavskriften, men i løbet af ganske kort tid fandt runerne alligevel vej ind i kirkens religiøse rum. I ældre middelalder blev kristne, latinske bønner skrevet med både runer og bogstaver. Derimod skal vi helt frem til midten af 1200-tallet og landskabslovene, før vi har de første tegn på, at man brugte bogstaverne til at udtrykke sig på modersmålet. Så i stedet for at tale om, at runerne i middelalderen tabte terræn til bogstaverne, skal man måske hellere tale om det omvendte – i hvert fald i de første flere hundrede år.
Da Haralds runesten blev rejst, var runerne allerede et 800 år gammelt skriftsystem, og man blev ved med at skrive med runer gennem hele middelalderen, selv om de latinske bogstaver blev indført sammen med kristendommen
De første indskrifter i kirkerne var runesten. De store monumenter blev hugget til og brugt som byggeelementer, men noget kunne tyde på, at masser af runesten allerede stod på det sted, hvor kirken blev bygget. Mange danske sognekirker blev uden tvivl placeret på de steder, som allerede var vigtige knudepunkter eller samlingssteder i vikingetiden, og her var der naturligt nok også rejst runesten. Jelling er et godt eksempel på, at et samlingssted bliver til sognekirke, og flere andre steder i Danmark finder vi kombinationen gravhøj, runesten og kirke.
Stenkirkernes bygherrer var sikkert i mange tilfælde efterkommere af dem, der havde rejst runestenene. Derved kom de gamle monumenter til at danne grundlag for de nye tider. Og netop synligheden var vigtig for kirkebyggerne.
Kirkernes indskrifter
I Danmark udgør runeindskrifter fra kirker eller kirkeinventar langt størstedelen af middelalderens overleverede indskrifter. Det skyldes ikke, at middelalderens mennesker skrev mere i kirkerne end andre steder, men simpelthen, at kirkernes indskrifter er bedre bevaret. Gravsten, døbefonte og andre kirkelige genstande og monumenter har stået frit fremme siden middelalderen, og de har til forskel fra arkæologiske fund aldrig befundet sig i jorden og er ikke blevet udsat for naturlig nedbrydelse.
Der blev skrevet både på selve kirkebygningen, hvor der er fundet hundredevis af indskrifter på væggene, og på massevis af andre kirkelige genstande og monumenter. Der blev skrevet med både runer og latinske bogstaver. Bogstaverne blev udelukkende anvendt i latinske indskrifter, mens runerne hovedsagelig blev brugt, når indskriften skulle skrives på modersmålet. Sådan er det fx med de over 100 gravsten fra ældre middelalder, som har indskrifter med både runer og bogstaver. Men der er også undtagelser. På en gravsten fra Hillerslev Kirke i Thy står navnene Thorkild og Margrethe med bogstaver, mens resten af den meget slidte indskrift, som nævner Gud og Jomfru Maria, blev skrevet med runer.
Kirkerummet var helligt, og i kirken kunne man finde fred og beskyttelse i Gud. Måske er det grunden til, at Ubbe, Margrethe, Thomas Præst, Thora, Basse, Vilhelm, Gyrd, Toke og mange, mange andre ristede deres navne side om side med Ave Maria og andre bønner om beskyttelse. På kirkernes vægge i hele Norden er der massevis af navne og andre indskrifter, som vidner om, hvor kraftfuldt det kunne være at efterlade sit navn i kirken, selv om man ikke var fysisk til stede. Ved at nedskrive sit navn kunne man give det en fysisk materialitet, og sådan kunne man efterlade en lille del af sig selv i kirken til evig beskyttelse.
I kirken var koret og alteret det allerhelligste, og her foregik de centrale begivenheder. I alterbordet var der en firkantet fordybning, hvor kirkens relikvier kunne gemmes. De kunne bestå af træsplinter fra Kristi kors eller knogler fra helgener, og de var pakket fint ind i silkeklæder og opbevaret i en blyæske.
I Stokkemarke Kirke på Lolland fandt man i 1835 under en restaurering af kirkens alter en relikvieæske af bly, som må stamme fra en genindvielse af alteret i årene omkring 1300. På æsken er der nemlig skrevet med runer på latin episcopus Gisiko, biskop Gisike, som var biskop over Fyns Stift fra 1286 til 1300. Biskoppen skænkede relikvierne til kirken, og mon ikke han tænkte, at hans navn for tid og evighed ville blive knyttet til relikvierne og det allerhelligste rum i kirken.
