FILM // FESTIVAL – Filmbranchen udvikler sig stort set overalt på det store afrikanske kontinent inspireret af Nigerias drømmefabrik Nollywood. På årets Berlinale opleves det bl.a i personlig traumebearbejdelse fra Rwanda og en migrantfortælling, som vi aldrig har set den før.
Der sker et eller andet i Afrika for tiden. Det kæmpe kontinent har naturligvis sin egen filmhistorie, men frem til halvfemserne var der kun to afrikanske lande, der havde en egentlig selvkørende filmindustri: Egypten, der lavede film til den arabiske verden med Youssef Chahine som den store mester, og så Sydafrika, der lavede pro-apartheid propaganda, som ingen uden for landets grænser gad at se.
De fleste af de gode film, der trods alt blev lavet – i Senegal, Burkina Faso, Mali – blev finansieret af franske penge og sådan set også til det franske marked. Så de færreste afrikanske filmskabere har kunnet tale helt frit.
Det ændrede sig med Nollywood-eksplosionen i halvfemserne, hvor Nigeria pludselig blev en af de mest produktive filmnationer i verden med ultrabillige produktioner optaget på video eller digitale kameraer, der blev distribueret illegalt, men effektivt overalt på kontinentet og diasporamiljøer alle andre steder.
Nollywood-metoden har spredt sig til resten af kontinentet, hvilket har givet en hel masse filmfolk en god portion erfaring. Pengene er stadig små, der mangler investeringer i infrastruktur, og det er stadigvæk småt med muligheder for at finansiere den slags mere personlige filmsprog, som festivaler overalt i verden efterspørger.
De seneste år sker der dog noget. Afrikanske instruktører bliver uddannet i udlandet, kender de samme film som alle andre instruktører. Så småt begynder der at komme midler til nye filmiske idéer, som stadigvæk trækker på Nollywood-stilen, men æstetiserer den, og når det er bedst – som i Mati Diops Atlantics – skaber noget af det mest spændende filmkunst i verden i dag.
Father’s Day
Tag nu f.eks Kivu Ruhorahoza fra Rwanda. Hans debutfilm Grey Matter er en langsom sag om traumebearbejdelse efter de rwandesiske krigsforbrydelser. Men indledningen er anderledes. Her følger vi nemlig en ung instruktør, der forsøger at skaffe penge til et personligt projekt. Vi ser hans planlægningsarbejde, hvordan f.eks Radiohead vil være perfekt til lydsporet. Men han får ikke pengene. For hans film er ikke vigtig eller nødvendig. Kunne han ikke lave noget oplysende om AIDS i stedet for?
Ligesom Grey Matter har Ruhorahozas nye film, Father’s Day, en ret mærkværdig indledning. Der sker to ting på samme tid: En lille dreng driver rundt ved en flod, og en gruppe af unge står på rulleskøjter. Drengen stjæler bolte fra et bildæk, og de unge skøjter videre. Til sidst følger vi en ung mand, der skøjter op af en bakke, da så pludseligt, POW! Han bliver slået ihjel af et løbsk bildæk. Nogle må have stjålet boltene.
Flere af karakterne er dybt kristne og snakker om at finde mening i selv det mest meningsløse, men filmen nægter at skabe sammenhænge
Og ja, så er vi tilbage til traumebearbejdelse, mens vi i filmens ene spor følger den sørgende mor, der oven i det uforståelige tab også har mistet sin neglesalon pga COVID-19. I et andet fortællespor følger vi fortsat den lille dreng, hvis far driver ham videre og videre ud i kriminalitet. Og et tredje spor – filmens bedste – vender tilbage til de historiske traumer i historien om en ung kvinde, der ikke har lyst til at donere et organ til sin døende far, eftersom hun ved, at han gjorde onde ting i fortiden. De tre spor filtres forsigtigt sammen.
