Da jeg så Frederiksberg Have i et glimt for allerførste gang

Cecilie Marie Meyer 30.12.2016

TIDSGLIMT // KLUMME – Øjeblikket varede højst et sekund, men det vil aldrig blive glemt, skriver Cecilie Marie Meyer, der funderer over øjeblikkets renhed og glimtet af den virkelige verden, der åbenbarede sig for hende uden for Frederiksberg Haves portindgang.

Det gav associationer til pudderparykker, stivede kniplingskraver og især autoritet: synet af de massive pyloner i orangemalet sandsten, der tårnede sig op foran mig, idet jeg på min kørsel igennem den frederiksbergske trafik pludselig fik set op og ud ad bilruden, i retning af et ukendt byggeri af Versailles-agtige dimensioner.

Jeg tror, at øjeblikket højst varede i et sekund. Men jeg vil aldrig glemme det. Og når jeg tænker tilbage på sekundets indhold, er det med et gys af lige dele forbløffelse, undren og frygt

Så høje de pyloner var og toppede af udhuggede vaser, der stræbte mod himlen. Sammen med pylonerne udgjorde de siderne i et portanlæg, der var forbundet med et ligeså afvisende gitterværk, og som en opdæmning i et surrealistisk fæstningsværk tydeligvis var bygget til både at imponere og indgyde respekt.

Jeg nåede ikke engang at spørge mig selv, hvorledes jeg i centrum af det Frederiksberg, hvor jeg har boet i 10 år, pludselig skulle være ved at ramle ind i et mastodontisk slotsanlæg, som jeg aldrig havde set før. For ligeså hurtigt, som der havde været en åbning ind til noget unikt, ligeså hurtigt lukkede åbningen sig igen, og lod mig paf tilbage i bilsædet, da jeg pludselig genkendte mine omgivelser.

Jeg tror højst, at øjeblikket varede i et sekund. Men jeg vil aldrig glemme det.

Og når jeg tænker tilbage på sekundets indhold, er det med et gys af lige dele forbløffelse, undren og frygt. Frygt, ja. For jeg tror, at jeg fik et glimt af den virkelige verden, som vi aldrig rigtig befinder os i, fordi der foran realiteternes egentlige geografi hænger tykke gardiner af følelser og forudindtagede billeder, som vi har produceret, lige siden vi slog øjnene op som babyer.

Det, jeg havde set, var noget så gammelkendt som indgangspartiet til Frederiksberg Have. Et sted, jeg har været utallige gange, og nærmet mig fra alle retninger af, også via Frederiksberg Allé.

Den vej, som jeg havde befundet mig på, da mit sære syn indfandt sig. Den elskede park med de svungne plæner og milde svaner har jeg ellers altid opfattet som venlig og imødekommende, og jeg er sikker på, at tusindvis af frederiksbergensere deler min kærlighed til Frederik den fjerdes og senere kongers genistreg af en slotshave.

Frederiksberg Slot og Have 1718. Efter stik af I.A. Corvinus efter C. Marselius' tegning. Det var dengang haven endnu var præget af barokkens stramme linjer. Foto af Sadhiyama fra Wikipedia. — Frederiksberg Slot og Have 1718. Efter stik af I.A. Corvinus efter C. Marselius’ tegning. Det var dengang haven endnu var præget af barokkens stramme linjer. Foto af Sadhiyama fra Wikipedia.

Men hvorfra kom så det stik modsatte billede, hvor slottets indgangsparti pludselig fremstod truende, ja nærmest arrogant?

Og hvad handlede størrelsesforholdet om, der i synet slet ikke havde den menneskelige og behagelige målestok, som Frederiksberg Haves portanlæg ellers altid har haft i min bevidsthed, men i stedet virkede kæmpehøjt og uoverstigeligt?

I det øjeblik, jeg kiggede op og blev mødt af portens sandstensansigt, så jeg faktisk Havens sande natur

Mit bud er, at jeg i det øjeblik, jeg kiggede op og blev mødt af portens sandstensansigt, faktisk så Havens sande natur. Den rene og rå intention bag byggeriet, der dengang omkransede en park, som var strengt beregnet til kongelige gæster, og med hvert atom åndede den enevældige tankegang, hvormed det var blevet designet i 1750’erne af datidens hotteste barokartitekt, Lauritz de Thura.

Porten lukkede rettere folk ude, end ind. For Frederiksberg var dengang langt ude på landet for de fleste københavnere, og rejsen derfra og ind til den nærmeste københavnske byport kunne være risikabel, hvis man støtte på eksistenser, der ikke havde lov til at have deres gang i hovedstaden.

Først i 1865 fik alle adgang til haven, tilmed også søfolk, folk med hunde, og dem, ikke var i stadstøjet. De var alle før blevet bortvist af portvagten.

A.P. Petersens plan for den nye Frederiksberg Have fra 1795, inspireret af romantiske haver i England og Frankrig. — A.P. Petersens plan for den nye Frederiksberg Have fra 1795 set oppefra, inspireret af romantiske haver i England og Frankrig. Nu blev havens former bløde og svungne, men først i 1865 fik alle borgere adgang til haven – også de lurvet klædte, folk med hund og sømænd. Fra Wikipedia.

Jeg kan ikke ryste den tanke af mig, at ikke blot Frederiksberg Have, men også alt det andet, der fylder min hverdag op, i virkelighed er illusioner, skabt af vores hjerner og øjne, der for vanens og nemhedens skyld projekterer gammelkendte billeder og opfattelser af vores omgivelser ud i alle de retninger, vi skuer, og således lægger et slør henover tingenes reelle udseende.

Alt, hvad jeg gjorde, var at befinde mig i en bil, med opmærksomheden rettet et helt andet sted hen, end på det, hvorpå mine øjne pludselig faldt. I det sekund skabtes en sprække og et syn ind til noget oprindeligt, som jeg aldrig vil glemme

Det kan være en slags forsvarsmekanisme, der gør, at vi ikke skal bruge så meget energi på hele tiden at dechifrere det, vi opfatter. Men det gør måske også, at vi går glip af øjeblikkets renhed, og den egentlige forbindelse til vores omverden.

Kunne jeg tænke mig at få flere kig ind til den virkelighed, der befinder sig bag vanens gardin? Ja, for pokker.

Du skulle også tage at prøve det.

Alt, hvad jeg gjorde, var at befinde mig i en bil, med opmærksomheden rettet et helt andet sted hen, end på det, hvorpå mine øjne pludselig faldt. I det sekund skabtes en sprække og et syn ind til noget oprindeligt, som jeg aldrig vil glemme.

LÆS FLERE ARTIKLER AF CECILIE MARIE MEYER HER

Topillustration: Foto af Frederiksberg Haves indgangsparti set indefra fra Wikipedia taget af Ramblersen.

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet. Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige? Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede. Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside: http://ceciliemariemeyer.dk