Amuletter
Den tanke synes Niels i Romdrup syd for Ålborg i hvert fald at have haft. Under restaurering af kirken i 1952 blev det middelalderlige alterbord revet ned, og her fandt man en relikviekapsel med tre pakker af silketøj med relikvier. Rundt om relikvierne var der foldet en aflang blystrimmel på ca. 8 cm i længden med en indskrift. På begge sider af strimlen var der ridset en indskrift med sirlig bogstavskrift.
Var det helligbrøde at gemme en personlig amulet i kirkens allerhelligste rum? Eller kunne man med de rette midler købe sig til en god placering for sin egen velsignelse? Og hvordan var forholdet mellem tro og overtro?
På den ene side var der en række Gudsnavne: Adonai, Emmanuel, Alfa og Omega og forkortelsen AGLA for det hebræiske ”Attah Gibbor Leolam Adonai”: ”Du er stor i evighed, Herre.” På den anden side var teksten:
”I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Jeg besværger jer elvermænd og elverkoner og dæmoner ved Faderen, Sønnen og Helligånden, at I ikke skader denne Guds tjener, Niels, hverken på øjnene eller på hovedet eller i andre lemmer. Men bo skal i dem Kristi den Allerhøjestes kraft. Amen. Kristus sejrer, Kristus styrer, Kristus hersker. Kristus velsigne disse øjne samt hovedet og de øvrige lemmer. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen. AGLA.”
Teksten blev formentlig skrevet med afsæt i de velsignelser og besværgelser, som kirken udtænkte i middelalderen. Med de rette ord kunne man helbrede syge eller holde sygdomme og onde ånder fra livet. Men forskerne strides stadig om amulettens gemmested. Var det helligbrøde at gemme en personlig amulet i kirkens allerhelligste rum? Eller kunne man med de rette midler købe sig til en god placering for sin egen velsignelse? Og hvordan var forholdet mellem tro og overtro? Var der overhovedet plads til overtro i en verden, der var gennemsyret af den katolske tankegang?
Danmarks længste runeindskrift
I 1952 var det meget usædvanligt at finde en amulet af bly med en besværgende indskrift, men på grund af den store interesse for metaldetektorarkæologi har vi i dag over 100 fund af sådanne blyamuletter alene i Danmark. Og antallet er hastigt stigende. Det tyder på, at den slags små velsignelser, som man normalt gik med i lommen eller syet ind i tøjet, var helt almindelige.
Indskrifterne blev skrevet både med bogstaver og runer, og det er blandt blyamuletterne, at vi finder Danmarks længste runeindskrift. Den stammer fra Blæsinge på Vestsjælland og indeholder en tekst på latin skrevet med runer.
Tekstens formål var at beskytte mod sygdom. Hver indskrift er en helt ny kilde til troslivet i middelalderens Danmark. Mange af amuletterne blev uden tvivl skrevet af gejstlige, kirkens mænd, som var trænet i latinsk manuskriptkultur. De rigtige forkortelser for latinske ord blev brugt, og griflen eller kniven blev ført med sikker hånd. Også mange af runeamuletterne havde en gejstlig bagmand. Selv om indskriften blev skrevet med runer, var sproget i langt de fleste tilfælde latin, og det lærte man ikke, medmindre man også lærte bogstavskriften. På en amulet fra Kastelsbakke på Bornholm handler indskriften om at helbrede manden Ødmund, og teksten blev skrevet på en blanding af modersmålet og latin. Afslutningen af indskriften var der ikke særlig god plads til, og derfor måtte runeristeren forkorte de sidste ord, som oversat til nudansk lyder: ”Ved det ophøjede kors’ tegn.”
Her nævnes Helvedes jætter, den grusomme gråd, de listige elverfolk og de afskyelige trolde – skabninger og begreber, som vi kender fra den islandske litteratur
Samtidig var nogle af blyamuletterne også rundet af en anden litterær tradition, som var nordisk. Man havde formentlig brugt amuletter med skrift og ord, lige så længe skriften havde eksisteret, men et af de tidligst kendte eksempler stammer fra 700-tallets Ribe. En indskrift på et stykke af et menneskekranie anråber Ulv, Odin og Høj-Tyr, der skal hjælpe med at overvinde en smerte, som sidestilles med en dværg.