Eller egentlig filtres der ikke så meget. Personerne har med hinanden at gøre, men Father’s Day er en film, hvor de enkelte scener i høj grad står alene. Det er nærmest som små sketches, optaget meget billigt og digitalt med amatørskuespillere og skæve vinkler, hvor skærmen gerne går i sort, når en sekvens er slut. Det er meget fragmenteret og stilfærdigt, men det skaber også en god effekt. Flere af karakterne er dybt kristne og snakker om at finde mening i selv det mest meningsløse, men filmen nægter at skabe sammenhænge.
Det er et filmsprog som langsomt former sig, stadigvæk griber efter sin endelige form. Det er ikke et pletskud
Filmmæssigt er der formentlig inspiration fra førnævnte Atlantics, uden at filmen naturligvis på nogen måde kan måle sig med en af sidste årtis største mesterværker. Men det fragmenterede, måden lowbudget-billederne alligevel har en egen æstetik, og de små strejf af surrealisme og fyrværkeri – det smager lidt af en fælles ny afrikansk stil.
Kivu Ruhorahoza har dog også sine helt egne elementer, og er stærkt på vej til at etablere sig som den største filmiske skildrer af Rwanda efter traumerne. Men han er der ikke helt endnu. Det er et filmsprog, som langsomt former sig, stadigvæk griber efter sin endelige form. Det er ikke et pletskud. Forhåbentlig kan han hurtigt finde penge til at arbejde videre på det.
No U-turn
Jeg har længe tænkt, der da måtte opstå nogle Nollywood-instruktører, som kunne tænke sig at lave noget andet og mere seriøst? Om ikke andet så da fordi der er internationale kunstpenge i at være ham den seriøst æstetiske Nollywood-fyr. Måske ikke mange penge, men vel en betydelig mængde i forhold til at være i en underbetalt lowbudget-verden hærget af piratkopiering…
Anyways, Ike Nnabue er første direkte eksempel på den dynamik. Nnabue laver musikvideoer og Nollywood-film, men nu har han sammen med Generation Africa lavet sin første dokumentar. Og det er en virkelig stærk fortælling. Nnabue tager udgangspunkt i sin egen historie: Om dengang han forsøgte at rejse fra Lagos, gennem Vestafrika og op langs Vestkysten til Marokko, for derefter at komme til Europa.
Rejsen mislykkedes dog, og i stedet tog Nnabue til Gambia, hvor han begyndte at arbejde med film, hvilket i dag har gjort ham til succesfuld og velhavende instruktør. Det er ikke rigtig den normale historie, vi hører om afrikanske migranter…
De ser tydeligvis Nnabue som en af dem, hvilket giver ham lov til at komme helt ind under huden og få de helt ærlige historier, som en europæisk instruktør måske ikke ville have fået
Generation Africa er så fantastisk et dokumentarisk projekt, fordi det ved at give ordet til afrikanerne selv, netop giver plads til at fortælle anderledes historier end dem, vi får i nyhederne.
Vi kender allerede serien herhjemmefra, idet The Last Shelter vandt hovedprisen på CPH:DOX sidste år. No U-turn er nærmest modsætningen til den film. Hvor The Last Shelter skildrede migranter, som frasagde sig deres identitet og søgte over ørkenen i anonymitet, så er No U-turn fyldt med stærke mennesker, der kæmper for at få lov til at bruge deres evner og personligheder til noget meningsfyldt. Folk, som Nnabue selv med andre ord.
På et tidspunkt slutter en af dem, han interviewer, af med ordene ‘That’s how it is, brother’. Og det er ret sigende. De ser tydeligvis Nnabue som en af dem, hvilket giver ham lov til at komme helt ind under huden og få de helt ærlige historier, som en europæisk instruktør måske ikke ville have fået.
Vi får indrømmelserne om vold og prostitution, om de mørke dele af rejserne og om frustrationerne i hjemlandene.
No U-turn burde være selvskrevet til det danske dokumentar-publikum.
Derudover forstår Nnabue dels, hvordan man laver film, og da især de omgivelser han fører os igennem. Vi bliver ikke holdt i hånden og skal selv forsøge at skabe mening ud af, hvad vi ser. Meget præsenteres skævt fra siden, som de indledende klip fra optagelsen af en musikvideo, der ser helt skør ud, når vi ser det fra den forkerte vinkel. Nnabue fortæller om nigerianske taxaer og om ventetiden i Bamako, og han lader gerne kameraet hvile for at formidle det. Der er en enorm forståelse for fortællingens stille passager.
Dog skal det siges, at Nnabue virkelig fortæller rigtig meget. Der er meget voiceover i den her film, og den er måske ikke helt så poetisk, og Nnabue har måske ikke verdens bedste voiceover-stemme.
No U-turn burde alligevel være selvskrevet til det danske dokumentarpublikum. Også fordi filmens fotograf, Jide Tom Akinleminu, tilsyneladende er dansk-nigeriansk og fotografuddannet fra Fata Morgana. Så der burde blive linet op til, at Generation Africa får endnu en stor plads på CPH:DOX.
No Simple Way Home
Det samme kan nok ikke helt forventes af Berlinalens anden udgave af en Generation Africa-film, den sydsudanesiske No Simple Way Home. Den er ellers også fortalt indefra, må man sige.
Instruktøren Akuol de Mabior er datter af John Garang, sydsudanesisk oprørsleder, og Rebecca de Mabior, hvis udnævnelse som en blandt fem vicepræsidenter af det borgerkrigsramte land er filmens plotmotor. Men her er det næsten for tæt på. Det er meget interessant at følge med i, men der er for lidt afstand til kontroverser og politikere til, at filmen rigtig fungerer.
John Garang var leder af Sudan People’s Liberation Army under borgerkrigen i Sudan fra 1983 til 2005. Mange så ham som en oprørshelt, andre som krigsherre. Kort efter våbenhvilen i 2005 blev han udnævnt til vicepræsident i Sudan, men mindre end en måned inde i hans embedsperiode døde han i et helikopterstyrt.
Seks år efter stemte Sydsudan for uafhængighed, og John Garang blev set som en art landsfader. Landet endte dog hurtigt selv i en ny omgang borgerkrig mellem stridende grupper, som så denne gang blev forsøgt løst ved at gøre bl.a hans enke til vicepræsident.
Men bliver hun i stand til at gøre nogen forskel?
Det er en ret frustrerende film, som lidt ender med at blive uproduktivt paralyseret af egne privilegier i mødet med armoden
Til Akuol de Mabiors forsvar skal det siges, at hun virker til selv at være klar over, at der er nogle problemer i hendes film. Efterhånden lader hun nærmest til at blive paralyseret af egne privilegier, for hendes familie trods alt har fået støtte i deres eksiler, har fået uddannelser og er i stand til at arbejde og leve på en måde, som hendes landsmænd i det fattige kontinent overhovedet ikke er.
Så er hun virkelig den rette til at fortælle landets historie? Det problem kulminerer efter en oversvømmelseskatastrofe, hvor de vrede hjemløse kvinder er ekstra frustrerede over ikke at få den hjælp fra staten, de har brug for, eftersom de heller ikke har nogle mænd som kan hjælpe dem med genopbygning. De døde jo alle sammen i krig for John Garang…
Her rammer filmen virkelig noget interessant. Og som del af Generation Africa, som eksempel på en slags hyperpriviligeret stemme fra kontinentet, så er filmen bestemt værd at forholde sig til. Men det er også en ret frustrerende film, som lidt ender med at blive uproduktivt paralyseret af egne privilegier i mødet med armoden. Og altså, den slags er vi europæere da også ret gode til at blive…
Fotocredit:
Father’s Day: Cedric Ishinwe
No U-turn: Jide Akinleminu
No Simple Way Home: LBx Africa
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