I middelalderen var det andre guddommelige kræfter, der blev påkaldt til hjælp, men de onde væsener var ofte de samme, som altid havde været onde. På en af de få amuletter, hvor det meste af indskriften blev skrevet på modersmålet, er der en længere opremsning af de farlige væsener, som de hellige kræfter skulle hjælpe med at holde fra livet. Det er stærke sager. Her nævnes Helvedes jætter, den grusomme gråd, de listige elverfolk og de afskyelige trolde – skabninger og begreber, som vi kender fra den islandske litteratur.
Runer i manuskripter
Selv om enkelte runer optræder i mange manuskripter helt tilbage fra 700-tallets England og hele middelalderen – ja, i Island faktisk helt frem til 1800-tallet – er der kun to manuskripter fra tiden omkring 1300, som udelukkende blev skrevet med runer. De stammer begge fra Skåne.
Codex Runicus, som indeholder en udgave af Skånske Lov, er det mest berømte håndskrift med runer, mens Mariaklagen er mindre kendt. En Mariaklage var en fortælling, hvor Jomfru Maria kom til orde i en fortælling og klage om forfølgelsen og henrettelsen af hendes søn. Historierne fik stigende popularitet i slutningen af middelalderen. I Codex Runicus blev runeskriften tilpasset det latinske alfabet, og stavefejl i teksten afslører, at manuskriptet blev skrevet ud fra et forlæg med latinske bogstaver. Det er også i Codex Runicus, at vi finder noderne og teksten til Drømte mig en drøm i nat, Danmarks ældste nedskrevne melodi, som Danmarks Radio i en årrække brugte som pausesignal.
I store dele af Norden blev det forbundet med intellektuel prestige at beherske bogstavskriften og eje bøger. Man lærte udelukkende at skrive med runer som et gammeldags kuriosum
I bogkunsten fra senmiddelalderen optrådte runerne ellers kun sporadisk. I manuskripternes margen kan man finde personnavne skrevet med runer, eller runerne kunne bruges som forkortelser. M-runen kunne fx stå for maðr (mand). I et eksemplar af Lundeårbogen, som i dag opbevares på biblioteket i Erfurt i Tyskland, er der på den sidste side på et tidspunkt i 1400- eller 1500-tallet tilføjet med runer: ”Mogens Hvat ejer mig.”
Omkring år 1400 vandt det danske sprog mere og mere indpas i den kirkelige og statslige administration, hvor man tidligere næsten udelukkende havde brugt latin. Det faldt sammen med, at der ikke længere var ret mange, der skrev med runer, og måske blev runerne, der tidligere i høj grad var blevet brugt som identitetsskabere for den nordiske kultur, nu erstattet af sproget dansk.
Runetraditionen fortsatte i andre dele af Norden – i Dalarna i Sverige, i Island og på Gotland. Måske var det den konservative sprogbrug i alle de tre områder, der var med til at holde fast i runerne. Måske pressede opfindelsen af bogtrykkerkunsten i 1400-tallet runeskriften længere ud på sidelinjen. Og måske blev det i store dele af Norden forbundet med intellektuel prestige at beherske bogstavskriften og eje bøger. Man lærte udelukkende at skrive med runer som et gammeldags kuriosum – og kun hvis man også havde lært bogstavskriften.
100 DANMARKSHISTORIER
I de næste otte år udgiver Aarhus Universitetsforlag hver måned en bog om skelsættende begivenheder og temaer i danmarkshistorien – i alt 100 bøger og 10.000 siders danmarkshistorie. Lisbeth M. Imer har skrevet september måneds bog: “Rigets runer”. Man kan læse meget mere om bøgerne og serien på 100danmarkshistorier.dk
Bøgerne er omdrejningspunkt for 100 danmarkshistorier, men projektet foldes ud på en lang række platforme. HistorieLab laver materiale til grundskolen, og danmarkshistorien.dk har artikler og film med forfatterne.
Der er også udviklet et strategi- og quizspil, appen Dyst! med historiske spørgsmål – indtil videre er der svaret på ca. 14 millioner historiske spørgsmål. Endelig kan man møde forfatterne bag bøgerne til foredrag over det ganske land, ligesom der er kronikker i dagbladene.
Illustration: Runeamulet fra Kastelsbakke, hvor ejeren Ødmund skal befris fra onde kræfter. Nationalmuseet. Foto: Søren Greve.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
